Traume hørelse

Psykologen kalder det Traumehørelse.
Aktiveret traume. Lige der. Jeg hører Overdimensioneret
Traumehørelse. Det giver egentlig meget god mening, ikk?

Der er perioder hvor jeg ikke kan være nogen steder. Hvor jeg ikke kan være i min lejlighed, uden at ligge stiv af angst. Så angst jeg kunne brække mig.
Det her er sådan en periode. Jeg hører. ALT. Også det min hjerne tror jeg hører.

Jeg hører døren sparkes ind. Jeg hører voldsom råb og ballade. Jeg hører 'verden går under om lidt ' lyde. Hver gang der går en dør op, og i, aktiveres angsten. Et lille host får hjertet til at stå og klapre.
De sidste dage -konstant. Jeg er presset. Det er nok derfor. Altid prøve at finde en logisk årsag.

Og jeg kan sige til mig selv; Det er der ikke. Det er minder. Det er ligesom Høreflashback. Og alligevel forstår min krop det ikke. Hjertet galoperer afsted.
Alligevel er jeg angst på angst på angst
Det er lidt hårdt altså !

Verden er vendt på hovedet

Jeg har ikke blogget længe. Meget længe.
Der er sket det, at jeg er blevet fysisk syg.
Det har vendt min verden på hovedet.

Pludselig kender jeg ikke længere mine ord. Kan ikke finde dem. De kommer ikke til mig.
Og at skrive mig vej er blevet svært. Det, som jeg har 'brugt' gennem år. Det virker ikke.
Jeg, virker ikke.

Jeg kan ikke finde mine ord. Og jeg kan ikke finde mig.
Det lyder så voldsomt. Det er det måske også.
Jeg står på mine ben. Nogle dage går jeg.
Andre... Kigger jeg ud i luften.

Jeg kan ikke blogge som før. Måske kan jeg blogge på en ny måde.
Jeg ved det ikke.
Min ventil. Min blog. Mine skrevne ord. Er ikke en ventil længere. Ikke sådan rigtigt.
Ord bliver forkerte. Og rodet. Og mudret. Og jeg bliver ked af dem. Ordene, der ikke vil stille sig på række.

Jeg blogger måske om det hele en dag.
Indtil da. Så ps godt på Dig

Hvor starter man?

Jeg har ikke skrevet længe. Der er sket så meget. Også meget jeg ikke har lyst at skrive om.

Jeg går lige på. Idag. I aften.
Jeg er angst. Helt ud i fingerspidserne. Stopper det aldrig?? Kan man squ da godt tænke.
Jeg ved det ikke.

Det er som om at noget gammelt er vågnet. Noget jeg ikke troede jeg skulle beskæftige mig med.
Jeg har mareridt. Der er rene flashback. Ikke ret meget fantasi der. Bare rendyrket kvalmende rædsel og erindring.

Jeg går som katten om den varme grød. Om min seng. Trækker tiden ud. Selvom mit hele mit system er træt. Gennembanket hamrende træt.

Jeg har det klammeste mareridt i den her periode, og det øger ikke lysten til at kaste mig på madrassen. Jeg sover på sofaen pt. Senge går det ikke ret godt med. Jeg har ellers købt ny. Men lige lidt  hjalp det. Det var så nok ikke sengen der var noget galt med.

At vise sig, for at blive set

-Hvad med det der arbejde? Spørger hun. Lægen der har sygemeldt mig.
-Taler du med nogen om det?
Og jeg begynder at hyle.
-Du er ikke ved at give op på det, vel?
Og jeg siger nej. Og hyler endnu mere. 

For noget tid siden sagde en veninde til mig, at det nok var nemmere for mig, at se tingene lykkes, når nu jeg havde taget en uddannelse, og boede i egen lejlighed, og havde et job. Og tjente penge.
Og det ramte mig. Lige midt mellem ribbenene. Idag tænker jeg om det var mit hjerte det ramte.
For det er rigtigt nok , til dels. Det er da nok nemmere. Og jo så alligevel ikke.
Ind imellem så frustreres jeg over, at kunne en masse jeg ikke kan. Forstået på den måde, at JO-jeg gør, og er, og kan. Rigtig meget. Og især, udadtil. Verden ser jo ikke, at jeg melder fra til venindes kandidatfest, og ikke kan tage i biffen alligevel. Verden ser ikke, at jeg tager uger, hvor jeg bor indenfor mine egne 4 vægge. Og hvor al kontakt med verden, er for meget.
Og nej, jeg viser det heller ikke. Som regel.
'Du må vise dig for at blive set'. Læste jeg engang.
Ja. Det er mega svært. 

Jeg er aldrig lykkes med at forklare, det med at kunne - uden at kunne. Jeg kan bedst sammenligne det med, at jeg ville kunne gå på et brækket ben. Men det betyder ikke at benet ikke er brækket. 

Jeg kan godt gå på det. 

Jeg kan godt. Jeg gør. Jeg gør mange ting. Og jeg giver ikke op. Heller ikke på et arbejdsliv. 

Indimellem er jeg bare så bankehamrende træt af, at kæmpe. Med næb og klør.
Ind imellem tænker jeg bare: holder det aldrig op?
Og det er de dage, hvor jeg hyler når jeg bliver spurgt til mit arbejde. Og på den måde kan man måske sige, at jeg får vist mig selv. Og bliver set.

Verden indenfor

Jeg ruller gardinet op. Ser en blå himmel.
Og af en eller anden grund, så synker min hjerte ned i maven. Mens gråden bare stiger op. Op op op. I halsen. Og til sidst bliver til tårer ned af kinderne.

Jeg kan ikke idag. Undskyld.
Jeg kan ikke.

Det er okay.
Nej det er ikke!

Men jeg kan ikke.
Jeg vil bare ligge her. Under min dyne. Med hovedet gemt, så ingen kan se mig.
Rulle gardinet ned igen.
Lukke verden ude,

Imorgen kan jeg nok igen. Tænker jeg. Imorgen.

For mig

For ' de andre ', virker det som om de bliver irriteret. Jeg kan jo i virkeligheden ikke vide det. Vide hvad de bliver. Tænker eller føler. Kan kun mærke stemningen. Og høre ordene.

For mig.... Der står verden stille et øjeblik. Og så styrter jeg.

Vi får udleveret vores skema. Med rettelser. Det er tredje gang på mindre end en uge.
Nogle bliver utilfredse. Andre siger ikke noget.
Og jeg.
Jeg kæmper med kvalmen, mens tårerne står helt oppe i øjnene på mig.

'Hva er det Silje?'
Hun henvender sig til mig. Men jeg kan ikke svare.
Jeg kan ikke tale.
Jeg kan ikke ... Være.

Det er ikke fordi der er noget galt med skemaet.
Det er ikke fordi timerne er forkerte. Eller sådan noget.
Det er mig. Jeg ved det godt.

For mig er det ikke bare et skema. Gid det var!
For mig, er det noget med vægge der bevæger sig, jeg bliver klemt inde. Det er noget med ikke at kunne regne med noget. Helt definitivt, føles det som, igen og igen.
For mig er det ikke bare et skema. For mig, er det som at fjerne stenene under mine ben. PLOP. Jeg falder i.
Og føres ned af veje jeg ikke kan overskue.


Det er fordi jeg ikke kan finde mine ben.
Jeg når ikke at lande. Førend jeg skal finde nyt fodfæste.
I øjeblikket føler jeg ikke jeg når at lande. Overhovedet. I noget som helst.
Og jeg mister bare overblikket. Pusten. Mavepuster. Igen.


Og idag tuder jeg på mit arbejdes kontor. Tuder fordi jeg ikke kan overskue det.
Det hele.
Mest af alt, flyder jeg over lige der, fordi jeg ikke kan overskue, at skulle blive ved med at reagere på ændringer. På den måde.
Kan ikke overskue, at det bliver ved. Og ved.

Skræk og rædsel

Nu banker hverdagen på.
BANK BANK.
Og mine tanker ryger fluks udover kanten.
Hvad er det du frygter, Silje? Hvorfor den her reaktion, Igen og igen?

Jeg undersøger. Men det er svært.
Jeg vakler, når det ændres.
- Glæder du dig ikke? Bare en lille smule?
Nej. jeg er bange. Rædsomt bange.
Hver en celle i mig stritter.

Jeg kan godt lide mit arbejde. Jeg kan godt lide hverdag. Jeg kan godt lide det jeg laver i min hverdag.
Jeg er bare ikke god til skiftene.
Slet, slet ikke god.
Åh, jeg ville ønske, at det ikke sådan. Men det er det.
Jeg hader at angsten får tag i mig, men det gør den.

En dag er det måske anderledes. En dag.

De siger..

De siger, at jeg overlevede. At jeg klarede mig.
Men det gjorde jeg jo ikke.
Jeg mistede en del af mig selv.

Og hver gang de siger det. At jeg klarede den. At jeg overlevede. Så..
Synker mit hjerte. Til bunds.
Og istedet stiger tårerne op.
Op, op, op og ud.

De siger at jeg klarede den.
Men de ved ikke hvad det kostede
Og måske kommer de aldrig til at vide.
Eller forstå.

Tage mig tilbage

Jeg har aldrig været tilfreds med, hvordan jeg ser ud. 

Hvordan min krop ser ud. Mine former. Eller mangel på samme. 

Min veninde pointerede idag, at jeg - ved at have taget på - nu har former. Som en voksen. 

Ikke at jeg måske lignede et barn før, men. Jeg forstår hvad hun mener. 

Hofter. Røv. (Jo!). 

Og hvor har jeg hylet! Hvor er det svært. 

Og hvor er det .... Meningen? 

Jeg er 32. Og noget siger mig, at det er nu jeg må lære, at leve med min krop. At den har figur. At det er meningen. Faktisk. For mig. 

Da jeg blev teenager ønskede jeg, at jeg kunne forblive et lige bræt resten af mit liv. 

Selv da jeg vejede 43 kilo, og ikke havde nogen som helst former, var jeg ikke tilfreds. For det handler slet ikke om vægten. Eller formen. 

Det handler om det der blev taget fra mig. Engang. Og igen, og igen. 

Og det er først nu, jeg tror, at jeg er klar til forsøge at tage det tilbage. Mig.

Flere verdner. I een. At dissociere

Det har på ingen måde noget at gøre med hende. Fysioterapeuten. 

Eller noget af gøre med hvad hun gør. Eller siger. Eller er. Eller har til hensigt. 

Det er mig. 

Det har noget at gøre med mig. 

Noget at gøre, med det jeg bærer. Indeni. Og udenpå. Tildels. 

Det har intet med nuet at gøre. Alligevel kan jeg opleve, at nuet bliver til et miskmask af nu, fortid, fornuft, urealistiske forestillinger og hvad ved jeg. 

Det bliver så rodet. Og det bliver også kaotisk. Og overvældende. 

Og jeg vandrer på kanten i tanken: er jeg NU blevet skør? 

Vi er inde i træningslokalet. Der er kun mig og hende. 

Det gør ikke noget. Hun har fortalt mig hvad vi skal idag. Og at hun skal vise mig nogle øvelser. 

Døren er lige foran mig. Det er trygt. Jeg kan se den. Og se håndtaget. 

Jeg sidder et sekund og regner på hvor mange skridt der er hen til døren. 

Måske en tanke om, hvor hurtigt jeg kan komme ud af den, hvis nu? 

Jeg ved det ikke. Det er en automatik nærmest. 

Hun spørger mig om flere ting. Med mine smerter. Og de øvelser jeg har skullet lave. 

Hun viser mig hvordan jeg kan styrke, der hvor kroppen er helt svag. Hun viser det på sig selv. Med sine egne lemmer. Og så skal jeg efterligne. Det jeg kan. Det er svært. Men det går. 

Jeg står op. Hun stiller sig ved døren. Nede i den ene ende af det lille lokale. Hun skal se mig gå. Hun skal se mine bevægelser. Om jeg går skævt fortsat. 

Hun står foran døren. Og jeg kan ikke koncentrere mig. 

Kan ikke finde ud af at abstrahere fra den dør. Jeg kan ikke se håndtaget når hun står der. 

'Så prøv du at gå hen mod mig, og så vend rundt og gå tilbage Silje'. Hendes stemme er rolig, men alt i mig raser. Pisker op, og jeg går i stå. I hovedet. 

Jeg går et par skridt. Jeg kan ikke mærke mine ben. 

Jeg er barnet Silje, der skal posere for en voksen. Jeg er i et andet lokale. I en anden tid. Jeg er beluret. Begloet. Observeret. Kigget på. Jeg er barnet Silje, der skal gøre som den voksne siger. 

Jeg hører stemmer fra en anden tid. Hører komandoerne. 

Og jeg ved ikke hvor jeg er. 

Men jeg er den voksne Silje. På 32 år. Der nemt ryger ud af min krop. Og mit hovede. 

Og jeg skal ikke til fysioterapi lige foreløbig. 

Tager magten

Hvorfor, skal jeg huske det her?! 

Erindringer, af de grimme, kan tage pusten helt fra mig. 

Og jeg kan tænke, at det fandme er noget snot, at huske. Sådan, helt klart. 

Men ved du hvad der er værre end det? 

Det er, når alle cellerne husker, men hjernen bare er et rungende hul. Når man husker..... Uden at huske. Uden at kunne sætte en finger på. 

Det er faktisk værre at have følelsen af, at DET bare dumper ned fra himlen. Ud af det blå. Ingen kontrol over Det. 

At huske, konkret - det er mega Svært. 

Men det giver på en eller anden måde også en følelse af at have styringen. Lidt.

Det er ensomt at se gennem et andet filter

Dråben udhuler ikke stenen på grund af dens styrke, men på grund af dens hyppighed.

Der har været for meget. For længe. Der ER. For meget.
Jeg kan ikke overskue det.
Det er min mest tænkte tanke.
Hvad er det du ikke kan overskue?
Og jeg får bare en klump i halsen, ved det spørgsmål.
Alt.
Kan man sige det?
Alt. Det virker så..... Meget. Ikk?
Men det ER meget. Alt.
Alt, for meget.

Jeg kan ikke kapere presset. Bare det mindste skub. Forventning. Antydningen af at der venter noget. Jeg skal. Bør. Må. Vil?
Min hjerne stopper med at tænke rationelt.
Og jeg ryger ned i sorte tomme huller.
I hukommelsen, og i nuet.
Bum.
Jeg kan ikke tænke.

Der har været for meget.
Og jeg skammer mig. Over, at jeg ikke kan kapere det. Det burde jeg kunne. Nu. Ik? Jo jeg burde.
Hvad er der galt med mig?
Og jeg skammer mig over, at vælte det ene galde ud efter det andet.
De siger, at man skal tænke positivt. Se det gode.
Og jeg bliver ensom, i de ord. Så ufattelig ensom.
Følelsen af at være forkert vokser. For hvert et ord i den retning.

 Det er også bare mig der tænker helt forkert. Det er også bare mig, der ikke kan finde ud af det.
Det er også bare mig.
Og jeg tier.
For jeg orker ikke rådene. Orker ikke ordene. Der er ikke plads i mit hoved.
Der er så meget. Ellers.

Det er ensomt at se verden gennem et andet filter. Og endnu mere ensomt er det, at skulle lade som om, jeg ser det, som de omkring giver udtryk for at se.
At lade som om. Og give dem hvad de vil have. Høre.
Ingen gider høre på alt det triste. Vel? Eller negative? Det smitter. Siger de.
Og det føler jeg at jeg gør. Smitter.

Nissen flytter med

Jeg har lyst til st skride fra det hele. Pakke mine ting. Og tá væk. Smutte. Farveller!
Hvorfor? Ja, hvorfor. Hvorfor ikke?
Hvorhen? Det ved jeg ikke. Jeg har bare lyst. Og trang.
Jeg har lyst til at skride fra alt det her kaos jeg har indeni. Det bjerg der ligger foran mig, og dækker for udsynet. Dækker. Spærrer. Stort.
Jeg har lyst til at skride fra smerten i min mave. Den, hvor den trækker sig sammen. I gråd. Maven.
Jeg har lyst til at skride. Fordi jeg ikke kan overskue det.
Jeg har lyst til at skride, fordi det plejede jeg at gøre. Det var det nemmeste. Og det allersværeste.
Jeg har lyst til at skride fra mine egne tanker. Og mine egne følelser. Jeg har lyst til st skride, til jeg kan overskue hverdagen igen.

Men hvis jeg skrider, så er der ingen. Hverdag altså. En hverdag opstår ikke bare ud af det blå. Den kræver blod, sved og tårer at opbygge. Måske har jeg bare mest lyst til at skride fra arbejdet. Kampen. Med den. Og det. Og mig.

Senfølger (mig i røven). Jeg kan ikke overskue det. Eller lade være.
Der er kun mig til at arbejde mig igennem. Arbejde mig til mere helt stykke. Eller menneske, som det vel hedder. Og jeg kan ikke overskue det. Idag.

Jeg er på kanten af stolesædet hele tiden. Farer sammen ved den midste lyd.
 Jeg bilder mig ind, at jeg kan høre vrede stemmer i gården. I opgangen. På vej op til min dør. Alle vegne.
Jeg er bange.
Jeg er utryg.Jeg har lyst til at skride, fordi jeg ikke kan overskue det.

Hvad er den ultimative ældste trick tanke? At tænke, jeg smutter. Pakker. Skrider. Hejhej. Løbløbløb.
Hvad er den ultimative ældste tricks følge? At man ikke kan løbe fra Nissen. Den flytter med. 

Løbløbløb, det ligger lige til højrebenet. Løbløbløb er en automatik. 

Blivblivbliv, er det nye sort. Bliv, lidt. I dó

Forandringens stilstand. Eller forandringens vinde

Intet er forandret. Og måske er alting. 

Jeg kan aldrig vide hvad der er, førend jeg har været ude og stå lige der, hvor det uforandrede bliver synligt. Eller måske bliver forandringerne synlige. 

Først når jeg går mine skridt ud i verden, vil jeg se om alt er som det plejer, eller om det i virkeligheden slet ikke er. 

Først da, kan jeg se, og mærke forandringen. 

Lige nu går jeg ingen steder. Men det betyder ikke at jeg står stille. Eller verden gør. 

Måske er der alligevel en forandring, selv når jeg ikke kan se den. Og måske, er intet forandret, men alt som det plejer. Og måske, er det begge dele. Både og. 

I'm not crazy, I'm just alittle unwell

Mand. Jeg er jokket ned i det her sorte hul. Glugger opad, og kan godt se det der oppe. Det Andet. Så er det alligevel ikke langt væk, vel. Når jeg kan se det, tænker jeg. Men jeg rækker armene ud, og finder at de er for korte. Eller jeg er. For langt væk. Til at kunne nå. 

Rækker armene ud, men ser at jeg må grave. Grave mig fri. Her sidder jeg med min lille teske. graver mig op. Ud.

-Hvorfor, Silje? - Hvad er det der vælter læsset? Jamen jeg ved det jo ikke! 

Min stemme kan lyde så frustreret, at jeg ikke selv kan genkende den, som min. 

Jeg ved det ikke. behøver jeg at vide det? Og ja, det gør jeg. Altid. Evigt. Og altid. En forklaring. En mening. Er der ikke en mening, er... Intet. 

Jeg ved det ikke! Frustrerede tårer. Og hun rykker tættere på mig. Tager min hånd. 

-Hvad sker der? Hvad kan jeg gøre? 

jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting, og det er det allerværste! 

Jeg er nok bare for udkørt af det. Nu. Og så er jeg pisse fanget! Kan ikke fysisk bevæge mig med den hastighed jeg vil! Og alt gør ondt. Jeg er træt. Græder. 

- Du kan sagtens løbe, skulle du være nødt til det Silje. Forstår du det? 

nej. Det forstår jeg ikke. Mit knæ vil ikke samarbejde med mig! Og jeg er bange for at smadre det HELT. For good. 

- Du kan sagtens løbe, løbe, og løbe, VÆK. SAGTENS. Uden det gør skade. Måske kan man ligefrem sige det ville gøre mere skade, bare på nogle andre frontér, hvis du blev stående. Frosset fast som is. Hvis du bliver stående. I følelsen af fangenskab. 

Og mine facader krakelerer, og selv gør jeg, og tilbage er kun tårer og sorg og frygt og frustration. Og indsigt. 

Ja, jeg ville kunne løbe. Selvom jeg ikke kan løbe, så ville jeg kunne løbe. løbforhelvedeløb skriger gamle stemmer indover mig. Og jeg sidder med hende ved min side. Hun stikker mig en kleenex, og puffer lidt til mig.

jeg er ikke fanget. jeg er bare udkørt. KØrt over. Dumpet ned i det her hul. 

Jeg er ikke fanget, jeg ville godt kunne løbe. Og jeg graver. Ud. Op.

Bobler

Op og ned på døgnet, sprang nætter over, søvnunderslæb, indhentes, feber, snot, gennembankettræthed, beroligende medicin. Drømmer underlige drømme. Feberdrømme. Eller er det erindring? Hvad dag er det, dage der forsvandt. Jeg går ved siden af mig selv. Eller, jeg går ikke, jeg ligger. Jeg kunne godt. Gå, altså. På det ben. Men min hjerne kan ikke. 

Er i en bobbel. Med lyttebøffer på ørerne. Er lydende ikke anderledes? Det synes jeg de er. 

Det er som at være Skæv, gennem flere dage. Skæv er sjovt nok. Lidt tid. Så vil jeg gerne, at jeg er tilbage i mig selv. Landet på benene. Det er jeg ikke. endnu. Zzzzzzz.

Sluge kameler og lande på sine ben

Det kan tá lidt tid, at æde kameler der er svære at sluge, synes jeg nok. 

Jeg er på ingen måde landet i det. Endnu. 

Føler jeg svæver rundt. 

Fik nogle svar, som skal ædes. Og forsøger at tage mine bidder. 

Men det arbejder derinde, et sted. 

Det kan jeg mærke. 

Finder sin hylde. Nok. 

Giv tid. Det er een de svære, for monster tålmodige mig. 

'Giv tid. Det vil lande.'. 

Og jeg vil. Som en kat, der springer! Og lander på sine ben. Det vil jeg også. med tid. Også mens jeg sover, vil det rumstere. Og finde sine rækker. 

ZZzzzzzz ✨😴💫 

Nærhed og forladthed

Det sværeste i verden er nærhed.
Det sværeste i verden er forladthed.


De ord skrev en klog kvinde igår. Og hvor er de rigtige. Jeg har tænkt meget over dem.
Nogle gange kan nære relationer gøre decideret ONDT på mig. At være i.
Og jeg kan tænke, hvad fanden er det der foregår?

Av for fanden hvor kan jeg ikke være i det. Og av for fanden hvor kan jeg ikke være uden.

Og jeg kan have lyst til at trække mig. Helt.
Men, det er jo faktisk ikke det jeg har lyst til. Nej, jeg har lyst til at lære at være i nære relationer, uden at det gør ondt, at være i dem. Og uden at det gør ondt, når vi skilles.

Verden er på hovedet

Der er de der perioder, hvor jeg bare føler at jeg famler i blinde.
Den her følelse af, at uanset hvilken vej jeg vender mig, så er den forkert. Gal retning. Eller måske nærmere, helt uden, retning.
Retningsløs.
Det føler jeg mig.

Idag føler jeg mig som det aleneste menneske i verden.
Hvor vender man sig hen, når man snurrer om sig selv, og ingen retning finder? Hvor vender man sig hen, når verden virker på hovedet.

Savn

Idag savner jeg Det hele. Måske endda også alt det jeg ikke savner.
Idag er jeg bare jokket ned i et hul, af savn. Som benene knækkede sammen under mig. Som jeg gjorde.
Men savnet er ikke kun sort. Det kan have mange farver. Engang havde det kun een.