tirsdag den 4. juni 2013

At tale på skrift & kløfter

Men du er så glimrende til at sætte ord på...

Jah. Joh. ?
Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige, når jeg læser ordene.

For noget tid siden, jeg tror det var sidste sommer.....der opdagede jeg bare en anden vinkel på mig selv.
På 'det hele'. Jeg faldt i et hul. Lå dernede og rodede rundt. Og ordene. De var som pist forsvundet!
Alt sad fast i min hals. Intet synes at kunne formes.
Faktisk blev jeg på det tidspunkt betænkelig ved, om der nu VAR noget galt med min hals. Sådan fysisk. Siden at min tale, mine ord, dét jeg synes at kunne - ikke kunne komme UD.
Selvfølgelig var der ikke noget fysisk galt. Heller ikke med mit hovede. Selvom min hjerne føltes som skiftevis en våd karklud, og grød. Det var ligesom tilstanden. Der.
Men jeg troede det faktisk. I en periode. At der var noget fysisk gået i stykker.

Det at have ord, har haft en stor betydning, og nogle gange ALTAFGØRENDE betydning, for mig.
De har været min redningskrans, mit helle, min ventil, min adgang til at kunne række ud. Uden dem - var kun dødvande. Kaos. Uforståenhed. Afmagt.

Og jeg lærte mig dem. Et for et. Gennem mange år. Gennem mange år i terapi. Helt fra scratsh.
'At sætte ord på'. Det gør man ikke bare når man aldrig har talt højt. Om noget som helst. Når man mere eller mindre har været tavs. Og alle omkring een var ligeså tavse. Tavshed kan støje som ind i helvede ikke?
Så jeg skulle lære, at sætte ord på. Med ord jeg ikke kendte, eller ejede.
Det lærte jeg gennem langvarrig guidning af min terapeut. Det var næsten som at skulle lære at tale.
En svær proces der volte mig mange kvaler. I guder hvor jeg kæmpede med at finde de ord der!
Og hvor blev jeg ked af det og frustreret, når jeg ikke kunne finde dem! Ikke kunne få dem ud på en måde, så mennesker omkring mig kunne forstå hvad det var jeg ville sige.
Det gav mig mange KAPOOOW møder med virkelighedens verden. Mange sår, og tårer der skulle tørres af kinderne.

Jeg brugte dét at skrive, som en vej, for mig. At skrive om det, eller skrive det jeg mente, tænkte, følte, troede - det gjorde en kæmpe forskel for mig. I skriften fandt jeg et sprog jeg kunne tale. Et sprog der kunne noget andet, end hvad jeg ellers havde set.
Jeg brugte også skriften i terapisammenhænge. Helt konkret skrev jeg til hver session i lang periode, 'hvad der rørte sig, hvad jeg gik med, følte, tænkte, hvad der var dukket op' osv. Det var en enorm gave for mig, at opleve at jeg her kunne tale mine ord. Gennem skriften. Og en gave at opleve, at ordene blev læst og forstået, af et andet menneske. Jeg var ikke en weirdo uden sprog! Der var faktisk noget af det jeg tænkte og følte der gav mening. Også for mig selv! Når det kom ud der gennem tastaturet.

Skriften var min vej.

Indtil skriften ikke længere kunne det den kunne engang. Eller måske var det indtil jeg ikke længere kunne det jeg kunne engang?
Jeg blev tavs. Stoppede med at skrive også.
Kunne ikke få kontakt til 'noget', når jeg skrev.
Det blev mere frustrerende, end bare at lade være at ytre noget. Gav jeg op der? På mine ord?
Ja, idag synes jeg at jeg gjorde.

Jeg mistede på en eller anden måde grebet om det. Grebet om hvordan jeg kunne tale. Og hvordan jeg kunne skrive. Tavsheden voksede sig større og større. Jeg delte ikke noget, med nogen whatsoever.

Der skete nok det, at jeg opdagede det skel der var - mellem på den ene side at kunne. Og på den anden side slet ikke at kunne.
Det slog mig så hårdt. Jeg blev vildt forskrækket da det gik op for mig. Og når jeg bliver forskrækket, eller bange, eller usikker - så klapper jeg i. Alt i mit system går ned. Så det gjorde mine ord også her.
Og så opdagede jeg, at jeg var der hvor jeg godt kunne SKRIVE om noget der rørte sig i mig. Men ude i den virkelige verden, der oplevede jeg at skriften ikke fulgte med. Jeg oplevede at det jeg troede jeg var god til - nemlig at sætte ord på - smuldrede mellem hænderne på mig.
Jeg stod der med min; JA jeg kan sagtens SKRIVE om det. Men jeg kan ikke TALE om det.
Det skel og at mærke det, gjorde bare indtryk på mig.

Jeg begyndte at tænke, at det var ligemeget med at kunne skrive om noget. Hvis ikke jeg evnede at kunne tale om det. Hvis ikke jeg kunne tale, åbent, fra mit hjerte, til de mennesker der betyder noget - så var skriften lige pludselig ikke en hjælp. Snarere en klods om benet. Og en endeløs kilde til frustrationer, uvenskab, konflikt.
Mennesker skulle virkelig kende mig godt, for at jeg oplevede at kunne dele noget af det jeg havde i mig. Jeg talte ikke automatisk om hvordan jeg havde det f.eks.
Jeg ville gerne kunne tale, som jeg kunne på skrift. Men, det kunne jeg ikke.
Og det var også her, jeg besluttede at lukke min blog.
Blokere mig selv for muligheden for, at springe på min redningsplanke, og skrive mig ud af det. Fremfor at vedstå, at jeg egentlig slet ikke - derude i virkeligheden, evnede at ytre noget af det.
Jeg følte mig falsk. Som et menneske der strøg til computerskærmen, når der var noget jeg havde på hjerte, men ikke evnede, turde eller ville, sige. Eller tale om.
Det blev så dobbelt. Ligepludseligt.

Ude i virkelighedens verden, der er jeg ikke ret god til at sætte ord på. Jeg er ikke ret god til at tale om hvad jeg har med mig af bagage. Jeg er ikke ret god til at tale om følelser. I hvert fald ikke mine egne.
Jeg er god til at lytte. Det er jeg. Og jeg er god til at forstå. Forstå hvad andre kommer med.
Men at dele af mig selv, og hvad jeg har indeni. Det er jeg ikke ret god til.
Jeg er heller ikke ret god til at tale om når noget er svært. Når man har en konflikt f.eks.
Jeg er heller ikke ret god til at tale om noget positivt - give et kompliment f.eks. Det falder mig svært, stadigvæk.

Jeg er ikke ret god til at tale fra mit hjerte. Være åben og bruge mine ord.
Og jeg føler ind imellem, at jeg har store huller i mit sprog. Huller, der hvor nogle begreber skulle være.
Skellet mellem hvad jeg kan nedfælde på skrift, og hvad jeg kan ude i virkeligheden er stor.
Og det skel har opslugt mig, for en rum tid.

Jeg arbejder meget målrettet på, at bygge en bro henover skellet.
Men det tager sin tid. Og det er ikke knips-bum-færdig. Eller nemt. Heller.
Men jeg har et ønske om, at jeg vil lære at bruge mine ord fra skriftens sprog, ude i den virkelige verden også. I flere sammenhænge.

Alt imens, så er bloggen her lagt i bero.
Den er ikke længere skjult, som den har været over en periode på mange måneder (nærmede sig vist 9). Men, den fungerer på en anden måde end før.