onsdag den 25. april 2012

Jeg tror det var en fejl


Jeg ved ikke hvorfor sprækkerne skulle krænges åbne?
Hvorfor der skulle åbnes op til der hvor en hinde havde lagt sig over.
Jeg tror det var en fejl. Men nu er de der bare.

Mine ord blev overhørt, og jeg er blevet klogere. Klogere, men bare så ramt.
Jeg kan ikke stoppe det der er sat igang. Har for fanden ikke overblik over det der sprang op!
Jeg står bare tilbage, med de samme billeder og bliver mere & mere ordløs.
Jeg føler, at jeg nu står med sår der er åbnet. Blotlagte årer, uden muligheden for at få lukket dem til.
Mine plastre kan ikke samle billedet for mig selv. Kun kortvarrigt kan jeg dække sprækkerne til.
Jeg burde have lyttet til mig selv. Jeg burde have sagt, STOP.
Bagklogskaben fælder mig til jorden.

Det er som der blev slået sprækker i mit sind. Sprækker, som bliver ved at springe op.
Jeg tror det var en fejl. Jeg mærkede det var forkert!
Men jeg gik med. Jeg troede. Jeg .... er blevet klogere.
Imens lapper jeg sårene, og forsøger at få dem til at syne som før. Et arbejde der bare føles som forfra.
Aj, det er ikke forfra, det er herfra og frem.
Men for fanden hvor jeg har lært, hvad der bare har bedst af at Lade ligge - i ro.

Jeg må bære det hele, i hænder der er fyldte i forvejen.
Der er kun mig, til at samle billedet. Til at få sprækkerne der gik op, til at lukkes.
Jeg ved ikke hvorfor sprækkerne skulle krænges åbne? Jeg tror det var en fejl. Men nu er de der bare. Og det fosser.

Jeg føler mig ladt i stikken. Ja, gu' gør jeg så!
Jeg kan ikke engang få mig selv til at sige ordene højt ud i det åbne. Følelsen fylder mig med skam.
Jeg havde en klar fornemmelse af, at noget har bedst af at lade hele. Hvile. Ikke pille det op, rode rundt & bore mere deri.
Men mine ord blev overhørt, og jeg er blevet klogere.

Jeg står på mine ben. DU står på dine ben! Siger veninden. Der er bekymret, og nu tør sige det højt. Ordene føles næsten som en dyne jeg skulle lande på. Problemet er, at jeg ikke kan lande der.
Det er som der blev slået sprækker i mit sind. Sprækker, som bliver ved at springe op.
For altid? Hvisker min frygt, i takt med tårerne.
Og jeg kan simpelthen ikke overskue, hvis det er sådan.
Jeg har ikke overblik, til at lappe dem. Igen & igen.

torsdag den 12. april 2012

Læringsrum

Jeg prøver, at sige til mig selv, at jeg har lov at ytre de ord jeg vil.
Mine ord er også med til at vise hvem jeg. De giver mit hjerte, og mine tanker lyd.
Selv når de bagefter giver mig den der tvivl, prøver jeg at skubbe den bort.
For jeg ved at der hvor ordene kom ud,  var de udtrykt fra det der er mig.
Jeg prøver at vise, at de er en del af mig. At udtrykke dem, give dem lyd & hvor de skal hen.
Jeg forsøger at lukke døren til altid at være så varsom. Tro, at jeg ikke må give lyd eller ord. Uha, ord er farlige! Nej....
Sådan er jeg. Lyder en befriende sætning. En sætning der altid gør mig lidt vaklende.
Men jeg prøver virkelig at stå fast ved det jeg ved. Vaklen eller ej.
Jeg er mig.

Jeg kan stadig få tanken - indlæg expro

Nedenstående indlæg, er også delt på http://exprobloggen.blogspot.com/
- tjek gerne bloggen ud! :-)


Jeg ved godt, at det ville være rigtig rigtig dumt. Uklogt. Usmart. Decideret ødelæggende for mig. Ikke i nærheden af godt.

Jeg ved det godt. Og alligevel, kan jeg få den her tanke om at gå tilbage.

I perioder mere end andre. Hyppigere, og mere markante dukker tankerne op.Jeg kunne også……
Tanken strejfer. Og min hjerne kører tilbage i gamle spor. Og jeg husker næsten ikke, at der har været andre.

Men selvfølgelig har der det. Selvfølgelig. Jeg glemmer det ’bare’, når tanken slår stemningen an.
Når jeg bliver fanget ind i at tro, at det også ville være nemmere. Bedre. Jeg kunne også bare……
Gå tilbage. Tilbage, og være i prostitution.

Bare det, at tanken strejfer mig, har jeg svært ved at deale med. Svært ved at sige højt, også.
Jeg føler ikke rigtig jeg har nogen steder at tale om det. Nogen at dele det med.

Jeg kan også føle, at jeg negligerer eller ikke værdsætter, det jeg har - når jeg får tanker om at gå tilbage. At jeg ikke anerkender alt det arbejde der har ligget forud. Alle de kræfter der er lagt i, at jeg nu i realiteten skulle kunne føle mig fri af prostitution. En følelse af, at smide det hele på gulvet, hvis jeg tænker at gå tilbage. Utaknemmelig, er det dét jeg er? 
Se, alle de muligheder der ligger forude. 
Ja, men idag strejfede tanken mig, at gå tilbage. 

Det er også i de perioder, når tanken strejfer mig, at jeg føler mig aller mest dobbeltmoralsk.

Har jeg måske ikke skrevet vidt & bredt, om alle de konsekvenser prostitution har haft for mig selv, og hvad jeg ved det har haft af konsekvenser for andre – og fortsat har? 
Ved jeg ikke bedre? 
Ved jeg ikke, dybt i mit hjerte, hvilken kamp det er? For hver eneste af os?
Hvilket mod det kræver at kæmpe den kamp for sig selv? Hvor ensom den også kan føles, til tider? 
Ved jeg ikke hvor svært det kan være at deale med konsekvenserne – alt det der kom i kølvandet? 
Jo, jeg gør. På egen krop. Og sind. Ligesom jeg ved & kan se, at de kvinder jeg kender, som også har forladt prostitution, må kæmpe en kamp. Umenneskelig ser den ud til tider.
Og ligesom jeg også har set, at nogle har måttet give op.

Jeg føler mig så dobbeltmoralsk, når jeg ved alt det – og alligevel kan få tanken.
Føler, at jeg spytter på den vej vi alle prøver at bane. Spytter på det mod, de kræfter det kræver at kæmpe sig til et andet liv. Når mine egne tanker kan lede mig tilbage. Når jeg i glimt, kan få tanken, at gå tilbage. 

Tænk, at jeg overhovedet kan tænke det! krummer jeg tæer over mig selv.

Men jeg er ingen ’frelst’, eller nogen der ved bedre end andre. 
Jeg er bare mig, der forsøger at finde min vej i det her.
Mig, der ind imellem oplever at blive provokeret af at blive plantet i en forestilling om, at jeg nok for længst har parkeret de tanker. Blive plantet i en forestilling der hedder, at jeg nok aldrig får tanken at gå tilbage.
Jeg er bare mig, der også kan blive ramt af omverdenens fordomme. Og mig, der bliver tavs i debatter der går for tæt på mine egne ar. 
Jeg er bare mig, der kæmper min egen kamp, og ind imellem savner at have nogen ligesindede at dele den med.

Uanset hvad jeg ved. Uanset min fornuft. Uanset jeg burde vide bedre, og alt det der. Så får jeg bare stadig tanken. Og jeg oplever også en skam ved, at den bare så meget som strejfer mig.

Men nu har jeg valgt, at sige det højt her. Bringe mine tanker ud i det åbne.
For jeg føler mig alene med dem. Og jeg mangler at kunne dele dem med nogen.
Måske, er jeg slet ikke så ene om at have de tanker, som jeg tror?

tirsdag den 10. april 2012

I'd rather be a fuckup, than a fake

Tænk, hvor bange jeg har været for at blive dømt. Vejet & fundet for let. Frosset ude.
Jeg har varet mine ord, som ville det betyde jeg var en anden. Gemt dem, som ville de så forsvinde.
Men i tavsheden groede de sig større endnu, ligesom usikkerheden og min egen følelse af fallit.
Indtil jeg huskede det jeg har lært, at i det utydelige bliver alt slørret. Mere utydeligt, end det er til at tage & føle på.

Som var dét, det mest naturlige i verden, har jeg troet at mine ord ville skræmme dem allesammen væk.
At de ville tænke ligeså dårligt om mig, som jeg selv gør. Ville dømme, og aldrig se mig mere.
Så hvis jeg sagde højt, fortalte - ville de nok vende mig ryggen, bye bye.
At jeg så ville stå der, ene tilbage. Igen. Tanken kunne jeg slet, slet ikke bære.

Men, det var min egen forestilling der trådte frem. Og blev blandet ind.
En forestilling de slet ikke har fortjent!
Min egen lyst til at vende mig selv ryggen, blev en frygt for at ingen mere ville tage mig ind.

Jeg siger ikke det er nemt, at smide frygten for fordømmelse eller udelukkelse væk! Men, jeg opdagede at i varsomheden har jeg allerede tabt.
Jeg opdagede bare, at jeg heller ikke kan ånde der hvor jeg ikke kan tale frit. Om når jeg gør fejl & laver rod, fucker op. For sket er jo sket. Det er stadig mig. Uanset.

Det er også en del af mig. Omend den ikke er køn. Men jeg tager den i hånden, og ser hvor det vil føre mig hen. 
En opvågning af 'det her er så også mig. Gør det nogen forskel, om de kan li' mig eller ej?'. For i det uægte, er jeg jo ikke mig selv. Alligevel.
Jeg er nødt til at være den jeg er. Og ikke gemme væk eller fortie. Gør jeg, så visner jeg ligeså stille.

Da jeg sagde det højt, viste mine flag & lod det hele flyde - mistede det sin kraft. Styrke.
Det var som at slippe en byrde, jeg ikke vidste at jeg havde.
Men, da den slap, mærkede jeg dens tyngde.

Det var ligesom, at sige højt og tydeligt hvem jeg er.
Og min frygt for at blive dømt, lukket ude, cuttet af - blev gjort til skamme.
Tænk, al den frygt jeg har pint mig selv med. Og så mødte jeg bare en forståelse uden lige. En omtanke, af at være holdt af. Uanset.
Blev så berørt, over at høre det sagt, at mine tårer bare løb.
Ja, det var faktisk rart at få at vide. Jeg plejer at blive skræmt af de ord! Men, det er blevet, at jeg synes de er rare at høre. Vide.

Gid jeg må huske, hver gang jeg tvivler. For tvivle, det ved jeg at jeg gør.
Måske skal jeg nogle gange have bøjet tingene i neon. Huskes på det. Men, det er så også mig. På godt & ondt.
Jeg gad godt, at se hvad det er de ser. Gid det de ser, en dag bliver mit eget syn.

Jeg kan ikke gå tilbage, og ændre mine spor. Men, jeg er vågnet og ser anderledes.
Det føles godt, at have sagt. Føles godt at sige fra & til. Markere, og vove det tydelige. Jeg får mod på mere.
Det er vel i virkeligheden der jeg mærker hvem jeg er.
Med alt hvad det så indebærer.

torsdag den 5. april 2012

Træk vejret

Jeg skal ud af døren lige om lidt. Spise hos nogle venner.
Der kommer vist flere end jeg kender & ved. Måske er det dét der er svært?
Tidspunktet er snart blevet lavet om en håndfuld gange, og jeg ved det er MIG der har et problem.
Det gør vel for fanden ikke det store, siger jeg irriteret på mig selv, men min hjerne kan bare ikke følge med. Alting tipper, og flyder over indeni mig.
Jeg ønsker mig sådan at det bliver anderledes - for good.

Lige nu ryster hver en fiber i min krop.
Angsten har sat sig som en hånd om min hals. Svært at synke, svært at trække vejret. Svært at være - ja bare dét.
Træk vejret. Kom. Træk vejret. Du kan godt. 

Jeg ved ikke hvorfor den her uro forplanter sig til angst. Ved ikke hvorfor mine hænder ryster mens jeg skriver.
Ved ikke hvad der er at være angst for.
Træk vejret. Kom, helt dybt ned. Træk vejret, så holder det op. 


Jeg ved ikke hvorfor angsten opstår.
Jeg ved ikke hvad det er det handler om, egentlig.
Jeg ved bare, at jeg må trække mit vejr.

Træk vejret. Så holder det op. Træk vejret, kom du kan godt. 

Det ER

Argh, får kolde fødder på det hele.
Men lader det være. Hvad det er.
Det ER.

onsdag den 4. april 2012

Billedtekster jeg tænker over







søndag den 1. april 2012

' It's oh, so quiet '

Måske, forsøger jeg i virkeligheden bare, at overdøve den tavshed som jeg oplever.
Larme, for ikke at blive væk.
I gabet af tomrum. Ligesom det tavse.

Som en sikkerhedsline der bliver spændt ud, mens jeg træder med varsomme skridt over gabet.
Som en line, holder ordene mig oppe. Som var hvert et ord en sikkerhedsklamme. En hæftning, der holder mig. Som en strøm også. Luft, der bærer. Løfter, så jeg ikke falder igennem.
Ord,ord,ord,ord,ord. Tale, tale, tale, tale, tale. Ikke stoppe op.
Nærmest som var ordene hele min vejrtrækning. Så vigtigt føles det. Som gjalt det mit liv.

Jeg føler mig så tavs, at der ingen ord er. Derfor er der så mange.