Måske, forsøger jeg i virkeligheden bare, at overdøve den tavshed som jeg oplever.
Larme, for ikke at blive væk.
I gabet af tomrum. Ligesom det tavse.
Som en sikkerhedsline der bliver spændt ud, mens jeg træder med varsomme skridt over gabet.
Som en line, holder ordene mig oppe. Som var hvert et ord en sikkerhedsklamme. En hæftning, der holder mig. Som en strøm også. Luft, der bærer. Løfter, så jeg ikke falder igennem.
Ord,ord,ord,ord,ord. Tale, tale, tale, tale, tale. Ikke stoppe op.
Nærmest som var ordene hele min vejrtrækning. Så vigtigt føles det. Som gjalt det mit liv.
Jeg føler mig så tavs, at der ingen ord er. Derfor er der så mange.
Larme, for ikke at blive væk.
I gabet af tomrum. Ligesom det tavse.
Som en sikkerhedsline der bliver spændt ud, mens jeg træder med varsomme skridt over gabet.
Som en line, holder ordene mig oppe. Som var hvert et ord en sikkerhedsklamme. En hæftning, der holder mig. Som en strøm også. Luft, der bærer. Løfter, så jeg ikke falder igennem.
Ord,ord,ord,ord,ord. Tale, tale, tale, tale, tale. Ikke stoppe op.
Nærmest som var ordene hele min vejrtrækning. Så vigtigt føles det. Som gjalt det mit liv.
Jeg føler mig så tavs, at der ingen ord er. Derfor er der så mange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar