Jeg tror det var en fejl

Jeg ved ikke hvorfor sprækkerne skulle krænges åbne?
Hvorfor der skulle åbnes op til der hvor en hinde havde lagt sig over.
Jeg tror det var en fejl. Men nu er de der bare.

Mine ord blev overhørt, og jeg er blevet klogere. Klogere, men bare så ramt.
Jeg kan ikke stoppe det der er sat igang. Har for fanden ikke overblik over det der sprang op!
Jeg står bare tilbage, med de samme billeder og bliver mere & mere ordløs.
Jeg føler, at jeg nu står med sår der er åbnet. Blotlagte årer, uden muligheden for at få lukket dem til.
Mine plastre kan ikke samle billedet for mig selv. Kun kortvarrigt kan jeg dække sprækkerne til.
Jeg burde have lyttet til mig selv. Jeg burde have sagt, STOP.
Bagklogskaben fælder mig til jorden.

Det er som der blev slået sprækker i mit sind. Sprækker, som bliver ved at springe op.
Jeg tror det var en fejl. Jeg mærkede det var forkert!
Men jeg gik med. Jeg troede. Jeg .... er blevet klogere.
Imens lapper jeg sårene, og forsøger at få dem til at syne som før. Et arbejde der bare føles som forfra.
Aj, det er ikke forfra, det er herfra og frem.
Men for fanden hvor jeg har lært, hvad der bare har bedst af at Lade ligge - i ro.

Jeg må bære det hele, i hænder der er fyldte i forvejen.
Der er kun mig, til at samle billedet. Til at få sprækkerne der gik op, til at lukkes.
Jeg ved ikke hvorfor sprækkerne skulle krænges åbne? Jeg tror det var en fejl. Men nu er de der bare. Og det fosser.

Jeg føler mig ladt i stikken. Ja, gu' gør jeg så!
Jeg kan ikke engang få mig selv til at sige ordene højt ud i det åbne. Følelsen fylder mig med skam.
Jeg havde en klar fornemmelse af, at noget har bedst af at lade hele. Hvile. Ikke pille det op, rode rundt & bore mere deri.
Men mine ord blev overhørt, og jeg er blevet klogere.

Jeg står på mine ben. DU står på dine ben! Siger veninden. Der er bekymret, og nu tør sige det højt. Ordene føles næsten som en dyne jeg skulle lande på. Problemet er, at jeg ikke kan lande der.
Det er som der blev slået sprækker i mit sind. Sprækker, som bliver ved at springe op.
For altid? Hvisker min frygt, i takt med tårerne.
Og jeg kan simpelthen ikke overskue, hvis det er sådan.
Jeg har ikke overblik, til at lappe dem. Igen & igen.