At vælge på ny

Imorgen, skal jeg til en samtale, hos en ny psykolog.
Jeg er ikke bare nervøs, jeg er pi***bange.
Det skal nok gå, det skal nok gå, det skal nok gå - messer jeg mig ind i en tro.

Så'n noget terapi, fylder egentlig ret meget, når det ikke er der. Alle de tanker & svære ting der kan nå at få fylde. Eller når processen er afbrudt. Gået i stå. Når den skal tages op igen. På en anden måde, et andet sted, ...
Når man skal bryde sin hjerne med at finde det (rette).
Når man står der, og ikke aner hvad der kunne være. . . eller hvad det reelt betyder.

Det er svært, at skulle vælge noget andet. Når det der engang var - var det bedste.
Men sådan er virkeligheden nu engang imellem. Valg må træffes igen
(og igen)
Det er længe siden jeg sidst har tænkt så mange tanker om det. Om hvad terapi er (for mig), og hvorfor. Hvad det reelt er der skal være tilstede. For at det funker, kører & virker - for mig. Hvorfor er det jeg gør det? Hvad ville der ske hvis jeg lod stå til?  Hvis jeg valgte at lade være. Bare være uden. Her fra nu? Hvor er det jeg gerne vil hen? Hvad er det jeg ikke synes jeg selv kan finde ud af - på egen hånd, alene - herfra?
Det er længe siden, at jeg har været så skræmt, og usikker som nu.
Hvad er det lige jeg går ind til? Min usikkerhed råber så fandens højt, mens min hjerne flakker tilbage i erfaringer.
Min sidste oplevelse, for kort tid siden, har fået mig til at vakle og tvivle. Jeg havde glemt det kunne virke SÅ skævt.
Min fornuft siger ' lad det hele ligge!'. Ja. Jeg må nu vælge på ny.
Det nytter ikke noget, at bakke ud pga det. Slå i bak, og ikke forsøge igen.

Det er svært at skulle vælge mellem noget man slet ikke kender
- men der er ikke andet end at forsøge, om det går.

Mit hjerte kan ikke gå med

Min læge hun synes jeg bør ty til psykiatri. Og at mere medicin er vilkårenes option.
Min hjerne forsøger at tage det ind, men mit hjerte kan ikke følge med.
Det er som deja-vu, ganget med 10. ' Dope dig til du forsvinder helt '.

Det eneste jeg siger er - Hjælp mig til at finde et rum hvor jeg kan tale frit.  Så kommer resten nok af sig selv.
Men hun hører ikke hvad mit hjerte det si'r. Hun hører ikke hvad jeg vil.
Det rum du efterlyser, findes ikke dér, siger hun.
Nej, men så skal jeg ikke derhen.
Jeg mærker hun synes jeg er på tværs, og bestemt
Men mit hjerte kan ikke gå med.

;

' Change is the only constant '.
Turn the pages.

Vask tavlen ren.

Et blankt blad.
Ubeskrevet.

Det er ikke forfra. Det er herfra - og frem. 

Det mindste man kan gøre, er at forsøge

Jeg har et væld af tanker, der ikke rigtigt hører nogen steder henne.
Egentlig ved jeg ikke om det er fedt, at smide dem her? Men, det virker som det eneste jeg har.
Ja, jeg behøver vel heller ikke undskylde mine ord. Jeg ved ikke hvor det kommer fra.
-
Jeg ved ikke, jeg er ligesom bare stået lidt af på dét.

Er det så godt eller skidt?

Det kommer an på, om det er meningen at jeg skulle stå på  - på det?

Sarkasmen er i højsædet. Det har været en meget lang weekend. Svær.
Alle de tanker. Ord. Følelser. Tårer. Hvor kom alt det fra?

Det er så underligt det her med, at have bestemt sig for at skulle noget særligt, for at aflede tankerne lidt. Og så viser det sig, at tankerne bliver endnu mere infiltrerede, og... konfronterende måske?
At satse på et brake, at få RO, og få det stik modsatte. . . der er et eller andet der går galt.
Jeg skulle nok være gået et andet sted hen. Eller slet ikke være gået.
Jeg skulle nok have ladet være at satse for meget. Eller håbet ?
Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke op eller ned.
Jeg er nok blot lidt træt af at stå lige her. En træthed der virker bekendt.
Føler mig smidt ud på rimeligt dybt vand. Uden lige at vide hvor jeg skal søge i land.
Flyder bare frit. På egne ben. Det er skide svært.

Imorgen er der en ny dag. Og den bliver sikkert fin.

Kom nu ind i kampen for fanden!  Op på hesten. Prøv igen.
Det mindste man kan gøre, er at forsøge. 

Tatoveringens unikke

Min ene tatovering. Den sidste jeg fik lavet. Jeg vil gerne have lavet den om.
Jeg lægger den smule penge jeg har at spare af, til side for at få den ændret. Til en der er mere mig.
Nejnej, det koster jo ikke en bondegård, I know. Men måske er selve puljen godt.
Der er så meget andet jeg kunne lægge penge til. Så meget andet der synes vigtigt.  Men en pulje kun til dette formål, er også at huske, det vigtiges nuancer.

Jeg fik den lavet kort efter jeg var begyndt at kunne mærke mig selv. Mærke smerte, og ikke helt forstod. Jeg fik et kæmpe chok da tatovøren lagde første strøg, og kunne slet ikke bremse smerten. Det sendte mig ned af stier jeg endnu ikke kendte, flashbackede til tider jeg havde glemt.
De forrige jeg havde fået tegnet gennem tiden, blev gjort uden jeg knap nok blinkede.

Den blev ikke som jeg gerne ville have den. Og jeg glemte hvad der var mit udgangspunkt. Jeg blev ellers tilbudt at komme tilbage, få den tegnet op igen - men for en tid, har jeg glemt alt om det.
Måske har jeg også tøvet lidt med at gøre det, fordi jeg nu vidste det gjorde ondt. En kylling der pludselig kom op i mig! og en manglende lyst til at gøre det igen.

Jeg lovede mig selv, at den skulle laves, når min uddannelse var kommet i hus. Som en gave til mig selv. En Tillykke med du gjorde det!
Men så skete der en masse økonomisk tumult.
Gennem 3 måneder stod jeg uden indtægt overhovedet, fordi systemet havde lavet fejl. Det var de værste økonomiske prøvelser nogensinde, og jeg betaler stadig for dem idag. Jeg lånte mig til at kunne bevare mit tag over hovedet. Og min gave til mig selv, føltes pludselig ligegyldig.
Har du ikke et sted at bo? At sove? At være? Så drop alt det andet, og sæt pris på dét.

Men tanken om at den ikke helt er som jeg ønsker, har alligevel ligget i mit baghovede. Jeg har længe ikke taget stilling til den, sådan yderligere, men for kort tid siden gjorde jeg igen.
Jeg tror det var lige omkring det tidspunkt, hvor mit arbejde begyndte at føles skævt. Jeg havde brug for at kunne se frem. At blive mindet om, at vejene kan formes - uanset hvor komplekse de må se ud.

I år er året hvor jeg fylder 30. Og ja, det er en mærkelig tanke.
Jeg har virkelig ikke spor lyst til at nå derhen, og ville aller helst springe over. Det kan man så ikke, siger kalenderen mig. Og mine veninder driller mig lidt. Det er da ikke så slemt!, udbryder de i flæng.
Mens jeg bare ikke er med.

Måske er jeg bare ikke klar overhovedet, men bliver jeg nogensinde det?
Det betyder mere for mig end jeg troede, og jeg forundres til stadighed over det. Come on, det er jo bare et tal! What's the different, sådan helt konkret ?
Men jeg synes ikke det sjovt. Jeg synes ikke det er rart. Jeg synes det er helt forkert.

Måske er det noget med aldrig at have fået lov at være barn. Eller teenager, ligeså.
At skulle være voksen, eller det der lignede, allerede som barn - det er lidt, som at skulle løbe, før jeg kunne gå.
Det er som der mangler nogle år. De år må jeg bare lade ligge nu.
Jeg er som sprunget 10 år eller mere frem i tiden, og dét der var, er for sent nu.

Når nu jeg ikke fik ændret tatoveringen, da jeg fik min uddannelse i hus. Når nu jeg havde lagt hele tanken på hylden.
Men jeg har stadig et ønske om at få det gjort. Så er en 30 års gave et bud.
Så derfor sparrer jeg lidt op, ligeså stille, mens jeg tænker på hvordan den nu skal se ud.
Som et minde om aldrig at glemme. At forevige, som det tatoveringer kan. Unikke. Særlige. Helt dine egne.
Som en gave til mig selv, fordi jeg har brug for det.
Brug for noget svært bliver godt.

Uden titel

Nogle gange savner jeg dengang jeg ikke tog mig af det. Dengang jeg ikke tog tingene nært. Jeg følte mig ikke rambar, var nok mere som en skal.
Jeg kan ikke lade være at tænke nogle gange, at det på en måde virkede nemmere.
At være ligeglad, ikke så seriøs, og alvorlig. Bare en overflade, uden nogen dybde.

Nogle gange ved jeg ikke, hvad min dybde skal gøre godt for. Hvad jeg skal bruge den til, når den bare gør mig ondt? Når det er dér jeg kan rammes, skydes ned og mærker. Mærker alt det jeg ikke forstår.
Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til, at være sensitiv, følsom - når jeg bare oplever at føle mig udenfor, ensom og ...dum?

Kan man være ensom, når man ikke er alene? Ja, det kan man godt. Det er dér jeg føler det mest

' Når du en dag SELV får en familie'...

Det er også når andre siger, at det ændrer sig for mig, at jeg mærker min egen tvivl.
De har et klart billede af, hvad et liv kan være. Og forsøger at henlede mig til det.
Men jeg ved, at det ikke bliver mit, det liv. Jeg ved at deres drømme ikke er mine.

De synes det er sørgeligt, at jeg ikke tør tro.
Ikke tør se, at det kan ske for mig.
Jeg synes det er sørgeligt, at skulle forsvare mig selv.
Forsvare, at mine sorger er nogle andre.

De tror deres drømme også er mine. Og de følger også normen.
De tror, at det dé forsøger at forsvare, er det almindelige - som også skulle blive mit.
De tror, at de skal overbevise mig om det kan lade sig gøre. For mig. Hvis jeg vil, og hvis jeg tror.
De tror, at jeg er blevet skadet gennem tiden. At det er dér min modstand bor. Og de tror, at jeg en dag vil holde op, vende om, og endelig tage imod.

De dulmer med håbet, og egne fortællinger. Og lader mit eget billede overhøres.
Fortæller mig, at alting ændres, den dag hvor jeg selv bliver en del. Den dag du selv får en familie, så vil du se det anderledes.  De dulmer med taler om familieliv, huse, mænd, koner, og børn. Hvordan det har forløst dem, og givet mening, tilhør, som intet andet.
De ved ikke hvor smertefuldt det er at høre, at deres billede er begrænset til det.
For hvad skal jeg tænke? hvad jeg skal jeg tro? Jeg der ikke får familie.

Måske er det prisen man betaler, når man vælger båndene fra? At forevigt, aldrig at tilhøre et sted, ubetinget, være en del?
Med mindre du vælger, at skabe det selv, ved at stifte dit eget som de siger.
Men hvad gør man så, når den tanke er utopi, og ikke mit håb, min drøm?

De synes det er synd for mig, alt det jeg vil gå glip af. Og Jeg ved at de ønsker det godt.
Jeg forstår godt deres ord, såmænd, det er slet ikke derfor.
Deres medlidenhed gør bare alting meget værre, og får mig til at føle mig mærkelig, skadet, forkert.

Lydløst tilløb

Okay. Jeg ved altså ikke helt, om det her nu går.
Jeg føler mig ikke tryg, eller rolig til at være.

Jeg har sat mig her ved skærmen, for at skrive & lade tankerne flyde. Ud af mit hoved. Ud.
Der er mørkt i resten af huset. Og jeg har sådan en fornemmelse af, at skulle være lydløs. Ikke gøre væsen, eller lyd af mig.
Jeg lister på mine tåspidser hen og tager et glas vand. Føler allerede jeg fylder for meget lyd.
De andre sover i rummet ovenpå. De andre, som jeg skal tilbringe min weekend sammen med. Sover, mens jeg er utryg. Utryg, usikker og ubeslutsom. Ked af det nok også. Følelsen af ikke at slå til.

Jeg har lyst til, at tage hjem. Pakke alt igen, og gå. Lydløst, uden væsen, bare forsigtigt lukke døren.

Jeg kan høre mine omgivelsers velkendte suk, de dybe over dét jeg ikke formår.
Men, du er jo lige kommet ? Vent nu lidt! Prøv bare at se om noget tid...

De har aldrig forstået den afmagt jeg kan føle.
Aldrig forstået når det er svært.  
Min ubeslutsomhed vækker deres irritation, og jeg er bange for den. Irritationen. 
De har aldrig forstået hvordan jeg kan føle mig fanget, når der intet er, som binder mig.
Skuffelsen står som lys om deres ansigter. Mens de må ryste på hovedet af situationen.
Jeg vil så nødigt skuffe, og se hvordan de undres. Måske tager de det også personligt?
Jeg vil så gerne, at de vidste det er mig - at det ikke er noget de har gjort.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan nogle gange, at det at være med mennesker bliver svært.
Selv med mennesker jeg kender kan jeg føles 'væk', føles som at udviske sig selv.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan nogle gange, at dét at træde ind i et rum er nok. Jeg mærkede det allerede fra minut éet, at mine parametre er nogle andre, idag. Jeg er utryg, og har paraderne oppe. Som et værn må jeg skærme mig - selv der.
Jeg kan mærke følelsen af ikke at kunne være, og oplever at blive som en marionetdukke.
Jeg kan nærmest se mig selv udefra. Se hvordan jeg forsøger. Med akavede stive bevægelser går jeg, mingler, som en fake. Jeg bliver en marionetdukke, der ikke står fast, men føres af det omkring. Som et ansigtsløst væsen, der ingen mimik har, oplever jeg at måtte skjule.

Jeg ved ikke hvorfor jeg kan opleve mig fanget, når døren er åben til at gå. 
Måske er det fordi, at det at gå, ville kræve at jeg sagde det højt. Gav lyd.
Jeg ved ikke hvorfor jeg ind imellem oplever, at kunne tage tilløb til tale i timevis.
Jeg har prøvet det før, det her med at skulle sige jeg tager afsted. At tage tilløb for at kunne gøre det.
Det modsatte har jeg også  At skulle spørge om jeg kunne blive. Måtte, blive. Ikke gå.
Det er måske selve tilløbet der ind imellem er sværest. Selve det at få det sagt.
Hvis ikke der er klare linjer fra start, så vokser min utryghed til tårne.
Jeg kender den side af mig der har brug for at vide. Brug for klarheden fra start.
Undervejs kan jeg dog godt navigere i ændringen, hvis den bliver italesat. Det er et must.

Jeg synes det er hyggeligt at være med mennesker jeg kender. Hyggeligt at overnatte, også.
Men jeg oplever nok bare, at det er nødt til at være mere trygt, før jeg kan føle, at jeg kan være.
Før kendte jeg ikke til, at jeg evnede at kunne være. Det er en ny opdagelse for mig. Måske er det også den oplevelse jeg nu længes efter, når jeg sidder her og føler mig fanget, utilstrækkelig & forkert?
Jeg ved godt, inderst inde, at det er mig der skaber utrygheden. Men jeg ved ikke hvorfor og hvordan.
Jeg ved at jeg oplever at må skjule. Mig selv. Og så kan jeg jo ikke være.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan lige nu. Jeg ved ikke hvorfra det kommer.
Jeg har lyst til at sige højt, at jeg går igen. Bryde lydmuren. Tale.

Jeg skriver her i natten, mens alt er larmende stille.
Jo mere jeg skriver, jo flere tårer falder.
Som var hvert et ord en tåre.

Jeg bliver blot ind imellem så træt af mig selv. Mine mønstre og mærkværdigheder.
Bliver så træt af at mærke hæmningen - at mine oplevelser har sat sig spor.
Vejen føles bare ind imellem så lang, at jeg noglegange også tvivler.
Jeg ville sådan ønske, at det var mere ligetil.
At jeg kunne Være - som mest.

Ny luft.

Trænger til, at øjnene kan se noget andet. Hvile, på noget andet.

Nogle træer, nogle bredere vidder, noget himmel, noget brændeovn. Så'n noget.

Selvom jeg elsker, at bo her hvor jeg gør. Selvom jeg elsker mit hjem & det område der omgiver dét. Pulsen. Mangfoldigheden. Forskellene. Mulighederne. Elsker det hele.
 Men, ind imellem trænger øjnene til noget andet. Afveksling. Sindet ligeså.
Måske bliver alt en smule for meget? Sådan....tager fylde, til pladsen føles for trang.
Så jeg må have luft. Trække vejret et andet sted. Lade øjnene vandre på noget, andet.

Jeg tror i virkeligheden, at jeg kunne være typen, der ville trives med at have flere Huler. 

Et sommerhus måske. Et andet hjem, hvor omgivelserne gav en afveksling. 

Et sted jeg kunne tage hen, for at opleve det brake jeg har brug for.
Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne rejse. Bare en kort tur. Se noget nyt. 

Jeg tror i virkeligheden, at jeg ville trives med at kunne vælge mellem puls, og stilhed. 

Jeg har længe vidst, at jeg ofte synes at trænge til luftforandring. Se noget andet. Afveksling. Bare.... ny luft. 

Det handler ikke så meget om, at ville flygte fra det hele. At panikke i en stemning af bare at må væk. 

Det handler mere om en træthed af at se det samme. At pladsen føles for trang, udsigten for uinspirerende. Og en lyst til at se noget andet. 

Jeg smutter af på weekend, i en anden Hule.

Vi ses. Og god weekend til dig <3 

Jeg tror bare ikke, at jeg vil være pædagog...

Vi kunne kalde det PTSD. Eller at tærskelen er lidt lavere.
Vi kunne kalde det, at blive bremset. At stoppe op, mens verden suser.
Vi kunne kalde det, at miste dét jeg troede jeg skulle. Vi kunne kalde det, at noget andet viste sig.
Vi kunne kalde det, at opleve en hverdag gå i stå. Vi kunne kalde det, at den aldrig helt blev min.

Vi kunne kalde det alverdens ting.
Det afhænger nok af hvilke øjne der ser.
Jeg ved, at mine har set noget andet. Jeg skulle blot fjerne mig, før det blev klart.

Til at starte med så jeg dét som et kæmpe tab. Et tab der ikke havde ord.
Jeg oplevede bare, at lysten til at tage fat på nyt, fuldstændigt udeblev.
Som ugerne gik føltes fiaskoen at tage tilløb, indtil den ramte mig som en boomerang.
Jeg tvang mig selv til at tænke det nok bare var mig. Mig der igen var usikker.

Måske var det også fordi jeg krampagtigt holdte fast? Fast i det jeg engang troede - var mig.
Men, uanset hvor meget jeg holdte fast, og søgte efter dette magiske øjeblik! - hvor jeg ville føle, at jeg var landet på rette hylde.... så udeblev det.
Uanset hvor meget jeg bestræbte mig på, at påtvinge mig lysten - så udeblev den.
Du skal bare videre! Finde noget andet! Kom, der er masser af institutioner at søge.

Jeg har oplevet det snærende, gennem hele min studietid. Og håbet, at det ville slippe.
Håbet at jeg med tiden ville mærke, at mine interesser ville matche min praksis.
Forsøgt at overbevise mig selv om, at når først jeg var éet skridt videre, siden to, tre, fire etc... SÅ ville jeg se dét, som mine studiekammerater så. Så ville jeg ENDELIG mærke det.
Du er jo hamrende fagligt dygtig,  flød ordene - mens mit hjerte ikke kunne tage den ros.
Det brænder ikke for praksis, og det har det aldrig gjort. Jeg tror bare ikke, at jeg turde mærke det.

For hvad gør man egentlig, når man opdager det? Når man opdager, at det ikke vil ske?

Jeg tror ikke jeg turde tænke tanken. Turde stille mig selv spørgsmålet; Hvis jeg ikke skal det her, hvad skal jeg så?!
For sådan en tanke forpligter.
Især hvis den tænkes til ende.

Jo flere tanker jeg forsøgte at dulme med, jo mere vidste jeg det ikke gik.
Hvis ikke det føles rigtigt, så ER det ikke. Min mavefornemmelse gav ikke op.

Faktisk skulle der en 7 årigs ord, til at opdage hvad jeg søgte.
Et klogt barns overvejelser, som pludselig blev den største logik. Tænk, hvor enkelt det kan siges.


Hva' er det nu for et arbejde du har? Spurgte hun, mens vi drak cacao.
Jeg er uddannet pædagog,  svarede jeg.  Men, lige nu arbejder jeg ikke.
Næsten før mine ord har sluppet mine læber, udbryder hun tænktsomt med et smil;
Men, selvom du er pædagog kan du jo godt have et andet arbejde?
Du kunne for eksempel lave kaffe! På en café!


Og ved du hvad, det har hun jo fuldstændigt ret i! Det kloge livsglade barn.
Der er så meget man kan, hvis 'blot' man tænker sig om. Og hvis 'blot' man tør at tænke lidt ud af kassen, og tør vove at gøre noget andet.

Egentlig er det mærkværdigt så mainstream & 'i de rette kasser,  på den lige vej', jeg forsøger at hive mig selv på. Mærkværdigt hvor meget jeg har bestræbt mig på, at falde ind, og bare følge strømmen.
Det såkaldte normale i mit liv har haft en spændvidde SÅ bred, at meget af det også har været grotesk.
Man burde måske tro, at jeg kendte til at veje formes vidt forskelligt. At min vej ikke nødvendigvis ligner din.
Det gør jeg også. Jeg havde bare glemt det.