onsdag den 9. april 2014

Savn

Idag savner jeg Det hele. Måske endda også alt det jeg ikke savner.
Idag er jeg bare jokket ned i et hul, af savn. Som benene knækkede sammen under mig. Som jeg gjorde.
Men savnet er ikke kun sort. Det kan have mange farver. Engang havde det kun een.

onsdag den 2. april 2014

Savnet efter en VELLYKKET jobhistorie

Ved du hvad jeg savner?
Inspiration!
Ved du at mit hjerte bliver så tungt, når jeg ikke kan finde noget sted eller nogen, at spejle mig i?
Ved du hvad jeg savner, sådan helt ind til benet?
At høre om DEN VELLYKKEDE jobsituation. For mennesker som jeg. For mennesker der kæmper med senfølger.
Jeg savner sådan, at høre mere om, hvad der går rigtig godt? Hvordan du gjorde? Hvordan det kan fungere for dig? Hvordan du lykkes. Hvordan det føles, når det er rigtigt - rigtigt?
Hvordan har du formået at nå dertil, hvor du har et fungerende arbejdsliv, og et hverdagsliv, fritidsliv, der.... Ja... Fungerer. Basicly?
Jeg savner at kunne spejle mig. I dig. i noget der minder mig om mig selv. Og får mig til at tro på det. Håbe. Kæmpe.

jeg savner sådan, at kunne få holdt et spejl op foran mig. Som inspirerer til, at SELVFØLGELIG kan det lykkes! Selvfølgelig er et arbejdsliv muligt. Selvfølgelig er der håb. Og tro. Og evner. Og mod. Ikke mindst.

Jeg savner det især, når jeg står lige her, og må erkende, at AV det kunne jeg ikke. Lige nu.
Savner det når jeg møder forhindringerne i hverdagen. Eller når jeg brager lige ind i murerne endnu engang. Og slår mig af helvedes til. Hvordan klarer du det?
jeg savner inspirationen, til at se, hvordan andre har fået det til at lykkes. På Sigt. For jeg ved godt, at det ikke er overnight. Jeg savner bare så meget at høre dine ord. Dine tanker. Dine indsigter.  Hvordan du har fået det til at lykkes.

Der findes masser af historier om lige der hvor mennesker måtte smide håndklædet i ringen. Og det er på INGEN måde, fordi jeg ikke respekterer og bøjer mig i støvet for dem, og deres kamp.
Jeg kan bare ikke spejle mig i dem. I deres forløb. Eller i tankerne om, at pension f.eks. Er en option.
Der findes masser af historier om kampe med kommunen. Og sygedagpenge. Og retraumatiseringer. Om forliste drømme om arbejds ambitioner. Og mit hjerte græder på deres vegne.
Jeg kan bare ikke bruge deres erfaringer at spejle mig i.
Jeg kan bare ikke. Og jo flere jeg hører, jo mere ked af det bliver jeg. Og mismodig. Og opgivende. og kan tænke: det kan bare ikke være rigtigt, at det er fremtiden. Og tænker : fandme nej! Ikke mig!

Jeg savner bare at kunne spejle mig i nogen. Spejle mig, og inspireres, til lige der, hvor det var godt. Hvor det ER godt. Og fungerer.

Jeg ved ikke hvor jeg skal søge de spejl.
Og jeg savner dem.
En følelse af ar stå ene. Helt ene. Men det er jeg ikke. Det ved jeg bare. Jeg ved du er derude.
Og jeg savner, at høre om hvordan du får det til at lykkes.





Gir de en hånd?


Jeg har taget en uddannelse. Jeg har skabt mig et hjem. Og en så stabil hverdag som jeg kan. 
Jeg startede ud, med at arbejde fuldtid. Det gik slet, slet ikke. Jeg har ved eget initiativ og (svær) erkendelse valgt at gå ned i timer. Til 25 ugentligt. Uden kompensation. 
Jeg kan godt overleve for den løn jeg får. Som deltidsansat. Det hænger sammen. Og jeg er glad, for jeg har skabt job vejen selv. Og jeg synes selv, hvis jeg skal sige det, at jeg klarer det ganske fint, alt taget i betragtning. 
Alligevel har jeg stadig for mange sygedage. Ikke i forhold til hvad min arbejdsgiver mener, men i forhold til hvad min samvittighed bærer uden at blinke. Og i forhold til hvad kommunens HR afdeling synes er passende. Jeg bliver hele tiden pustet i nakken. Ikke af min leder, men af kommunen. Som er min overordnede arbejdsgiver. 
Ved du hvad, jeg synes faktisk jeg kæmper pisse meget for det! Faktisk. 
Hver dag! 
Nu har min læge bakket mig op i at søge om en paragraf 56. Den er sendt afsted idag. Med hendes vurdering, og stempel. De er nemlig vigtige sådan nogle stempler. Fra de rette professioner. 
Jeg håber så inderligt at den går igennem. At jeg får opbakning i, at jeg kan få lidt medvind op af Bakken. Ved at min arbejdsplads får lidt kompensation, når jeg ikke kan være så arbejdsdygtig i perioder, som jeg gerne ville. Fingers crossed. 

torsdag den 6. marts 2014

Alt kører for stærkt. Alt står stille.


Det er som om, at jeg er blevet væk. Og jeg leder og leder. I alle leder og kanter. Og jeg går, og prøver at fange min egen skygge. Men det er som om jeg er blevet væk. Hvor blev jeg af? 
Jeg har fået en mail. Og jeg kan ikke læse hvad der står. Nu har jeg læst den 3 gange. Og jeg forstår den ikke. 

Måske var det bare lidt for meget af det gode. Til min hjerne. Eller hvad. 
Jeg ved det ikke. Og hvor er det egentlig et underligt udtryk. 'For meget af det gode'. Betyder det mon så at det gode, var godt, eller var det det skidt fordi det var godt eller hvad? Eller var der bare for meget af det mon? Selvom det også var godt? Min hjerne er en motorvej. Og jeg kører i flere spor. Samtidig med, at jeg står helt, helt stille... 

søndag den 8. december 2013

Brug livet fonden - Stem på Spor

Jeg har lyst til at skrive en masse om, hvilke spor det sætter i een, at være vokset op med seksuelle overgreb. Og alligevel har jeg ikke ord, til det. 
Der findes ligesom ikke rigtigt nogen 'ramme' hvori jeg kan sætte navn og ord på alt det der er fulgt. I kølvandet.
Og bliver det ikke også så generaliserende, har jeg tænkt - kan man sige, at det gælder for alle? Alle os, der er overlevere af overgreb &/ incest?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er ene. At det ikke kun er MIG der har de besværligheder jeg har.
Det har jeg fundet ud af, ved at møde andre enten i fysisk real life, eller via nettet, Andre - der har den samme oplevelse som jeg. At høre om andre, der har samklingende bagage - ved du hvad? Det er faktisk overordentlig afgørende. Hvor tit har jeg ikke tænkt gennem årene; Det er sikkert bare mig. Det er mig der er noget galt med. Oplysning kan være virkelig afgørende. Og så har jeg fundet ud af det, gennem terapi. Terapi er en del af min hverdag (når jeg har råd). Terapi, som jeg selv betaler. Her på 13. år. Sådan ca.

Hvad er så det værste? Hvad er senfølger?
Er det skammen over at det skete? Eller skammen over, at jeg blev som jeg blev? At jeg bærer følgerne, og må arbejde dem af mig? Jeg er skadet. Har taget skade. Den tanke er så svær at forlige sig med.
Landsforeningen Spor, arbejder for rigtig mange ting. Og jeg synes de fortjener at få tilført nogle midler. Derfor har jeg givet dem en stemme i Brug Livet kampagnen. Der er ingen tvivl om, at dette arbejde og økonomien burde ligge helt implicit i vores samfund idag, hvis du spørger mig! Men det gør det ikke. Derfor må der kæmpes.
Spor arbejder for rigtig mange ting, i forhold til mennesker der har senfølger.
En af dem er bl.a. at sikre hjælp, til sådan een som mig. Og dig?

Du kan give Spor din stemme ved at gå ind på følgende link, scrolle lidt ned å siden, og klikke på hjertet. 

lørdag den 14. september 2013

Ambivalensens dans

Ind imellem, så får jeg den her trang til at skride fra det hele. 
Smække døren, eller måske bare give den et puf & være ligeglad om den lukker sig eller ej. 'Skide være med døren. Jeg skal bare væk'. 


Så kan jeg f.eks. få den tanke, at jeg nok skal flytte. Geografisk. JA! Kanon ide! Så sidder jeg og tjekker boligannoncer, i andre områder end her hvor jeg bor. 
Jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke må beslutte mig for at flytte, før jeg har sovet på det (& talt med nogen om ideen). Men så er der de der perioder, hvor det at sove på det ikke rigtig ændrer noget. Hvor stemningen af ' det hele' synes uændret. Også 'dagen derpå'. Og dagene efter, igen.
Hvad gør man så lige der, hva?
Jo, måske man ser sig om efter årsagen til at en flytning kan virke rigtig logisk.
Hvad er det mon lige jeg gerne vil væk fra? 

Og så opdager jeg, at jeg jo ikke kan flytte fra mig selv. Og at det slet ikke handler om at flytte. Sådan på konkret & praktisk vis.

Tankerne kan være så abstrakte.
Og tilbage er bare at lade tårerne strømme. Græde. Over det jeg mærker at have mistet. På vejen.
Og smile gennem tårerne, over alt det jeg har fået 

søndag den 25. august 2013

at spise en elefant

Hvis vi nu skal være helt ærlige, ikk.... så er det der hverdag, ret meget en prøvelse i denne tid.
Hvor der hverken er overskud, eller overblik. Jeg prøver blot alt hvad jeg kan, for at hænge på.
Nogle dage lykkes det. Hurra! Andre dage slet ikke.
De sidste uger, har der været flest af de sidste.
Det er (desværre), de dage mine tanker kværner om. Og det er de dage, der på en eller anden måde, bliver mit billede på mig selv. Som en forstærkelse, af det jeg har mest tro på.
Nemlig, at jeg kan squ nok ikke. Alligevel.
Den tanke og følelse, er meget nem at kalde frem.

En følelse af fiasko, kan lappe over i næste dag. Og den næste. Og næste med.
Et spin af tanker der kører rundt. Og jeg forsøger blot, at hænge på. Blive ved.

Nogle dage er jeg helt i alarm, allerede dagen inden jeg skal afsted ud af min dør igen.
Sådan en dag er det idag. 'Ikk tænk på imorgen, ikk tænk på imorgen, ikk tænk på imorgen!' forsøger jeg at vifte tankerne væk. Tænker jeg på i morgen, taber jeg mit vejr. Ruller ud over kanten i panik.
Og jeg sidder nok der og forstår ikke helt hvor følelsen af afmagt kommer fra. Mærker bare den er der.

Jeg ved godt, sådan all round, hvad det handler om. Alt det her med alarm, og manglende overskud og det. Men det at vide det, synes ikke at ændre på hvordan det er.

Jeg kæmper samtidig kampe med mig selv om, ikke at være God nok. Ikke at gøre det godt nok.
Fordi jeg 'bare gerne vil kunne'. Helst hele tiden.
Og det må jeg erkende, at det kan jeg ikke.
En kæmpe elefant, der skal spises i små stykker. De sidste dage har jeg spist lidt mere.
Og det frustrerer mig, at skulle æde den. Frustrerer, gør mig ked af det, irriterer mig grænseløst! Og jeg bliver arrig. Over at det er sådan det er. At det er sådan det blev. For mig.

Men ingen siger, at det vil være sådan ALTID. 
Og nej, det er der ingen der siger. Overhovedet.
Men det er sådan det er. Nu.
Og det er svært nok i sig selv, at acceptere. Synes jeg.

Jo mere jeg stritter imod, jo større bliver elefanten. Jo mere synes jeg at skulle æde.
I get the picture.

Jeg æder en bid, spiser accepten ligeså stille, om man vil.

søndag den 18. august 2013

at leve med angst

Senfølger kan være mange ting.
Angst er en af mine.

Hvordan er det egentlig, at leve med angst?
Jo, nu skal du høre, hvordan det er - for mig.

Det er måske lidt som at leve med en ekstra følgesvend, hele tiden.
En følgesvend der kan vise sit ansigt når som helst, og nogle gange slet ikke.
En følgesvend der kan dukke op på de mest underlige tidspunkter, og i de mest underlige sammenhænge.
De der tidspunkter hvor jeg kan tænke; Øh what?!! Hvor fanden kom du fra??
En følgesvend der på den anden side også kan dukke op, i sammenhænge hvor det er ventet. Dette skriver jeg mere om, længere nede.
Det er også en følgesvend, som kan være med til at forhindre mig i at gøre ting, deltage i sammenhænge, få mig til at lukke mig inde bag min dør, få mig til at tænke over at flytte, sige op, afslutte et venskab eller sådan noget andet i den kaliber.
Ligesom det er en følgesvend, der gennem tiden har hindret mig i at deltage i mange forskellige arrangementer. Angst er en følgesvend, der har fået mig til at lyve. Jeg har løjet mig syg rigtig mange gange gennem årene. Både på mit arbejde, og i private sammenhænge.
Angst er ligesom en ekstra dimension i forskellige sammenhænge. Noget der skal tages højde for, når den viser sit ansigt, og som kræver lidt ekstra end hvad der ellers måske lige var planen.

Angst er, at skulle gennem flere niveauer, før jeg kan dét der egentlig er hele planen.
Angst er f.eks., at vågne op til en dag, hvor det at transportere mig hen til mit arbejde, er ligeså krævende som selve det at skulle være der. Når jeg når frem.
Angst er, at have opbrugt al sin energi, inden dagens program egentlig er startet. Angst er, at have flere delmål, og nogle af dem så miniature små, at andre måske ikke kan se dem med det blotte øje.

Angst er, at skulle deltage i en fødselsdagsfest. Og allerede inden festen er startet, er delmålene en realitet.
Min følgesvend viser sit ansigt allerede aftenen forinden, hvor jeg mærker at jeg bliver usikker på at deltage.
Angst er, når det ikke 'bare' handler om har jeg nu husket gaven, og hvad skal jeg have på?
Nej, angst er en hel masse flere dimensioner, hvoraf nogle af dem kan have et tankespind af;
Hvordan kommer jeg derhen?
Hvor lang tid tager det?
Er der mange mennesker?
Hvem er der?
Kender jeg nogen, når jeg når frem?
Hvor skal jeg sidde?
Hvad skal der foregå?
Skal vi spise, også? Jeg kan ikke spise, med mange mennesker. 
Hvad skal jeg tale om?
Skal man gå rundt og mingle og sådan?
Hvordan kommer jeg hjem?
Kan jeg følges med nogen?
Kan jeg bare gå, når jeg vil?

Man kunne måske godt tænke; Så sæt dog en kæp i det tankespinshjul!
Og ja - det er virkelig også dét min øvelse går ud på.
Nogle dage kan jeg slet, slet ikke styre det.
Og nogle dage er det bare sådan, at jeg er nødt til at gøre mig nogle tanker, og forberede mig selv, inden hele det her arrangement spænder af. Jeg er nødt til at lave nogle platforme i mit hovede, som mine tanker kan lande på. Det er så her, at mine delmål kommer ind.
Laver jeg ikke sådan nogle, så kommer jeg slet ikke afsted. Og så vinder min følgesvend. Og bestemmer, at jeg ikke skal deltage.
Og ærlig talt, så er jeg træt af at angsten skal bestemme hvad jeg skal.


fredag den 16. august 2013

Det er værd at fejre, at jeg rent faktisk bliver...

Fejre
Jamen hva fejrer vi? Der er altid noget at fejre!
Vi fejrer, at jeg har trukket stregen op. Kridtet banen af, som min veninde ville sige. At jeg har sagt fra.
Ja?
JA!
Der er altid noget at fejre.

Egentlig er regel nr. 1. at jeg ikke skal skrive, når jeg har overload. Når min hjerne kører for stærkt, og der er for meget 'deroppe' der mudrer rundt. I øst og vest. Det kan blive noget frygteligt sludder, og tåkrummende til efterfølgende syn, for mig selv, at læse. Når stormen har lagt sig. (for DET gør den. Det VED jeg. Selvom jeg HVER GANG tror; Aj..... det gør den ikke.......)
Nå, men det her med ikke at skrive, samtidig med jeg sidder her og skriver og skriver. Det holder ikke helt.
Så hvorfor så skrive, ikke at skulle skrive? Hvorfor skrive i det hele taget? Hvorfor ikke lukke skærmen (den elektroniske altså) ned, og gøre 'noget andet?'.
Joh....
Måske fordi det her skrift kan noget. Noget som intet andet kan. I min verden. Et sprog, der folder sig ud. Trods følelsen af at jeg har mistet mine ord.
Jeg har ikke noget at sige. Sådan føler jeg ofte. Og det har jeg så alligevel. Noget at sige. Rammen for det, er bare en anden.

Overblikket. Det hele synes at være hvirvlet op, gennem den senere tid. Og jeg mister pusten. Kører i overload så stort, at jeg bare hyler bag lukkede døre. Holder på! Hænger i! Og gør. Agerer. Jo, det gør jeg.
Jeg skrider ikke længere fra det. Jeg bliver. Og tager den. Selvom det er fuckinghamrendesvært. Og føles såååååååå uvant og argghhhhhh.
Og det er værd at fejre! At jeg rent faktisk bliver.
Det er også værd at fejre, at selvom jeg synes det er mega hårdt, og til tider så hårdt at jeg må sidde her en fredag aften, og tudbrøle af udmattethed , lidt frustration og overload af det hele, så...... Gør jeg det! Jeg bliver ved! Jeg melder mig ikke ud. Siger ikke op, eller hvad jeg nu ellers kunne finde på af løjer.
Næh. Jeg GØR det. Squ.
Og så må jeg tude lidt, bagefter.
Have nogle venner, der har bredde skuldre, som kan lytte til når det hersens 'Skabe en hverdag, med hvad jeg nu har med mig, og hvad det nu har gjort for mig og mit liv, og alt det' bliver alt alt for meget! Og alt alt for svært.
Det er også værd at fejre. At kunne finde nogen der vil lytte. Og kunne finde nogen der spørger.

Det er ikke fordi jeg ikke er glad for mit arbejdsliv. Det ER jeg. Det er også bare der, jeg møder mig selv. Mine egne sider. Også dem jeg ikke bryder mig om. Ligesom det er der, jeg bliver konfronteret med min egen bagage gang på gang, og der jeg møder episoder eller mennesker, der sætter flashback-knappen direkte på on.
Er det fedt? Nej. Er det sådan det er? Ja.
Og jeg gør det. jeg går derud hver dag. Bygger og bygger og bygger mit fundament.
Og det er værd at fejre


I samme ombæring vil jeg henvise til en netop udklækket hjemmeside om senfølger (bla.) - der er meget godt læsestof. Kig forbi; www.usynligear.dk

fredag den 9. august 2013

No longer Me

I ran into a young man today. A man from the past.
I know he saw me, and that I saw him. 
I looked the other way. Turned around, and walked away. My heart was beating so fast. 
His eyes stilll feels like they are on my neck. Staring on my back. Like his eyes won't slip, and now the are stucked. Stucked in min neck. His eyes.
His eyes that leads me down memory lane. It ain't pretty. It just is... 
His eyes on my neck, down memorylane, and my mind startet twisting, flipflop, and running around. 
Thinking; I'm not the girl you used to know. You look at me, as nothing has changed. 
And the only thing I know is true. Is that everything you see. Is no longer, Me