torsdag den 12. februar 2015

Du må få mine sygedage, hvis jeg må få din hverdagstrummerumkedsomhed

Der er nogle gange sådan noget spørgsmål med: 
hvis du havde 1 ønske, hvad skulle det så være? 


Mit er, at have en hverdag, som jeg trives i og med. Som jeg magter. Kan.
Gerne elsker 

At vise sig, for at blive set

-Hvad med det der arbejde? Spørger hun. Lægen der har sygemeldt mig.
-Taler du med nogen om det?
Og jeg begynder at hyle.
-Du er ikke ved at give op på det, vel?
Og jeg siger nej. Og hyler endnu mere. 
For noget tid siden sagde en veninde til mig, at det nok var nemmere for mig, at se tingene lykkes, når nu jeg havde taget en uddannelse, og boede i egen lejlighed, og havde et job. Og tjente penge.
Og det ramte mig. Lige midt mellem ribbenene. Idag tænker jeg om det var mit hjerte det ramte.
For det er rigtigt nok , til dels. Det er da nok nemmere. Og jo så alligevel ikke.
Ind imellem så frustreres jeg over, at kunne en masse jeg ikke kan. Forstået på den måde, at JO-jeg gør, og er, og kan. Rigtig meget. Og især, udadtil. Verden ser jo ikke, at jeg melder fra til venindes kandidatfest, og ikke kan tage i biffen alligevel. Verden ser ikke, at jeg tager uger, hvor jeg bor indenfor mine egne 4 vægge. Og hvor al kontakt med verden, er for meget.
Og nej, jeg viser det heller ikke. Som regel.
'Du må vise dig for at blive set'. Læste jeg engang.
Ja. Det er mega svært. 
Jeg er aldrig lykkes med at forklare, det med at kunne - uden at kunne. Jeg kan bedst sammenligne det med, at jeg ville kunne gå på et brækket ben. Men det betyder ikke at benet ikke er brækket. 
Jeg kan godt gå på det. 
Jeg kan godt. Jeg gør. Jeg gør mange ting. Og jeg giver ikke op. Heller ikke på et arbejdsliv. 
Indimellem er jeg bare så bankehamrende træt af, at kæmpe. Med næb og klør.
Ind imellem tænker jeg bare: holder det aldrig op?
Og det er de dage, hvor jeg hyler når jeg bliver spurgt til mit arbejde. Og på den måde kan man måske sige, at jeg får vist mig selv. Og bliver set.

mandag den 1. september 2014

Verden indenfor

Jeg ruller gardinet op. Ser en blå himmel.
Og af en eller anden grund, så synker min hjerte ned i maven. Mens gråden bare stiger op. Op op op. I halsen. Og til sidst bliver til tårer ned af kinderne.

Jeg kan ikke idag. Undskyld.
Jeg kan ikke.

Det er okay.
Nej det er ikke!

Men jeg kan ikke.
Jeg vil bare ligge her. Under min dyne. Med hovedet gemt, så ingen kan se mig.
Rulle gardinet ned igen.
Lukke verden ude,

Imorgen kan jeg nok igen. Tænker jeg. Imorgen.

mandag den 18. august 2014

For mig

For ' de andre ', virker det som om de bliver irriteret. Jeg kan jo i virkeligheden ikke vide det. Vide hvad de bliver. Tænker eller føler. Kan kun mærke stemningen. Og høre ordene.

For mig.... Der står verden stille et øjeblik. Og så styrter jeg.

Vi får udleveret vores skema. Med rettelser. Det er tredje gang på mindre end en uge.
Nogle bliver utilfredse. Andre siger ikke noget.
Og jeg.
Jeg kæmper med kvalmen, mens tårerne står helt oppe i øjnene på mig.

'Hva er det Silje?'
Hun henvender sig til mig. Men jeg kan ikke svare.
Jeg kan ikke tale.
Jeg kan ikke ... Være.

Det er ikke fordi der er noget galt med skemaet.
Det er ikke fordi timerne er forkerte. Eller sådan noget.
Det er mig. Jeg ved det godt.

For mig er det ikke bare et skema. Gid det var!
For mig, er det noget med vægge der bevæger sig, jeg bliver klemt inde. Det er noget med ikke at kunne regne med noget. Helt definitivt, føles det som, igen og igen.
For mig er det ikke bare et skema. For mig, er det som at fjerne stenene under mine ben. PLOP. Jeg falder i.
Og føres ned af veje jeg ikke kan overskue.


Det er fordi jeg ikke kan finde mine ben.
Jeg når ikke at lande. Førend jeg skal finde nyt fodfæste.
I øjeblikket føler jeg ikke jeg når at lande. Overhovedet. I noget som helst.
Og jeg mister bare overblikket. Pusten. Mavepuster. Igen.


Og idag tuder jeg på mit arbejdes kontor. Tuder fordi jeg ikke kan overskue det.
Det hele.
Mest af alt, flyder jeg over lige der, fordi jeg ikke kan overskue, at skulle blive ved med at reagere på ændringer. På den måde.
Kan ikke overskue, at det bliver ved. Og ved.

søndag den 10. august 2014

Skræk og rædsel

Nu banker hverdagen på.
BANK BANK.
Og mine tanker ryger fluks udover kanten.
Hvad er det du frygter, Silje? Hvorfor den her reaktion, Igen og igen?

Jeg undersøger. Men det er svært.
Jeg vakler, når det ændres.
- Glæder du dig ikke? Bare en lille smule?
Nej. jeg er bange. Rædsomt bange.
Hver en celle i mig stritter.

Jeg kan godt lide mit arbejde. Jeg kan godt lide hverdag. Jeg kan godt lide det jeg laver i min hverdag.
Jeg er bare ikke god til skiftene.
Slet, slet ikke god.
Åh, jeg ville ønske, at det ikke sådan. Men det er det.
Jeg hader at angsten får tag i mig, men det gør den.

En dag er det måske anderledes. En dag.

mandag den 16. juni 2014

De siger..

De siger, at jeg overlevede. At jeg klarede mig.
Men det gjorde jeg jo ikke.
Jeg mistede en del af mig selv.

Og hver gang de siger det. At jeg klarede den. At jeg overlevede. Så..
Synker mit hjerte. Til bunds.
Og istedet stiger tårerne op.
Op, op, op og ud.

De siger at jeg klarede den.
Men de ved ikke hvad det kostede
Og måske kommer de aldrig til at vide.
Eller forstå.


onsdag den 4. juni 2014

Tage mig tilbage


Jeg har aldrig været tilfreds med, hvordan jeg ser ud. 
Hvordan min krop ser ud. Mine former. Eller mangel på samme. 
Min veninde pointerede idag, at jeg - ved at have taget på - nu har former. Som en voksen. 
Ikke at jeg måske lignede et barn før, men. Jeg forstår hvad hun mener. 
Hofter. Røv. (Jo!). 
Og hvor har jeg hylet! Hvor er det svært. 
Og hvor er det .... Meningen? 
Jeg er 32. Og noget siger mig, at det er nu jeg må lære, at leve med min krop. At den har figur. At det er meningen. Faktisk. For mig. 
Da jeg blev teenager ønskede jeg, at jeg kunne forblive et lige bræt resten af mit liv. 
Selv da jeg vejede 43 kilo, og ikke havde nogen som helst former, var jeg ikke tilfreds. For det handler slet ikke om vægten. Eller formen. 
Det handler om det der blev taget fra mig. Engang. Og igen, og igen. 
Og det er først nu, jeg tror, at jeg er klar til forsøge at tage det tilbage. Mig.

tirsdag den 3. juni 2014

Flere verdner. I een. At dissociere

Det har på ingen måde noget at gøre med hende. Fysioterapeuten. 
Eller noget af gøre med hvad hun gør. Eller siger. Eller er. Eller har til hensigt. 
Det er mig. 
Det har noget at gøre med mig. 
Noget at gøre, med det jeg bærer. Indeni. Og udenpå. Tildels. 

Det har intet med nuet at gøre. Alligevel kan jeg opleve, at nuet bliver til et miskmask af nu, fortid, fornuft, urealistiske forestillinger og hvad ved jeg. 
Det bliver så rodet. Og det bliver også kaotisk. Og overvældende. 
Og jeg vandrer på kanten i tanken: er jeg NU blevet skør? 


Vi er inde i træningslokalet. Der er kun mig og hende. 
Det gør ikke noget. Hun har fortalt mig hvad vi skal idag. Og at hun skal vise mig nogle øvelser. 
Døren er lige foran mig. Det er trygt. Jeg kan se den. Og se håndtaget. 
Jeg sidder et sekund og regner på hvor mange skridt der er hen til døren. 
Måske en tanke om, hvor hurtigt jeg kan komme ud af den, hvis nu? 
Jeg ved det ikke. Det er en automatik nærmest. 

Hun spørger mig om flere ting. Med mine smerter. Og de øvelser jeg har skullet lave. 
Hun viser mig hvordan jeg kan styrke, der hvor kroppen er helt svag. Hun viser det på sig selv. Med sine egne lemmer. Og så skal jeg efterligne. Det jeg kan. Det er svært. Men det går. 

Jeg står op. Hun stiller sig ved døren. Nede i den ene ende af det lille lokale. Hun skal se mig gå. Hun skal se mine bevægelser. Om jeg går skævt fortsat. 
Hun står foran døren. Og jeg kan ikke koncentrere mig. 
Kan ikke finde ud af at abstrahere fra den dør. Jeg kan ikke se håndtaget når hun står der. 
'Så prøv du at gå hen mod mig, og så vend rundt og gå tilbage Silje'. Hendes stemme er rolig, men alt i mig raser. Pisker op, og jeg går i stå. I hovedet. 
Jeg går et par skridt. Jeg kan ikke mærke mine ben. 
Jeg er barnet Silje, der skal posere for en voksen. Jeg er i et andet lokale. I en anden tid. Jeg er beluret. Begloet. Observeret. Kigget på. Jeg er barnet Silje, der skal gøre som den voksne siger. 

Jeg hører stemmer fra en anden tid. Hører komandoerne. 
Og jeg ved ikke hvor jeg er. 

Men jeg er den voksne Silje. På 32 år. Der nemt ryger ud af min krop. Og mit hovede. 
Og jeg skal ikke til fysioterapi lige foreløbig. 



fredag den 23. maj 2014

Tager magten


Hvorfor, skal jeg huske det her?! 

Erindringer, af de grimme, kan tage pusten helt fra mig. 
Og jeg kan tænke, at det fandme er noget snot, at huske. Sådan, helt klart. 
Men ved du hvad der er værre end det? 
Det er, når alle cellerne husker, men hjernen bare er et rungende hul. Når man husker..... Uden at huske. Uden at kunne sætte en finger på. 
Det er faktisk værre at have følelsen af, at DET bare dumper ned fra himlen. Ud af det blå. Ingen kontrol over Det. 
At huske, konkret - det er mega Svært. 
Men det giver på en eller anden måde også en følelse af at have styringen. Lidt.

torsdag den 22. maj 2014

Det er ensomt at se gennem et andet filter

Dråben udhuler ikke stenen på grund af dens styrke, men på grund af dens hyppighed.

Der har været for meget. For længe. Der ER. For meget.
Jeg kan ikke overskue det.
Det er min mest tænkte tanke.
Hvad er det du ikke kan overskue?
Og jeg får bare en klump i halsen, ved det spørgsmål.
Alt.
Kan man sige det?
Alt. Det virker så..... Meget. Ikk?
Men det ER meget. Alt.
Alt, for meget.

Jeg kan ikke kapere presset. Bare det mindste skub. Forventning. Antydningen af at der venter noget. Jeg skal. Bør. Må. Vil?
Min hjerne stopper med at tænke rationelt.
Og jeg ryger ned i sorte tomme huller.
I hukommelsen, og i nuet.
Bum.
Jeg kan ikke tænke.

Der har været for meget.
Og jeg skammer mig. Over, at jeg ikke kan kapere det. Det burde jeg kunne. Nu. Ik? Jo jeg burde.
Hvad er der galt med mig?
Og jeg skammer mig over, at vælte det ene galde ud efter det andet.
De siger, at man skal tænke positivt. Se det gode.
Og jeg bliver ensom, i de ord. Så ufattelig ensom.
Følelsen af at være forkert vokser. For hvert et ord i den retning.

 Det er også bare mig der tænker helt forkert. Det er også bare mig, der ikke kan finde ud af det.
Det er også bare mig.
Og jeg tier.
For jeg orker ikke rådene. Orker ikke ordene. Der er ikke plads i mit hoved.
Der er så meget. Ellers.

Det er ensomt at se verden gennem et andet filter. Og endnu mere ensomt er det, at skulle lade som om, jeg ser det, som de omkring giver udtryk for at se.
At lade som om. Og give dem hvad de vil have. Høre.
Ingen gider høre på alt det triste. Vel? Eller negative? Det smitter. Siger de.
Og det føler jeg at jeg gør. Smitter.