Tvungen adgang

Where to start, where to end. 
Der er f.eks. håndværkere i min opgang. Jeg er ikke ret god til håndværkere. Det har ikke noget med dem at gøre. Det har noget med mig at gøre. 

Og jeg får pip. 
Pip, pip, piiiiiiiip.
Der er gang i noget renovering. Sådan af-den-langsigtede-slags. Og de er ikke engang rigtig startet endnu...... selvom NU er langt nok. For mig. 
Idag skulle de være her hele de 2 timer jeg havde, til at kunne lade op inden jeg skulle på arbejde. Jeg var helt ved at begynde at hyle. SKRID ud af mit hjem. 
Men, man lader dem jo ordne det de skal ikk? Håber bare de snart går?

De vil gerne have en nøgle. De der håndværkere. Sådan, at de kan låse sig ind.
'Til når du ikke er hjemme', siger håndværkermanden.
Og jeg vil ikke give dem en nøgle.
Idag blev håndværker vrissen. 'Fordi jeg så sænker processen for HEEEEEELE opgangen'. Hvis altså det er, at de ikke får den skide nøgle. Som at jeg ikke vil give dem.
Skyld med skyld på. Den gamle kendingsmelodi.

Det handler egentlig ikke så meget om håndværkere. Eller renovering. Eller nøgler.
Det handler mere om følelsen af, at fremmede mennesker vil tvinge sig adgang til MIT helle. Nej, jeg vil fandme ikke ha', at der er nogen der låser sig ind når det passer dem. Tanken om, at der bliver trådt ind over min dørtærskel 'bare lige når de synes de skal ind' , måske også mens jeg er hjemme-eller værst tænkeligt af alt; mens jeg sover.....  det er bare NO GO.

Det handler egentlig ikke så meget om den skide nøgle. Selvom jeg ikke vil give dem een. Det handler mere om, alt det mudder der kommer i mit hovede. Det presser mig, og stresser mig! Jeg ved ikke hvornår de vil ind! Men mine seneste dages erfaringer siger mig, at det er alt for tidligt om morgenen. Til sådan een som mig, der ikke rigtig sover om natten, men mest falder i søvn, når solen er ved at stå op.

Søvnløs over følelsen af, at blive smidt ud af mit helle. At blive trådt over. Eller være nødt til at fjerne mig. Imens.
Det er ligesom at have indbrud hver dag. Indbrud, i min zone. 
Om aftenen kan ikke falde i søvn, fordi jeg stresser og allerede dér er på-forhånd-oppe-i-det-røde-felt over, at de står der igen næste morgen. 
Nogle ville måske mene, at jeg pisker en stemning op? Bliver hysterisk og sådan. 
Og det gør jeg også. Jeg bliver hysterisk, når jeg ikke kan være i min zone. Derfra min verden går. Og det føles som at blive smidt ud af den.
Måske var det bare nu, at jeg skulle have taget den der sommerferie. Være taget looooong gone. Mens de møver rundt, og trasker ind og ud af Min zone.

' Silje på piller'

Der er så meget snak om medicin. Danmark på piller, og alt det. 
Som om vi er dumme, naive, udelukkende symptombehandler og hvad der ellers kan smides af ord i den retning. 
Og jeg har da heller ikke selv været voldsomt begejstret for medicin. Faktisk har jeg haft så meget modstand på det, at jeg blankt afviste det. Blev helt stejl, og følte mig ramt - skulle emnet bare blive bragt på bane.
'Hvad fanden tror du jeg skal med mit liv? Medicinere mig til at kunne være her eller hvad?'. Jeg var stejl. Og gal. Og frustreret. Ja. 
(Usamarbejdsvillig, på nogle planer også? Oh ja ;) )

Så var det, at jeg ramte muren. Oplevede en tid, hvor bare det at gå ud af min dør var et mareridt. (det var det egentlig også at være bag døren, men..)
Hvad fanden sker der? Jeg følte jeg havde gjort, og gjorde ALT! Gennem flere år, faktisk. Hvad skal der til? Hvorfor ændrer det sig ikke? Hvorfor står jeg her (I -fucking-gen?) ? 

Ja forud var en lortetid, med en uddannelse jeg skulle ud og bruge, og et arbejde der var et rent helvede, og en sygemelding. Og vi kan sagtens blive enige om, at omstændighederne havde en indvirkning. At der var nok at tage fat på, mht. HVORFOR jeg stod som jeg gjorde. Og at handle, fremadrettet for at gøre noget ved det. 
Der var bare ligesom slet ikke rum eller plads for handling - når jeg var i knæ på det hele. 
Det eneste jeg mærkede var angst. Stigende, knugende, invaliderende, altoverskyggende, Angst. 

Og ved du hvad? Man kommer bare ikke ret meget ud i livet og tager del i bare en miniature del af lige netop dét, som kan føre til bedring, hvis ikke man kan gå ud af sin dør, vel??

Så jeg åd min (måske misforståede?) stolthed i mig. Slugte den sammen med pillerne.
'Giv tid', sagde de alle sammen. Og det gjorde jeg. Mens det ligeså stille begyndte at have en virkning.
Idag ved jeg ikke om det var medicinen der på det tidspunkt gjorde, at jeg 'kom ud af døren', sådan i helt bogstavlig forstand, eller om det var noget andet. Men jeg ved nok bare, at den blev startskuddet, til overhovedet at KUNNE gå ud (igen). Og jo mere jeg kom ud, jo mere jeg kunne tage del, jo mere har det spredt sig som ringe i vandet. Og gør.

Det er ikke gjort med medicin alene. Tværtom! Der er meget andet arbejde, end dét at sluge en pille og vente på at det virker. Jeg tror ikke på, at der sker noget ved at sidde passivt ovre i hjørnet. Men jeg tror på, at det kan være uovervindelig svært at sætte stikket i kontakten, hvis ikke der er nogen kontakt at sætte det i.

For et år siden skammede jeg mig over, at måtte tage medicin mod angst. Følte på en eller anden måde også, at jeg snød? (Snød hvem? Ja, måske var det i virkeligheden mig selv, jeg var mest bange for at snyde).
Idag skammer jeg mig ikke mere. Medicin var, og er fortsat, med til at jeg overhovedet kunne tage del i det som fører mig videre. Det som lægger vejen til noget andet. 
Det er f.eks. svært at tage del i et arbejdsliv, hvis ikke man kan møde op, ikk? I perioder gør medicin, at jeg formår at møde op, og at jeg på den måde får mig en givtig dag - en dag hvor jeg er en del af et arbejdsfællesskab, trods det at jeg måske kører på halvt blus. Men jeg er der! Og jeg evner det. Og det giver mig så meget på alle andre kontoer, end lige dét, at tænke medicin og angst.

Enhver skal gøre det, som føles rigtigt for hver enkelt.
Jeg bliver bare træt af at vi alle skal skæres over een kam, i alle tænkelige sammenhænge. Og proppes i kasser. Der er alt for trange.
Der synes ikke at være ret mange nuancer. Trods det, at livet ikke er fuld af stort set andet. Og det er netop nuancerne der gør hele forskellen.
Og de, som jeg ikke kunne se. Dengang.

For et år siden skrev jeg følgende; http://siljeliv.blogspot.dk/2012/02/okay-drugs-do-work.html

blinkende lygter

Havde overnatning med mit arbejde. 
I nattens stilhed, lige der mellem søvn og vågen (eller var det så i søvn? Jeg troede faktisk ikke jeg ville kunne sove... men det må jeg jo have gjort i et glimt, siden jeg kunne drømme?). Nå, men lige der, mens alt var stille, bragede fantasien for fulde gardiner. 
En drøm om, at vi havde indbrud. Mens alle lå og sov. Jeg var den eneste der var vågen. 
Lygter udenfor vinduerne. Stemmer der hviskede. 

En underlig erindring der sneg sig ind, i et helt andet forum der i natten. Et miks af fantasi og erindring. Der, i søvnen.
Jeg husker en nat, hvor jeg selv havde mennesker gående udenfor mine vinduer. Dengang jeg boede et andet sted. Levede et helt andet liv. Føles det som, idag. Det føles så fjernt, og dog er det helt tæt på idag.

Jeg vågnede en nat. Selvom jeg ikke troede at jeg sov. Tjekkede rummene, og fandt kun sovende børn. Lettet, og kun stilhed.
Kaffen blev sat over. Af mig som den første. Klokken var ikke mere end 5.30. 

Der er gået noget tid. Men stemningen vil ikke slippe mig. Eller er det mig der ikke vil slippe stemningen? 
Det er som en sørgmodig melodi der spiller i mig, mens jeg går og synger og en gladere melodi - henover.  Som en underlig erindring der er vågnet fra dybet. En erindring der endnu ikke har fundet sin hylde

Det gør den. Med tiden. Finder sin hylde. Ligesom alle de andre gør. Hylde, på hylde. Så kan det lægge der. I ro?
Det er det jeg må tro på. Og have med mig. Det, jeg må tænke på, når det bliver for overvældende. 
Det finder sin hylde. Lige om lidt. Ja.
Idag er en ny dag ♥

Her er jeg så nu

Hvis jeg havde vidst for 1 år siden, at jeg om et år sad her, med &/ efter og igang med de døre der åbnede sig for mig, så ville jeg ikke have troet det . 

Talte med en kollega om økonomi. Det her med at have gjort sig nogle forestillinger om hvordan sådan een kunne eller skulle se ud på et givent tidspunkt, og at man så kan rende ind i oplevelser der gør, at ens forestillinger må laves om, eller bliver det. 

' Men, du har valgt, at arbejde deltid?' spurgte han. Og spurgte til hvordan det økonomisk kunne hænge sammen for mig, og hvorfor jeg havde valgt det. 

Egentlig kan man sige, at jeg - da jeg startede min uddannelse i sin tid - ikke havde nogen forestilling om, at skulle ud og arbejde mindre end fuldtid. Jeg havde en drøm om, at på nuværende tidspunkt var jeg 'sådan een der kunne arbejde ihvertfald fuldtid'. 
Og hvorfor var det så vigtigt? Jo, det var det fordi at jeg gerne ville være uafhængig. Klare mig selv. Og være det der i mine øjne betød 'Normal'. Ikke så meget pjat. Bare 'som de fleste andre'. 
Jeg har altid haft målestokke der sammenligner med de der er omkring mig, og een af målestokkene var det med at kunne bestride et fuldtidsjob.
(Og ja, så indrømmer jeg da også, at så ville jeg da også gerne have en lidt bedre eller i hvert fald nemmere økonomi - sådan een der ikk gav alt for mange (flere) grå hår! ;). Studietiden var en hård omgang, på flere planer)

Nu skulle det med tiden så vise sig, at jeg måtte lave mine forestillinger om. Og det har ikke været nemt. Og er det fortsat ikke. Jeg synes squ der skal sluges nogle kameler (ja nogle gange dagligt også), når mine egne tanker og mål og drømme, må korrigeres eller laves om på - når jeg må tage ind, at det jeg troede jeg skulle, ikke kan lade sig gøre lige nu. Jeg kæmper ind imellem med mine egne forventninger til mig selv, og krav, som kan være tårnhøje. Og så kæmper jeg, indrømmet, med en side af mig selv jeg ikke holder ret meget af. Men det er den side der siger, at jeg Burde også kunne.... burde, burde, for dårligt hvis ikke, og alt det jeg ellers kan slå mig selv oveni hovedet med. Jeg er god til at slå mig selv oveni hovedet. Og forlange at jeg skal være bedre. Til ALT. 

MEN - jeg blev også klar over noget, mens vi sad der og talte sammen. 
At jeg på en eller anden måde har arbejdet mig op fra 0. 
For et år siden var jeg sygemeldt. Og jeg havde ikke nogen som helst ide om hvordan jeg skulle komme tilbage på arbejdsmarkedet - og da i hvert fald slet ikke som pædagog! Jeg var næsten gået i eet med tanken om, at jeg nok hellere skulle foretage mig noget andet. At jeg nok ikke egnede mig til det erhverv. Hva skulle jeg så, hva?! 
Lad mig indskyde, at jobcenteret ikke rigtigt var nogen hjælp, når det kom til hjælp mht. at tænke tanker om hvad en mulig fremtid kunne være. Jo, de havde nogle planer med mig. Planer som jeg slet ikke kunne genkende mig selv i. Men hvad vidste jeg? Jeg var jo sygemeldt. Og uden job. Og pludselig også, for første gang i lange tider, uden noget som helst mål. Jeg var ved at drunke i ikke at kunne finde fodfæste, og ikke at kunne forestille mig et mål. 
Faktisk ved at drukne så meget i det, at da der viste sig en mulighed.... eller det vil nærmere sige; da en dør blev åbnet på vidt gab for mig, så vidste jeg squ ikke om jeg turde gå ind af den?! 
Arghhh?!!! jeg var så bange for at træde ind af den, og opdage, at mine værste forestillinger holdte stik. At det ville vise sig, at det evnede jeg squ ikke. For hvad så? 
Måske var jeg også bange for at komme til at tabe ansigt. Selvom man måske kunne spørge, om ikke jeg allerede havde tabt masken, stående der i min sygemeldte jobløse og planløse 'hverdag'. Det 'andet' virkede bare meget mere sårbart. 

Idag arbejder jeg deltid. Det matcher mig, og jeg evner det. Og jeg elsker mit arbejde.
Ind imellem rammer jeg muren med 180, og slår mig af helvedes til. Det er også her jeg må justere mine egne forventninger og krav endnu engang til mig selv, men det er også her jeg opdager, at jeg kan rejse mig igen. Jeg slår mig, men jeg bliver ikke slået helt af pinden. Eller må melde mig helt 'ud' for good. 

Jeg har valgt at arbejde de timer der kan lade sig gøre for mig, og og hvad angår det økonomiske så bliver jeg ikke rig (på nogen som helst måde!) og ja, jeg regner stadig mit rådighedsbeløb pr. uge. I perioder også pr. dag.
Men økonomi er bare så lidt, set i forhold til så meget andet! For fanden hvor er det dét mindst vigtige i det her. 
Og for hver gang jeg taler højt om hvad det er jeg har valgt (da jeg efter noget tid turde vælge det), og gør lige nu - for mig selv - så bliver jeg bare mere og mere overbevist om, at det jeg har gang i er det rigtige! For mig.

Jeg ville aldrig have kunnet gøre det her alene. Jeg har været heldig at have et netværk der trak mig ind i manegen, da jeg var ved at melde pas. Og et netværk der har bakket mig op hele vejen. Og som stadig gør det. 

Trold kan tæmmes

Når jeg tør, at kaste lyset på. Se, hvad der gemmer sig. Vende mig om, og se trolden i øjnene.
Og SE. ' Det er en trold ' .
Nå.
Okay.
Så kan trolden tæmmes. 

It's not a matter of letting go. You would, if you could.
Instead of saying Let it go, we should probably say Let it be. 

- Jon Kabat-Zinn

Just say yes

'Just say yes.  Just say there's nothing holding you back. 
 It's not a test. Nor a trick of the mind -
Only love '

Mine ord er en klump i halsen

Idag, der føles mit indre som en vulkan. I udbrud.
Som havde den ligget og ulmet længe.
(For, længe?)
Og lige idag, der flyder alting over.

Jeg gør.

Idag, der kan jeg ikke være til.
Men, det er jeg.
Og jeg må finde min måde at være det på.
Rumme det.

Og det var her. I hvad der føles urummeligt, at jeg også (igen?) opdagede et savn.
Et i rækken, af flere.
Savn, eller mangel. Hvor er grænsen mellem dem, egentlig? Hvad er det der føles som et hul i maven? En klump i halsen? Et sår der bliver ved at bløde?

Idag, der opdagede jeg, at jeg mangler mine ord. Savner dem.
Eller. Jeg opdagede det før idag. Har haft den følelse noget tid. Nu.
Savner mine ord. Eller nej, jeg mangler at kunne forme dem. Uanset hvordan de så måtte lyde.
Hvorfor er hver en sætning så vævende? Bævende? Som skal hvert et ord hentes et fremmed sted. Et sted jeg ikke længere kender. Eller kan finde?
Det er som hver gang jeg åbner min mund, og vil forme mine ord - så åbnes en sluse. En 'kanal' der går så dybt ind. Og tårer truer med at rende over, hvert og hvert andet øjeblik.
Hvad tuder du for? Ryster jeg på hovedet af mig selv. Bare dét at fremstamme Ja, bliver som et lydløst kvæk.
Hvorfor? Det er ikke mig, det her. Det er som en kamp at tale. Helt fysisk.
Som er lyden af hvert et ord for omfattende. Enormt. Brager gennem luften, selv når det er en hvisken.
Slår huller i luften omkring mig. Og står tilbage som tårne. Forstenet.

Hvorfor er du så nervøs? Usikker? Bævende?
Jeg ved det ikke!!!
Mine ord bliver til en klump i halsen! Slipper ikke fri, uden at efterlade mine øjne oversvømmet.
Og jeg vender mig bort for at skjule, at mit inderste render over.
Skammer jeg mig? Hvad er der? Hvad er det der er galt?
Jeg ved det ikke. Der er ikke noget galt. Er der?
Mine ord er bare fanget i min hals. Sidder som en klump,og presser luften ud af mig.
Og jeg savner at kunne tale - med de ord jeg har. Istedet oplever jeg bare klumpen. Som bliver den så tydelig, og ramt med et pletskud, når ordene vil ud.
Istedet oplever jeg bare skammen ved at rende over. Af tårer der bare triller. Hvor kommer de fra? Det var ikke det jeg ville. Jeg ville bare tale. Nu løber tårerne. 
Og jeg vender mig bort i skam og lede ved mig selv. Pinagtigt og akavet.
Det er som om det ikke er mig der svarer eller taler. Så fandens wierd en følelse det er.
Føler mig, som min egen skygge. Der står og glor ind på mig selv.
Hvor er jeg i det her?

Jeg mangler mine ord.
Og jeg mangler at have et sted at lægge dem. Så de ikke hænger der og flagrer. Runger. Slår huller i luften.
Måske er det derfor de sidder fast i min hals? Så flagrer de da ikke - men er dér. Et sted? Er det derfor?
Jeg mangler at anskue dem, og se dem lidt udefra. Derude hvor de ikke føles ligeså forkerte. Akavede. Overvældende. Tunge. Gigantiske. Uforståelige. Skæve. Skøre.
Mangler det, og tænkte; Hvad blev der af dét?


Det forsvandt. På flere planer. Niveauer. Fronter.
Og så lod jeg det også forsvinde.
For mig selv.
Gav vist ikke lov længere? Tøvede, og det gled mig af hænde. Ja, som gled det ud af hænderne på mig. Og jeg opdagede ikke engang at det faldt. Ligeså stille.
Som en dør der gik i.
Og i samme nu lukkedes en del af mig selv, også.
Pludselig står jeg her, med et forvrænget billede af mig selv. Et jeg ikke kan genkende. Mere.

Tvivl og frustration.
Fortvivlet.
Panik om, at føle jeg har mistet min vej.
Retning. Det gav mening engang. Gjorde det ikke?

Jeg kan ikke se en hånd for mig.
'De' siger, at det behøver man heller ikke at kunne. Det er bare at fortsætte med at gå. Man behøver ikke kunne se hele vejen, for at træde de første trin.
Og jeg tænker hvem er man? Mens jeg famler i blinde. Og fortsætter med at træde på min sti. I tro på, at Om Lidt, kan jeg se. Igen.
Det bliver jeg nødt til at tro på. Der er intet andet. Ellers.

Som en silhuet. En skygge.
Jeg føler mig tabt i tavshed. Klumpen i halsen. Udenfor min egen rækkevidde.
Jeg forsvinder for øjnene af mig selv. Den sætninger har jeg hørt i mine mareridt gennem de sidste uger. Og det gjorde jeg vitterligt. Dér i drømmens univers. Forsvandt. Fadede ud. Blev usynlig. Slørret. Tromlet over. Eller døde.

Og ved du hvad? Idag vendte jeg mig selv ryggenn.
Og det slog mig, som et boldbat lige i fjæset.
Så er det bare, at jeg opdager, at jeg er væk fra mig selv.

Og at ordene er så vigtige. Uanset
Om jeg så skal stamme dem ud. Klappe dem. Hviske dem. Græde dem. Brække dem. Ud

At ordene gør tydelig. Selv når jeg føler mig udvisket. Eller måske, især?
Og jeg har brug for det tydelige!
Det er det vigtigste jeg kan være.
Og lære.

På veje der ikke er mine

Går mine egne veje.
Og ved ikke hvor jeg er på vej hen.
Jeg ved bare, at jeg var nødt til at gå væk. Fjerne mig, for at kunne se.
Nu ser jeg, og aner ikke hvad vej jeg så skal gå.

Synes godt det kan føles lidt ensomt. Kan savne, at have bare een at følges med. Bare een til at overskue det landskab sammen med mig, som jeg ikke kan se, eller bare forestille mig.

Men, det kan også føles ensomt, at gå på de samme veje - blot for at have en vej at gå.
Ensomt at gå, en vej - bare for at gå. Bare for ikke at føle jeg må gå helt alene.
Det er jeg ikke stærk nok til! Skriger min frygt . At gå ene.
Men jeg er heller ikke stærk nok til at gå. Bare for at gå. For at følges.
På veje der ikke er mine.

Der skal ske noget andet

Jeg har tænkt meget over det. Og havde faktisk besluttet, at jeg ville lukke min blog.
Jeg gjorde det også. Sådan on-off. Jeg lukkede den for udefrakommende trafik. Så var det kun jeg der kunne læse dens indhold, men det virkede egentlig også så mystisk.
Hey, hvorfor kan man ikke komme ind på din blog? Modtog jeg mails om. Og ja, det virker squ egentlig også lidt fjollet. At sætte sådan en form for 'spærre op' , hvorfor? Alligevel har jeg haft lyst til at lukke for bloggens rammer. Uden at slette den helt.
For jeg kan enten vælge, at lade den stå, at lukke den for andre end jeg selv, eller slette selve kontoen. Helt.
Det sidste synes jeg virker forkert. Og bunder nok i hvad jeg er nået frem til - her mens jeg har overvejet bloggens liv.

Jeg har tænkt over hvad der er godt & skidt, og hvorfor det ikke længere føles helt rigtigt for mig.
De sidste måneder har jeg skrevet ord & sendt dem ud. Flere gange har jeg mærket en modstand efterfølgende. Fået en lyst til at trække dem retur.

Og så er det, at det pludselig blev svært for mig med den her platform. Oplever at den ikke kan følge med.
Eller, at jeg ikke længere kan finde ud af at bruge den, uden at opleve en modstand. Og så føles det faktisk nærmest pludseligt som et tab. Noget jeg ikke længere har, som før.

Kan jeg ikke bare lade være at skrive dem, så? Har jeg også tænkt. Kan jeg ikke bare lade være at sende dem afsted, men forme dem alligevel?
Men det mærkelige er, at når platformen er her, så lander jeg hele tiden tilbage på dén.
Og den spærre jeg ville sætte op for læsning, handler nok i virkeligheden om at ville spærre lidt for mig selv.
Jeg kan ikke lade være at betragte det skrevne som en platform, men jeg oplever at jeg ikke længere kan tage afsæt. Et underligt dilemma af ambivalens, som jeg ikke har oplevet før. Og som jeg har tænkt meget over.

Måske har jeg egentlig lidt en følelse af, at jeg ikke længere kan bruge mine ord. Til at lande. Eller til at tage afsæt. At det at skrive dem & lægge dem her, føles halvhjertet og nogle dage helt forkert.
Jeg tror bare jeg er nået til den konklusion, at jeg lige nu ikke skal smide mine ord her.
Det er som om de hører til et andet sted.
Jeg har brug for at skrive, og brug for den vej skriften er - men jeg oplever, at ordene lige nu har udtjent sin tid.

Så' det squ også nemmere helt at fjerne den! har jeg tænkt, og det er så typisk mig ;-) Enten Eller, jaja & hvad vi har. Mellemveje er mit evige springpunkt. 

Men jeg har valgt at lade bloggen stå. Åben, læselig & tilgængelig. Både som en tanke om, at jeg måske får lyst at vende tilbage. Men især med tanken om respekt.
En respekt for det der har været. De ord jeg har plantet her gennem årene. Hvis jeg fjernede dem alle ville det være som at sige til mig selv, at jeg fortrød. Ikke stod ved dem. Det gør jeg, og derfor bliver de stående her.

Jeg ved ikke om jeg får lyst til at skrive igen.
Jeg ved ikke om der bare er dømt Pause.
Jeg ved bare, at jeg går rundt med en følelse der overskygger alt i mit liv lige nu. En følelse så stærk af, at Der skal ske noget andet. Bare noget andet -  jeg har ikke fingeren på hvad.

Og i den proces kan platformen her ikke være med. Måske kan den igen, på et senere tidspunkt. Eller på en helt anden måde.
Jeg ved det ikke. Vi må se.

Indtil da, tak fordi du læste med.
Pas godt på dig.
Kh. Silje

Ps; Du er fortsat velkommen til at smide mig en mail, på siljeliv@live.dk