torsdag den 22. maj 2014

Det er ensomt at se gennem et andet filter

Dråben udhuler ikke stenen på grund af dens styrke, men på grund af dens hyppighed.

Der har været for meget. For længe. Der ER. For meget.
Jeg kan ikke overskue det.
Det er min mest tænkte tanke.
Hvad er det du ikke kan overskue?
Og jeg får bare en klump i halsen, ved det spørgsmål.
Alt.
Kan man sige det?
Alt. Det virker så..... Meget. Ikk?
Men det ER meget. Alt.
Alt, for meget.

Jeg kan ikke kapere presset. Bare det mindste skub. Forventning. Antydningen af at der venter noget. Jeg skal. Bør. Må. Vil?
Min hjerne stopper med at tænke rationelt.
Og jeg ryger ned i sorte tomme huller.
I hukommelsen, og i nuet.
Bum.
Jeg kan ikke tænke.

Der har været for meget.
Og jeg skammer mig. Over, at jeg ikke kan kapere det. Det burde jeg kunne. Nu. Ik? Jo jeg burde.
Hvad er der galt med mig?
Og jeg skammer mig over, at vælte det ene galde ud efter det andet.
De siger, at man skal tænke positivt. Se det gode.
Og jeg bliver ensom, i de ord. Så ufattelig ensom.
Følelsen af at være forkert vokser. For hvert et ord i den retning.

 Det er også bare mig der tænker helt forkert. Det er også bare mig, der ikke kan finde ud af det.
Det er også bare mig.
Og jeg tier.
For jeg orker ikke rådene. Orker ikke ordene. Der er ikke plads i mit hoved.
Der er så meget. Ellers.

Det er ensomt at se verden gennem et andet filter. Og endnu mere ensomt er det, at skulle lade som om, jeg ser det, som de omkring giver udtryk for at se.
At lade som om. Og give dem hvad de vil have. Høre.
Ingen gider høre på alt det triste. Vel? Eller negative? Det smitter. Siger de.
Og det føler jeg at jeg gør. Smitter.



5 kommentarer:

Thomas B. sagde ...

Tak fordi du deler Silje. Når jeg læser dine ord er der genkendelse og det føles rigtig godt lige nu. For mig er du lys og livsglæde <3

Silje Liv sagde ...

Tusind tak Thomas. Det rør mig, at læse skal du vide. Tak ❤

Krokodullen sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Krokodullen sagde ...

Det der med at skulle tænke positivt - sådan fungerer det altså bare ikke! Hvis man har så tunge problematikker at kæmpe med, så kan dét, at tvinge sig selv til at tænke positivt, medføre en dissociativ tilstand eller en ordentlig omgang pseudomentalisering - og det rykker altså ingenting. Nej, dét, der skal til, er at snakke om det, der er - også selvom det er negativt. For hvis ikke man vil give det plads, kan man ikke ordentligt undersøge det, og så går det ikke rigtigt væk. Kun, hvis man får SKUBBET det væk. Og det hjælper alligevel ikke i det lange løb.

Ej, undskyld, hvis det bare er noget rod, jeg har fået skrevet. Jeg orker ikke at læse det igennem i dag. Jeg bliver bare Så frustreret, når folk siger sådan, som du oplever lige nu. Jeg kan også godt være der, hvor det bare er ALT, der er for meget. Og hvis ALT er for meget, så hjælper det ikke bare at tænke positivt. Det, der hjælper - for mig i hvert fald - er at give det plads. Også i behandlingen. For på den måde ender vi altid med på den ene eller den anden måde, at finde ud af, hvad "alt" i virkeligheden er. Og når dét er på plads, SÅ begynder det hele langsomt at virke lidt mindre meningsløst. For så er det hele lidt mere forståeligt. Hvis nu man har maveproblemer, og de er der konstant, så virker det måske også som om, at man bare reagerer på ALT mad eller drikke eller andet. Og så er det hele uoverskueligt, og det er Virkelig svært at tænke positivt overhovedet. Men hvis man tager symptomerne op med en læge, kan man muligvis med tiden finde ud af, hvad det egentlig er, man ikke kan tåle - hvad man har reageret på. Og så er det måske alligevel ikke ALT, der er problemet.
OG og og - hvis man bare tænker positivt, som i "det skal nok gå", "jeg har jo ikke ondt hele dagen" osv. osv. - så får man slet ikke undersøgt problemet - og så vil man jo blive VED med at få ondt i maven. Som sagt, jeg ved ikke, om det overhovedet giver mening, det her. Jeg føler ikke, at jeg kan formulere det..

scarredpanda sagde ...

Dine ord fanger mig og er så genkendelige.
Varme tanker herfra