At være.... ikke nogen
var min redning.
For det var sådan det var, var det ikke? Jeg var ikke nogen.
Og det var faktisk befriende. Om ikke andet så havde jeg den evige vished og tankerne om: "Når jeg ikke er her, så er det her ikke virkelighed".
Men det var dét. Altså virkelighed.
Nu er jeg begyndt at blive... nogen. Det skræmmer mig fra vid og sans.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar