At ende som det værst tænkelige

Jeg var lige fyldt 20 år & havde egentlig droppet terapi fuldstændig
Det var squ for indviklet for mig, det der med at blive spurgt;
Hvordan går det? Hvad kunne du tænke dig at tale om?
Men så løb jeg ind i den her fyr, som var rigtig modbydelig mod mig.
Da han omsider fandt en anden at tyranisere, stod jeg tilbage med en følelse af, at have gentaget det jeg flygtede fra.
Så jeg søgte hjælpen, endnu engang.

B blev min 3. terapeut. Og hun kæmpede en brav kamp med mig.
Hun prøvede, virkelig prøvede! at forstå hvad det var jeg kæmpede med.
Men hun lod mig i stikken. Uden at vide det.
Fik mig til at føle, at mit liv var endt som det værst tænkelige.
Og det værste er, at hun ikke vidste det.
Jeg gav hende ikke en chance for at vide.

Efter et langt forløb, hvor tavshed fyldte meget i perioder, sagde hun en dag en sætning, som fortsat sidder fast i mit indre;
'Det kunne være gået meget, meget værre for dig Silje.
Du kunne være endt som prostitueret, uden respekt for din egen krop. Og uden mål i livet.
Du kunne være endt som prostitueret, og ikke stå til at redde. Det er du heldigvis ikke'.

Min verden splintredes i tusindvis af stykker, da hendes ord hakkede gennem mig som en økse.

Der stod jeg, 20 år gammel, prostitueret, og ikke til at redde......

19 år

Jeg var 19 år gammel, og havde lige søgt hjælp. Igen.
Min verden smuldrede mellem hænderne på mig, og jeg søgte en der ville lytte. En der ville forstå. Eller om ikke andet, så bare prøve....
Jeg kunne ikke selv fikse noget som helst.
Det var for stort for mig. Hvor skulle jeg starte?

Så nu sad jeg altså dér. I stolen. Overfor psykolog nr. 2.
Hun havde sådan en halskæde, med et guldhjerte, som hun hele tiden kørte frem & tilbage i kæden.
Frem & tilbage.
Mens vi sad der.
Nogle gange fyldte lyden af det hjerte der kørte frem & tilbage i kæden, alt.
Det skar i ørerne. Overdøvende alting.
Vil du ikke nok slippe den halskæde?!! tænkte jeg. Men jeg kunne ikke sige noget.
Sad bare dér. Som forstenet. Tavs.

'Jeg kan ikke hjælpe dig Silje, hvis ikke du fortæller mig, hvad det er jeg skal hjælpe dig med'.
Hendes ord rungede i mine ører.
Alt blev fjernt.
Jeg sad dér, som et hylster uden indhold, med hænderne over min mund, nakken bøjet.
Alt blev væk, når hun bad mig fortælle.

'Du skal hjælpe mig med at tale' sagde jeg ind i mine hænder.

Jeg følte det, som om jorden åbnede sig under mig, og jeg blev opslugt af intetheden.
Som om alting gik i stå. Alt stivnede.

'Hvad siger du? Du må tale lidt højere Silje'...

Men chancen var forpasset. Muligheden var der ikke længere.
Og jeg gik min vej & kom aldrig tilbage.

Når angsten styrer

Og så sidder vi der.
Til festlig middag, i venners lag.
Bænket omkring bordet.
Jeg, klemt helt op af væggen, inde i et hjørne.

De andre tager mad på tallerknerne
Hælder vand, cola, vin -what ever, i deres glas.
Snakken går, henover bordet.

Og jeg kan ikke røre mig
Jeg kan ikke løfte mine arme.

'Vil du have noget vand?' Spørger veninden ved siden af mig
Og jeg kan ikke svare hende.
Min hals snørrer til. Bliver så stram.

Mit hjerte hamrer.
Bliver pludselig panisk for, at de andre omkring bordet vil kunne høre hvor hårdt det slår.

Deres stemmer bliver så mærkeligt fjerne.
Som om de taler i koder. Taler med stemmer, som er langt væk fra hvor jeg sidder.

Der er nogen der har hældt vand i mit glas
Jeg opdagede det ikke
Nu sidder jeg bare og stirrer på glasset
Aner ikke hvordan jeg skal få min hånd til at række ud efter det

Gråden står hæjt i min hals
Snart vil mine øjne løbe over af tårer.

Veninden ved siden af mig, rækker mig mit glas.
Planter dét i min hånd.
Jeg tager en tår af vandet

Jeg kan ikke synke det.
Det bliver ved med at blive derinde i munden.
Jeg sidder længe
Med munden fuld af vand

Jeg føler jeg bliver kvalt
som jeg sidder der...

Min mor

Min mor
Hun var afholdt af alle
Mennesker elskede hendes selskab
De søgte det gerne og ofte.
En smuk kvinde, der altid smilede
Hendes latter runger i mine ører endnu

Min mor
Hun ønskede sig to drenge
men fik kun én ... og så mig
Det tilgav hun mig aldrig
Det lod hun mig aldrig glemme
at jeg var det forkerte køn.

Min mor
Hun kunne stå så tæt på mig, at jeg kunne mærke hendes åndedræt i min nakke.
Kunne mærke hvordan hun trak vejret, ind og ud, ind og ud.
Små pust, der fik nakkehårene til at rejse sig.
Som et hvilket som helst andet levende væsen, trak hun sit vejr.
Men når hun åndede som de levende, døde jeg.

Min mor
Hun kunne være så fysisk nær, at jeg kunne række ud efter hende.
Blot en armslængde væk, sad hun
Jeg husker hvordan jeg ofte sad og regnede ud, hvor langt der var.
Men afstanden var altid for stor
Jeg kunne aldrig nå hende.

Min mor
Hun kunne se på mig med øjne der var så tomme, at jeg febrilsk forsøgte at fylde dem ud.
Fylde dem med dét hun gerne ville se. 'Smukke Silje'
Men jeg var ikke smuk.
Når jeg græd, veg hendes øjne bort.
Hun så aldrig ind i mit blik.

Min mor
Hun kunne råbe så højt, at jeg ikke kunne høre
Hun kunne skrige direkte ind i mine ører
og jeg ville ligge forstenet tilbage
med susen for ørerne
Paralyseret af hendes skrig

Min mor
Hendes kulde var så bidende
at min verden gik i stå
når hun entrérede et rum
Hendes stemme satte sig som iskrystaller i mig.
Iskrystaller der aldrig nåede at tø

Min mor
Hendes latter kunne splintre mit sind
knuse mit hjerte
Hendes hån over mine fejl
satte sig som knive i min ryg
Og hun trak dem ud og hamrede dem i, igen og igen.

Min mor
Hun kunne se på min krop
som var den en vanskabning
Stirrede med sit ondskabsfulde blik
dybt, dybt ind
Kunne se helt ind til knoglerne, og håne dem ligeså

Min mor
Min verden drejede omkring hende
Jeg kæmpede for hendes kærlighed og omsorg
Men fik den aldrig
Hendes afvisninger slog mig i tusinde stykker
lod mig tilbage med synet af hendes ryg.

Min mor
Hun hadede min gråd
min stemme og min tilstedeværelse
Så jeg forsvandt
Som hun ville have det,
trak jeg mig ind i min skal ...og ventede.

Min mor
Et menneske jeg frygtede
mere end nogen anden
Lyden af hendes åndedræt fik mit eget til at stoppe.
Hendes blik kunne lamme mig
Hendes ord kunne få mit hjerte til at gå i stå

Min mor
Hendes tilstedeværelse udelukkede min..

Holder vejret mens jeg venter

Jeg kan ikke holde ud
at hun er her ét eneste minut længere!

Hun flytter på lørdag
Min veninde
Hende, som har overtaget mit hjem
Min veninde
Hende, som ikke har været min veninde
lige siden den dag hun flyttede ind.

Hun lovede at flytte idag

Hun sover i rummet ved siden af mig lige nu
og jeg sidder & græder i natten
Stille
Uden lyd
Prøver at forsvinde

Ville ønske hun ikke var her
så jeg kunne trække vejret

Jeg kan ikke holde ud
at hun er her ét eneste minut længere!

Sådan har det været i månedsvis nu

Hun har ikke spurgt
bare gjort.....
Hun har ikke spurgt hvor længe
bare taget..
Hun har ikke givet mig fred
Hun har givet mig kaos.

Jeg ville faktisk ikke bo sammen med nogen
Det blev bare sådan
Jeg ville faktisk ikke have hende så tæt på
Det blev bare sådan

Jeg kan ikke sige fra
Det er mit største problem

Jeg kan ikke sige fra
og ender med at udslette mig selv
Det værste er
at jeg godt ved det
Men jeg gør det alligevel?

Jeg ville faktisk ikke have hende boende
jeg ville faktisk helst have sagt NEJ
Men jeg sagde ikke noget
og har intet sagt
i det år der er gået

jeg kan ikke sige fra
og holder hellere vejret
og mister mig selv
mens andre er lykkeligt uvidende.

Det gør ondt at se, at jeg behandler mig selv på den måde.

På lørdag
Det føles så langt væk

Tårerne triller ned af min kind

Hun har overtrådt mine grænser
hver dag
i 8 måneder

Og jeg har ladet hende gøre det

Derfor sidder jeg her i natten
og græder lydløst
mens jeg venter.....

Grænseland

Konsekvensen af, ikke at kunne sige fra
Ikke at kunne sige Nej
er STOR

Jeg føler, at jeg har mistet mig selv
Tabt mig selv
i et spil om grænser
der ikke længere er der.

Når éen grænse er brudt, er den forsvundet
og de næste brydes
en efter en
som perler på en snor.

Mine grænser er blevet nedbrudt
på ny

Og ligeså er jeg......

Vandrer i natten

Natten ligger tungt over byen

Vejene ligger nærmest øde
kun få biler kører forbi.
Sænker farten en anelse
men stopper ikke helt op.

Jeg vandrer rundt i gaderne
Alene, uden mål.
Uden noget sted at gå hen
Intet sted, at vende mig imod

Lyden af mine hæles trampen
runger i de tomme gyder
Jeg hører kun mit eget hjerte slå
Hører kun angstens slag i brystet

Jeg vandrer rundt i gaderne
til angsten har sluppet sit greb.
Til rebet om min hals er løsnet
og jeg igen kan være ingenting

Min ene støvle strammer om min ankel
Skærer sig ind i min fod
Jeg er ligeglad
Mærker ikke længere smerte

Jeg vandrer rundt i gaderne
til solen står op
Vandrer ensomt rundt
uden at kunne finde hjem

Pengene fra i nat
brænder mod min beskidte hud
Klistrer sig fast
ligesom billederne af nattens skam.

Jeg vandrer rundt i natten
Alene, uden mål.
Og håber en eller anden vil samle mig op
Gøre en ende på min vandring
..

Slås

Jeg slås med tanken om at gå tilbage

Jeg kan ikke få luft
her hvor jeg er.

Slås & kæmper som en gal!
for ikke at gå tilbage......

'Hvor ville det være nemt' hvisker stemmen i mig
'bare gå tilbage og....... glemme'

Mit syn bliver sløret af indædt had
hadet til mig selv, og ønsket om at destruere
Jeg ser ikke mere klart

I smerten bliver jeg væk
Smerten som jeg ikke længere kunne mærke
For hver gang, blev den svagere og svagere
indtil jeg til sidst ikke var der

Jeg glemmer i mit indre skrig
mit råb på fred
at smerten åd mig op
At smerten fyldte så meget
at den til sidst ikke eksisterede

Jeg bilder mig ind, at jeg ville kunne gå tilbage
ligeså kold og følelsesløs som før

'Bare for et øjeblik?'
'Kun dér kan jeg glemme'....

Men jeg ved, at glemslen er kort
Jeg ved at vejen vil æde mig op
Indtil jeg står tilbage
Og ikke længere kan se frem

Fordi mit syn er sløret
af virkelighed
og trangen til at glemme

Blot for et enkelt sekund

Jeg forsvinder når du ser på mig

Jeg føler mig ensom
når du sidder ved min side.

Mærker den kvælende fornemmelse af angst,
som strammer om min hals
låser mine tanker fast
og får mig til at stivne.

Når du ser på mig forsvinder jeg
Som om jeg aldrig havde eksisteret

Og jeg bløder indeni, af afmagt
ambivalens

For jeg søger dét
Søger at forsvinde
Det giver mig fred!
Men det er så farligt for mig
- dét med at forsvinde

Jeg vil at du skal se den anden vej
Ikke ænse mig
Lade mig være ingenting

Men jeg er bange

I intetheden ved jeg ikke hvor jeg ender

Det er kun gennem dit blik
at jeg ved jeg er til.

Men når du ser på mig
forsvinder jeg.

Holder vejret
og glider væk i ingenting

kvalt i tomhed

Katten ligger for mine fødder.
Den smyger sig op af mine ben, hver gang en tårer forlader mit øje.

Jeg føler mig ufatteligt tom
Helt ubeskriveligt knugende tom.

Som om mit hjerte vrider sig i smerte. Smerte af intethed

Gråden sidder helt oppe i halsen
Hvis jeg talte nu, ville der ikke komme ord. Kun gråd.

Jeg holder vejret.
Kan ikke græde.
Her er ikke plads
Jeg er trængt op i en krog, og det minder.....

Minder mig om at udslette mig selv.
Tilintetgøre mig selv
Ikke føle
Ikke mærke
Ikke være.

Jeg bliver kvalt i min tomhed

Få mig væk herfra