Jeg var 19 år gammel, og havde lige søgt hjælp. Igen.
Min verden smuldrede mellem hænderne på mig, og jeg søgte en der ville lytte. En der ville forstå. Eller om ikke andet, så bare prøve....
Jeg kunne ikke selv fikse noget som helst.
Det var for stort for mig. Hvor skulle jeg starte?
Så nu sad jeg altså dér. I stolen. Overfor psykolog nr. 2.
Hun havde sådan en halskæde, med et guldhjerte, som hun hele tiden kørte frem & tilbage i kæden.
Frem & tilbage.
Mens vi sad der.
Nogle gange fyldte lyden af det hjerte der kørte frem & tilbage i kæden, alt.
Det skar i ørerne. Overdøvende alting.
Vil du ikke nok slippe den halskæde?!! tænkte jeg. Men jeg kunne ikke sige noget.
Sad bare dér. Som forstenet. Tavs.
'Jeg kan ikke hjælpe dig Silje, hvis ikke du fortæller mig, hvad det er jeg skal hjælpe dig med'.
Hendes ord rungede i mine ører.
Alt blev fjernt.
Jeg sad dér, som et hylster uden indhold, med hænderne over min mund, nakken bøjet.
Alt blev væk, når hun bad mig fortælle.
'Du skal hjælpe mig med at tale' sagde jeg ind i mine hænder.
Jeg følte det, som om jorden åbnede sig under mig, og jeg blev opslugt af intetheden.
Som om alting gik i stå. Alt stivnede.
'Hvad siger du? Du må tale lidt højere Silje'...
Men chancen var forpasset. Muligheden var der ikke længere.
Og jeg gik min vej & kom aldrig tilbage.
1 kommentar:
Det er så vildt, det du skriver, Silje! Jeg har prøvet det samme; at man virkelig selv føler, at man rækker en lille forsigtig hånd frem, og så bliver den ikke taget. Man ryger tilbage i sin skal med fuld kraft.
Måske forlanger man, at andre mennesker skal kunne læse ens tanker, og det kan de selvfølgelig ikke. Men de professionelle SKAL bare fange de små signaler... det får SÅ store konsekvenser, når de ikke gør det.
Godt skrevet ;)
Send en kommentar