søndag den 4. oktober 2009

Min mor

Min mor
Hun var afholdt af alle
Mennesker elskede hendes selskab
De søgte det gerne og ofte.
En smuk kvinde, der altid smilede
Hendes latter runger i mine ører endnu

Min mor
Hun ønskede sig to drenge
men fik kun én ... og så mig
Det tilgav hun mig aldrig
Det lod hun mig aldrig glemme
at jeg var det forkerte køn.

Min mor
Hun kunne stå så tæt på mig, at jeg kunne mærke hendes åndedræt i min nakke.
Kunne mærke hvordan hun trak vejret, ind og ud, ind og ud.
Små pust, der fik nakkehårene til at rejse sig.
Som et hvilket som helst andet levende væsen, trak hun sit vejr.
Men når hun åndede som de levende, døde jeg.

Min mor
Hun kunne være så fysisk nær, at jeg kunne række ud efter hende.
Blot en armslængde væk, sad hun
Jeg husker hvordan jeg ofte sad og regnede ud, hvor langt der var.
Men afstanden var altid for stor
Jeg kunne aldrig nå hende.

Min mor
Hun kunne se på mig med øjne der var så tomme, at jeg febrilsk forsøgte at fylde dem ud.
Fylde dem med dét hun gerne ville se. 'Smukke Silje'
Men jeg var ikke smuk.
Når jeg græd, veg hendes øjne bort.
Hun så aldrig ind i mit blik.

Min mor
Hun kunne råbe så højt, at jeg ikke kunne høre
Hun kunne skrige direkte ind i mine ører
og jeg ville ligge forstenet tilbage
med susen for ørerne
Paralyseret af hendes skrig

Min mor
Hendes kulde var så bidende
at min verden gik i stå
når hun entrérede et rum
Hendes stemme satte sig som iskrystaller i mig.
Iskrystaller der aldrig nåede at tø

Min mor
Hendes latter kunne splintre mit sind
knuse mit hjerte
Hendes hån over mine fejl
satte sig som knive i min ryg
Og hun trak dem ud og hamrede dem i, igen og igen.

Min mor
Hun kunne se på min krop
som var den en vanskabning
Stirrede med sit ondskabsfulde blik
dybt, dybt ind
Kunne se helt ind til knoglerne, og håne dem ligeså

Min mor
Min verden drejede omkring hende
Jeg kæmpede for hendes kærlighed og omsorg
Men fik den aldrig
Hendes afvisninger slog mig i tusinde stykker
lod mig tilbage med synet af hendes ryg.

Min mor
Hun hadede min gråd
min stemme og min tilstedeværelse
Så jeg forsvandt
Som hun ville have det,
trak jeg mig ind i min skal ...og ventede.

Min mor
Et menneske jeg frygtede
mere end nogen anden
Lyden af hendes åndedræt fik mit eget til at stoppe.
Hendes blik kunne lamme mig
Hendes ord kunne få mit hjerte til at gå i stå

Min mor
Hendes tilstedeværelse udelukkede min..

3 kommentarer:

lava sagde ...

Kære Silje

Et meget meget gribende og utrolig sørgeligt digt. Jeg håber at der er nogle mennesker i dit liv nu der varmer dit hjerte mere og mere for hver dag der går.
Du skriver utrolig flot.

Anonym sagde ...

kære Silje... du går lige ind og rammer så klart og dybt.. jeg tør ikke læse mere og dog kan jeg heller ikke lade være.. <3 .. jeg kan mærke at den tone du skriver dine digte med får strengene i mit hjerte til at vibrere voldsomt.. jeg har ikke oplevet noget lignende siden jeg sad alene på mit værelse som helt ung pige og læste Tove Ditlevsens "Pigesind".. knus fra tina p ..

LittleMizzUnderstood sagde ...

ej hvor dine ord hjælper mit indre med også at begynde at tale.. Tak Silje