I'm not crazy, I'm just alittle unwell

Mand. Jeg er jokket ned i det her sorte hul. Glugger opad, og kan godt se det der oppe. Det Andet. Så er det alligevel ikke langt væk, vel. Når jeg kan se det, tænker jeg. Men jeg rækker armene ud, og finder at de er for korte. Eller jeg er. For langt væk. Til at kunne nå. 

Rækker armene ud, men ser at jeg må grave. Grave mig fri. Her sidder jeg med min lille teske. graver mig op. Ud.

-Hvorfor, Silje? - Hvad er det der vælter læsset? Jamen jeg ved det jo ikke! 

Min stemme kan lyde så frustreret, at jeg ikke selv kan genkende den, som min. 

Jeg ved det ikke. behøver jeg at vide det? Og ja, det gør jeg. Altid. Evigt. Og altid. En forklaring. En mening. Er der ikke en mening, er... Intet. 

Jeg ved det ikke! Frustrerede tårer. Og hun rykker tættere på mig. Tager min hånd. 

-Hvad sker der? Hvad kan jeg gøre? 

jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting, og det er det allerværste! 

Jeg er nok bare for udkørt af det. Nu. Og så er jeg pisse fanget! Kan ikke fysisk bevæge mig med den hastighed jeg vil! Og alt gør ondt. Jeg er træt. Græder. 

- Du kan sagtens løbe, skulle du være nødt til det Silje. Forstår du det? 

nej. Det forstår jeg ikke. Mit knæ vil ikke samarbejde med mig! Og jeg er bange for at smadre det HELT. For good. 

- Du kan sagtens løbe, løbe, og løbe, VÆK. SAGTENS. Uden det gør skade. Måske kan man ligefrem sige det ville gøre mere skade, bare på nogle andre frontér, hvis du blev stående. Frosset fast som is. Hvis du bliver stående. I følelsen af fangenskab. 

Og mine facader krakelerer, og selv gør jeg, og tilbage er kun tårer og sorg og frygt og frustration. Og indsigt. 

Ja, jeg ville kunne løbe. Selvom jeg ikke kan løbe, så ville jeg kunne løbe. løbforhelvedeløb skriger gamle stemmer indover mig. Og jeg sidder med hende ved min side. Hun stikker mig en kleenex, og puffer lidt til mig.

jeg er ikke fanget. jeg er bare udkørt. KØrt over. Dumpet ned i det her hul. 

Jeg er ikke fanget, jeg ville godt kunne løbe. Og jeg graver. Ud. Op.