Jeg skylder hende selve livet

Mit hjerte er fyldt med taknemmelighed over at hun var der. En taknemmelighed jeg ikke har udtrykt nok.  Mit hjerte giver et knæk over den mangel. Et knæk, at jeg ikke har formået. 


Hun har reddet mit liv, i bogstavligste forstand. Så mange gange, at jeg ikke har tal på det. Trukket mig ud af alverdens søle, hevet mig i læ for stormen. Rejst mig op når jeg faldt, og hjulpet mig at hele mine sår. 
Hun har holdt mit håb, mens jeg selv ikke troede det fandtes. Holdt ved, holdt ud, og båret det. 


Var det ikke for hende, var jeg for længst død. Jeg havde ALDRIG klaret den alene. 
Havde hun ikke været der, med sit væsen, sit hjerte, sin tro og enorme styrke, så havde jeg ikke trukket mit vejr idag. 
Heller aldrig havde jeg gået de veje jeg er gået, uden hun havde gået dem med mig. 
Ofte kan man sige, at hun gik dem & jeg blot fulgte efter.
En evig inspiration, guide, vejviser, læhegn og sejl.
Hun stoppede aldrig med at vise mig vej, og at hun gik dem med mig. Forlod mig aldrig, alene tilbage, uanset hvad der end skete. 


Hun har ofret meget, for min skyld. Givet alt hvad hun kunne. Og mere til.
Faktisk har hun givet så meget, at jeg aldrig vil kunne takke hende nok. 
For tak er kun et fattigt ord, hvor ingen andre synes at slå til. 
Hvordan udtrykker man sin taknemmelighed i ord, når det er selve livet der blev bevaret?
Jeg ville ønske, hun vidste hvor taknemmelig jeg er. Ville ønske jeg havde skrevet det i stjernerne. Ville ønske jeg havde fået en flyvemaskine til at skrive det som sky-line, så alle i verden kunne se det! Men ikke mindst, at hun så det. At hun vidste, hvad mit hjerte er fyldt med. En taknemmelighed så stor, at ingen ord rækker.


Tak for dig, Odile Poulsen. 

Til min redningsplanke

Lys i mørket 

Engang havde mørket 
lagt sig som en kvælende hånd om mit liv, 
mit håb og min tro. 
Engang havde mørket overtaget mit sind 

Jeg vandrede rundt i nattens gader 
følelsesløs og frosset fast i et stilbillede. 
Uden håb 
Uden mål. 
Een lang, ensom vandring 

Når jeg blev spurgt; Hvem er du? 
havde jeg intet at svare. 
For jeg var ingen 
jeg var ikke nogen. 
Det undrede mig, at de overhovedet kunne se mig. 

Jeg troede jeg var alene 
Troede jeg var den eneste 
som kæmpede netop denne kamp 
Kampen mod nattens vandring, 
mørket og håbløsheden. 

Men det er jeg ikke 
Vi er mange. 
Mange som du og jeg 
Mange der har kæmpet og fortsat kæmper 
for at slippe fri 

Når jeg ser at det er lykkes for dig 
At stå på dine ben 
med oprejst pande 
og stolthed 
så ved jeg, at det er muligt 

Det giver mig troen tilbage 
og håb. 
Håb om en dag selv at stå 
med oprejst pande og sige: 
Jeg kom igennem! 

Du tænder et lys i mange 
når du taler, for os der ikke selv har ord 
Det lys du tænder 
Den flamme der nu brænder 
- lad den aldrig slukke! ♥

Tankerækker

Tumler lidt rundt i den her, de her dage.


'Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb. 
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed' 
-  Chefpsykolog Lars J. Sørensen

Fri til at gå hvor du vil - tekst fra 2010

Nogle gange kan det være en hjælp, at se tilbage. Og huske en særlig følelse. Oplevelse. Indsigt.

Uanset den ikke giver mening, i nuet - så gjorde den engang. Og det kan være en trøst, midt i forvirringen. 

Nogle gange er der særlige ord jeg kan læse. Enten som jeg selv, eller andre har skrevet. Jeg kan gå tilbage, og ligesom lande på ordene igen. 

De her er fra 2010. 

Fri til at gå hvor du vil.

Jeg passerer de andre studerende. De står udenfor bygningen. Ryger, small-talker, sidder afslappede der i solen.
Jeg mærker angsten og panikken lægge sig som en skygge henover mig
Som en klam hånd om min nakke, trækker den mig nedad

Jeg er nødt til at gå forbi dem, for at komme ind til min aftale.
Ind. Derinde på gangen. På studiet, som jeg har haft min vante gang på, gennem flere år nu.
Deres stemmer skærer igennem mine ører.
Alle sanser er nærmest skærpet.

Jeg går i panik, i dét sekund min hånd rører håndtaget ind til bygningen.
Der er mennesker allevegne! Jeg er omringet! Jeg kan ikke komme væk! 
Jeg går ind. Iler ud på toilettet.
Jeg kan ikke trække vejret. Jeg kan ikke se klart. Jeg kan ikke få mine hænder til at samarbejde. 

Lås nu den dør, for helvede!!

Jeg kan høre andre studerende ude på gangen. Deres stemmer skærer i mit hoved.
Jeg tør ikke gå derud. Og bliver frustreret over mig selv.
Nu tager du dig fandme sammen! Dunker jeg mig selv oveni hovedet.
Der er ikke noget farligt her!.

Jeg tøver. Venter lidt. Prøver bare at trække vejret.
Jeg går ud fra toilettet. Kryber langs panelerne.
Lad dem ikke se mig, lad dem ikke se mig, lad dem ikke se mig.
Der er 6 minutter til jeg skal være i et bestemt lokale.
Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig, i al den tid!
Inde i mit hoved spæner jeg rundt. Ude i virkeligheden står jeg som boltret fast til jorden.

Sekunderne snegler sig afsted....

Jeg kan ikke være her! Jeg må ud! Væk!
Panikken har overmandet mig fuldstændig.
Jeg halvt løber ud af døren. Løber hen til parkeringspladsen.
Der er også mennesker. Ikke mange, men der er nogen.
jeg kan slet ikke overskue det. Hvor skal jeg gøre af mig????
Jeg går rundt i cirkler. Kan jeg nå tilbage til min bil?

Jeg skal møde ind nu. Jeg går tilbage.
Benene er ligesom tunge. Jeg skal koncentrere mig om at kunne gå.
Jeg går ned mod bygningen. Der er glasruder ud til vejen jeg kommer gående på. 

Jeg føler hele verden sidder derinde bag ruden, og glor ud på mig.

Min vejleder, som jeg skal mødes med, stikker hovedet ud af døren, da hun ser jeg kommer gående.
'Du har det da ikke godt, hva?' - siger hun til mig, og ser på mig med et undersøgende blik.
Jeg er så fokuseret på at gå - bare gå, gå, gå, at jeg er bange for at stoppe!
'Vi skal være herinde'- siger hun, og peger hen på lokalet foran mig.
Jeg vakler ind, sætter mig ned og mærker hvordan panikken raser i hele kroppen.
'Hvad sker der?' - spørger hun.
Jeg tøver lidt. Ser på hende. 

Det er som om panikken fylder hele rummet ud. Jeg kan næsten ikke få øje på hende.
'Jeg kan ikke være her. Jeg er ligesom.....fanget!'. siger jeg med en stemme, der lyder som kommer den et andet sted fra, end mig selv. 

'Du kan ikke være HER? Spørger hun. Er det bedre at gå ud? Et andet lokale?'
Nej, jeg kan bare ikke .... være. Jeg er i panik! Der er mennesker alle vegne! 

Jeg bliver overrasket over alle de ord der vælter ud af min mund.

'Nej, der er ikke nogen mennesker herinde. Kun mig.' siger hun, og får mig til at kigge rundt i lokalet.

Der er stille lidt. Jeg hører kun mit hjerte hamre.

'Ville det være bedst om du gik? Spørger hun.
Jeg tøver. Kan man det? Kan man bare GÅ? kører det rundt i mit hoved. Jeg ved ikke rigtigt?

'Der er ingen der har fanget dig her, ved du godt . Du er fri til at gå hvor du vil' - siger hun.

Og tårerne begynder at løbe ned af mine kinder. Uden jeg helt forstår hvorfor.

Ja, nikker jeg. Det ville det vidst.  Hendes ord falder mere og mere ind. 

Du er fri til at gå hvor du vil

Så det gør jeg. Jeg tager mine ting og går.
Det ene ben foran det andet. Ud af døren. Ned af stien. Væk. For det har jeg valgt.
Panikken forsvinder ligeså stille.

Then, one day...

Jeg ved, at det er tid til et skifte

Jeg ved, at jeg må gøre noget andet.
Jeg ved, at det er tid til et skifte.

Jeg har en storm i mit hoved, som hele tiden synes at hvirvles op.
Mest, når jeg gør forsøget på at ride den af.
Det går ikke så godt med den plan, hva? Tænker jeg tørt.
Jeg forsøger at skabe det stille vand. Ikke lade stormen rase. Ikke flyde med.
Men mine forsøg har synes at piske stormen op. Igen & igen & igen.
Og jeg flyder med, selvom jeg tror jeg padler som en gal, for at komme på land.
Måske er jeg ligefrem blevet 'bange' for at komme til at flyde med? Nu? En øjenåbner af en kaliber, jeg næsten ikke ved hvad jeg skal stille op med.
Jeg ved, at når jeg flyder med, så føles det ude-af-min-kontrol.
Det skaber intet godt. Blot flere storme.
Og i stormen kan jeg ikke se dig. Ligesom jeg heller ikke kan se mig.
Alting bliver utydeligt, transparent.
Og min frygt bliver vakt til live.

Jeg ved, at det er tid til et skifte.
Jeg ved, at jeg må gøre noget andet.
Jeg ved, at jeg har fejl på linjen. At min hjerne tror den passer på mig.
Med alt sin uklarhed, storme & tvivl.
Men det der sker er lige modsat.
Det der sker, gør utryg.
Det er slut med at tro på det min hjerne gerne vil fortsætte med.
Slut med at frygte, det som ikke er.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det. Men, jeg ved at jeg må starte et sted.
Der bliver nødt til at komme ro. Jeg må selv skabe den.

Jeg parkerer tanker, som ikke hører til nu.
& tænker over, hvad der så gør.
Hører til, nu . Hvad jeg vil. Nu.
Det er her jeg kan skabe det jeg ved. Med sikkerhed.
Her jeg ikke behøver frygte det ukendte.
Det er her jeg kan tro på hvad jeg ser.
Hvis jeg giver lov at stole på det. Og tør.

Så kom dog for f***** igang

Taknemmelighed

Jeg er taknemmelig.
For at få mulighed for at lære, også om de sider af mig selv, som jeg bestemt ikke bryder mig om!
Taknemmelig for at få nogle rap over nallerne, nogle mavepusterere & øjenåbnere, der giver mig et wakeup call.
Jeg er taknemmelig. for, at der er mennesker der gennem tiden har hæng på (&nogle fortsat gør), selvom jeg gør fejl, jokker sindssygt i spinaten, sårer uden på nogen måde at ville det, og må bekende, sige undskyld uden at vide om det kan bære.
Jeg er taknemmelig, helt dybt inde i mig, at de bliver.
Og at jeg får lov til at lære. Mere & mere. Igen & igen.

Okay, the drugs work. . .

Ja, okay jeg indrømmer det. Går til bekendelse. Kryber til korset. Siger jeg tog fejl. Og vedstår.

Nej, jeg skulle bestemt ikke have nogen former for medicin mod angst. Overhovedet ikke. End of discussion!
Ja, jeg blev skide sur hver gang det blev bragt på banen. Blev ramt. Var ren modstand. No way! Det kan ikke gøre en forskel for mig. Stejl. Og meget værdiladet.
Ja, det var jeg.

Men jo. Okay så. Det GØR en forskel. Det må jeg jo erkende. Her efter at have 'testet' noget forskelligt gennem tid. Og opdaget, at det seneste - ja, det gør så altså en lille forskel.
Det tager altså lige toppen, eller bunden - eller hvordan man nu vælger at se på det. Eller, det samler lige hjernen lidt inden jeg bliver 10sporet motorvej, med tanker i øst & vest, eller ryger ud over kanten i panik konstant. Eller hvad det er det gør (eller jeg gør). Et eller andet gør det. I hvert fald.

Jeg skulle ikke, sådan til at starte med, tage noget fast. På klokkeslet. Dække døgnet ind og så'n. Det skulle bare være når & hvis nu.... (ja, det var nok mest mig der synes det var vigtigt at holde fast i det)
Det var ligesom en del af hele konceptet. Og en af grundene til at jeg turde forsøge. At det ikke skulle være noget fast. Bare noget, Når & hvis. . .
Men altså, ja. . . det blev ret hurtigt, at det nok blev rimelig fast.
Jeg opdagede det ikke sådan rigtigt. Det blev nok 'bare', noget af det her, der - bare blev. Tænkte ikke dybere over forskellen med eller uden. 'Hjerne med piller, eller uden'.
Indtil det så var, at jeg lod være. Altså, med at tage dem.
Synes ikke rigtigt jeg havde brug for dem. Jeg skulle jo ikke noget 'særligt'. Skulle ikke noget sindsoprivende, eller i den dur. Jeg kunne da sikkert godt bare nøjes med at tage dem ind imellem. Springe nogle dage over, i hvert fald.
Der var det så, at jeg lige fik øje på virkningen.
Omend den ikke er fuldstændig skelsættende klar, så opdagede jeg da den udeblev. Eller, det vil sige, jeg opdagede det først bagefter. Efter, at have haft nogle dage med en hjerne der bare synes at køre 10sporet motorvej. Og jeg faktisk ikke rigtigt kunne forstå hvor alt det mylder kom fra.

Så altså, ja. Jeg skal nok bare tage den medicin som en hjælp lige nu. Pakke mine tvivl & stejlhed ned i en aflåst box, mens jeg siger okay til, at det er sådan det må være. Lige nu.
Hvis det er dét der skal til, for at jeg kan ånde lidt bedre her, tøjle mylderet, eller hvad det er de nu gør - de der bittesmå tabletter - so be it.

I know. Jeg ville ikke. Jeg troede ikke på det. Men, det gør jeg så nu.

Indsigter & udsigter

Jeg har fået noget at tænke over idag. Godt, rusket op i mine tanker.

Og jo jo. Jeg kan såmænd også være hende dér, som står & stortuder, i køen i Netto. Når indsigten får 10'øren til at falde.
Hende som flasher sin inderside, ud på ydersiden. Lige dér, bærende på mine få indkøb - midt i hverdagsvrimlen.
Så jordnært som det overhovedet kan blive. Mens ordene siver langsomt ind.
Og tankerne løfter sig op, op, op...
 - nærmest til en anden dimension, hvor jeg pludselig kan se. Se udefra.
For så at det hele lander, tilbage i mig, lidt med en følelse af boomerang. Tungt.
Hvad er det egentlig lige det handler om det her? Wake up. & tænk dig om. Og tag ind.
Hvor brikkerne bare falder på plads i mit hoved. Klik, klik, klik.
Billedet danner sig for mig. Åh for fanden hvor giver det mening. Aha! tænker jeg, mens jeg i samme åndedrag bliver ked af at have overset. Og må undskylde at jeg har været blind.
Og jeg må bare græde dér midt i det hele. Helt overvældet af at indse. Midt i det jordnære, hverdagsagtige ser jeg, og lader det bare synke ind.


Kan du ikke huske din kode? Spørger damen bag mig forsigtigt, da det er blevet min tur til at betale, og jeg får tastet forkert på dankortterminalen.
Jojo, for fanden. Jeg kan bare ikke se noget, tænker jeg, mens jeg nikker & giver hende et taknemmeligt smil.

Jeg har fået noget at tænke over, idag. Helt træt af tårerne der har løbet.
Nye indsigter, giver nye udsigter. Er det ikke sådan man siger.

Mellem 2 stole

Jeg synes at være havnet mellem 2 stole.
Som om det jeg har med mig, er to parallelle skæbner.
Der, på papiret.
Der, i deres kasser.
Men jeg er ikke to, der har oplevet parallelt. Jeg kan ikke deles op.
Jeg er éen. Med éen lang linje af oplevelser, der alle har ført mig hertil.
Dét de vil dele op, er helt - for mig.

Jeg oplevede igår, en følelse af, at blive sat skak mat.
Jeg forstår ikke bevæggrunden. Jeg forstår ikke kasserne.
Jeg er rigtig træt af det. Og hamrende ked af det.
Jeg tror det ramte mig, på min frygt for at blive nedgjort. Sat i bås. Min frygt for ikke at blive forstået, eller set som hele mig.

Måske burde jeg i virkeligheden være mere forarget! end ramt. Over den manglende indsigt, professionelle (også) kan give udtryk for.
Måske burde jeg hellere være vred, end såret.
Det kan være det kommer, når ramt-heden har lagt sig.