Katten ligger krøllet sammen på mit skød, som en lille kugle.
Jeg ser på den, og tænker: du finder altid et sted at være.
Misunder den faktisk lidt noglegange.
Når jeg flakker rastløst rundt, og pisker en stemning op! Farer fra rum til rum, og spjætter med arme og ben for at få dårlig stemning ud af kroppen.... går den sin vej.
Væk, ud af havedøren og ud i det fri.
Så kan du ha' det godt så længe!
Imorgen er det nytår.
Det har kunnet mærkes herhjemme.
Katten har søgt det frie, det ukaotiske.
Ud på græsset, som har været belagt med et fint lag hvid frost. Og ud til fuglebadet, hvor den har sin udkigspost.
Og jeg har forgæves kaldt. Kom nu ind.
Imorgen er det nytår, og jeg har paniktanker.
Jeg kan mærke angsten trænge sig på, her ud på de sene nattetimer.
Jeg skubber væk, med arme og ben.. og ikke mindst tanker.
Orker den ikke lige nu.
Imorgen er det nytår.
Og jeg har fældet en tåre.
Har grædt mange tårer i disse dage.
Men katten er vendt hjem, og ligger roligt på mit skød.
Mon faren er drevet over, for nu?
onsdag den 31. december 2008
mandag den 29. december 2008
Indhentes
Mit hoved bliver hamret ind i betonvæggen, igen og igen
Min krop falder sammen som en kludedukke.
Jeg tænker 'Jeg har brækket min krop. Den er i stykker'.
Jeg kan mærke hvordan blodet siler ned over mit ansigt, fra hullerne i hovedet.
Hvordan mit bækken smerter, som er det smadret - fra inderst til yderst.
Forsøger febrilsk at holde samling på mine lemmer. I en slags panisk angst, forsøger jeg med tankernes kraft, at se hvordan min krop skal stykkes sammen igen.
De føles som er de delt i tusinde dele, og spredt udover hele kældergulvet.
Jeg er kun en lille pige.
Jeg kan ikke stå på mine ben.
.......
Jeg ved, at jeg forsvinder.
Min verden ser det ske.
De kalder det psykose. Grænsepsykose.
Jeg kalder det at blive indhentet.
Og jeg græder i afmagt.
Græder fordi jeg er bange for at forsvinde ind i det syge.
Ind i mørket, hvor erindringerne holder mig fanget.
Derindefra kan ingen høre mine skrig.
Jeg råber men det lyder som en hvisken
Hjælp mig ud herfra.
Jeg er fanget! Kan du ikke se det?
Jeg vil hamre armene ind i den mur der har omringet mig.
Fægte med arme og ben, til jeg er ude af mørket. Vride mig fri og kaste mig mod muren.
Men min krop reagerer ikke.
Jeg kan blot sidde & se på, at min krop ikke lystrer.
Jeg prøver at fortælle dem, at de skal kalde mit navn.
Hjælp mig tilbage! Jeg skriger af mine lungers fulde kraft, men det bliver kun til en hvislen over mine læber.
Jeg er....
Jeg ved jeg er fortabt hvis de lader mig gå. Jeg ved jeg forsvinder ind i mørket. Hvor ingen kan nå ind.
Luk mig ud!
Sig mit navn igen og igen.
For jeg husker ikke
Hjælp mig!
Min stemme bliver fanget derinde.
Og alt går i stå.
Min krop falder sammen som en kludedukke.
Jeg tænker 'Jeg har brækket min krop. Den er i stykker'.
Jeg kan mærke hvordan blodet siler ned over mit ansigt, fra hullerne i hovedet.
Hvordan mit bækken smerter, som er det smadret - fra inderst til yderst.
Forsøger febrilsk at holde samling på mine lemmer. I en slags panisk angst, forsøger jeg med tankernes kraft, at se hvordan min krop skal stykkes sammen igen.
De føles som er de delt i tusinde dele, og spredt udover hele kældergulvet.
Jeg er kun en lille pige.
Jeg kan ikke stå på mine ben.
.......
Jeg ved, at jeg forsvinder.
Min verden ser det ske.
De kalder det psykose. Grænsepsykose.
Jeg kalder det at blive indhentet.
Og jeg græder i afmagt.
Græder fordi jeg er bange for at forsvinde ind i det syge.
Ind i mørket, hvor erindringerne holder mig fanget.
Derindefra kan ingen høre mine skrig.
Jeg råber men det lyder som en hvisken
Hjælp mig ud herfra.
Jeg er fanget! Kan du ikke se det?
Jeg vil hamre armene ind i den mur der har omringet mig.
Fægte med arme og ben, til jeg er ude af mørket. Vride mig fri og kaste mig mod muren.
Men min krop reagerer ikke.
Jeg kan blot sidde & se på, at min krop ikke lystrer.
Jeg prøver at fortælle dem, at de skal kalde mit navn.
Hjælp mig tilbage! Jeg skriger af mine lungers fulde kraft, men det bliver kun til en hvislen over mine læber.
Jeg er....
Jeg ved jeg er fortabt hvis de lader mig gå. Jeg ved jeg forsvinder ind i mørket. Hvor ingen kan nå ind.
Luk mig ud!
Sig mit navn igen og igen.
For jeg husker ikke
Hjælp mig!
Min stemme bliver fanget derinde.
Og alt går i stå.
søndag den 28. december 2008
Skrig i natten
Nogle gange er stilhed, som at blive kvalt langsomt.
Som at blive opslugt af en tidslomme, hvor alting går i stå........
.... ikke engang kroppen rør sig.
Som frøs hun til is.
Og det føles, som vil det aldrig høre op.
Forsøger febrilsk at overdøve stilhed.
Jeg kan høre mine egne skrig i natten.
Skrigene fra den lille pige, som skreg for at være.
Skreg for at blive ved med at eksistere.
Hun skreg sig til fornuft. For at bevare blot et lille greb om virkeligheden.
Skreg af angst for atter at blive opslugt af stilhedens jerngreb. Og forsvinde
Ud i intetheden
Jeg er sikker på, du ikke kunne høre hendes skrig.
De var fanget inde i hendes bryst
Som en stemme der var frosset til is.
Men de var der, skrigende- som en konstant og gennemtrængende lyd.
En lyd der dirrer i luften.
Og alt står stille.
Som at blive opslugt af en tidslomme, hvor alting går i stå........
.... ikke engang kroppen rør sig.
Som frøs hun til is.
Og det føles, som vil det aldrig høre op.
Forsøger febrilsk at overdøve stilhed.
Jeg kan høre mine egne skrig i natten.
Skrigene fra den lille pige, som skreg for at være.
Skreg for at blive ved med at eksistere.
Hun skreg sig til fornuft. For at bevare blot et lille greb om virkeligheden.
Skreg af angst for atter at blive opslugt af stilhedens jerngreb. Og forsvinde
Ud i intetheden
Jeg er sikker på, du ikke kunne høre hendes skrig.
De var fanget inde i hendes bryst
Som en stemme der var frosset til is.
Men de var der, skrigende- som en konstant og gennemtrængende lyd.
En lyd der dirrer i luften.
Og alt står stille.
søndag den 21. december 2008
Nytår
December.
Så megen ambivalens. Kan slet ikke finde ud af det oppe i mit hoved.
Jeg erindrer tydeligt hvordan, jeg som barn, satte mål for mig selv.
I et febrilsk forsøg på at skabe et spinkelt håb for mig selv. Et lille lys i det store mørke.
Jeg havde for længst opgivet tanken om, at 'nogen' ville komme mig til undsætning.
- De kom aldrig. Og jeg blev syg af at vente forgæves.
Jeg erfarede ganske tidligt, at jeg sejlede i min egen sø, og måtte lære mig selv at ro & padle på livet løs, indtil den dag hvor jeg kunne vælge at være fri.
Nytår.
Jeg stod foran skærmen, og hørte koret synge 'Vær velkommen herrens år'.
Så længe jeg kan huske, har jeg tænkt tanken netop på denne aften: 'Til næste år....næste år bliver bedre. I året der kommer, går jeg fri.
Men det år kom aldrig, og mit håb blegnede fra år til år.
Der kom et tidspunkt, hvor jeg begyndte at tælle år frem til min 18 års fødselsdag.
For mig var, på en eller anden måde, indbegrebet af frihed. 18 år. Så er jeg fri. Rebene vil ikke længere stramme om mine håndled & mine ankler. De vil løsnes, og jeg vil løbe min vej - ud i friheden.
Her stod jeg så - år efter år - omringet af mennesker & tænkte; Bare 6 år endnu. Kun 5 år endnu.....
Jeg bad til, at ingen så mit håb - det lille håb jeg havde skabt for mig selv. For hvis de så dét, var jeg sikker på at de ville tage det fra mig.
Det ville jeg ikke kunne bære.
Nytår er, fortsat, den sværeste tid på hele året for mig.
For gør vi ikke alle dét, at vi skænker det forgangne år en tanke? Ser tilbage på året der gik?
Og når jeg tænker. Når jeg erindrer... sættes jeg i dilemmaet: Er jeg så fri nu? Er det dét her, som jeg i sin tid kaldte frihed?
Jeg vikles ind i gamle mønstre, tanker og følelser og aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.
Vikles ind i trange og snævre følelser af, at stå dér igen, og tænke: En dag Silje. VENT! Der kommer en dag....
Men kan man, år efter år, blive ved med at skabe sig håb, mens man venter. Venter på noget man endnu ikke ved hvad er?
Er dét så.. at leve?
Så megen ambivalens. Kan slet ikke finde ud af det oppe i mit hoved.
Jeg erindrer tydeligt hvordan, jeg som barn, satte mål for mig selv.
I et febrilsk forsøg på at skabe et spinkelt håb for mig selv. Et lille lys i det store mørke.
Jeg havde for længst opgivet tanken om, at 'nogen' ville komme mig til undsætning.
- De kom aldrig. Og jeg blev syg af at vente forgæves.
Jeg erfarede ganske tidligt, at jeg sejlede i min egen sø, og måtte lære mig selv at ro & padle på livet løs, indtil den dag hvor jeg kunne vælge at være fri.
Nytår.
Jeg stod foran skærmen, og hørte koret synge 'Vær velkommen herrens år'.
Så længe jeg kan huske, har jeg tænkt tanken netop på denne aften: 'Til næste år....næste år bliver bedre. I året der kommer, går jeg fri.
Men det år kom aldrig, og mit håb blegnede fra år til år.
Der kom et tidspunkt, hvor jeg begyndte at tælle år frem til min 18 års fødselsdag.
For mig var, på en eller anden måde, indbegrebet af frihed. 18 år. Så er jeg fri. Rebene vil ikke længere stramme om mine håndled & mine ankler. De vil løsnes, og jeg vil løbe min vej - ud i friheden.
Her stod jeg så - år efter år - omringet af mennesker & tænkte; Bare 6 år endnu. Kun 5 år endnu.....
Jeg bad til, at ingen så mit håb - det lille håb jeg havde skabt for mig selv. For hvis de så dét, var jeg sikker på at de ville tage det fra mig.
Det ville jeg ikke kunne bære.
Nytår er, fortsat, den sværeste tid på hele året for mig.
For gør vi ikke alle dét, at vi skænker det forgangne år en tanke? Ser tilbage på året der gik?
Og når jeg tænker. Når jeg erindrer... sættes jeg i dilemmaet: Er jeg så fri nu? Er det dét her, som jeg i sin tid kaldte frihed?
Jeg vikles ind i gamle mønstre, tanker og følelser og aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.
Vikles ind i trange og snævre følelser af, at stå dér igen, og tænke: En dag Silje. VENT! Der kommer en dag....
Men kan man, år efter år, blive ved med at skabe sig håb, mens man venter. Venter på noget man endnu ikke ved hvad er?
Er dét så.. at leve?
fredag den 12. december 2008
Åndedræt
Jeg kan høre stilhedens larmende ingenting.
Der er bare nogle ting, som aldrig går væk!
Som skygger der følger hver en bevægelse.
Jeg lytter til regnen udenfor mit vindue.
Jeg ved, at hvis jeg lader mit øre opfange samtlige dråber, som rammer asfalten udenfor på trappestenen... så vil lyden af regnens silen overdøve dét åndedræt, som jeg konstant hører i mit øre.
Hør dråberne Silje! Lyt til regnen!
Jeg sidder som i trance. Hører regnen, og håber den er høj nok. Forsøger af al min kraft, at forstærke lyden.
Jeg hører en slags hvisken i mit øre.
Folk må tro jeg er sinddsyg.
Det er en hvisken uden ord. Udelukkende bestående af lyde. Svage hæse lyde, som får mig til at stivne. Det er vejrtrækning. Åndedræt.
Og jeg ved det ikke er mit eget.
Hvis blot mit eget åndedræt kunne overdøve!
Jeg føler mig som en lille pige igen. Dét barn, som hver nat forsvandt ind i dét åndedræt.
For det gjorde jeg. Jeg forsvandt ind i lyden.
Den tunge & lidt hvæsende lyd, af en kæmpe, som trækker vejret gennem næsen.
Jeg kan mærke luften hvirvle om mine kinder. Den brænder sig ind i huden, og sætter sit mærke.
Jeg stivner & venter.
Altid denne venten!
Der er bare nogle ting, som aldrig går væk!
Som skygger der følger hver en bevægelse.
Jeg lytter til regnen udenfor mit vindue.
Jeg ved, at hvis jeg lader mit øre opfange samtlige dråber, som rammer asfalten udenfor på trappestenen... så vil lyden af regnens silen overdøve dét åndedræt, som jeg konstant hører i mit øre.
Hør dråberne Silje! Lyt til regnen!
Jeg sidder som i trance. Hører regnen, og håber den er høj nok. Forsøger af al min kraft, at forstærke lyden.
Jeg hører en slags hvisken i mit øre.
Folk må tro jeg er sinddsyg.
Det er en hvisken uden ord. Udelukkende bestående af lyde. Svage hæse lyde, som får mig til at stivne. Det er vejrtrækning. Åndedræt.
Og jeg ved det ikke er mit eget.
Hvis blot mit eget åndedræt kunne overdøve!
Jeg føler mig som en lille pige igen. Dét barn, som hver nat forsvandt ind i dét åndedræt.
For det gjorde jeg. Jeg forsvandt ind i lyden.
Den tunge & lidt hvæsende lyd, af en kæmpe, som trækker vejret gennem næsen.
Jeg kan mærke luften hvirvle om mine kinder. Den brænder sig ind i huden, og sætter sit mærke.
Jeg stivner & venter.
Altid denne venten!
tirsdag den 2. december 2008
Mit lod
Idag:
Jeg erfarede, at min historie kan virke så makaber, at professionelle er nødt til at spørge om den er en vrangforestilling.
'Gid det var!' Skreg min træthed.' Åh, gid det var sådan, så det hele udelukkende fandt sted indeni mit hoved'.
Jeg kunne mærke at psykiateren var i tvivl.
Kunne nærmest høre hendes hjerne køre på højeste blus. Hamre derudaf. Tanke på tanke på tanke.
Kunne høre hendes tvivl, hendes bekymring og samtidig hendes famlen efter de rette ord.
'Når nu du siger, at du har en frygt for hvad der kan ske dig....... er den frygt så realistisk?'.
Jeg tøver lidt. Ja, det er den vel.... egentlig.
'Det er nogle grumme forestillinger du har dig - nogle svære tanker du tumler med. Forestillingen om hvad der kan ske dig..... bygger du dén på noget?'.
Pis! Here we go. Vakler mellem tankerne om at glatte ud - sige at det slet ikke er så slemt alligevel. Sige at det nok skal gå.
Og tanken om at kyle det hele på bordet. Råt for usødet og sige 'Værsgo', her er min verden..... hvad synes du?'
Jeg forklarer at mine forestillinger bygger på reelle hændelser. De bygger på min erfaring.
Hun er ikke rigtig med, kan jeg mærke.
'Jeg er nødt til at tænke de her tanker..... for det kunne reelt ske for mig'.
Jeg tøver - bliver usikker på om hun tror mig.
'Det er altså ikke kun inde i mit hoved, at frygten har bygget sig op! Det er ikke kun inde i mit hoved, at den her virkelighed eksisterer!'.
Det går op for mig, at jeg er bange for at hun tror jeg forestiller mig ting der ikke er der - jeg er bange for at hun tænker VRANGFORESTILLINGER.
Jeg bliver en anelse panisk. Gud. Hun tror måske det er noget jeg forestiller mig?!!!!
Parallelt kører en tanke om, at det hele føles meget større nu hvor det er sagt højt. Og jeg forsøger febrilsk at mindske. Jeg fægter med armene indvendig, og ser mig selv samle dét hele op igen. Alt det som nu ligger spredt udover gulvet.
Forsøger at berolige hende i, at det nok ikke er så slemt endda.
Hvorfor?
Åh, hvordan forklarer man et menneske, som man kun har mødt få gange, at de tanker som syge mennesker kan få.... ER min virkelighed? Hvordan forklarer man, at dét der lyder som det værste mareridt, har været mit liv? Min virkelighed ?
Det bliver så bøvlet at forklare hvordan det mest unormale kan fremstå som det normale, i en usund kontekst.
Jeg forstår egentlig godt hendes tanke. Forstår godt hvorfor hun må afdække, og forsøge at redde ud.
Jeg forstår godt, hvis man ser det udefra, at min historie - og dét jeg fortæller - kan virke som de værste skræmmebilleder på andres nethinder. Hvordan de, måske på nogle, kan virke så langt væk fra sans og samling, at man kan få tanken: ' Er det noget hun forestiller sig?'.
På trods af min forståelse, og min logik.... gør det dog ondt.
Det gør ondt at erfare, at min historie når den bliver fortalt med ord, kan virke så makaber... at omverdenen er tilbøjelig til at søge deres tryghed i tanken om, at det er en vrangforestilling.
Jeg tror hun forstod til syvende og sidst - efter meget bøvlen rundt i ord, og en samtale som gjorde mig usikker.
Ikke usikker på, at min historie er sand, og at det jeg oplever er reelt.
Måske mere en usikkerhed der handler om, at det er vigtigt at hun forstår hvad jeg siger - og ikke drager forkerte konklusioner, hvis hun skal kunne hjælpe mig.
Nogle gange er det rigtig svært at forklare udenforstående, hvordan dét som virker så sygt, unormalt, ulogisk, makabert, grænseoverskridende og sindssygt for dem, og hvor de tænker 'Hold da op, det kan man da ikke bære'.....
hvordan det har været mit lod, min historie, mit liv.
Jeg erfarede, at min historie kan virke så makaber, at professionelle er nødt til at spørge om den er en vrangforestilling.
'Gid det var!' Skreg min træthed.' Åh, gid det var sådan, så det hele udelukkende fandt sted indeni mit hoved'.
Jeg kunne mærke at psykiateren var i tvivl.
Kunne nærmest høre hendes hjerne køre på højeste blus. Hamre derudaf. Tanke på tanke på tanke.
Kunne høre hendes tvivl, hendes bekymring og samtidig hendes famlen efter de rette ord.
'Når nu du siger, at du har en frygt for hvad der kan ske dig....... er den frygt så realistisk?'.
Jeg tøver lidt. Ja, det er den vel.... egentlig.
'Det er nogle grumme forestillinger du har dig - nogle svære tanker du tumler med. Forestillingen om hvad der kan ske dig..... bygger du dén på noget?'.
Pis! Here we go. Vakler mellem tankerne om at glatte ud - sige at det slet ikke er så slemt alligevel. Sige at det nok skal gå.
Og tanken om at kyle det hele på bordet. Råt for usødet og sige 'Værsgo', her er min verden..... hvad synes du?'
Jeg forklarer at mine forestillinger bygger på reelle hændelser. De bygger på min erfaring.
Hun er ikke rigtig med, kan jeg mærke.
'Jeg er nødt til at tænke de her tanker..... for det kunne reelt ske for mig'.
Jeg tøver - bliver usikker på om hun tror mig.
'Det er altså ikke kun inde i mit hoved, at frygten har bygget sig op! Det er ikke kun inde i mit hoved, at den her virkelighed eksisterer!'.
Det går op for mig, at jeg er bange for at hun tror jeg forestiller mig ting der ikke er der - jeg er bange for at hun tænker VRANGFORESTILLINGER.
Jeg bliver en anelse panisk. Gud. Hun tror måske det er noget jeg forestiller mig?!!!!
Parallelt kører en tanke om, at det hele føles meget større nu hvor det er sagt højt. Og jeg forsøger febrilsk at mindske. Jeg fægter med armene indvendig, og ser mig selv samle dét hele op igen. Alt det som nu ligger spredt udover gulvet.
Forsøger at berolige hende i, at det nok ikke er så slemt endda.
Hvorfor?
Åh, hvordan forklarer man et menneske, som man kun har mødt få gange, at de tanker som syge mennesker kan få.... ER min virkelighed? Hvordan forklarer man, at dét der lyder som det værste mareridt, har været mit liv? Min virkelighed ?
Det bliver så bøvlet at forklare hvordan det mest unormale kan fremstå som det normale, i en usund kontekst.
Jeg forstår egentlig godt hendes tanke. Forstår godt hvorfor hun må afdække, og forsøge at redde ud.
Jeg forstår godt, hvis man ser det udefra, at min historie - og dét jeg fortæller - kan virke som de værste skræmmebilleder på andres nethinder. Hvordan de, måske på nogle, kan virke så langt væk fra sans og samling, at man kan få tanken: ' Er det noget hun forestiller sig?'.
På trods af min forståelse, og min logik.... gør det dog ondt.
Det gør ondt at erfare, at min historie når den bliver fortalt med ord, kan virke så makaber... at omverdenen er tilbøjelig til at søge deres tryghed i tanken om, at det er en vrangforestilling.
Jeg tror hun forstod til syvende og sidst - efter meget bøvlen rundt i ord, og en samtale som gjorde mig usikker.
Ikke usikker på, at min historie er sand, og at det jeg oplever er reelt.
Måske mere en usikkerhed der handler om, at det er vigtigt at hun forstår hvad jeg siger - og ikke drager forkerte konklusioner, hvis hun skal kunne hjælpe mig.
Nogle gange er det rigtig svært at forklare udenforstående, hvordan dét som virker så sygt, unormalt, ulogisk, makabert, grænseoverskridende og sindssygt for dem, og hvor de tænker 'Hold da op, det kan man da ikke bære'.....
hvordan det har været mit lod, min historie, mit liv.
torsdag den 27. november 2008
slider min kærlighed
'Jeg kan ikke være din veninde Silje, når du er luder'.
Siger hun......sådan helt koldt og ligeud. Uden omsvøb.
Ordene skærer sig ind i min mave. Skærer gennem mig, og splintrer mig i tusinde stykker.
'Jamen. ...
Det er jeg ikke mere! Hør nu på mig! Jeg gør det ikke mere!
Hun lytter ikke længere.
'Jeg ville jo bare forklare dig dét! Jeg gør det ikke mere!'
Hun ser på mig med foragt.
'Det er ligemeget. Du har været'.
Mit hjerte knuses.
Smadret.
Itu.
Flækket.
Splintres.
Jeg giver og giver.
De slider min kærlighed op.... og smider mig på gulvet, når de er færdige med at bruge mig.
Siger hun......sådan helt koldt og ligeud. Uden omsvøb.
Ordene skærer sig ind i min mave. Skærer gennem mig, og splintrer mig i tusinde stykker.
'Jamen. ...
Det er jeg ikke mere! Hør nu på mig! Jeg gør det ikke mere!
Hun lytter ikke længere.
'Jeg ville jo bare forklare dig dét! Jeg gør det ikke mere!'
Hun ser på mig med foragt.
'Det er ligemeget. Du har været'.
Mit hjerte knuses.
Smadret.
Itu.
Flækket.
Splintres.
Jeg giver og giver.
De slider min kærlighed op.... og smider mig på gulvet, når de er færdige med at bruge mig.
fredag den 14. november 2008
Øjne
Virvler rundt i tankestorm her i nat. Panik, angst, sorg - et stort åbent sår.
Her er stille i natten, men hører fortsat et åndedræt der ikke er mit eget.
Ser hendes øjne stirre på mig - med foragt. Et blik som kun jeg ved hvad betyder. Hun behøver ikke tale - hendes blik siger alt. Forstår du?
Hun skræmte mig fra vid og sans.
Trækker hætten op over hovedet, slukker alt lys og stirrer ud i natten.
Her er stille i natten, men hører fortsat et åndedræt der ikke er mit eget.
Ser hendes øjne stirre på mig - med foragt. Et blik som kun jeg ved hvad betyder. Hun behøver ikke tale - hendes blik siger alt. Forstår du?
Hun skræmte mig fra vid og sans.
Trækker hætten op over hovedet, slukker alt lys og stirrer ud i natten.
torsdag den 6. november 2008
Mit helvede
Føler mig slået itu. Flygter ind under hætten, og gemmer mig der til de værste skår er kastet henover mit hoved.
Tårene løber ned af kinderne.
Sådan føles flashback.
Ikke nemt at stå i, ude i den virkelige verden.
Med netto poser, cykel i den anden hånd og en krop der bliver revet midt over.
Smider hvad jeg har i hænderne og styrter i læ. Søger beskyttelse.
Hvor er nu min cykel? Hvor smed jeg mine indkøb, min pung og mine nøgler?
Har låsesmed på speed-dial. Med mindre mobilen også er væk.
Så må jeg liste med dukket hoved, og røde kinder af skam, ind og låne telefonen i det lokale pizzaria. De kender mig efterhånden.
Forbandet svært at opretholde den almindelige gængse hverdag.
Svært at agere ude i den virkelige verden.
Kører den samme plade i mit hoved igen og igen : "så forstå mig dog".
I håb om, at jeg en dag selv forstår.
I håb om at helvede vil slutte, og verden blive lys for mit blik. Både det indre og det ydre.
Tårene løber ned af kinderne.
Sådan føles flashback.
Ikke nemt at stå i, ude i den virkelige verden.
Med netto poser, cykel i den anden hånd og en krop der bliver revet midt over.
Smider hvad jeg har i hænderne og styrter i læ. Søger beskyttelse.
Hvor er nu min cykel? Hvor smed jeg mine indkøb, min pung og mine nøgler?
Har låsesmed på speed-dial. Med mindre mobilen også er væk.
Så må jeg liste med dukket hoved, og røde kinder af skam, ind og låne telefonen i det lokale pizzaria. De kender mig efterhånden.
Forbandet svært at opretholde den almindelige gængse hverdag.
Svært at agere ude i den virkelige verden.
Kører den samme plade i mit hoved igen og igen : "så forstå mig dog".
I håb om, at jeg en dag selv forstår.
I håb om at helvede vil slutte, og verden blive lys for mit blik. Både det indre og det ydre.
tirsdag den 21. oktober 2008
Master of puppets
Synes jeg ville dele en sang med jer, som jeg har modtaget af en kvinde der læser min blog.
Jeg kan desværre ikke lægge den udsom lydfil, men teksten i sig selv er stærk.
Satte i hvert fald tanker igang hos mig - dét der med master of puppets.
Hele tanken om at være en marionetdukke. At have en master.
"Once I travelled 24 hours a day
Not wishing to feel a thing
I was sure that if I stopped for a while
I would relive my childhood again
All the images would reappear
And the Master of puppets would be there
Foolish enough to never see
The beautifull things now surrounding me
A second chance to make a childhood right
My own misery was the only thing in sight
I´ve been trying to make him disappear
But the Master of Puppets will always be there
The Master of puppets
What a wonder full show
Master of puppets
Why will you never go…
Away to the land of dreams
And leave the puppets be
The Master of puppets creates his toys
He can make the funny or full of joy
But he can as easily take it away
Erase the hope for one more day
Think of all the good things a Master can do
Maybe just not for you
The Master of puppets
What a wonder full show
Hear me Master of puppets
Now it´s the time to go
Away to the land of dreams
And leave the child in peace"
Af Lonnie Moegelmose Christensen
Jeg kan desværre ikke lægge den udsom lydfil, men teksten i sig selv er stærk.
Satte i hvert fald tanker igang hos mig - dét der med master of puppets.
Hele tanken om at være en marionetdukke. At have en master.
"Once I travelled 24 hours a day
Not wishing to feel a thing
I was sure that if I stopped for a while
I would relive my childhood again
All the images would reappear
And the Master of puppets would be there
Foolish enough to never see
The beautifull things now surrounding me
A second chance to make a childhood right
My own misery was the only thing in sight
I´ve been trying to make him disappear
But the Master of Puppets will always be there
The Master of puppets
What a wonder full show
Master of puppets
Why will you never go…
Away to the land of dreams
And leave the puppets be
The Master of puppets creates his toys
He can make the funny or full of joy
But he can as easily take it away
Erase the hope for one more day
Think of all the good things a Master can do
Maybe just not for you
The Master of puppets
What a wonder full show
Hear me Master of puppets
Now it´s the time to go
Away to the land of dreams
And leave the child in peace"
Af Lonnie Moegelmose Christensen
torsdag den 9. oktober 2008
Brevet til min krop
Jeg HADER dig.
Du forrådte mig. Du gik med på deres ’lege’, og lod mig stå tilbage, lod mig i stikken.
Du giver mig kvalme.
Et enkelt blik på dig, og tårerne triller ned af mine kinder.
Jeg ønsker mig en ny krop. Det er det eneste jeg ikke kan få – en ny.
Hvordan skal jeg lære at leve med dig?
Du blev en del af dem, og jeg kan ikke finde ud af hvor du slutter og de starter.
Jeg HADER at skulle være sammen med dig – hader at hænge på dig. Jeg bliver aldrig fri for dig!
Du er brændt, brændemærket med ordet LUDER, og du lod det ske. Du lod hende brænde ordet ind i mig, uden så meget som at give mig tanken om smerte.
Nu mærker jeg den fysiske smerte. Men det er for sent!
Forstår du ikke det?
Du skulle have hjulpet mig – du skulle have sagt fra – sat grænsen - vredet dig af smerte – flygtet. Men i stedet stivnede du, og lod mig være alene med mine tanker.
Jeg mærker hvordan du prikker til mig hver dag nu. Og jeg bliver panisk, til tider hysterisk. Jeg kaster op af afmagt og fysiske smerter.
Jeg kan mærke alt det du ikke ville mærke, mens det stod på.
Du overgiver dig gang på gang. Og lader mig forsvinde ud i ingenting. Jeg svæver rundt udenfor dig, og forsøger febrilsk at komme tilbage så jeg kan stoppe dét der overgår mig.
Men du lader mig ikke komme tilbage, før efter det er hændt.
Så forsvinder du til gengæld, og lader mig stå tilbage med væmmelsen, fortvivlelsen, afmagten og sorgen.
Du har forrådt mig, og du bliver ved.
Jeg græder lige nu, for jeg bliver nødt til at leve med dig – altid.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne det.
Forsøger febrilsk at lappe dig sammen, men du bliver nødt til at hjælpe mig på vej nu. Ellers ender vi begge med at gå i stykker.
Jeg tror ikke du kan holde til mere ødelæggelse. Du går i stykker. Og det gør jeg også.
Du forrådte mig. Du gik med på deres ’lege’, og lod mig stå tilbage, lod mig i stikken.
Du giver mig kvalme.
Et enkelt blik på dig, og tårerne triller ned af mine kinder.
Jeg ønsker mig en ny krop. Det er det eneste jeg ikke kan få – en ny.
Hvordan skal jeg lære at leve med dig?
Du blev en del af dem, og jeg kan ikke finde ud af hvor du slutter og de starter.
Jeg HADER at skulle være sammen med dig – hader at hænge på dig. Jeg bliver aldrig fri for dig!
Du er brændt, brændemærket med ordet LUDER, og du lod det ske. Du lod hende brænde ordet ind i mig, uden så meget som at give mig tanken om smerte.
Nu mærker jeg den fysiske smerte. Men det er for sent!
Forstår du ikke det?
Du skulle have hjulpet mig – du skulle have sagt fra – sat grænsen - vredet dig af smerte – flygtet. Men i stedet stivnede du, og lod mig være alene med mine tanker.
Jeg mærker hvordan du prikker til mig hver dag nu. Og jeg bliver panisk, til tider hysterisk. Jeg kaster op af afmagt og fysiske smerter.
Jeg kan mærke alt det du ikke ville mærke, mens det stod på.
Du overgiver dig gang på gang. Og lader mig forsvinde ud i ingenting. Jeg svæver rundt udenfor dig, og forsøger febrilsk at komme tilbage så jeg kan stoppe dét der overgår mig.
Men du lader mig ikke komme tilbage, før efter det er hændt.
Så forsvinder du til gengæld, og lader mig stå tilbage med væmmelsen, fortvivlelsen, afmagten og sorgen.
Du har forrådt mig, og du bliver ved.
Jeg græder lige nu, for jeg bliver nødt til at leve med dig – altid.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne det.
Forsøger febrilsk at lappe dig sammen, men du bliver nødt til at hjælpe mig på vej nu. Ellers ender vi begge med at gå i stykker.
Jeg tror ikke du kan holde til mere ødelæggelse. Du går i stykker. Og det gør jeg også.
søndag den 5. oktober 2008
De så den anden vej
Hvorfor var der ikke nogen der valgte mig? Valgte at fjerne mig fra vanviddet?
Hvorfor så de den anden vej?
Græder som pisket idag.
Hvorfor så de den anden vej?
Græder som pisket idag.
lørdag den 4. oktober 2008
Støt børn på hjem
Køb et bogmærke, og støt børn på hjem med at få en fremtid.
Meld dig ind på gruppen 'støt børn på hjem' på http://www.facebook.com/.
På gruppens side kan du se hvordan du bestiller dit bogmærke.
Du kan også kontakte stifteren Jannie på:
bak@janniebak.dk eller telefon: 40879034.
Et bogmærke koster 50 kr, og går ubeskåret til børn på hjem.
Meld dig ind på gruppen 'støt børn på hjem' på http://www.facebook.com/.
På gruppens side kan du se hvordan du bestiller dit bogmærke.
Du kan også kontakte stifteren Jannie på:
bak@janniebak.dk eller telefon: 40879034.
Et bogmærke koster 50 kr, og går ubeskåret til børn på hjem.
mandag den 22. september 2008
Håbløs
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte og slutte.
Hvor jeg skal lægge min energi.
Jeg har ikke mere energi.
Jeg har bare lyst til at skride fra det hele.
Hvor jeg skal lægge min energi.
Jeg har ikke mere energi.
Jeg har bare lyst til at skride fra det hele.
lørdag den 20. september 2008
De løber skrigende bort, når de ser min verden
"Jeg har brug for en pause fra dig, Silje".
Sidder og ser endnu en veninde give op, give fortabt, lukke mig ude af sin hverdag, fordi hun ikke kan rumme min virkelighed.
"Hvorfor?" spørger jeg, sådan lidt usikkert.
Jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at høre svaret.
"Fordi du er rigtig svær at være sammen med, i øjeblikket. Du er svær at komme i kontakt med Silje, og du virker så tabt fra det hele".
Tårerne løber ned af min kind. Jeg vender mig om, og går min vej.
Jeg føler mig ramt på mit svageste punkt. Skudt ned, banket i gulvet.
Det gør ondt. Det gør rigtig ondt,
Jeg har jo også brug for en pause fra mig, altså!
Det er som om, at jo mere jeg viser den virkelige Silje, og fortæller om min historie.... jo mere trækker omverdenen sig. De bliver bange, skræmt og ved ikke hvad de skal stille op.
Men ved de hvor alene jeg føler, at jeg står?
En efter en melder de fra, på stribe. Kan kun se mig når jeg har det godt.
De ved ikke, at det er bedrag når jeg viser, at jeg har det godt - de ser dét de gerne vil se. Og jeg lader dem se dét. For hvorfor ikke?
Når de ser min virkelige verden, så løber de skrigende bort.
Jeg føler mig meget alene.
Idag føler jeg mig helt alene i verden.
Jeg har ingen.
Det gør ondt.
Jeg sidder i nattens mørke og græder.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.
Sidder og ser endnu en veninde give op, give fortabt, lukke mig ude af sin hverdag, fordi hun ikke kan rumme min virkelighed.
"Hvorfor?" spørger jeg, sådan lidt usikkert.
Jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at høre svaret.
"Fordi du er rigtig svær at være sammen med, i øjeblikket. Du er svær at komme i kontakt med Silje, og du virker så tabt fra det hele".
Tårerne løber ned af min kind. Jeg vender mig om, og går min vej.
Jeg føler mig ramt på mit svageste punkt. Skudt ned, banket i gulvet.
Det gør ondt. Det gør rigtig ondt,
Jeg har jo også brug for en pause fra mig, altså!
Det er som om, at jo mere jeg viser den virkelige Silje, og fortæller om min historie.... jo mere trækker omverdenen sig. De bliver bange, skræmt og ved ikke hvad de skal stille op.
Men ved de hvor alene jeg føler, at jeg står?
En efter en melder de fra, på stribe. Kan kun se mig når jeg har det godt.
De ved ikke, at det er bedrag når jeg viser, at jeg har det godt - de ser dét de gerne vil se. Og jeg lader dem se dét. For hvorfor ikke?
Når de ser min virkelige verden, så løber de skrigende bort.
Jeg føler mig meget alene.
Idag føler jeg mig helt alene i verden.
Jeg har ingen.
Det gør ondt.
Jeg sidder i nattens mørke og græder.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.
mandag den 15. september 2008
I think you're crazy
Skriverier fra lukket afdeling.
____________________
"Nu er det langt om længe sket. Jeg er blevet sindssyg. Crazy. Har knald i låget. Hurra!
Så må man gerne give op, ikke?
Så må man gerne smide håndklædet i ringen, og sige: Det var dét. Tak for kampen. I vandt, jeg tabte. Bad luck. Farveller".
Nej?
Det er faens til system det her. Man kan ikke engang få lov til at gå til grunde... få lov til at blive sindssyg, uden at nogle står og ser på. Og trækker i én, for at hive en tilbage til verden.
"Jeg vil bare være alene med mine syrede tanker. Jeg vil bare have lov til at forsvinde. Have lov til at slå mig selv ihjel".
"HØR NU HVAD JEG SIGER"!!! Men de hører det ikke.
De har en anden plan for mig. For mit liv. Lige nu går deres plan ud på at holde mig i live.
Jeg kæmper med tanken om at de ikke skal "fikse mig"... for jeg er ikke i stykker!
Jeg er nået dertil hvor der er fred, hvor jeg forsvinder og har lov til at give op.
Men de er ikke enige. Ryster på hovedet af mine udtalelser om, at jeg ikke er i stykker. Ryster på hovedet når jeg siger, at det var dét der var meningen med det hele - at jeg skulle få lov til at forsvinde.
De lappede mig sammen, med medicin og overvågning. De var deres arbejde tro, og holdt mig i live - som de skal sådan nogle steder. Men de vil nok aldrig kunne forstå, at når de lapper mig sammen... så bliver jeg nødt til at ødelægge på ny. Finde nye veje, nye metoder til at forsvinde.
Jeg beder til, at jeg en dag vil holde op med at have trang til at forsvinde. For først den dag, kan jeg være i mig selv.
____________________
"Nu er det langt om længe sket. Jeg er blevet sindssyg. Crazy. Har knald i låget. Hurra!
Så må man gerne give op, ikke?
Så må man gerne smide håndklædet i ringen, og sige: Det var dét. Tak for kampen. I vandt, jeg tabte. Bad luck. Farveller".
Nej?
Det er faens til system det her. Man kan ikke engang få lov til at gå til grunde... få lov til at blive sindssyg, uden at nogle står og ser på. Og trækker i én, for at hive en tilbage til verden.
"Jeg vil bare være alene med mine syrede tanker. Jeg vil bare have lov til at forsvinde. Have lov til at slå mig selv ihjel".
"HØR NU HVAD JEG SIGER"!!! Men de hører det ikke.
De har en anden plan for mig. For mit liv. Lige nu går deres plan ud på at holde mig i live.
Jeg kæmper med tanken om at de ikke skal "fikse mig"... for jeg er ikke i stykker!
Jeg er nået dertil hvor der er fred, hvor jeg forsvinder og har lov til at give op.
Men de er ikke enige. Ryster på hovedet af mine udtalelser om, at jeg ikke er i stykker. Ryster på hovedet når jeg siger, at det var dét der var meningen med det hele - at jeg skulle få lov til at forsvinde.
De lappede mig sammen, med medicin og overvågning. De var deres arbejde tro, og holdt mig i live - som de skal sådan nogle steder. Men de vil nok aldrig kunne forstå, at når de lapper mig sammen... så bliver jeg nødt til at ødelægge på ny. Finde nye veje, nye metoder til at forsvinde.
Jeg beder til, at jeg en dag vil holde op med at have trang til at forsvinde. For først den dag, kan jeg være i mig selv.
torsdag den 28. august 2008
Når kroppen kommer mig til undsætning
Det er ikke unaturligt, mærkværdigt eller sensationelt for mig at gå flere dage uden at sove.
Indtil i nat, kunne mine timers søvn for 1 uge tælles på en hånd.
Min omverden ser forfærdet på mig, hvis jeg siger: Jeg har sovet ½ time i nat. De står måbende, og kan ikke forstå hvordan jeg kan stå oprejst. Mens jeg lidt misundeligt hører på deres trælse nætter, hvor de "kun havde sovet 5 timer".
Men man kan faktisk vænne sig til meget. Og tro det eller ej: Man kan vænne sig til, max at sove 1 time af gangen, og nogle nætter slet ikke - og STADIG køre en hverdag med studie, arbejde, indkøb, madlavning, lektier, passe veninders børn osv.
Men JOW. Gu´bli'r man da træt af kke at sove! Det dræner mig fuldstændig. Slider mig op, og tærer psykisk... men også fysisk, aj at forglemme.
I nat oplevede jeg at være SÅ udkørt, så træt og smadret at min krop kom mig til undsætning.
Kan man kalde det undsætning ? Nå anyway..... jeg var så træt, og jeg kunne ikke falde i søvn. Havde ligget og stirret op i loftet i 3 timer, uden at kunne falde til ro.
Jeg græd og græd af træthed og udmattelse, og kastede op af bar afmagt. Indtil kroppen var så drænet, at jeg faldt i søvn og sov i 4 timer.
Det er stort for mig!
4 timer kan jeg køre længe på. 4 timer er nok til at give mig en pause, bare et øjeblik, og få muligheden for at samle bare en smule kræfter til dagen og vejen.
Og vejen for mig ER bakket i øjeblikket.
Men idag havde jeg medvind. For idag havde jeg fået fred - en enkelt nat med fred kan gøre alverden til forskel for mig.
Indtil i nat, kunne mine timers søvn for 1 uge tælles på en hånd.
Min omverden ser forfærdet på mig, hvis jeg siger: Jeg har sovet ½ time i nat. De står måbende, og kan ikke forstå hvordan jeg kan stå oprejst. Mens jeg lidt misundeligt hører på deres trælse nætter, hvor de "kun havde sovet 5 timer".
Men man kan faktisk vænne sig til meget. Og tro det eller ej: Man kan vænne sig til, max at sove 1 time af gangen, og nogle nætter slet ikke - og STADIG køre en hverdag med studie, arbejde, indkøb, madlavning, lektier, passe veninders børn osv.
Men JOW. Gu´bli'r man da træt af kke at sove! Det dræner mig fuldstændig. Slider mig op, og tærer psykisk... men også fysisk, aj at forglemme.
I nat oplevede jeg at være SÅ udkørt, så træt og smadret at min krop kom mig til undsætning.
Kan man kalde det undsætning ? Nå anyway..... jeg var så træt, og jeg kunne ikke falde i søvn. Havde ligget og stirret op i loftet i 3 timer, uden at kunne falde til ro.
Jeg græd og græd af træthed og udmattelse, og kastede op af bar afmagt. Indtil kroppen var så drænet, at jeg faldt i søvn og sov i 4 timer.
Det er stort for mig!
4 timer kan jeg køre længe på. 4 timer er nok til at give mig en pause, bare et øjeblik, og få muligheden for at samle bare en smule kræfter til dagen og vejen.
Og vejen for mig ER bakket i øjeblikket.
Men idag havde jeg medvind. For idag havde jeg fået fred - en enkelt nat med fred kan gøre alverden til forskel for mig.
mandag den 25. august 2008
Glædes & undres
Jeg har modtaget rigtig mange positive, varme og anerkendende tilbagemeldinger for det jeg har skrevet her på min blog. Tak for det:-)
Jeg er blevet stillet en del spørgsmål, fra læsere som forundres og er nysgerrige på, hvordan jeg har levet mit liv, og ikke mindst hvordan jeg lever idag.
Jeg sætter stor pris på, at min ærlighed og åbenhed når ud til jer der læser, og at I bliver nysgerrige efter at vide mere.
Jeg får bl.a. en del henvendelser omkring hvilket samfundslag jeg kommer fra, og hvordan det kunne lade sig gøre, at leve i det hjem jeg voksede op i.
Jeg er glad for at kunne give min historie videre, og være med til at aflive myten om, at vold, incest, tortur og misbrug udelukkende foregår i familier som er "nederst på rangstigen".
Som jeg tidigere har skrevet: I indkørslen til mit (tomme) hus, stod en Audi. Med det vil jeg sige, at incest, vold etc. foregår i ALLE samfunds lag! OGSÅ i villaen på strandvejen, selvom det (måske) kan være svært for det utrænede øje, at se gennem glansbilledet.
Jeg UNDRES ( måske nærmere: chokeres) dog over nogle tilbagemeldinger jeg har fået, efter at have skrevet min historie her på bloggen:
Jeg er bl.a. blevet spurgt, om jeg kunne være interesseret i, at være side 9 pige?!
Og om jeg eventuelt tog penge for det?!
Jeg har også fået tilbagemeldinger der lød på, at jeg da måtte være enormt rig - for "tjener man ikke kassen som luder?".
Ligeledes er jeg blevet spurgt, om jeg kunne være interesseret i at få taget billeder sammen med en given mandsperson!?
Jeg undres (MEGET), fordi jeg ikke kan se hvor koblingen mellem side 9 pige, og min ærlige historie om at overleve incest og tortur er. Hvor kommer min historie ind i billedet, i forhold til at få taget nøgenbilleder, som offentliggøres i en avis?
Er det fordi jeg beskriver, hvordan jeg er blevet oplært af min mor til at servicere mænd, fra jeg var ganske lille?
Er det fordi jeg på min blog fortæller, at min omverden gav mig stigmaet: "Du blev født til luder, og du vil dø som luder"?
Jeg kan simpelthen ikke se sammenhængen mellem en ærlig og åben beskrivelse af min kamp om, at gøre mig fri af incest, og hvad der ellers fulgte for mig. Og så disse "tilbud" om diverse billedserier og spørgsmål om hvorvidt jeg "så altid går rundt uden tøj på. For det gør en prostitueret, gør de ik?".
Så sent som idag, har jeg modtaget et spørgsmål der går på, om jeg ikke er bange for at arbejde med børn, hvis jeg nu "er blevet pædofil af det jeg har oplevet"
Og er i samme vending blevet spurgt, om jeg "er til børn"....?!!!!!!
Til dét kan jeg kun svare, at de udtalelser tager jeg fuldstændig afstand fra!
Som sagt jeg undres. Forundres... og forbløffes. Nok mest over at de reaktioner jeg får kan være SÅ langt væk fra dét mit budskab er.
Hvad mener du?
Jeg er blevet stillet en del spørgsmål, fra læsere som forundres og er nysgerrige på, hvordan jeg har levet mit liv, og ikke mindst hvordan jeg lever idag.
Jeg sætter stor pris på, at min ærlighed og åbenhed når ud til jer der læser, og at I bliver nysgerrige efter at vide mere.
Jeg får bl.a. en del henvendelser omkring hvilket samfundslag jeg kommer fra, og hvordan det kunne lade sig gøre, at leve i det hjem jeg voksede op i.
Jeg er glad for at kunne give min historie videre, og være med til at aflive myten om, at vold, incest, tortur og misbrug udelukkende foregår i familier som er "nederst på rangstigen".
Som jeg tidigere har skrevet: I indkørslen til mit (tomme) hus, stod en Audi. Med det vil jeg sige, at incest, vold etc. foregår i ALLE samfunds lag! OGSÅ i villaen på strandvejen, selvom det (måske) kan være svært for det utrænede øje, at se gennem glansbilledet.
Jeg UNDRES ( måske nærmere: chokeres) dog over nogle tilbagemeldinger jeg har fået, efter at have skrevet min historie her på bloggen:
Jeg er bl.a. blevet spurgt, om jeg kunne være interesseret i, at være side 9 pige?!
Og om jeg eventuelt tog penge for det?!
Jeg har også fået tilbagemeldinger der lød på, at jeg da måtte være enormt rig - for "tjener man ikke kassen som luder?".
Ligeledes er jeg blevet spurgt, om jeg kunne være interesseret i at få taget billeder sammen med en given mandsperson!?
Jeg undres (MEGET), fordi jeg ikke kan se hvor koblingen mellem side 9 pige, og min ærlige historie om at overleve incest og tortur er. Hvor kommer min historie ind i billedet, i forhold til at få taget nøgenbilleder, som offentliggøres i en avis?
Er det fordi jeg beskriver, hvordan jeg er blevet oplært af min mor til at servicere mænd, fra jeg var ganske lille?
Er det fordi jeg på min blog fortæller, at min omverden gav mig stigmaet: "Du blev født til luder, og du vil dø som luder"?
Jeg kan simpelthen ikke se sammenhængen mellem en ærlig og åben beskrivelse af min kamp om, at gøre mig fri af incest, og hvad der ellers fulgte for mig. Og så disse "tilbud" om diverse billedserier og spørgsmål om hvorvidt jeg "så altid går rundt uden tøj på. For det gør en prostitueret, gør de ik?".
Så sent som idag, har jeg modtaget et spørgsmål der går på, om jeg ikke er bange for at arbejde med børn, hvis jeg nu "er blevet pædofil af det jeg har oplevet"
Og er i samme vending blevet spurgt, om jeg "er til børn"....?!!!!!!
Til dét kan jeg kun svare, at de udtalelser tager jeg fuldstændig afstand fra!
Som sagt jeg undres. Forundres... og forbløffes. Nok mest over at de reaktioner jeg får kan være SÅ langt væk fra dét mit budskab er.
Hvad mener du?
torsdag den 21. august 2008
Kæmper med tårerne
Nogle ting er man nødt til at sige højt, for at de kan få liv.
Sige højt, så de får en stemme, et ord, eller et navn.
Nogle ting har det med at blive mindre i ens verden, når først de har fået liv, er blevet italesat.
Mens andre, af en eller anden grund, har det med at vokse sig større og større for hvert et ord der forlader ens læber.
Jeg kæmper med tårerne lige nu. For jeg ved godt hvad jeg bliver nødt til at italesætte.
Men jeg er bange for at gå i stykker. Bange for at mine ord slår mig i tusinde stykker.
Sige højt, så de får en stemme, et ord, eller et navn.
Nogle ting har det med at blive mindre i ens verden, når først de har fået liv, er blevet italesat.
Mens andre, af en eller anden grund, har det med at vokse sig større og større for hvert et ord der forlader ens læber.
Jeg kæmper med tårerne lige nu. For jeg ved godt hvad jeg bliver nødt til at italesætte.
Men jeg er bange for at gå i stykker. Bange for at mine ord slår mig i tusinde stykker.
onsdag den 20. august 2008
Jeg ønsker at tro
Jeg ønsker at tro på, at det nok skal blive anderledes.
Idag tror jeg ikke.
Jeg ønsker det så meget. For hvis ikke jeg tror på det.... så giver det ikke mening, at blive ved.
Befinder mig i et ligeglad-had-humør.
Tænker tanken: Vil jeg i virkeligheden have hjælp?
Tror jeg i virkeligheden på dét kan ændres? At mit liv kan blive anderledes?
Eller giver jeg op, lidt efter lidt?
Jeg er tvivl. Er SÅ meget i tvivl.
Tvivlen fylder alt idag.
Jeg bliver nødt til at få troen frem - kører den samme plade indeni hovedet igen, og igen:
"KOM NU"... "DU KAN GODT".
Hvorfor bliver jeg ved med at tvivle.?
Idag tror jeg ikke.
Jeg ønsker det så meget. For hvis ikke jeg tror på det.... så giver det ikke mening, at blive ved.
Befinder mig i et ligeglad-had-humør.
Tænker tanken: Vil jeg i virkeligheden have hjælp?
Tror jeg i virkeligheden på dét kan ændres? At mit liv kan blive anderledes?
Eller giver jeg op, lidt efter lidt?
Jeg er tvivl. Er SÅ meget i tvivl.
Tvivlen fylder alt idag.
Jeg bliver nødt til at få troen frem - kører den samme plade indeni hovedet igen, og igen:
"KOM NU"... "DU KAN GODT".
Hvorfor bliver jeg ved med at tvivle.?
tirsdag den 19. august 2008
Jeg er...
Jeg er 26 år
Jeg er lyshåret
Jeg er en der har 2 tatoveringer, som begge er valgt med emnet: at leve.
Jeg er en der ryger, og altid er ved at holde op.
Jeg er en der har boet i mange byer
Jeg er en der har mange bøger & læser mange bøger
Jeg er en der forstår og taler det svenske sprog
Jeg er en der godt kan lide at cykle
Jeg er en der går lange ture
Jeg er barnepige.
Jeg er en der godt kan lide regnvejr
Jeg er en der godt kan lide at trampe i vandpytter
Jeg er en der godt kan lide at skrive
Jeg er en der godt kan lide at læse teori
Jeg er en der er god til at stave.
Jeg er en der helst undgår at opholde mig i køkkenet - jeg er en der hader at lave mad.
Jeg er en der har kørekort med 1 klip i....
Jeg er en der arbejder på et diskotek i weekenden
Jeg er en der kan læse noder
Jeg er en der læser til pædagog
Jeg er en der har fået nogle gode udtalelser fra mine praktikker
Jeg er en der har klaret mig godt til mine prøver
Jeg er en der har humor
Jeg er en der har selvironi
Jeg er en der har gode bekendtskaber på mit studie
Jeg er en der lader min veninde klippe mit hår.
Jeg er veninde
Jeg er søster
Jeg er datter
Jeg er barnebarn
Jeg er niece
Jeg er kusine
Jeg er en der ikke har en familie.
Jeg er en der har svært ved at finde mellemveje.
Jeg er en der ser tingene meget sort hvidt.
Jeg er en der er bange for tandlæger
Jeg er en der er bange for at sove
Jeg er en der bange for at andre dømmer mig.
Jeg er en der er bange for at blive sindssyg.
Jeg er en der ofte føler sig ikke-forstået af verden.
Jeg er en der prostituerer mig.
Jeg er en der får medicin dagligt
Jeg er en der går i behandling i psykiatrien
Jeg er en der går i behandling hos Odile.
Jeg er en der har overlevet tortur.
Jeg er en der vil en forskel - vil en forandring, men blot skal have en hånd ind imellem.
Jeg er jo egentlig mange ting..... når man sådan ridser det op.
Jeg er lyshåret
Jeg er en der har 2 tatoveringer, som begge er valgt med emnet: at leve.
Jeg er en der ryger, og altid er ved at holde op.
Jeg er en der har boet i mange byer
Jeg er en der har mange bøger & læser mange bøger
Jeg er en der forstår og taler det svenske sprog
Jeg er en der godt kan lide at cykle
Jeg er en der går lange ture
Jeg er barnepige.
Jeg er en der godt kan lide regnvejr
Jeg er en der godt kan lide at trampe i vandpytter
Jeg er en der godt kan lide at skrive
Jeg er en der godt kan lide at læse teori
Jeg er en der er god til at stave.
Jeg er en der helst undgår at opholde mig i køkkenet - jeg er en der hader at lave mad.
Jeg er en der har kørekort med 1 klip i....
Jeg er en der arbejder på et diskotek i weekenden
Jeg er en der kan læse noder
Jeg er en der læser til pædagog
Jeg er en der har fået nogle gode udtalelser fra mine praktikker
Jeg er en der har klaret mig godt til mine prøver
Jeg er en der har humor
Jeg er en der har selvironi
Jeg er en der har gode bekendtskaber på mit studie
Jeg er en der lader min veninde klippe mit hår.
Jeg er veninde
Jeg er søster
Jeg er datter
Jeg er barnebarn
Jeg er niece
Jeg er kusine
Jeg er en der ikke har en familie.
Jeg er en der har svært ved at finde mellemveje.
Jeg er en der ser tingene meget sort hvidt.
Jeg er en der er bange for tandlæger
Jeg er en der er bange for at sove
Jeg er en der bange for at andre dømmer mig.
Jeg er en der er bange for at blive sindssyg.
Jeg er en der ofte føler sig ikke-forstået af verden.
Jeg er en der prostituerer mig.
Jeg er en der får medicin dagligt
Jeg er en der går i behandling i psykiatrien
Jeg er en der går i behandling hos Odile.
Jeg er en der har overlevet tortur.
Jeg er en der vil en forskel - vil en forandring, men blot skal have en hånd ind imellem.
Jeg er jo egentlig mange ting..... når man sådan ridser det op.
Ikke nogen
At være.... ikke nogen
var min redning.
For det var sådan det var, var det ikke? Jeg var ikke nogen.
Og det var faktisk befriende. Om ikke andet så havde jeg den evige vished og tankerne om: "Når jeg ikke er her, så er det her ikke virkelighed".
Men det var dét. Altså virkelighed.
Nu er jeg begyndt at blive... nogen. Det skræmmer mig fra vid og sans.
mandag den 18. august 2008
Alt hvad der engang var
Hvisker stille i natten: ”Når jeg ikke er her, så er det her ikke virkelighed”.
Lytter efter fodtrin.
Jeg glemmer at trække vejret.
Alt hvad der engang var
Ér stadig.
Men det er blevet bragt til live.
Kan ikke længere forties.
Alt hvad der engang var,
er for længst slået itu af ord.
Forseglingen er blevet brudt
Ad sprogets vej.
Alt hvad der engang var
står som stene
i virkelighedens verden.
Min indre verden.
Alt hvad der engang var
skærer i mit bryst
som iskrystaller
der ikke kan slippe ud.
Alt hvad der engang var
smelter med tiden
tør i takt med mine ord.
For jeg ved hvad der var.
Og det skal ikke være mere.
Lytter efter fodtrin.
Jeg glemmer at trække vejret.
Alt hvad der engang var
Ér stadig.
Men det er blevet bragt til live.
Kan ikke længere forties.
Alt hvad der engang var,
er for længst slået itu af ord.
Forseglingen er blevet brudt
Ad sprogets vej.
Alt hvad der engang var
står som stene
i virkelighedens verden.
Min indre verden.
Alt hvad der engang var
skærer i mit bryst
som iskrystaller
der ikke kan slippe ud.
Alt hvad der engang var
smelter med tiden
tør i takt med mine ord.
For jeg ved hvad der var.
Og det skal ikke være mere.
lørdag den 16. august 2008
Forsøger at være
Idag.... er jeg, bare.
Forsøger at skabe mig lidt overblik.
Når kaos raser, ryger overblikket. Som i: HELT.
Forsøger at finde en platform jeg kan stå på.
Bare en lille firkant, hvor der er plads til mig. Bare et øjeblik.
Forsøger at være.
Det er faktisk svært i sig selv, dét med at være.
Forsøger at skabe mig lidt overblik.
Når kaos raser, ryger overblikket. Som i: HELT.
Forsøger at finde en platform jeg kan stå på.
Bare en lille firkant, hvor der er plads til mig. Bare et øjeblik.
Forsøger at være.
Det er faktisk svært i sig selv, dét med at være.
fredag den 15. august 2008
At vælge en anden vej..
Jeg sidder med kaffen klar, her ved skærmen. Sidder og stirrer tomt ud i luften.
Hvor skal jeg starte?
Jeg har stadig trang til at flygte. Væk, væk, bare væk.
Trang til at løbe indtil benene giver efter og jeg ikke længere kan trække vejret.
"løb for helvede, LØB"!.
Men jeg har løbet hele mit liv. Altid, har jeg været på flugt.
Jeg gider ikke flygte mere. Ærlig talt. Det må være nok nu.
Det er på tide, at starte fra begyndelsen. Det er på tide, at jeg vælger i det mindste at løbe en anden vej, end den der er lagt for mine fødder.
Det er mit mål for idag: Vælg en anden vej.
Men jeg har brug for en hånd. Brug for en der viser mig, at der rent faktisk findes en anden vej.
Vil du gå med mig?
Hvor skal jeg starte?
Jeg har stadig trang til at flygte. Væk, væk, bare væk.
Trang til at løbe indtil benene giver efter og jeg ikke længere kan trække vejret.
"løb for helvede, LØB"!.
Men jeg har løbet hele mit liv. Altid, har jeg været på flugt.
Jeg gider ikke flygte mere. Ærlig talt. Det må være nok nu.
Det er på tide, at starte fra begyndelsen. Det er på tide, at jeg vælger i det mindste at løbe en anden vej, end den der er lagt for mine fødder.
Det er mit mål for idag: Vælg en anden vej.
Men jeg har brug for en hånd. Brug for en der viser mig, at der rent faktisk findes en anden vej.
Vil du gå med mig?
Abonner på:
Opslag (Atom)