Føler mig slået itu. Flygter ind under hætten, og gemmer mig der til de værste skår er kastet henover mit hoved.
Tårene løber ned af kinderne.
Sådan føles flashback.
Ikke nemt at stå i, ude i den virkelige verden.
Med netto poser, cykel i den anden hånd og en krop der bliver revet midt over.
Smider hvad jeg har i hænderne og styrter i læ. Søger beskyttelse.
Hvor er nu min cykel? Hvor smed jeg mine indkøb, min pung og mine nøgler?
Har låsesmed på speed-dial. Med mindre mobilen også er væk.
Så må jeg liste med dukket hoved, og røde kinder af skam, ind og låne telefonen i det lokale pizzaria. De kender mig efterhånden.
Forbandet svært at opretholde den almindelige gængse hverdag.
Svært at agere ude i den virkelige verden.
Kører den samme plade i mit hoved igen og igen : "så forstå mig dog".
I håb om, at jeg en dag selv forstår.
I håb om at helvede vil slutte, og verden blive lys for mit blik. Både det indre og det ydre.
1 kommentar:
Dine ord er rå og fandens forfærdelige og jeg græder inden i . Stakkels dig søde pige, jeg håber så inderligt at du får det nemmere med tiden. Ville gerne blæse det hele væk, hvis jeg bare kunne, men du er den eneste der kan gøre det bedre for dig med tiden.
De varmeste tanker fra Hanne Kaas
Send en kommentar