Åndedræt

Jeg kan høre stilhedens larmende ingenting.
Der er bare nogle ting, som aldrig går væk!
Som skygger der følger hver en bevægelse.

Jeg lytter til regnen udenfor mit vindue.
Jeg ved, at hvis jeg lader mit øre opfange samtlige dråber, som rammer asfalten udenfor på trappestenen... så vil lyden af regnens silen overdøve dét åndedræt, som jeg konstant hører i mit øre.
Hør dråberne Silje! Lyt til regnen!
Jeg sidder som i trance. Hører regnen, og håber den er høj nok. Forsøger af al min kraft, at forstærke lyden.

Jeg hører en slags hvisken i mit øre.
Folk må tro jeg er sinddsyg.
Det er en hvisken uden ord. Udelukkende bestående af lyde. Svage hæse lyde, som får mig til at stivne. Det er vejrtrækning. Åndedræt.
Og jeg ved det ikke er mit eget.
Hvis blot mit eget åndedræt kunne overdøve!

Jeg føler mig som en lille pige igen. Dét barn, som hver nat forsvandt ind i dét åndedræt.
For det gjorde jeg. Jeg forsvandt ind i lyden.
Den tunge & lidt hvæsende lyd, af en kæmpe, som trækker vejret gennem næsen.
Jeg kan mærke luften hvirvle om mine kinder. Den brænder sig ind i huden, og sætter sit mærke.
Jeg stivner & venter.
Altid denne venten!