Indhentes

Mit hoved bliver hamret ind i betonvæggen, igen og igen
Min krop falder sammen som en kludedukke.
Jeg tænker 'Jeg har brækket min krop. Den er i stykker'.
Jeg kan mærke hvordan blodet siler ned over mit ansigt, fra hullerne i hovedet.
Hvordan mit bækken smerter, som er det smadret - fra inderst til yderst.
Forsøger febrilsk at holde samling på mine lemmer. I en slags panisk angst, forsøger jeg med tankernes kraft, at se hvordan min krop skal stykkes sammen igen.
De føles som er de delt i tusinde dele, og spredt udover hele kældergulvet.
Jeg er kun en lille pige.
Jeg kan ikke stå på mine ben.
.......

Jeg ved, at jeg forsvinder.
Min verden ser det ske.
De kalder det psykose. Grænsepsykose.
Jeg kalder det at blive indhentet.
Og jeg græder i afmagt.
Græder fordi jeg er bange for at forsvinde ind i det syge.
Ind i mørket, hvor erindringerne holder mig fanget.
Derindefra kan ingen høre mine skrig.
Jeg råber men det lyder som en hvisken
Hjælp mig ud herfra.
Jeg er fanget! Kan du ikke se det?
Jeg vil hamre armene ind i den mur der har omringet mig.
Fægte med arme og ben, til jeg er ude af mørket. Vride mig fri og kaste mig mod muren.
Men min krop reagerer ikke.
Jeg kan blot sidde & se på, at min krop ikke lystrer.
Jeg prøver at fortælle dem, at de skal kalde mit navn.
Hjælp mig tilbage! Jeg skriger af mine lungers fulde kraft, men det bliver kun til en hvislen over mine læber.
Jeg er....

Jeg ved jeg er fortabt hvis de lader mig gå. Jeg ved jeg forsvinder ind i mørket. Hvor ingen kan nå ind.
Luk mig ud!
Sig mit navn igen og igen.
For jeg husker ikke
Hjælp mig!

Min stemme bliver fanget derinde.

Og alt går i stå.