Nytår

December.

Så megen ambivalens. Kan slet ikke finde ud af det oppe i mit hoved.

Jeg erindrer tydeligt hvordan, jeg som barn, satte mål for mig selv.
I et febrilsk forsøg på at skabe et spinkelt håb for mig selv. Et lille lys i det store mørke.
Jeg havde for længst opgivet tanken om, at 'nogen' ville komme mig til undsætning.
- De kom aldrig. Og jeg blev syg af at vente forgæves.
Jeg erfarede ganske tidligt, at jeg sejlede i min egen sø, og måtte lære mig selv at ro & padle på livet løs, indtil den dag hvor jeg kunne vælge at være fri.

Nytår.
Jeg stod foran skærmen, og hørte koret synge 'Vær velkommen herrens år'.
Så længe jeg kan huske, har jeg tænkt tanken netop på denne aften: 'Til næste år....næste år bliver bedre. I året der kommer, går jeg fri.
Men det år kom aldrig, og mit håb blegnede fra år til år.
Der kom et tidspunkt, hvor jeg begyndte at tælle år frem til min 18 års fødselsdag.
For mig var, på en eller anden måde, indbegrebet af frihed. 18 år. Så er jeg fri. Rebene vil ikke længere stramme om mine håndled & mine ankler. De vil løsnes, og jeg vil løbe min vej - ud i friheden.
Her stod jeg så - år efter år - omringet af mennesker & tænkte; Bare 6 år endnu. Kun 5 år endnu.....
Jeg bad til, at ingen så mit håb - det lille håb jeg havde skabt for mig selv. For hvis de så dét, var jeg sikker på at de ville tage det fra mig.
Det ville jeg ikke kunne bære.

Nytår er, fortsat, den sværeste tid på hele året for mig.
For gør vi ikke alle dét, at vi skænker det forgangne år en tanke? Ser tilbage på året der gik?
Og når jeg tænker. Når jeg erindrer... sættes jeg i dilemmaet: Er jeg så fri nu? Er det dét her, som jeg i sin tid kaldte frihed?
Jeg vikles ind i gamle mønstre, tanker og følelser og aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.
Vikles ind i trange og snævre følelser af, at stå dér igen, og tænke: En dag Silje. VENT! Der kommer en dag....

Men kan man, år efter år, blive ved med at skabe sig håb, mens man venter. Venter på noget man endnu ikke ved hvad er?
Er dét så.. at leve?