Jeg HADER dig.
Du forrådte mig. Du gik med på deres ’lege’, og lod mig stå tilbage, lod mig i stikken.
Du giver mig kvalme.
Et enkelt blik på dig, og tårerne triller ned af mine kinder.
Jeg ønsker mig en ny krop. Det er det eneste jeg ikke kan få – en ny.
Hvordan skal jeg lære at leve med dig?
Du blev en del af dem, og jeg kan ikke finde ud af hvor du slutter og de starter.
Jeg HADER at skulle være sammen med dig – hader at hænge på dig. Jeg bliver aldrig fri for dig!
Du er brændt, brændemærket med ordet LUDER, og du lod det ske. Du lod hende brænde ordet ind i mig, uden så meget som at give mig tanken om smerte.
Nu mærker jeg den fysiske smerte. Men det er for sent!
Forstår du ikke det?
Du skulle have hjulpet mig – du skulle have sagt fra – sat grænsen - vredet dig af smerte – flygtet. Men i stedet stivnede du, og lod mig være alene med mine tanker.
Jeg mærker hvordan du prikker til mig hver dag nu. Og jeg bliver panisk, til tider hysterisk. Jeg kaster op af afmagt og fysiske smerter.
Jeg kan mærke alt det du ikke ville mærke, mens det stod på.
Du overgiver dig gang på gang. Og lader mig forsvinde ud i ingenting. Jeg svæver rundt udenfor dig, og forsøger febrilsk at komme tilbage så jeg kan stoppe dét der overgår mig.
Men du lader mig ikke komme tilbage, før efter det er hændt.
Så forsvinder du til gengæld, og lader mig stå tilbage med væmmelsen, fortvivlelsen, afmagten og sorgen.
Du har forrådt mig, og du bliver ved.
Jeg græder lige nu, for jeg bliver nødt til at leve med dig – altid.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne det.
Forsøger febrilsk at lappe dig sammen, men du bliver nødt til at hjælpe mig på vej nu. Ellers ender vi begge med at gå i stykker.
Jeg tror ikke du kan holde til mere ødelæggelse. Du går i stykker. Og det gør jeg også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar