"Jeg har brug for en pause fra dig, Silje".
Sidder og ser endnu en veninde give op, give fortabt, lukke mig ude af sin hverdag, fordi hun ikke kan rumme min virkelighed.
"Hvorfor?" spørger jeg, sådan lidt usikkert.
Jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at høre svaret.
"Fordi du er rigtig svær at være sammen med, i øjeblikket. Du er svær at komme i kontakt med Silje, og du virker så tabt fra det hele".
Tårerne løber ned af min kind. Jeg vender mig om, og går min vej.
Jeg føler mig ramt på mit svageste punkt. Skudt ned, banket i gulvet.
Det gør ondt. Det gør rigtig ondt,
Jeg har jo også brug for en pause fra mig, altså!
Det er som om, at jo mere jeg viser den virkelige Silje, og fortæller om min historie.... jo mere trækker omverdenen sig. De bliver bange, skræmt og ved ikke hvad de skal stille op.
Men ved de hvor alene jeg føler, at jeg står?
En efter en melder de fra, på stribe. Kan kun se mig når jeg har det godt.
De ved ikke, at det er bedrag når jeg viser, at jeg har det godt - de ser dét de gerne vil se. Og jeg lader dem se dét. For hvorfor ikke?
Når de ser min virkelige verden, så løber de skrigende bort.
Jeg føler mig meget alene.
Idag føler jeg mig helt alene i verden.
Jeg har ingen.
Det gør ondt.
Jeg sidder i nattens mørke og græder.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar