søndag den 11. marts 2012

Alt det jeg ikke fik lært

For mig handler det egentlig ikke så meget om, at fortiden ligesom synes at blive ved at hænge fast.
Ikke så meget om, hvorvidt 'man ikke kan slippe den'. Eller ikke evner at ' komme videre'.
Det handler mere om, hvad fortiden har af indvirkning på nutiden. Alle de tråde der bliver trukket fra dengang til nu, og er strakt ud.
Igen & igen mister jeg fodfæste i deres spin, bliver hvirvlet ind i det der er efterladt. Alt det der er kommet i kølvandet. Og fortsat kommer. Konsekvenserne. Det der bliver nuets vilkår. Og gør nuet så skide svært.
Alt det jeg ikke fik lært. Ikke forstod. Ikke fik indblik i.
Alt det, som indimellem virker som logik for verden omkring, mens det bare er helt nyt sprog, for mig.
Det der spænder ben i min nutid. Slår hårdt, brænder eller gør skade.
Som konsekvens af ikke at have lært.

Det provokerer mig voldsomt at opdage alt det jeg ikke har lært. Ikke har forstået. Og ikke kan se. Provokerer mig, fordi jeg bare så gerne vil forstå! Forstå, ligesom jeg gerne vil være en del, uden altid at føle jeg gør forkert. Agere uden at stikke helt ved siden af, eller brænde broer med ild jeg ikke forstår bliver tændt. Jeg vil bare gerne kunne se det 'de' ser.
Det provokerer mig, fordi jeg bliver ved med at brænde mig på det! Og står som et barn der ikke forstår.
Alt det der aldrig kom, dengang det skulle - men som kommer som årtier forsinket, og jeg står bare uforstående ved siden af.
Men jeg er voksen, og har ikke ' lov '  til ikke at forstå. Det forventes at jeg gør, og gør jeg ikke er jeg dum. Uintelligent, intrigant, uansvarlig, krævende, dramatisk - overfølsom, alt for sensitiv, og nærtagende. Selvforskyldt i scenarier der løber løbsk, mens jeg blot forsøger at hænge på.
Jeg brager lige ind i andres forståelse af verden - alt det der virker som logik, for de der har forstået. Bliver sprængt i småstykker i billederne. Og jeg bliver på en eller anden måde, en del af noget jeg ikke forstår. En del af et billede jeg ikke kan se.
 
Og ja, der kan tankerne godt glide tilbage i tiden. Mens nutiden kører parallelt.
Ja, jeg kan godt blive pisse gal over ikke at have lært alt det her noget før. Som barn, ung eller hvornår det nu var meningen. Af de, som det var meningen der skulle lære mig det.
Havde det ikke sparet mig for en masse tumult? Skade, fare & usikkerhed? Sparet mig for konstant at blive brændt? Sparet løbeilden der løber løbsk? Sparet alt det nutid der gør så fandens ondt?
Men, der er ikke noget at gøre ved det. Det lærte de mig ikke. Og vreden mod dem kan jeg ikke rigtig bruge, her og nu.
Det gør ingen  forskel at dvæle, selv i vrede, selv når det kan føles svært at lade den gå.

Jeg må lære det hele selv. Det er mit ansvar. Herfra.
Jeg må bare lade mig brænde, mens jeg lærer alt der gik tabt.
Pleje de nye sår, alt det bedste jeg kan. Måske plastre til, eller skærme for at hele.
Alt imens jeg lærer alt det jeg ikke fik lært.
Nu. 
Så mit nu, min nutid, forhåbentlig på et tidspunkt bliver lettere. Og ikke længere skal gøre så fandens ondt.
Så jeg slipper for alt det tumult der bliver ved at opstå. Alle de nye sår. Eller måske bare, som et håb, noget af det. I dele.
I kølvandet på aldrig at have lært. Eller forstå.