Jeg har haft sådan en oplevelse af, at være blevet plantet i kasser der ikke matchede mig. Kasser der var for trange.
Og kunne mærke de bandt mig med bånd jeg ikke ønskede at blive bundet af. Betegnelser for 'hvem jeg er', som jeg ikke kunne genkende.
Alligevel syntes jeg at hoppe i med begge ben. Hoppe ned i de kasser, og prøve at være i dem. Selvom de føltes forkerte. For trange. Slet ikke mig.
Som en gammel plade der blev sat på. Og jeg genkendte bare melodien. For godt. Så godt, at jeg næsten ikke oplevede at tvivle.
Indtil der skete et eller andet.
Måske er det nogle gange sådan, at det er når jeg møder yderpunkterne, at jeg får øje på hvad der er mit centrale? Får øje på hvem jeg er, hvis billedet bliver ridset tilpas skævt op? Måske skal det nogle gange helt derud, før jeg kan 'gå ind'. Se, ind? Før jeg kan mærke en tilpas sikkerhed i, at Nej, det er ikke min kasse?
Måske huskede jeg alligevel en flig af hvem jeg er? (uanset det billede i den grad kan væve for mig selv ret så meget).
Måske fik jeg nok? Bare. kort og godt.
Måske blev jeg bare klar over, at der ikke er plads til mig i de kasser? Og at jeg ikke behøver at forsøge at passe ind i dem? At jeg ikke kan trække mit vejr? Og ikke bør gøre forsøget. Der er bare ikke plads. Det er ikke meningen? De kasser er ikke mine.
Jeg ved det ikke. Faktisk.
Ved bare, at kasserne stadig føles ulig mig. Men, at jeg også på en eller anden måde er hoppet op af dem, igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar