fredag den 13. januar 2012

Det ville være så ideelt, hvis blot det altså var dét. . .

Jeg er startet hos den her nye psykolog. En psykolog der efter sigende skulle have stor erfaring i at arbejde med mennesker, der har samme eller lignende problemstillinger som jeg. Det er jo et godt tegn & udgangspunkt, tænkte jeg og besluttede mig videre for at gå af den vej. En psykolog, som nok arbejder meget anderledes i forhold til hvad jeg har været vant til, men som jeg har været indstillet på skulle være med til at guide mig videre herfra.
Men, det er også en psykolog, som allerede efter mit første møde med hende, vakte en sær form for tvivl, i mig. En fornemmelse af at et eller andet ikke stemte. En sær følelse af, at flere strenge i mig blev slået an - og stod der og dirrede og gav genlyd, gennem alt for længe. En mavefornemmelse, der ikke synes at gå væk, og en eller anden følelse af kemi der bare går skævt, uden helt at kunne sige hvorfor.

Jo, jeg har tvivlet før. Jo jeg har oplevet hele usikkerheden omkring, at starte op, mistilliden, det nye, det ukendte og så videre. Og jeg har også været opmærksom på den, og tøjlet den efter bedste evne. Men den her tvivl i mig, var og er. . . anderledes.
Jeg har ikke kunnet sætte fingeren på hvordan, eller hvorfor. Har bare mærket, at den var der - og også været åbenmundet om det, til hende, allerede efter kort tid.
En beslutning jeg har truffet om, at DET HER - det vil jeg gerne. Og besluttet at sige højt og klart, hvad jeg vil & ikke vil - og sige hvis der var noget der ikke fungerede for mig, eller gik over mine grænser. Det er en aftale jeg har lavet med mig selv, og den aftale blev bare højst aktuel, langt før jeg næsten havde nået at træffe den.

Og... jeg har forsøgt. Som i; V i r k e l i g forsøgt. Givet det en chance. Gået ind med åbent sind, og forventningen om at det bliver sikkert helt fint. Jeg har ikke haft den modstand på, som jeg kunne frygte jeg ville ha'. Nej, jeg har faktisk overrasket mig selv på det område.
Været afklaret, klar og go for it. Meget målrettet, og fastholdende.

Men, det går ikke. Det gør det altså virkelig ikke.

Og det er grundlæggende ret besværligt, og omstændigt, og kompliceret at det ikke gør.
Sagen er den, at det ville være IDEELT lige nu - hvis det gik. Det ville være oplagt, at lægge min tid der, og fortsætte på den vej der er stillet op.
Vejen er mere eller mindre tegnet op for mig, sådan rent praktisk, økonomisk og fordelagtigt - som det hele synes at passe ned i flere kategorier, af muligheder for at kunne lægge det næste stykke med tider hos hende. Jeg skal sådan set 'bare' finde ud af at få det til at fungere, på den vej der er lagt for mine fødder, kan man sige.
Men, det kan jeg ikke. Uanset hvor meget det piner mig, og uanset hvor meget jeg gerne ville, og hvor ideelt det ville være!. . så kan jeg ikke.

Jeg bryder mig ikke om hende. Altså, det er ikke fordi jeg ikke kan lide hende - hun er sikkert et helt fint menneske. Men, jeg - ja, jeg oplever at kemien ikke er der. Vi svinger ikke. Eller jeg svinger ikke, med hende.
Jeg bliver irriteret på hende, når hun taler om ting jeg ikke finder væsentlige. Når hun taler om fantasiverdner, kongeslotte & hunde med særlige evner, som jeg 'kan tage med mig dér på gaden, og gå ved siden af mig'. Jeg bliver irriteret og forsøger at sige fra, men bliver ikke mødt. Iriirteret, men ikke på den der måde hvor jeg inderst inde godt ved, det er fordi hun prikker til noget i mig der er udvikilende - ikke på den der måde hvor eg inderst inde godt ved, at det skyldes en modstand i mig. Nej, det her skyldes mere en afstand, som jeg har lyst til at lægge. Trække min grænse op om mig selv, og ikke gå med. Fordi det føles - forkert.
Basicly så er kemien der ikke. Og jeg har forsøgt at fremelske den. Finde den. Men uden held.
Det fungerer ikke. Det gør det altså virkelig ikke.

Det startede egentlig ud med, at jeg havde gjort mig mange tanker om, hvad det var jeg ville, herfra. Mine tanker om hvad det er jeg synes der spænder ben for mig nu & her, havde jeg forberedt godt og grundigt, og som sagt aftalt med mig selv, at tage mit ansvar for at gå openmindet ind til det her. Melde på. Og ud. Og måske nok også meget mere konkret, end jeg nogensinde før har haft følelsen af at være, eller have forestillinger om at kunne være. Jeg gik med andre ord ind til min første samtale, med en næsten helt konkret fremstilling af, hvad det er jeg ønsker at få hjælp til. Og et spørgsmål der lød på, om vi kunne samarbejde om det.

Min første samtale gik også sådan nogenlunde. Mit indtryk var, at jeg skulle sørge for at få sagt 'hvad jeg sad med', som var vigtigt for mig og holde fast i det.
Mit indtryk var, at hun meget hurtigt kom på nogle spor, hvor jeg slet ikke var med - og oplevede flere minutters lange talestrømme af ord, om noget der slet ikke sagde mig noget. Eller talte ind, til mig.
Det var fint nok, at blive mindet om, at det er vigtigt at få italesat, hvis samtalen drejer sig i retninger der ikke omhandler det jeg mærker er vigtigt, og at jeg ikke blot lader mig styre med - tilpasser mig, indordner mig, og svarer - blot for at give et svar, så vi kan komme videre i teksten.

Min anden samtale gik jeg derfra, og følte mig mere dum, ubegavet og forkert end jeg længe har oplevet. Hun spurgte ind til flere forskellige ting, hændelser, og episoder gennem mit liv, og de var bare alle under kategorien 'her har vi så det sorte hul i hukommelsen'. Jeg følte det squ lidt som om, at jeg var et hittegods barn der blev konfronteret med ikke-at-vide, og jo mere jeg forsøgte at give udtryk for at det vidste jeg ikke, jo mere pressede hun på, og jo mere forsøgte hun at bore. En følelse af at sidde & bore i det samme sorte hul, uden der dukker noget som helst op til overfladen - uanset hvor meget man forsøger at bore, og uanset fra hvilken vinkel vi forsøger at se på hullet. Så er og bliver det - et hul.

Det var her jeg oplevede, og opdagede, at jeg sagde et-eller-andet - blot for at sige noget. Blot for at stille hende tilfreds, så vi kunne komme videre. Hørte mig selv svare Ja, nej, jo måske - halvhjertet, så det skar i mine ører. Og ivrig efter at komme til at tale om sagens kerne.
Dét går ikke! Reflekterede jeg efterfølgende, og besluttede at dén pind ville jeg ikke hoppe på. Og besluttede derfor at tale om, hvad det var jeg oplevede at 'ty til', den efterfølgende gang.
Her blev jeg så for første gang overordentlig forvirret i min oplevelse af hvad min virkelighed er. Hun lyttede ganske kort til mine overvejelser, og fejede dem derefter af bordet med udtalelser om, at det var klart jeg havde modstand på det hun introducerede mig for , mens hun talte videre i ét væk, om at når jeg oplevede at blive forvirret skulle jeg se det som et tegn på udvikling. Jeg følte mig kørt henover, talt ' på plads' og ja - med andre ord Overrouled.
Imellemtiden bar jeg også lidt over med det hele, og mig selv. Det er jo så nyt, og ukendt endnu - det kommer hen af vejen, forsøgte jeg at berolige mig selv. Du skal bare lige igang, og bare lige finde formen og lande i det.

Men, så var det, at hun valgte at gå bag min ryg.
Velvidende at jeg har grund til at være forsigtig . Og at det har taget mig år, at lære hvordan jeg passer på mig selv. Og at jeg endnu ikke er helt skarp i disciplinen. Og sætter en ære i, at gøre mit bedste.
Og velvidende, at jeg - naturligvis! får jeg lyst til at sige - har det svært med mennesker der har en bagtanke, intention eller bagvedliggende argenda, som jeg ikke kender til.
Hendes intentioner var gode. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Hendes formål var udelukkende positivt, og godt - det tror jeg på. Men hendes klodsethed i sine intentioner, stod jeg af på.

Jeg har været så heldig, at få bevilget den pulje af psykologtimer, som Servicestyrelsens kompetencecenter har mulighed for at give. En bevilling jeg slet ikke havde regnet med, og ikke havde tænkt ville være en mulighed for mig.
Puljen er begrænset til et vist antal timer, og ordningen går på, at man kommer til en anonym samtale hos kompetencecenteret, og herefter - hvis de finder grundlag for at man har brug for hjælpen - kan blive henvist til en af de psykologer som har tilknytning til ordningen.
Min nye psykolog var en af dem på listen, og kompetencecenteret anbefalede mig hende - dels ud fra hendes arbejdstilgange, metoder, erfaring mv, men også ud fra den betragtning, at hun også tager klienter med henvisning via sygesikring. Det ville altså med andre ord være muligt for mig, at blive henvist til hende via min læge, når de tildelte timer via kompetencenteret var opbrugt, og således opnå 11 timer yderligere (med reduceret egenbetaling) via sygesikringen.
Min økonomiske situation taget i betragtning, lød dette som en mulighed for mig - og også noget jeg kunne se var mere fremadrettet, og længeresigtet end hvad jeg ellers ville have mulighed for.

En eftermiddag bliver jeg ringet op af en medarbejder fra Servicestyrelsen. En medarbejder jeg ikke har stiftet bekendskab med før. Hun fortæller mig, at de timer der er søgt udfra en anden ordning under servicestyrelsen nu er blevet godkendt. Jeg har ingen ide om hvad det er for nogle timer hun taler om, men går ud fra at det er de timer jeg allerede er i fuld gang med at bruge af, som hun omtaler & jeg takker derfor for beskeden, men siger at det vidste jeg allerede.
Lige umiddelbart tænker jeg ikke videre over det, men studser lidt over at blive kontaktet - når nu jeg har henvendt mig anonymt & fået at vide, at også visiteringen foregår fuldt anonymt.
Dagen efter har jeg en tid ved psykologen, og samtalen forløber lidt som de foregående. På vej hjem, bliver jeg ringet op af den medarbejder jeg var til samtale hos i kompetencecenteret, forudgående for bevillingen af timer. Hun ville blot sikre sig, at jeg nu VAR med på, at jeg var blevet godkendt til endnu en ordning. Altså, en pulje timer udover dem jeg allerede var bevidst om. Og havde ansøgt om.
For hun havde lige fået et opkald fra den psykolog jeg går hos, og denne havde ikke indtryk af at jeg vidste besked.

Jeg er forvirret, og aner ikke hvad hun taler om. Hvad er det for en anden ordning jeg skulle have søgt? spørger jeg, og får til svar at det er psykologen der har fremlagt hvad jeg har fortalt gennem de samtaler jeg allerede har haft, og bedt om at afdelingen kigger på min 'sag'. Så nu har jeg talt med flere om det her i afdelingen, og du kan også høre under en anden bevilling som vi kan give - er det ikke en glædelig nyhed? siger hun dér i den anden ende røret.
Jo, får jeg fremstammet. Det er da dejligt med noget lidt mere fremsigtet, siger jeg, mens jeg mærker hvordan min mave snørrer sig sammen.
Der bliver helt stille i den anden ende. Jeg bliver også.
Er der noget problem med det? Spørger hun, nu lidt mere forsigtigt. Nej, eller ... altså...jo, jeg er bare lidt overrasket over at høre at psykologen har talt med jer, om mig. Det vidste jeg ikke. Det har jeg ikke fået at vide hun ville gøre, eller blevet spurgt om hun skulle.
Nej ? Siger kvinden i den anden ende af røret. Okay. Der bliver stille... Men nu har du i hvert fald lidt flere timer til at komme ordentlig på benene, siger hun, let.
Ja, siger jeg, mens jeg mærker en vrede vokse sig kæmpe stor indeni mig. En følelse af at være blevet gået bagom ryggen, brudt tillid, og samtidig en følelse af at være fuldstændig uforstående overfor hvorfor kvinden fra kompetencecenteret er den første der fremlægger for mig hvad psykologen har tænkt og haft intentioner om. Det kommer fuldstændig bag på mig, at der skulle være en plan om at søge andre midler, og tage kontakt til nogensomhelstoverhovedet!
Undskyld, men hvad har hun fortalt om mig? er jeg nødt til at spørge. Og jeg får her fremlagt dele af min livshistorie i korte oprids, fra et menneske jeg slet ikke kender. Dele, som er sagt til en psykolog i fortrolighed, med den forestilling at terapirummet var & forblev - fortroligt.

Jeg har svært ved at bygge en relation på oplevelser med mennesker der går bag min ryg. Også selvom intentionerne er grundlæggende gode. Og jeg har svært ved at bygge på en relation, hvor min etik og mine grænser bliver overtrådt. Og især har jeg svært ved, hvis ikke min afstandtagen og grænsemarkering bliver taget alvorligt, efterfølgende. Hvis ikke jeg oplever, at det bliver respekteret, accepteret- at jeg ikke synes det var i orden. Hvis ikke 'folk vil stå ved det' kunne jeg sige, selvom det lyder mere markant end det er tiltænkt.
I den her situation oplevede jeg ikke, efterfølgende - da jeg valgte at tale med psykologen om det - at blive respekteret i min oplevelse af det hele. Jeg oplevede ikke at blive mødt i min undring over, at hun havde fremlagt dele af vores samtaler for et andet menneske. Og oplevede heller ikke, at blive mødt i min tilkendegivelse af, at jeg gerne ville have vidst det, inden hun gjorde det.
Men jeg bærer heller ikke nag i det uendelige, og kan også godt slippe en oplevelse af det - hvis relationen ellers har noget at bygge på.
Det oplever jeg blot ikke, at den her har.

Jeg har forsøgt, også efterfølgende. Men alt i mig stritter imod. Min mavefornemmelse siger ' Flyt dig!'. Min krop vil ikke slæbe sig derhen, og jeg har kastet op på vejen i toget til de sidste samtaler jeg har haft.
Lige i de her dage, overvejer hvordan jeg får sluttet på en ordentlig måde. Den sidste samtale jeg havde med hende, tror jeg bliver den sidste.
jeg havde lyst til at gå min vej efter blot 10 minutter, mens min hjerne gav det en chance mere. At sidde der, en hel time og kun have lyst til at gå ud af døren og finde et andet sted at 'gå ind' gennem hele timen- det vil jeg ikke være med til. Hvis jeg skal blive, skal jeg overhøre mig selv & ikke lytte til min mavefornemmelse. Hvis jeg skal blive, bliver det uden mig. Og det er knap så ideelt.

Det er bare rigtig ærgeligt, og kompliceret at det er sådan. For tiden er knap, rent bevillingsmæssigt & timerne jeg var så glad at kunne lægge, skal jeg nu finde ud af om kan lægges et andet sted. Hvis ikke de kan det, så ved jeg ikke. Ja, så må jeg finde en anden løsning.
jeg kan ikke lade være at lade følelsen af utaknemmelighed snige sig rundt om mig. Du vil også bare ha' det hele! Og sætter ikke pris på det du har! hører jeg den velkendte 'sang' i mit hoved. Utaknemmelig, fordi jeg (åbenbart uden mit videne) er blevet givet en mulighed. Men, en mulighed jeg ikke kan tage imod.
Jeg kan stå med nok så mange kort dér på hånden, men hvis ikke jeg kan bruge dem - hvis ikke jeg kan bruge det jeg har fået stillet til rådighed, så er det ikke længere en reel mulighed. Og utaknemmeligheden over ikke bare at tage det der nu bliver lagt foran mig, nager mig. Blandet med følelsen af, at jeg ikke vil nøjes. Træt af at nøjes. Træt af at gå på kompromis med mig selv, 'bare fordi det ville være mest praktisk, oplagt og ideelt'.

Ideelt set havde jeg en vej der lå fremstrakt for mine fødder. Jeg skulle 'blot' finde ud af at træde mine skridt på den.
Det ville have været så ideelt, hvis blot det altså var det. Men, det var det ikke.

7 kommentarer:

Tordensky sagde ...

Kære Silje. Jeg fik tilbud fra den psykiater der gav mig diagnosen borderline, om at give mig psykoterapi, årelang, på statens regning. Jeg sagde ja, og gik i gang. det gik slet ikke. Læs på min blog. Der var ikke kemi. For at sige det mildt.. et terapiforløb hvor der ikke er tillid mellem de to parter, er umuligt og nyttesløst. Så der er slet ingen tvivl om at du skal stoppe. Du vil spilde alles tid og penge ved at fortsætte. Det burde din psykolog også kunne se. For mig lyder det som om hun ikke respekterer og mærker dine grænser. Sådan er der vist desværre en del i den branche der er. Heldigvis findes der også gode. Det er dem du skal finde :) Silje, når du lukker en dør, åbnes der en anden. ... DU vælger din vej. Stil dig ikke tilfreds med den vej der er "lagt ud for dig". Vær også selv med til at lægge din egen vej, det er din krop, dit sind, dit hjerte. Mange knus... Tordenskyer. (ved ikke hvorfor du ikke kan følge min blog.. det skulle du da kunne)

Odile sagde ...

Øv. Det er jeg sgu ked af at høre.
Hm, er det almindelig praksis, at psykologerne tilknyttet Kompetence C. meddeler tilbage? Jeg tænker, hvis det er, så synes jeg bestemt, at man som klient bør informeres om dette. Ved 1. samtale!

Synes du skal spørge den person, der ringer til dig/informerer dig om yderligt bevilliget forløb, om det er vanlig praksis.
For når du nu er bevilliget et længere forløb, synes jeg du skal bruge muligheden for, at finde en anden af deres psykologer.
Du kan evt tage en 'undersøgende samtale' med Lieberkind...? Måske har du bedre kemi med hende?

Jeg er overrasket over de der fantasidyr og hvad det var. Mente hun at du skulle bruge din fantasi til at kreere væsener, der kan gøre dig mere tryg på gaden, fx?

Og så vil jeg ønske for dig, at du kan få fortalt hende, hvad det er der gør, du ikke kan bruge hende. For jeres begge skyld.

Du kan også prøve at kontakte Irene Tordrup, Psykologpraxis ved Hovedbanen. 3322 7842. Hun har ydernr. Men hvor lang ventetid, ved jeg ikke. Husk at fortæl, hvor du har hendes nr fra. Hun er en af mine læremesterinder.


KH.

Anonym sagde ...

Ej, det der med at føle sig utaknemmelig skal du altså bare kaste langt væk... Det skulle undre mig meget, om ikke man kan skifte til en anden psykolog, der ikke overhører det, man siger, og ikke går bag klienternes ryg. Hvis jeg var i din situation, ville jeg 1) skifte psykolog og 2) indsende en kort, officiel klage over hendes fremgangsmåde. Du har ret til at tage afstand fra sådan en idiot.

Silje Liv sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Linda T sagde ...

Kære Silje.
Du har ret til at sige, at du vil gå hos en psykolog, du kan stole på. Tillid er altafgørende. Ja, hun gjorde det i en god mening, men hun skulle have talt med dig først og spurgt, om det var ok at søge om de ekstra timer, og om du havde lyst til at gå hos hende. Som proffesionel, skal man kunne tale om, om kemien er der uden at tage det personligt. Hun begik en fejl og burde give dig en undskyldning, og lære af det.Du er en voksen kvinde og ikke et offer, som hun arbejder med.Jo, et offer som barn. Og så er det lige meget, hvordan det ser ud på papiret. Det drejer sig om din selvrespekt. Hun hjælper dig ikke ved at have medlidenhed med dig, men at have empati. KH Linda Timken

Anonym sagde ...

Jeg vil på det varmeste anbefale psykologen, Signe Bjerregaard, fra Albahus - hun er virkelig noget for sig!

Det koster kun 200 kr. pr. gang som studerende eller ledig - og ellers 400 kr. pr. gang - og der er ikke begrænsning på, hvor mange gange du kan gå der.

<3

Silje Liv sagde ...

Anonym; Tak for anbefalingen! Det vil jeg tjekke ud :-)