Angstens greb

Jeg tænker faktisk ikke noget. Prøver blot at trække mit vejr. Mens angsten ruller gennem min krop, og slår luften ud af brystet på mig.
Det tager pippet helt fra mig.

Jeg lå der med hjertebanken gennem en hel nat, og troede aldrig jeg ville kunne bevæge mig igen.
Det er svært at se, når angsten føles så fysisk. Når det føles, som var angsten en grød der fylder hele mit kranie ud. En grød der ikke er plads til, i sin fysiske form, og en grød som presser sig vej gennem mit hoved. Det trykker så irriterende for mine ører. Synet bliver så underligt slørret.
Ordene kan ikke komme ud af min mund, den føles som var den fyldt med vand. Jeg har en fornemmelse af at have en hånd omkring min hals, en hånd der føles som tager den kvælertag. Jeg er bange for at kaste op, hvis jeg lader ordene passere mine læber.
Bange for at nogen vil henvende sig til mig. Bange for at jeg skulle være nødt til at åbne munden.

I panikken for at det aldrig holder op, bliver rastløsheden markant.
I et miks af panisk flugt, og følelsen af at må handle fysisk, iler jeg ud af min dør. Gå, gå, gå. Bare GÅ!!!!!
Lige nu tramper jeg på livet løs.
Mens jeg går i ring.
Det har været sådan her gennem 4 døgn nu.
I nat gik jeg hvileløst rundt gennem gaderne, helt til solen stod op.

Med tunge støvler, skridt efter skridt, tramper jeg gennem gaderne.
Bærende på håbet om , at angstens fylde vil forlade min krop.
Som det dér magiske øjeblik der kan indtræde, når min krop synes at lande på jorden - efter at jeg har følt mig ved siden af mig selv, alt for længe.
Som kunne jeg hoppe mig tilbage i mig selv. Hop!
Det kan ikke beskrives hvor meget jeg higer efter at lande - at 'brikkerne skal falde i hak' så at sige - her mens jeg synes at være ude af trit.
Jeg vil det så meget at jeg går, selvom jeg ikke kan mærke mine ben..