.... Og så stod han pludselig dér. I mængden. Inde imellem alle de andre.
Jeg kunne have spottet ham på flere kilometers afstand. Kunne have set ham, selvom der var bælgmørkt. Set ham, som han stod dér - nærmest i en lyskegle. Afventende.
Mit hjerte sank.
Verden omkring mig blev fuldstændig fjern. Alting ophørte lige i dét sekund vores blik mødtes.
Jeg så kun ham.
Nu dør jeg! tænkte jeg.
Han klaskede sit velkendte skæve smil op i fjæset på mig. Dét smil der viser, at han har overtaget. Igen. At han vil bruge mig. Akkurat, som han altid har gjort.
Og han behøver ikke sige noget. Jeg kender vejen. Kender hvert et skridt.
Med sit blik kan han styre mig, som en marionetdukke.
Og det gjorde han. Ledte mig dybere ind i skoven.
Min verden gik itu lige dér.
Mit helvede startede forfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar