Jeg står overfor en kæmpe ændring i min hverdag.
Om ganske få dage skal jeg starte op på mit studie igen - et helt år forsinket.
Og jeg er døden nær af skræk.
Almindeligvis, så tåler jeg ikke ændringer særlig godt.
Hvis jeg møder op på arbejde, og får at vide at har fri en time senere end aftalt, så går jeg i panik. Tankerne virrer rundt i hovedet på mig, og jeg mistænker menneskerne omkring for at ville mig ondt. Jeg går i panik, og afventer hele tiden at noget ondt skal ske.
Min største frygt er, at jeg bliver narret. At jeg er naiv, og lader mig styre. For så aldrig at se dagens lys igen.
Jeg har levet et liv hvor jeg aldrig vidste hvornår jeg skulle opleve rædselsfulde ting igen.
Jeg vidste blot, at det skulle jeg. Måske om lidt? Måske om 1 time? Måske først imorgen?
Jeg går i panik når jeg ikke ved hvornår noget slutter. Jeg skal vide hvor længe en film i biografen varer, for ikke at sidde under hele forestillingen og kæmpe med angsten.
På dét område er jeg en smule autistisk.
Jeg kan grine af mit eget behov for total kontrol, og joke med det sammen med mine omgivelser. Men indeni er jeg ved at gå i stykker...
Jeg tror ikke mine omgivelser ved hvor svært ændringer er for mig.
Jeg tror ikke de forstår, at når jeg begiver mig ud på en ny vej, er det hver gang med frygten for at jeg skal udsættes for overgreb, vold eller fangenskab.
Jeg tror ikke de forstår, at hver gang jeg skal jeg se en ændring i øjnene, skal jeg samtidig se min største frygt i øjnene. Hver gang!
Nu står jeg her igen. Og skal kaste mig selv udover kanten. Uden at vide, om der ville være nogen til at gribe mig, hvis jeg faldt for langt. For længe.
Jeg er almindeligvis ikke særlg god til dét med ændringer.
Men denne gang er det helt ekstremt.
Og jeg er ved at dø af skræk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar