Det er så underlig en fornemmelse.
Jeg har fuldstændig, helt og aldeles glemt hvorfor det var så vigtigt.
Det er helt væk!
Jeg ved blot, at engang var det altafgørende for mig. Det var min CHANCE!
At tage denne uddannelse.
Det blev nærmest helt symbolsk for mig, at gå den vej.
Gå selv, hele vejen. Og styre målrettet mod noget andet.
Jeg har glemt hvorfor.
Jeg mærker ingenting. Intet rør sig i mig, når jeg ser vejen, som engang var så vigtig, for mig nu.
Men jeg går den alligevel
Kaster mig ud i dét, på trods.
For jeg ved bare, at det engang var vigtigt.
Jeg ved bare, at jeg engang havde et håb. Og at håbede boede lige dér.
Jeg kaster mig ud - føles som frit fald.
I håbet om at møde min 'grund' på vejen igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar