At vælge på ny

Imorgen, skal jeg til en samtale, hos en ny psykolog.
Jeg er ikke bare nervøs, jeg er pi***bange.
Det skal nok gå, det skal nok gå, det skal nok gå - messer jeg mig ind i en tro.

Så'n noget terapi, fylder egentlig ret meget, når det ikke er der. Alle de tanker & svære ting der kan nå at få fylde. Eller når processen er afbrudt. Gået i stå. Når den skal tages op igen. På en anden måde, et andet sted, ...
Når man skal bryde sin hjerne med at finde det (rette).
Når man står der, og ikke aner hvad der kunne være. . . eller hvad det reelt betyder.

Det er svært, at skulle vælge noget andet. Når det der engang var - var det bedste.
Men sådan er virkeligheden nu engang imellem. Valg må træffes igen
(og igen)
Det er længe siden jeg sidst har tænkt så mange tanker om det. Om hvad terapi er (for mig), og hvorfor. Hvad det reelt er der skal være tilstede. For at det funker, kører & virker - for mig. Hvorfor er det jeg gør det? Hvad ville der ske hvis jeg lod stå til?  Hvis jeg valgte at lade være. Bare være uden. Her fra nu? Hvor er det jeg gerne vil hen? Hvad er det jeg ikke synes jeg selv kan finde ud af - på egen hånd, alene - herfra?
Det er længe siden, at jeg har været så skræmt, og usikker som nu.
Hvad er det lige jeg går ind til? Min usikkerhed råber så fandens højt, mens min hjerne flakker tilbage i erfaringer.
Min sidste oplevelse, for kort tid siden, har fået mig til at vakle og tvivle. Jeg havde glemt det kunne virke SÅ skævt.
Min fornuft siger ' lad det hele ligge!'. Ja. Jeg må nu vælge på ny.
Det nytter ikke noget, at bakke ud pga det. Slå i bak, og ikke forsøge igen.

Det er svært at skulle vælge mellem noget man slet ikke kender
- men der er ikke andet end at forsøge, om det går.

Mit hjerte kan ikke gå med

Min læge hun synes jeg bør ty til psykiatri. Og at mere medicin er vilkårenes option.
Min hjerne forsøger at tage det ind, men mit hjerte kan ikke følge med.
Det er som deja-vu, ganget med 10. ' Dope dig til du forsvinder helt '.

Det eneste jeg siger er - Hjælp mig til at finde et rum hvor jeg kan tale frit.  Så kommer resten nok af sig selv.
Men hun hører ikke hvad mit hjerte det si'r. Hun hører ikke hvad jeg vil.
Det rum du efterlyser, findes ikke dér, siger hun.
Nej, men så skal jeg ikke derhen.
Jeg mærker hun synes jeg er på tværs, og bestemt
Men mit hjerte kan ikke gå med.

;

' Change is the only constant '.
Turn the pages.

Vask tavlen ren.

Et blankt blad.
Ubeskrevet.

Det er ikke forfra. Det er herfra - og frem. 

Uden titel

Nogle gange savner jeg dengang jeg ikke tog mig af det. Dengang jeg ikke tog tingene nært. Jeg følte mig ikke rambar, var nok mere som en skal.
Jeg kan ikke lade være at tænke nogle gange, at det på en måde virkede nemmere.
At være ligeglad, ikke så seriøs, og alvorlig. Bare en overflade, uden nogen dybde.

Nogle gange ved jeg ikke, hvad min dybde skal gøre godt for. Hvad jeg skal bruge den til, når den bare gør mig ondt? Når det er dér jeg kan rammes, skydes ned og mærker. Mærker alt det jeg ikke forstår.
Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til, at være sensitiv, følsom - når jeg bare oplever at føle mig udenfor, ensom og ...dum?

Kan man være ensom, når man ikke er alene? Ja, det kan man godt. Det er dér jeg føler det mest

' Når du en dag SELV får en familie'...

Det er også når andre siger, at det ændrer sig for mig, at jeg mærker min egen tvivl.
De har et klart billede af, hvad et liv kan være. Og forsøger at henlede mig til det.
Men jeg ved, at det ikke bliver mit, det liv. Jeg ved at deres drømme ikke er mine.

De synes det er sørgeligt, at jeg ikke tør tro.
Ikke tør se, at det kan ske for mig.
Jeg synes det er sørgeligt, at skulle forsvare mig selv.
Forsvare, at mine sorger er nogle andre.

De tror deres drømme også er mine. Og de følger også normen.
De tror, at det dé forsøger at forsvare, er det almindelige - som også skulle blive mit.
De tror, at de skal overbevise mig om det kan lade sig gøre. For mig. Hvis jeg vil, og hvis jeg tror.
De tror, at jeg er blevet skadet gennem tiden. At det er dér min modstand bor. Og de tror, at jeg en dag vil holde op, vende om, og endelig tage imod.

De dulmer med håbet, og egne fortællinger. Og lader mit eget billede overhøres.
Fortæller mig, at alting ændres, den dag hvor jeg selv bliver en del. Den dag du selv får en familie, så vil du se det anderledes.  De dulmer med taler om familieliv, huse, mænd, koner, og børn. Hvordan det har forløst dem, og givet mening, tilhør, som intet andet.
De ved ikke hvor smertefuldt det er at høre, at deres billede er begrænset til det.
For hvad skal jeg tænke? hvad jeg skal jeg tro? Jeg der ikke får familie.

Måske er det prisen man betaler, når man vælger båndene fra? At forevigt, aldrig at tilhøre et sted, ubetinget, være en del?
Med mindre du vælger, at skabe det selv, ved at stifte dit eget som de siger.
Men hvad gør man så, når den tanke er utopi, og ikke mit håb, min drøm?

De synes det er synd for mig, alt det jeg vil gå glip af. Og Jeg ved at de ønsker det godt.
Jeg forstår godt deres ord, såmænd, det er slet ikke derfor.
Deres medlidenhed gør bare alting meget værre, og får mig til at føle mig mærkelig, skadet, forkert.

Ny luft.

Trænger til, at øjnene kan se noget andet. Hvile, på noget andet.

Nogle træer, nogle bredere vidder, noget himmel, noget brændeovn. Så'n noget.

Selvom jeg elsker, at bo her hvor jeg gør. Selvom jeg elsker mit hjem & det område der omgiver dét. Pulsen. Mangfoldigheden. Forskellene. Mulighederne. Elsker det hele.
 Men, ind imellem trænger øjnene til noget andet. Afveksling. Sindet ligeså.
Måske bliver alt en smule for meget? Sådan....tager fylde, til pladsen føles for trang.
Så jeg må have luft. Trække vejret et andet sted. Lade øjnene vandre på noget, andet.

Jeg tror i virkeligheden, at jeg kunne være typen, der ville trives med at have flere Huler. 

Et sommerhus måske. Et andet hjem, hvor omgivelserne gav en afveksling. 

Et sted jeg kunne tage hen, for at opleve det brake jeg har brug for.
Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne rejse. Bare en kort tur. Se noget nyt. 

Jeg tror i virkeligheden, at jeg ville trives med at kunne vælge mellem puls, og stilhed. 

Jeg har længe vidst, at jeg ofte synes at trænge til luftforandring. Se noget andet. Afveksling. Bare.... ny luft. 

Det handler ikke så meget om, at ville flygte fra det hele. At panikke i en stemning af bare at må væk. 

Det handler mere om en træthed af at se det samme. At pladsen føles for trang, udsigten for uinspirerende. Og en lyst til at se noget andet. 

Jeg smutter af på weekend, i en anden Hule.

Vi ses. Og god weekend til dig <3 

Et rum for ord

Jeg har tænkt & overvejet, som ind i H*****. Opvejet for & imod.
Hvad er det egentlig for et rum det her? Blog, og ord der sendes afsted.
Til modtagere jeg ikke alle kender. Til ingen, til alt, til mig selv? og måske er det netop det unikke?


Jeg troede at ordene havde udtjent sin tid. At skriften ikke gav mening længere.
Men jeg oplever at meningen er skabt på ny, og oplever ikke at kunne undvære.
Jeg ved bare nu, at jeg har brug for mit rum. Mit rum hvor jeg kan give det ord.
Jeg ved bare, at jeg er nødt til at skrive. At skrive, uanset hvad!
Min blog er nok blevet selve det rum. Et rum, som jeg må bruge.
Jeg oplever ikke den samme censur når jeg skriver, eller den samme usikkerhed i tale.
Jeg oplever at mangle ordene derude - ude i den virkelige verden.
Der findes ikke rigtigt noget andet sted, hvor jeg synes at kunne tale frit.
Hvor jeg synes at kunne få ordene ud, betragte dem, for siden at slippe dem.
Det kommer der nok med tiden. Igen.
Men indtil da, bliver de her.


Jeg skriver om det der giver mening for mig, også når jeg endnu ikke kan se den.
Jeg skriver om det jeg tænker på, overvejer, og reflekterer over.
Jeg skriver om det gode, og det onde.
Det smertefulde, det triste. Og om det glædelige, rare .
Jeg skriver nogle gange dét rå - det som jeg ikke kan sige andre steder.
Jeg skriver mig frem til en forståelse. Jeg forsøger at italesætte.
Et ord, bliver til en sætning, bliver til et afsnit, bliver til en side etc. 
Nogle gange oplever jeg, at jeg gør mig oplevelser, indsigter, forståelse, alt imens jeg skriver ordene. 
Jeg skriver mig vej -  er mit stærke billede af skriftens styrke.



Det er her jeg deler, men også tager imod - skulle du have lyst til at nedfælde en kommentar eller hilsen

Tavshed - tale

Årh jeg ved ikke.

Vakler lidt mellem tavshed, og tale.

Sådan, out in the open. I terapeutisk sammenhæng. I relationer. Ja, og selv på skrift.

Nogle gange tænker jeg bare, at det måske er lidt ligemeget.
Alt det her med at tale om. Udtrykke.
Finde veje i bunken af tanker. Erindringer. Hvad der hæmmer. Ødelægger. Processen, bare hele processen.
Og at forsøge at finde nye mennesker med viden & indsigter, der skulle være mig behjælpelig.
Jeg ved det ikke.
Tænker ind imellem - what's the point?  Sådan, helt ærligt. 

Får lyst til, at klappe i som en østers.

Trække ordene til mig.

Lukke i.

Ned.


Ja, det er også meget fremsigtet Silje. Flot. Det kommer du milevidt med.

Men, altså. Ihhh! Det fører jo alligevel ingen vegne, tænker jeg stille mens tårerne triller.
Opgivende. Hensat, til et øjeblik af selvynk, patetisk frustreret og overvældet.

Måske er det også noget med, at jeg egentlig blot lige nu, er pissehamrende træt af, at vide det ikke er det. Ligemeget. Træt af at vide, at det er vigtigt. At jeg har brug for det. Træt af processen.
Ville måske ønske, at jeg var et andet sted, end jeg reelt er.
Jeg gider ikke have brug for det! Basicly. 

At markere grænsen

Har netop klikket Send, på een af de der mails, der er knap så behagelige både at skrive, og at sende. En af de der; 'Kontakten stopper - her. Jeg siger Nej tak'.
Jeg har haft overvejet, om det i virkeligheden var bedre, om jeg foretog en opringning istedet. Om det var mere 'på sin plads'. Mere reelt? Men, så skulle det ikke være for min skyld. Så skulle det udelukkende være for modtagerens skyld. Og måske er jeg bare lidt træt af, altid at føle, at jeg skylder nogen noget?

Faktum er også, at jeg faktisk er usikker på, om jeg ville kunne holde ved min beslutning, hvis en egentlig samtale fandt sted. Jeg er bange for, at komme til at gå med på noget jeg ikke har lyst til, og blive viklet ind i en andens forestillinger om, hvad der kunne være det rigtige for mig.
Jeg har ikke lyst til at løbe risikoen, tage chancen - så en mail, var det helt rigtige.

Det er på en eller anden måde befriende, at have sendt den. Lettet, fra mine skuldre. Afsted med den. Ud. Færdig. Slut.
At markere grænsen.

Som det dog også er ret klassisk (for mig i hvert fald), så er dét at markere grænsen, også forbundet med uro. Nej, uro er nok en mild betegnelse.
Det er pisse ubehageligt! Faktisk! Angstprovokerende gange hundrede!
Uanset, den grænse der bliver trukket op, ER og føles - rigtig.
Men, jeg tænker også, at for hver gang jeg gør det - øver mig i at markere mine grænser, jo bedre bliver jeg til at deale med den usikkerhed, angst, bævende knæ & 'åh nej, må jeg nu også godt sige Nej tak?'  følelse, der synes at opstå. Og måske, vil den en dag slet ikke opstå længere? Måske, vil det en dag føles helt naturligt, og ikke-ubehageligt, at mærke min grænse, markere den, og stå fast på den.

Jeg kan mærke, at det er den rigtige beslutning det her. Uanset uroen lige nu. Og uanset jeg ikke aner hvad der skal komme til at stå istedet.
Jeg er sikker på, at det der kommer til at stå istedet, er bedre. For mig.
Det her var en klokkeklar sammenhæng, hvor det at stå foruden - skulle det komme til dét - er mere ønskeligt, end at blive. Forblive i noget jeg absolut  ikke har lyst til.

Imorgen kan det også være, at jeg trodser mine bævende knæ & nupper een mere på To Do listen.
Får hentet mine ting på det der tidligere job. Afleveret nøglen. Lukket døren.
Det kan også være jeg siger, at idag var nok døre at smække, for det næste døgn. Don't push it.
Don't know.
Een dag af gangen.

Det har stadig fylde

Jeg løb ind i en tidligere kollega idag.
Nå ja, det måtte vel komme. Vi bor trods alt kun med nogle få gader imellem os.

Hvad blev der egentlig lige af dig? Spurgte han.
Tja, tjo, bum bum, hva si'r man. Og tænkte, at det var da egentlig en lidt pudsig måde at spørge til, hvordan det går med et andet menneske.
Han overvejede at sige op. Bum! Slut, færdig med dét. Hældte en masse ord ud. Frustreret, som han var.
Jeg ved ikke. . . jeg havde ikke den store lyst til at tale om dét.
Jeg fik den her velkendte kvælende fornemmelse. Klump i halsen, ondt i maven, som jeg har fået hver gang tankerne har strejfet hvad det lige var, jeg oplevede dér.
I tankerne gjorde jeg store armbevægelser, vristede mig fri, væk fra den samtale. Mens jeg stod der, mere eller mindre fanget, i køen sammen med ham. Og hans ord.

Jeg får den her følelse af, at blive smækket op mod muren, været fanget i et hjørne, konfronteret på en ubehagelig måde, hver gang nogen har spurgt til det.
Tænker nogle dage Hvad fanden var det lige for noget?! Noget, må der virkelig være sket. Noget ganske skelsættende, siden jeg oplever at indvirkningen er så stor. Selv her, flere måneder efter. Jeg kan ikke tale om dét, eller tænke på det, uden at opleve gråden stå helt op i halsen, eller frustrationen komme som lyn fra en klar himmel.
Jeg ved ikke rigtigt hvad det er der skete. På det job der. Men jeg ved, at det bliver ved at fylde.
Så slip det dog! Set free! Lad det ligge! Et eller andet...
Ja. I know. Bestiller ikke andet end at forsøge. Men der er et eller andet der blokerer. Et eller andet der bliver ved at tage fylde.
Ligeså meget fylde, som deres tavshed.
Der blev så larmende tavst. Komplet, stilhed.
Mens jeg råbte. Sparkede den ene dør ind efter den anden. Til jeg også blev... tavs?
Jeg har følt mig som en kujon, at jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. At jeg blev tavs, stille - efter noget tid.
Jeg ved ikke om den følelse er hængt ved. Jeg tror det ikke.
Men, min tavshed er ligeså larmende som deres - mens jeg står der i køen, hører halvhjertet på hans ord. Og ønsker bare , at han vil tie. Ønsker mig bare, væk.