Hvad mit hjerte godt ved . .

Okay, det kommer nok sådan ret hurtigt til at handle om det små, i det store - her mens jeg går hjemme & forsøger at finde egen rytme. Ro.
I hoved, primært.
Egentlig kan man sige, at jeg forsøger 'bare' at få gjort de mest basale ting. Få noget søvn. Hvile. Få ro i tankerne. Fred. Huske at spise. Hvornår skete det, at jeg ikke rigtigt mærkede at det helt grundlæggende skred?
Jo der er helt sikkert den faktor, at der også er risiko for at gå lidt i dvale. At 'når man er igang, så kører det ligesom! Når man ikke er igang så. .ja, kan det stagnere'.
Men, det kørte jo ligesom heller ikke, vel?
Sådan, hvis nu vi skal smide fakta på bordet. Og se 'dæmonen i øjnene'.

Jeg kom sent ud af døren, endnu ikke vågen til en ny dag. Endnu ikke ladet op, til at ræse videre. Kom for sent hele tiden. Halsende evigt 10 minutter bagefter, hvilket hurtigt blev mit 'stempel', som kolleger lavede sjov med. Det stempel har jeg aldrig haft før. Jeg har nok nærmere haft det modsatte. At være i AL for god til.
Jeg missede møder. Glemte dem. Glemte også aftaler med børnene. Jeg kunne se skuffelsen i deres øjne. Brændte veninder af, fordi jeg glemte vi havde en aftale. Jeg glemte også at hente en ven i lufthavnen. Sådan noget glemmer jeg ikke.
Jeg løb af sted, med mig selv hængende bagefter, stakåndet, forsinket, grædefærdig af pres.
Altså... Jeg ku' godt! Men så kunne jeg heller ikke andet. Ikke forholde mig til andet. Ikke flere kræfter ganske enkelt. Puppede mig inde. Orkede ikke engang at aftale noget der kunne give lidt liv. Havde ikke engang tankevirksomhed til det sjov, det gode, det rare - det der gi'r liv!
Det kørte jo ligesom ikke, det hele. Hvis vi skal være ærlige her.

Jeg mærker fortvivlelsen, når mine tanker får lov at gå tilbage. Reflektere. Mærker den her knugende fornemmelse af Hvad fanden skal jeg så?! Den viser sit fjæs, hvert andet øjeblik. Og jeg har fanget, at den er her for at give mig et praj. Bli'r ved at poppe op. Hey, kig den her vej!
Jeg kan ikke fortsætte, som jeg gjorde. Før. Det ved mit hjerte godt.
Men jeg tør alligevel ikke tage det ind. Helt ind. Det er i grunden lidt underligt. At vide.

Det var lidt som at holde nogle motorer igang, som bare løb mere og mere tør for brændsel. Jeg kunne ikke finde ud af at få ro. Eller bremse op. Finde det der nærmest 'hellige' sted, hvor der bare er en smule - ro. Jeg synes bare det kom længere og længere væk? Udeblev? Ikke, blev.
Til sidst følte jeg det som om, at der vitterligt ikke var mere at give. Og mit billede udefra, her bagefter er, at jeg bare kørte på, kørte på, og kørte på. Lige om lidt, så er det ikke ligeså drænende. Lige om lidt, så bliver der også ro. Lige om lidt, så kommer følelsen af at det giver mening at give & yde - det aller yderste. Lige om lidt...
Det der skræmmer mig lidt er, at det ikke synes at have sluppet. At jeg fortsat føler presset, helt enormt! Nogle dage næsten som det er helt fysisk.
Og det er her ikke mere. Presset. I hvert fald ikke på det synlige plan. Det er oppe i mit hoved. Det er dér roen skal komme fra. Og det er dér, selv de mindste ting kan føles som ultimativt pres.

Jeg prøver, prøver VIRKELIG, at skære ned til minimum. Helt ind til benet. Hardcore med min tid, mit space, mit ønske om RO. Plads.
Og jeg synes ikke rigtigt der sker noget? På det plan. Bliver også lidt utålmodig. Frustreret måske også, når jeg har en følelse af at der ikke er TID, eller plads til bare at forsøge at VÆRE.
Det kan jo ikke passe, at der ikke er tid til det?! Eller plads, for den sags skyld?
Men det føles sådan. Og det er mærkværdigt, at stå midt i.

Det er herfra, jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal pejle hen. Tage sigte imod. What to?! StedeET. Det er her jeg ville have trukket på en professionel. Den professionelle, som havde andre dagsordner. Nu må jeg vente lidt, og se om en anden kan være mig behjælpelig, herfra.

Jeg kan godt savne at tale med mennesker, når jeg går her og gearer ned. Når jeg går her & forsøger at give plads til roen, søvnen, få bugt med trætheden og tankerne.
Jeg kan godt savne, det pust af lethed det kan give, at møde andre mennesker, tale sammen, vende tingene, blive inspireret, grine.
Men jeg savner også at kunne være. Bare i stilhed. Lave Ingenting. Sammen.
Pulsen derude i 'den virkelige verden' synes bare for høj til mig lige nu. Til det. At bare være. Det går for stærkt! - jeg synes ikke rigtigt jeg kan følge med?

Jeg tænker på hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg før havde så mange bolde i luften, og igang. Hvordan det kunne lade sig gøre, at holde dem gående, finde energien til det, bare køre på dag efter dag. Når jeg oplever, ikke at kunne jonglere med mere end et par stykker, lige i denne tid. Og det bliver alligevel ind imellem for ambitiøst.
Jeg føler mig som en karklud der er blevet vredet for væske gennem en periode. Og nu er der ikke mere vand at trække ud. Men, den bliver fortsat forsøgt vredet. Igen og igen. Karkluden dér. Mig.

Det leder mine tanker tilbage til det mit hjerte godt ved. Dét, jeg inderst inde godt kan mærke, at der er sandhed i.
Det duer jo ikke i længden det dér. Det er overhovedet ikke holdbart, eller fremsigtet.
Jeg ved det godt. Det er nok dels også derfor der ikke kan blive ro. At det bliver ved at storme, at der fortsætter med at være flersporede motorveje i mit hoved.
Fordi jeg ikke kan slutte fred med den indsigt jeg har fået, her hvor jeg befinder mig lige nu.
Aner ikke hvad man stiller op med sådan et klart budskab? Hvad man stiller op, når man opdager, at det man troede man skulle, ikke er det alligevel?
Så gør man noget andet. Går en anden vej, lægger den eller finder den! , siger min umiddelbare forestilling & kom-nu-ind-i-kampen-ånd.
Men, måske handler det i virkeligheden også om, at opdage ikke-at-kunne. Og det slag der er forbundet med det?
Det er nu ikke fordi jeg mener jeg partout skal & bør kunne, ALTING - hele tiden. Men det er på en eller anden måde sårbart, skrøbeligt og svært at indse - nej, nok nærmere acceptere - at dét er okay ikke-at-kunne.
Bare lidt. Bare for nu. Det er okay. Bare noget tid. Og slutte fred, med dét.

Vaklende

Nåmen, jeg skal så finde en ny psykolog. Brændte nallerne på den forrige. Måske gik det liiiidt for stærkt sidste gang? Ja, indrømmet - det gik ret hurtigt. Havde en kort telefonsamtale med hende. Bum bum bum, så var der booket tider. Hun var jo blevet anbefalet. Og blev talt GODT om. Erfaring. Alt det der.
Men, det er bare ikke altid det er dét der spiller den afgørende rolle, må jeg huske mig selv på.
Hva spørger man lige om, også? Squ ved at være længe siden jeg sidst har været på 'udkig' efter det rette. Måske var jeg naiv & gå fuldstændigt ud fra, at det egentlig 'bare' var at give sig i kast med det. Med een. Ikke spørge så meget ind. Det var nok uklogt. Note to self.

Nu sidder jeg så her med den (korte) liste over de mulige psykologer der er at 'vælge'. På ordningen, der. Timer kan rykkes. Pyh, alligevel.
Men underlig fornemmelse, at vælge - ud fra liste. Kigger på deres hjemmesider. De få der har een. Læser lidt. Ikke rigtigt noget der fænger. Meget. . . klinisk? Ryger det ind over mine tanker.
Ikke den her ' det taler meget til mig, det der står dér '. Jeg ved ikke. Det er sådan jeg før har fundet hjælp. At gå efter det der talte til mig. Talte ind i mit. Lød - rigtigt. Det er svært at forklare, hvad det rigtige ER. Men, hvis du har prøvet at finde noget der bare føltes Rigtigt, sådan helt 'landet på plads', så ved du måske også hvad jeg mener.

Det er lidt som om jeg har været her før. Og så jo alligevel ikke. Selvfølgelig har jeg ikke det. Har ikke stået præcis lige her, før & skulle søge retning, imod noget, hen til noget, herfra hvor jeg er nu.
Men den her fornemmelse af, man ved jo reelt ikke hvad man går ind til, før man ER der genkender jeg. Det her med at finde noget der lyder rigtigt, uden man kan vide om det også matcher.
Det er et sats. Kan man måske sige.
Idag orker jeg bare ikke at satse. Idag er jeg for vaklende omkring det. For usikker. Frustreret. For træt. For lidt søvn.
Det er nok dét. Det er nok derfor jeg vakler mens mine øjne løber nedover listen. Synes intet af det lyder tåleligt.

Jeg tror ikke jeg kan vælge, sådan umiddelbart. Tror jeg trækker på de der ved noget. Kan anbefale. Sige noget om det jeg ikke selv kan læse mellem linjerne, eller høre gennem stemmen i telefonen. De der ikke har (fået) forbehold, som jeg lidt føler at have. Måske.
Eller også er det bare. . . Ikke tid, lige nu. Imorgen, måske.

Det er ...

Det er når jeg opdager, at jeg har været...
bare. . været! Lige dér, lige nu, tilstede.
I ro. Naturligt. Trygt. Let. Hyggeligt. Sjovt. Uden at tænke over det. Ikke akavet.
Bare, som mig.
Det er når jeg opdager, at dét findes også. Det er også begyndt at være. Mere.
Det er når jeg opdager dét. Tænker over dét. Bagefter. Så falder det bare på plads, det hele. Det giver bare mening.
Det har været, og er - arbejdet værd.

Når kvinder bliver nedgjort, af andre kvinder

Jeg ved squ ikke rigtigt, om det er mig der er sær. Fintfølende. Blevet allergisk. Overfølsom? Eller om mine værdier er blevet så tydelige for mig, og det blot kan føles ensomt at føle sig ene - med dem?

Jeg er et meget blufærdigt menneske.
Føler mine grænser overtrådt, blot ved talen om specifikke ting. Der er ord jeg ikke engang kan skrive & som du aldrig ville høre mig sige højt - i hvert fald ikke uden at bruge biiip lyde, dæknavne eller forklaringer-udenom-for-ikke-at-sige-ordet-agtigt.
Der findes mennesker som tror, at fordi jeg har været i prostitution, så er jeg 110% GO, på at tale om ALT der omhandler sex, sexlegetøj, dildoer, P*K & Patter (ja, jeg ku' ikk skrive det), orgasmer, onenightstands and you name it.
Men det er jeg altså bare ikke. På, at tale om det. Faktisk, som i slet ikke.
Jeg ER ret blufærdig! Man skulle måske tro, at jeg havde set & hørt - det meste. Og det har jeg måske nok også. Og måske er det derfor.
Nogle gange har jeg indtryk af, at jeg har fået en eller anden form for NOK, af alt hvad der omhandler sex, krop eller ord med henvisninger til seksuelle undertoner. Så NOK, at jeg får kvalme & billeder kørende på nethinden, blot jeg hører andre tale i den retning.
'Det sætter sine spor. Det sætter sig på sanserne' - får jeg en tanke indover her.

Men der er også noget andet i det. Noget meget værdiladet. For mig.
Jeg føler mig ramt. Bliver ked af det hvis der jokes med seksuelle undertoner, og ensomheden er enorm, befinder jeg mig i omgivelser, hvor dette er mere eller mindre toneN.

Jeg var til den her 30 års fødselsdag. En kvindelig fødselar. I selskab med en bunke andre unge kvinder. Tonen og stemningen er lagt fra minut éet. Det er total tøse-kvinde-fnidder-sex-bryster-dildo-penis-tema. Og jeg står bare af. Allerede inden det hele er startet.

Der er bestilt en kæmpe oppustelig dildo, som fødselaren skal have. Med ligeså stor mængde flødeskum, til at kunne sprøje udover.
Bare det at beskrive billedet der foregik der i 'festen', får mig til at få lyst til at klappe i. Tie. Jeg krummer tæer.
Jeg synes ikke det er sjovt. Overhovedet. Kan ikke se linket. Forstå pointen.
Og jeg mener ellers ikke, at jeg plejer at være totalt humorforladt?
Jeg sidder der og føler mig mærkelig. Sær. Snerpet? Aj, vel?
Samtalerne flyder med seksuelle temaer, mens min hjerne kokser mere og mere sammen. Også, da vi skal spise et stykke af den kage der er lavet. Formet som en penis. Selvklart (?!)

De andre taler om strippere. Det kunne være SÅ SJOVT, hvis vi havde bestilt sådan een! hepper de andre i kor. Og latteren flyder. Ja, een af de der chicks med sili-boobs, extensions, leopard outfit & klorin-hjerne! Griner de. Hahahaha, en dåse med andre ord?
Ja, eller du ku få en stripperstang til soveværelset! Griner de samstemmende. Og alle mener at fødselaren skal afprøve om den der oppustelige tingest, ville kunne fungere som stand-in.

Jeg synes det er trist at høre på. Og overvære. Og ensomt, at sidde der med mit. Helt ude i periferien.
Jeg bliver ked af at høre denne gruppe kvinder tale så nedsættende om andre kvinder. Synes det er så sørgeligt. Jeg får næsten svært ved at holde tårerne tilbage.
Jeg kan IKKE finde det sjove i det. Eller humoren, overhovedet - bare en lille smule.
Jeg bliver trist over at overvære, hvordan synet på en anden kvinde, kan være så nedsættende - hvordan 'vi andre' åbenbart skulle sidde der, og føle os af højere rang. Eller hvad?
Jeg bliver også gal. På min generations vegne. Er vi virkelig så uvidende, at vi sætter et andet menneske i bås på den måde? Tramper på hende der stiller sig op, blotter sin krop (& sjæl)?

Jeg kunne ikke se det sjove i det. Og kan fortsat ikke.
Ensomheden blev så stor, at jeg valgte at forlade 'festen'.
Nu er jeg så hende der er lidt sær. Sart. Well, det kan jeg godt leve med.
Hvad jeg har svært ved at leve med er, at dét der for nogen mennesker synes tilladt at udstille & nedgøre, i min verden er lig med et menneskesyn jeg finder skræmmende. Og sørgeligt.

Nej, de inviterer mig nok ikke med til planlagt dildo-party. You know what? Jeg tror jeg overlever. Og jeg tror nok jeg har set hvad der er at se. No need to see no more ;-)

Afslutninger

Der er den der flyttekasse, som jeg skal have hentet og bragt et andet sted hen.
Mine sidste rester af 'ting jeg ikke ved hvor jeg skal opbevare, men som jeg hverken vil have i min lejlighed eller smide ud'. Tænk, alligevel, at det har komprimeret sig til en enkelt kasse. (Nå ja, måske 1½..). Men, kassen kan ikke længere få plads at stå i venindens kælderrum. Den skal hentes, og der skal findes et andet sted til den. Burde faktisk allerede være hentet nu. Hun presser på & puster mig i nakken. Men, jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af den.

Der er den der besked jeg skal give om, at jeg ikke kommer mere. At jeg har truffet min beslutning. Måske en mail, eller et telefonopkald der skal gøres.
Det skal bare overståes! siger min beslutsomhed, mens min rygrad hvisker vent til imorgen. Er det sjovt, at skulle meddele? Nej, det er sådan noget nok aldrig. Er det nødvendigt? At meddele? Ja.

Der er den der nøgle, som skal afleveres på det der job, som jeg ikke har mere.
Der er også mine støvler, et tørklæde og vist også en taske der er mit derude. Derude på det der job, som føles oceaner af tid væk, og samtidig ufatteligt tæt på.
Jeg kan stadig mærke hvordan de strenge der blev slået an, i optakten optil mit brud, står og vibrerer i luften. Giver ekko, skingert - helt ind i knoglerne.

Der er det der netværk, som aldrig rigtigt nåede at blive det. Som aldrig rigtigt nåede at blive etableret, før det blev skudt ned. Nu hvor det ikke bliver, nu hvor det ikke længere ser ud til at etableres, mærker jeg at jeg havde håbet. På sigt. Måske.
Måske kunne jeg alligevel have haft en følelse af at kunne være en del? Måske. Jeg ved det ikke. Lige nu er jeg bare træt af at have troet og håbet. Lukker den i, ligeså stille.

Jeg ved ikke hvor jeg står. Med særligt meget.
Det føles enormt skrøbeligt. Og jeg gør egentlig mest i, at forsøge ikke at puste til det. Det skrøbelige. Mens jeg også må agere fremadrettet, så det her ikke bliver en stilstand.

Det så bare så lovende ud, tænker jeg stille, mens jeg også ved, at det jeg havde forestillet mig, ikke rigtigt er blevet.
Jeg ved ikke om jeg har fundament nok, til at kunne blive stående her lidt. Til at afvente, og give mig den ro og plads der er nødvendig. Jeg ved ikke om mit fundament vil smuldre, og mine vægge & lofter vil ramle ned over ørerne på mig.
Jeg ved ikke om jeg har råd til at blive boende i mit Hjem, hvis jeg ikke kan arbejde de næste måneder. Måske længere tid.
Jeg ved hvad mit hjerte siger. Men realiteterne siger noget andet.
Hvad nu hvis jeg ikke kommer til, at arbejde som jeg havde troet? Hvad nu hvis jeg ikke kommer til, at etablere en indkomst der fører mig frem, istedet for i sænk, igen & igen?
Jeg tager dem ikke helt ind. Realiteterne. Forsøger ikke at lade mine tanker strande på de flager af rod der flyder rundt. Trækker vejret, dybt ind. Det løser sig. Det gør det altid.

Jeg E L S K E R mit Hjem. Det er det første sted, nogensinde! Hvor jeg har følt mig hjemme. Måske kan jeg også 'bare' låne en anden mit hjem en periode. Måske, mens jeg økonomisk kommer på fode. Eller bare forsøger ikke at synke. Men, hvor skulle jeg så være. Imens?
Du ville kunne føle dig hjemme et andet sted! Forsikrer jeg mig selv om. Ja, nikker jeg, mens mit hjerte synker. Jeg bliver slugt i længslen. Har måske været der for længe. 'Lige om lidt'. Altid denne venten. Altid, lige om lidt. Lige om lidt, tager tid. Og krafter.

Det er en tid med afslutninger af flere facetter. Måske har jeg nok bare mest af alt brug for at vide, lige nu, at noget bliver begyndt. Så.
Og at noget vil bestå. Forblive. Blive, som det er.

Det ville være så ideelt, hvis blot det altså var dét. . .

Jeg er startet hos den her nye psykolog. En psykolog der efter sigende skulle have stor erfaring i at arbejde med mennesker, der har samme eller lignende problemstillinger som jeg. Det er jo et godt tegn & udgangspunkt, tænkte jeg og besluttede mig videre for at gå af den vej. En psykolog, som nok arbejder meget anderledes i forhold til hvad jeg har været vant til, men som jeg har været indstillet på skulle være med til at guide mig videre herfra.
Men, det er også en psykolog, som allerede efter mit første møde med hende, vakte en sær form for tvivl, i mig. En fornemmelse af at et eller andet ikke stemte. En sær følelse af, at flere strenge i mig blev slået an - og stod der og dirrede og gav genlyd, gennem alt for længe. En mavefornemmelse, der ikke synes at gå væk, og en eller anden følelse af kemi der bare går skævt, uden helt at kunne sige hvorfor.

Jo, jeg har tvivlet før. Jo jeg har oplevet hele usikkerheden omkring, at starte op, mistilliden, det nye, det ukendte og så videre. Og jeg har også været opmærksom på den, og tøjlet den efter bedste evne. Men den her tvivl i mig, var og er. . . anderledes.
Jeg har ikke kunnet sætte fingeren på hvordan, eller hvorfor. Har bare mærket, at den var der - og også været åbenmundet om det, til hende, allerede efter kort tid.
En beslutning jeg har truffet om, at DET HER - det vil jeg gerne. Og besluttet at sige højt og klart, hvad jeg vil & ikke vil - og sige hvis der var noget der ikke fungerede for mig, eller gik over mine grænser. Det er en aftale jeg har lavet med mig selv, og den aftale blev bare højst aktuel, langt før jeg næsten havde nået at træffe den.

Og... jeg har forsøgt. Som i; V i r k e l i g forsøgt. Givet det en chance. Gået ind med åbent sind, og forventningen om at det bliver sikkert helt fint. Jeg har ikke haft den modstand på, som jeg kunne frygte jeg ville ha'. Nej, jeg har faktisk overrasket mig selv på det område.
Været afklaret, klar og go for it. Meget målrettet, og fastholdende.

Men, det går ikke. Det gør det altså virkelig ikke.

Og det er grundlæggende ret besværligt, og omstændigt, og kompliceret at det ikke gør.
Sagen er den, at det ville være IDEELT lige nu - hvis det gik. Det ville være oplagt, at lægge min tid der, og fortsætte på den vej der er stillet op.
Vejen er mere eller mindre tegnet op for mig, sådan rent praktisk, økonomisk og fordelagtigt - som det hele synes at passe ned i flere kategorier, af muligheder for at kunne lægge det næste stykke med tider hos hende. Jeg skal sådan set 'bare' finde ud af at få det til at fungere, på den vej der er lagt for mine fødder, kan man sige.
Men, det kan jeg ikke. Uanset hvor meget det piner mig, og uanset hvor meget jeg gerne ville, og hvor ideelt det ville være!. . så kan jeg ikke.

Jeg bryder mig ikke om hende. Altså, det er ikke fordi jeg ikke kan lide hende - hun er sikkert et helt fint menneske. Men, jeg - ja, jeg oplever at kemien ikke er der. Vi svinger ikke. Eller jeg svinger ikke, med hende.
Jeg bliver irriteret på hende, når hun taler om ting jeg ikke finder væsentlige. Når hun taler om fantasiverdner, kongeslotte & hunde med særlige evner, som jeg 'kan tage med mig dér på gaden, og gå ved siden af mig'. Jeg bliver irriteret og forsøger at sige fra, men bliver ikke mødt. Iriirteret, men ikke på den der måde hvor jeg inderst inde godt ved, det er fordi hun prikker til noget i mig der er udvikilende - ikke på den der måde hvor eg inderst inde godt ved, at det skyldes en modstand i mig. Nej, det her skyldes mere en afstand, som jeg har lyst til at lægge. Trække min grænse op om mig selv, og ikke gå med. Fordi det føles - forkert.
Basicly så er kemien der ikke. Og jeg har forsøgt at fremelske den. Finde den. Men uden held.
Det fungerer ikke. Det gør det altså virkelig ikke.

Det startede egentlig ud med, at jeg havde gjort mig mange tanker om, hvad det var jeg ville, herfra. Mine tanker om hvad det er jeg synes der spænder ben for mig nu & her, havde jeg forberedt godt og grundigt, og som sagt aftalt med mig selv, at tage mit ansvar for at gå openmindet ind til det her. Melde på. Og ud. Og måske nok også meget mere konkret, end jeg nogensinde før har haft følelsen af at være, eller have forestillinger om at kunne være. Jeg gik med andre ord ind til min første samtale, med en næsten helt konkret fremstilling af, hvad det er jeg ønsker at få hjælp til. Og et spørgsmål der lød på, om vi kunne samarbejde om det.

Min første samtale gik også sådan nogenlunde. Mit indtryk var, at jeg skulle sørge for at få sagt 'hvad jeg sad med', som var vigtigt for mig og holde fast i det.
Mit indtryk var, at hun meget hurtigt kom på nogle spor, hvor jeg slet ikke var med - og oplevede flere minutters lange talestrømme af ord, om noget der slet ikke sagde mig noget. Eller talte ind, til mig.
Det var fint nok, at blive mindet om, at det er vigtigt at få italesat, hvis samtalen drejer sig i retninger der ikke omhandler det jeg mærker er vigtigt, og at jeg ikke blot lader mig styre med - tilpasser mig, indordner mig, og svarer - blot for at give et svar, så vi kan komme videre i teksten.

Min anden samtale gik jeg derfra, og følte mig mere dum, ubegavet og forkert end jeg længe har oplevet. Hun spurgte ind til flere forskellige ting, hændelser, og episoder gennem mit liv, og de var bare alle under kategorien 'her har vi så det sorte hul i hukommelsen'. Jeg følte det squ lidt som om, at jeg var et hittegods barn der blev konfronteret med ikke-at-vide, og jo mere jeg forsøgte at give udtryk for at det vidste jeg ikke, jo mere pressede hun på, og jo mere forsøgte hun at bore. En følelse af at sidde & bore i det samme sorte hul, uden der dukker noget som helst op til overfladen - uanset hvor meget man forsøger at bore, og uanset fra hvilken vinkel vi forsøger at se på hullet. Så er og bliver det - et hul.

Det var her jeg oplevede, og opdagede, at jeg sagde et-eller-andet - blot for at sige noget. Blot for at stille hende tilfreds, så vi kunne komme videre. Hørte mig selv svare Ja, nej, jo måske - halvhjertet, så det skar i mine ører. Og ivrig efter at komme til at tale om sagens kerne.
Dét går ikke! Reflekterede jeg efterfølgende, og besluttede at dén pind ville jeg ikke hoppe på. Og besluttede derfor at tale om, hvad det var jeg oplevede at 'ty til', den efterfølgende gang.
Her blev jeg så for første gang overordentlig forvirret i min oplevelse af hvad min virkelighed er. Hun lyttede ganske kort til mine overvejelser, og fejede dem derefter af bordet med udtalelser om, at det var klart jeg havde modstand på det hun introducerede mig for , mens hun talte videre i ét væk, om at når jeg oplevede at blive forvirret skulle jeg se det som et tegn på udvikling. Jeg følte mig kørt henover, talt ' på plads' og ja - med andre ord Overrouled.
Imellemtiden bar jeg også lidt over med det hele, og mig selv. Det er jo så nyt, og ukendt endnu - det kommer hen af vejen, forsøgte jeg at berolige mig selv. Du skal bare lige igang, og bare lige finde formen og lande i det.

Men, så var det, at hun valgte at gå bag min ryg.
Velvidende at jeg har grund til at være forsigtig . Og at det har taget mig år, at lære hvordan jeg passer på mig selv. Og at jeg endnu ikke er helt skarp i disciplinen. Og sætter en ære i, at gøre mit bedste.
Og velvidende, at jeg - naturligvis! får jeg lyst til at sige - har det svært med mennesker der har en bagtanke, intention eller bagvedliggende argenda, som jeg ikke kender til.
Hendes intentioner var gode. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Hendes formål var udelukkende positivt, og godt - det tror jeg på. Men hendes klodsethed i sine intentioner, stod jeg af på.

Jeg har været så heldig, at få bevilget den pulje af psykologtimer, som Servicestyrelsens kompetencecenter har mulighed for at give. En bevilling jeg slet ikke havde regnet med, og ikke havde tænkt ville være en mulighed for mig.
Puljen er begrænset til et vist antal timer, og ordningen går på, at man kommer til en anonym samtale hos kompetencecenteret, og herefter - hvis de finder grundlag for at man har brug for hjælpen - kan blive henvist til en af de psykologer som har tilknytning til ordningen.
Min nye psykolog var en af dem på listen, og kompetencecenteret anbefalede mig hende - dels ud fra hendes arbejdstilgange, metoder, erfaring mv, men også ud fra den betragtning, at hun også tager klienter med henvisning via sygesikring. Det ville altså med andre ord være muligt for mig, at blive henvist til hende via min læge, når de tildelte timer via kompetencenteret var opbrugt, og således opnå 11 timer yderligere (med reduceret egenbetaling) via sygesikringen.
Min økonomiske situation taget i betragtning, lød dette som en mulighed for mig - og også noget jeg kunne se var mere fremadrettet, og længeresigtet end hvad jeg ellers ville have mulighed for.

En eftermiddag bliver jeg ringet op af en medarbejder fra Servicestyrelsen. En medarbejder jeg ikke har stiftet bekendskab med før. Hun fortæller mig, at de timer der er søgt udfra en anden ordning under servicestyrelsen nu er blevet godkendt. Jeg har ingen ide om hvad det er for nogle timer hun taler om, men går ud fra at det er de timer jeg allerede er i fuld gang med at bruge af, som hun omtaler & jeg takker derfor for beskeden, men siger at det vidste jeg allerede.
Lige umiddelbart tænker jeg ikke videre over det, men studser lidt over at blive kontaktet - når nu jeg har henvendt mig anonymt & fået at vide, at også visiteringen foregår fuldt anonymt.
Dagen efter har jeg en tid ved psykologen, og samtalen forløber lidt som de foregående. På vej hjem, bliver jeg ringet op af den medarbejder jeg var til samtale hos i kompetencecenteret, forudgående for bevillingen af timer. Hun ville blot sikre sig, at jeg nu VAR med på, at jeg var blevet godkendt til endnu en ordning. Altså, en pulje timer udover dem jeg allerede var bevidst om. Og havde ansøgt om.
For hun havde lige fået et opkald fra den psykolog jeg går hos, og denne havde ikke indtryk af at jeg vidste besked.

Jeg er forvirret, og aner ikke hvad hun taler om. Hvad er det for en anden ordning jeg skulle have søgt? spørger jeg, og får til svar at det er psykologen der har fremlagt hvad jeg har fortalt gennem de samtaler jeg allerede har haft, og bedt om at afdelingen kigger på min 'sag'. Så nu har jeg talt med flere om det her i afdelingen, og du kan også høre under en anden bevilling som vi kan give - er det ikke en glædelig nyhed? siger hun dér i den anden ende røret.
Jo, får jeg fremstammet. Det er da dejligt med noget lidt mere fremsigtet, siger jeg, mens jeg mærker hvordan min mave snørrer sig sammen.
Der bliver helt stille i den anden ende. Jeg bliver også.
Er der noget problem med det? Spørger hun, nu lidt mere forsigtigt. Nej, eller ... altså...jo, jeg er bare lidt overrasket over at høre at psykologen har talt med jer, om mig. Det vidste jeg ikke. Det har jeg ikke fået at vide hun ville gøre, eller blevet spurgt om hun skulle.
Nej ? Siger kvinden i den anden ende af røret. Okay. Der bliver stille... Men nu har du i hvert fald lidt flere timer til at komme ordentlig på benene, siger hun, let.
Ja, siger jeg, mens jeg mærker en vrede vokse sig kæmpe stor indeni mig. En følelse af at være blevet gået bagom ryggen, brudt tillid, og samtidig en følelse af at være fuldstændig uforstående overfor hvorfor kvinden fra kompetencecenteret er den første der fremlægger for mig hvad psykologen har tænkt og haft intentioner om. Det kommer fuldstændig bag på mig, at der skulle være en plan om at søge andre midler, og tage kontakt til nogensomhelstoverhovedet!
Undskyld, men hvad har hun fortalt om mig? er jeg nødt til at spørge. Og jeg får her fremlagt dele af min livshistorie i korte oprids, fra et menneske jeg slet ikke kender. Dele, som er sagt til en psykolog i fortrolighed, med den forestilling at terapirummet var & forblev - fortroligt.

Jeg har svært ved at bygge en relation på oplevelser med mennesker der går bag min ryg. Også selvom intentionerne er grundlæggende gode. Og jeg har svært ved at bygge på en relation, hvor min etik og mine grænser bliver overtrådt. Og især har jeg svært ved, hvis ikke min afstandtagen og grænsemarkering bliver taget alvorligt, efterfølgende. Hvis ikke jeg oplever, at det bliver respekteret, accepteret- at jeg ikke synes det var i orden. Hvis ikke 'folk vil stå ved det' kunne jeg sige, selvom det lyder mere markant end det er tiltænkt.
I den her situation oplevede jeg ikke, efterfølgende - da jeg valgte at tale med psykologen om det - at blive respekteret i min oplevelse af det hele. Jeg oplevede ikke at blive mødt i min undring over, at hun havde fremlagt dele af vores samtaler for et andet menneske. Og oplevede heller ikke, at blive mødt i min tilkendegivelse af, at jeg gerne ville have vidst det, inden hun gjorde det.
Men jeg bærer heller ikke nag i det uendelige, og kan også godt slippe en oplevelse af det - hvis relationen ellers har noget at bygge på.
Det oplever jeg blot ikke, at den her har.

Jeg har forsøgt, også efterfølgende. Men alt i mig stritter imod. Min mavefornemmelse siger ' Flyt dig!'. Min krop vil ikke slæbe sig derhen, og jeg har kastet op på vejen i toget til de sidste samtaler jeg har haft.
Lige i de her dage, overvejer hvordan jeg får sluttet på en ordentlig måde. Den sidste samtale jeg havde med hende, tror jeg bliver den sidste.
jeg havde lyst til at gå min vej efter blot 10 minutter, mens min hjerne gav det en chance mere. At sidde der, en hel time og kun have lyst til at gå ud af døren og finde et andet sted at 'gå ind' gennem hele timen- det vil jeg ikke være med til. Hvis jeg skal blive, skal jeg overhøre mig selv & ikke lytte til min mavefornemmelse. Hvis jeg skal blive, bliver det uden mig. Og det er knap så ideelt.

Det er bare rigtig ærgeligt, og kompliceret at det er sådan. For tiden er knap, rent bevillingsmæssigt & timerne jeg var så glad at kunne lægge, skal jeg nu finde ud af om kan lægges et andet sted. Hvis ikke de kan det, så ved jeg ikke. Ja, så må jeg finde en anden løsning.
jeg kan ikke lade være at lade følelsen af utaknemmelighed snige sig rundt om mig. Du vil også bare ha' det hele! Og sætter ikke pris på det du har! hører jeg den velkendte 'sang' i mit hoved. Utaknemmelig, fordi jeg (åbenbart uden mit videne) er blevet givet en mulighed. Men, en mulighed jeg ikke kan tage imod.
Jeg kan stå med nok så mange kort dér på hånden, men hvis ikke jeg kan bruge dem - hvis ikke jeg kan bruge det jeg har fået stillet til rådighed, så er det ikke længere en reel mulighed. Og utaknemmeligheden over ikke bare at tage det der nu bliver lagt foran mig, nager mig. Blandet med følelsen af, at jeg ikke vil nøjes. Træt af at nøjes. Træt af at gå på kompromis med mig selv, 'bare fordi det ville være mest praktisk, oplagt og ideelt'.

Ideelt set havde jeg en vej der lå fremstrakt for mine fødder. Jeg skulle 'blot' finde ud af at træde mine skridt på den.
Det ville have været så ideelt, hvis blot det altså var det. Men, det var det ikke.

Kemien kan man ikke tænke sig til?

Tænker så det knager.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere opdager jeg, at det ikke er noget jeg kan tænke mig til. Og over.
Det er en fornemmelse, ikke en tanke. Og jeg synes ikke at kunne lave den om. Fornemmelsen. Uanset jeg rigtig gerne ville. Jeg kan ikke tænke mig til, at ændre en kemi, der bare ikke er der.

‎- det ville bare være nemmere, hvis nu kemien var der. Hvis ikke jeg fornemmede det er skævt, og 'det her svinger jo slet ikke & matcher slet ikke mig'. Eller hvis ikke det betød noget. Men det gør det, så. Nemmere hvis ikke min intuition & fornemmelse, mavefornemmelse - helt ind i knoglerne, sagde mig noget andet. Det ville bare være nemmere & ukompliceret, lige nu. Men, det er det så ikke.
Hvis nu... kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Jeg må gøre noget andet. Gå en anden vej. Se nogle andre muligheder. Kompliceret eller ej. ♥

Angstens greb

Jeg tænker faktisk ikke noget. Prøver blot at trække mit vejr. Mens angsten ruller gennem min krop, og slår luften ud af brystet på mig.
Det tager pippet helt fra mig.

Jeg lå der med hjertebanken gennem en hel nat, og troede aldrig jeg ville kunne bevæge mig igen.
Det er svært at se, når angsten føles så fysisk. Når det føles, som var angsten en grød der fylder hele mit kranie ud. En grød der ikke er plads til, i sin fysiske form, og en grød som presser sig vej gennem mit hoved. Det trykker så irriterende for mine ører. Synet bliver så underligt slørret.
Ordene kan ikke komme ud af min mund, den føles som var den fyldt med vand. Jeg har en fornemmelse af at have en hånd omkring min hals, en hånd der føles som tager den kvælertag. Jeg er bange for at kaste op, hvis jeg lader ordene passere mine læber.
Bange for at nogen vil henvende sig til mig. Bange for at jeg skulle være nødt til at åbne munden.

I panikken for at det aldrig holder op, bliver rastløsheden markant.
I et miks af panisk flugt, og følelsen af at må handle fysisk, iler jeg ud af min dør. Gå, gå, gå. Bare GÅ!!!!!
Lige nu tramper jeg på livet løs.
Mens jeg går i ring.
Det har været sådan her gennem 4 døgn nu.
I nat gik jeg hvileløst rundt gennem gaderne, helt til solen stod op.

Med tunge støvler, skridt efter skridt, tramper jeg gennem gaderne.
Bærende på håbet om , at angstens fylde vil forlade min krop.
Som det dér magiske øjeblik der kan indtræde, når min krop synes at lande på jorden - efter at jeg har følt mig ved siden af mig selv, alt for længe.
Som kunne jeg hoppe mig tilbage i mig selv. Hop!
Det kan ikke beskrives hvor meget jeg higer efter at lande - at 'brikkerne skal falde i hak' så at sige - her mens jeg synes at være ude af trit.
Jeg vil det så meget at jeg går, selvom jeg ikke kan mærke mine ben..

-

‎' Hvis du sover, bli'r natten hurtigere ovre'.
Ja. Nogle gange har man bare ikke lyst til at den skal være det, vel? Ovre.
Eller lyst til, at det bliver hurtigere Imorgen.

At stå i det åbne

har nu fået papir på, at jeg ikke længere er bundet til et sted, som jeg har vidst jeg ikke ville kunne gå tilbage til. Eller skulle.
Nej, det var ikke helt de ord der stod, men det er de tanker jeg får ♥
Det har været svært at nå frem til følelsen af, at jeg ikke behøver gå tilbage. At jeg gerne må sige Nej tak. Vælge noget andet. Eller måske noget helt tredje. For mig selv. På en eller anden måde forløser brevet det sidste, for mig. Hjælper mig til at kunne lukke døren.
Vel er det angstprovokerende nu at stå her & ikke vide hvad jeg så skal! Og vel føles det hamrende usikkert! Så usikkert at benene næsten ryster under mig.
Men, imorgen er det mandag, og jeg er faktisk rigtig lettet over, ikke at skulle presse mig selv til at følge trop. For det ville jeg godt kunne!! Presse mig selv til dét. Igen & igen.
Det har jeg kunnet altid, tror jeg. Men jeg har også betalt prisen. Presset mig til at passe ned i nogle kasser, som måske bare er for trange? & betalt med angst, panik, søvnløshed, rastløshed, stress, tristhed, etc.
'Synes du virkelig, at det er dét værd?' slyngede min læge ud, for kort tid siden. Og Nej, det er dét ikke.
Jeg mindes en vejleder jeg havde, mens jeg gik på seminariet. Hun lod ofte talen falde på angsten for at stå i det åbne. Om hvor usikkert det er, at stå lige dér. Selvom det også er frit.
En ambivalens jeg har mødt mange gange i mit liv, og også møder lige nu.
Jeg ved ikke hvor jeg skal hen nu. Men, jeg ved at jeg ikke skal tilbage. Og dét føles frit ♥
'Jamen, hvad så nu? Ja, hvad så nu..., Så... noget andet', tænker jeg.
Herfra min verden går... ♥