tirsdag den 19. juni 2012

Mine ord er en klump i halsen


Idag, der føles mit indre som en vulkan. I udbrud.
Som havde den ligget og ulmet længe.
(For, længe?)
Og lige idag, der flyder alting over.

Jeg gør.

Idag, der kan jeg ikke være til.
Men, det er jeg.
Og jeg må finde min måde at være det på.
Rumme det.

Og det var her. I hvad der føles urummeligt, at jeg også (igen?) opdagede et savn.
Et i rækken, af flere.
Savn, eller mangel. Hvor er grænsen mellem dem, egentlig? Hvad er det der føles som et hul i maven? En klump i halsen? Et sår der bliver ved at bløde?

Idag, der opdagede jeg, at jeg mangler mine ord. Savner dem.
Eller. Jeg opdagede det før idag. Har haft den følelse noget tid. Nu.
Savner mine ord. Eller nej, jeg mangler at kunne forme dem. Uanset hvordan de så måtte lyde.
Hvorfor er hver en sætning så vævende? Bævende? Som skal hvert et ord hentes et fremmed sted. Et sted jeg ikke længere kender. Eller kan finde?
Det er som hver gang jeg åbner min mund, og vil forme mine ord - så åbnes en sluse. En 'kanal' der går så dybt ind. Og tårer truer med at rende over, hvert og hvert andet øjeblik.
Hvad tuder du for? Ryster jeg på hovedet af mig selv. Bare dét at fremstamme Ja, bliver som et lydløst kvæk.
Hvorfor? Det er ikke mig, det her. Det er som en kamp at tale. Helt fysisk.
Som er lyden af hvert et ord for omfattende. Enormt. Brager gennem luften, selv når det er en hvisken.
Slår huller i luften omkring mig. Og står tilbage som tårne. Forstenet.

Hvorfor er du så nervøs? Usikker? Bævende?
Jeg ved det ikke!!!
Mine ord bliver til en klump i halsen! Slipper ikke fri, uden at efterlade mine øjne oversvømmet.
Og jeg vender mig bort for at skjule, at mit inderste render over.
Skammer jeg mig? Hvad er der? Hvad er det der er galt?
Jeg ved det ikke. Der er ikke noget galt. Er der?
Mine ord er bare fanget i min hals. Sidder som en klump,og presser luften ud af mig.
Og jeg savner at kunne tale - med de ord jeg har. Istedet oplever jeg bare klumpen. Som bliver den så tydelig, og ramt med et pletskud, når ordene vil ud.
Istedet oplever jeg bare skammen ved at rende over. Af tårer der bare triller. Hvor kommer de fra? Det var ikke det jeg ville. Jeg ville bare tale. Nu løber tårerne. 
Og jeg vender mig bort i skam og lede ved mig selv. Pinagtigt og akavet.
Det er som om det ikke er mig der svarer eller taler. Så fandens wierd en følelse det er.
Føler mig, som min egen skygge. Der står og glor ind på mig selv.
Hvor er jeg i det her?

Jeg mangler mine ord.
Og jeg mangler at have et sted at lægge dem. Så de ikke hænger der og flagrer. Runger. Slår huller i luften.
Måske er det derfor de sidder fast i min hals? Så flagrer de da ikke - men er dér. Et sted? Er det derfor?
Jeg mangler at anskue dem, og se dem lidt udefra. Derude hvor de ikke føles ligeså forkerte. Akavede. Overvældende. Tunge. Gigantiske. Uforståelige. Skæve. Skøre.
Mangler det, og tænkte; Hvad blev der af dét?


Det forsvandt. På flere planer. Niveauer. Fronter.
Og så lod jeg det også forsvinde.
For mig selv.
Gav vist ikke lov længere? Tøvede, og det gled mig af hænde. Ja, som gled det ud af hænderne på mig. Og jeg opdagede ikke engang at det faldt. Ligeså stille.
Som en dør der gik i.
Og i samme nu lukkedes en del af mig selv, også.
Pludselig står jeg her, med et forvrænget billede af mig selv. Et jeg ikke kan genkende. Mere.

Tvivl og frustration.
Fortvivlet.
Panik om, at føle jeg har mistet min vej.
Retning. Det gav mening engang. Gjorde det ikke?

Jeg kan ikke se en hånd for mig.
'De' siger, at det behøver man heller ikke at kunne. Det er bare at fortsætte med at gå. Man behøver ikke kunne se hele vejen, for at træde de første trin.
Og jeg tænker hvem er man? Mens jeg famler i blinde. Og fortsætter med at træde på min sti. I tro på, at Om Lidt, kan jeg se. Igen.
Det bliver jeg nødt til at tro på. Der er intet andet. Ellers.

Som en silhuet. En skygge.
Jeg føler mig tabt i tavshed. Klumpen i halsen. Udenfor min egen rækkevidde.
Jeg forsvinder for øjnene af mig selv. Den sætninger har jeg hørt i mine mareridt gennem de sidste uger. Og det gjorde jeg vitterligt. Dér i drømmens univers. Forsvandt. Fadede ud. Blev usynlig. Slørret. Tromlet over. Eller døde.

Og ved du hvad? Idag vendte jeg mig selv ryggenn.
Og det slog mig, som et boldbat lige i fjæset.
Så er det bare, at jeg opdager, at jeg er væk fra mig selv.

Og at ordene er så vigtige. Uanset
Om jeg så skal stamme dem ud. Klappe dem. Hviske dem. Græde dem. Brække dem. Ud

At ordene gør tydelig. Selv når jeg føler mig udvisket. Eller måske, især?
Og jeg har brug for det tydelige!
Det er det vigtigste jeg kan være.
Og lære.

1 kommentar:

Jeanette Henriksen sagde ...

Livet er ikke som man altid tror og pludselig er man fanget midt i noget man troede man kunne styre.. Synes det er et rigtig godt indlæg selv om det er lidt hårdt at læse..

Jeg kender det fra mig selv.. Hvis jeg ikke kommer ud med mit indre engang imellem så brænder det inde og så kommer det ud med masser af tåre når jeg mindst venter det..

Tak for din kommentar på min blog i dag.. Super..

Sender en masse god energi og kram over til dig.. :)