Spejlbilleder

Da jeg var en lille pige, var jeg bange for spejle.
Det er jeg faktisk endnu..

Jeg husker hvordan jeg troede, at spejle var fotografier af mig - at mit spejlbillede var en illusion, som omverdenen havde skabt, for at narre mig til at tro, at jeg så ud ligesom alle andre.
Narre mig, fordi jeg jo inderst inde godt vidste, at det gjorde jeg ikke.
Jeg lignede ikke andre mennesker.

Når jeg gik forbi et spejl, eller en rude hvori jeg kunne se spejlbilledet, troede jeg disse fotografier var hængt op, overalt hvor jeg færdedes.. for at dække over sandheden.
Jeg var overbevist om, at dét jeg så i spejlet ikke var virkelighed.

Og jeg var skræmt over det.
Rædselsslagen for spejle.
Jeg husker hvordan jeg kunne forestille mig, at jeg pludselig en dag ville se mit rigtige spejlbillede - det sande - dét som alle andre kunne se blot ved at kigge på mig... og jeg turde ikke se. Turde ikke stå for længe foran et spejl
Tænk nu hvis jeg ser dét de andre ser!
Tænk hvis jeg opdager at jeg slet ikke ser ud, som på fotografierne - tænk hvis jeg opdager at jeg vitterligt ser mærkværdig ud!

Jeg var hysterisk hos frisøren.
Ikke nok med, at en fremmed skulle gå frem og tilbage bag min ryg, røre ved mit hår - komme til at snitte min nakke.... jeg var også tvunget til at sidde foran et spejl, under hele forløbet.
Jeg hadede det. I guder hvor jeg hadede det!
Der sad jeg, og blev fastlåst i mit eget spejlbillede... og blev panisk af angst.

Jeg gik engang hos en psykolog, som tvang mig til at se i et spejl.
Hun havde sådan et lille lommespejl, som hun tvang mig til at holde op foran mit ansigt, og så skulle jeg fortælle hvad jeg så.
Jeg kunne ikke se.
Hun tvang mig mange gange, over en lang periode - og til sidst lod jeg som om jeg så ind i dét spejl. Jeg gjorde hvad hun ville have.
Makkede ret, og gættede mig frem til svarene.
Hver gang jeg gik derfra, havde jeg fornemmelsen af, at det lille spejl var plantet direkte i mit ansigt og skyggede for mit udsyn.

Idag er jeg 26 år, og jeg tør ikke se for længe i et spejl.
Jeg kæmper med at overbevise mig selv om, at dét jeg ser... derinde.... ER virkelighed. At det ER sådan JEG ser ud.
Men det er svært.
Sværere end man måske skulle tro.

Når man er vokset op med forestillingen om, at man er så ækel, afskyvækkende, forkert og mærkelig, at ens forældre, familie, venner af familien mm. har lov til at behandle én, som de vil... og at det måske ligefrem var forståeligt, at de gjorde som de gjorde....
fordi jeg er mig, født forkert.....
Så er det svært at overbevise sig selv om, at noget andet kan være sandheden.