mandag den 15. september 2008

I think you're crazy

Skriverier fra lukket afdeling.
____________________
"Nu er det langt om længe sket. Jeg er blevet sindssyg. Crazy. Har knald i låget. Hurra!
Så må man gerne give op, ikke?
Så må man gerne smide håndklædet i ringen, og sige: Det var dét. Tak for kampen. I vandt, jeg tabte. Bad luck. Farveller".

Nej?

Det er faens til system det her. Man kan ikke engang få lov til at gå til grunde... få lov til at blive sindssyg, uden at nogle står og ser på. Og trækker i én, for at hive en tilbage til verden.
"Jeg vil bare være alene med mine syrede tanker. Jeg vil bare have lov til at forsvinde. Have lov til at slå mig selv ihjel".
"HØR NU HVAD JEG SIGER"!!! Men de hører det ikke.
De har en anden plan for mig. For mit liv. Lige nu går deres plan ud på at holde mig i live.
Jeg kæmper med tanken om at de ikke skal "fikse mig"... for jeg er ikke i stykker!
Jeg er nået dertil hvor der er fred, hvor jeg forsvinder og har lov til at give op.
Men de er ikke enige. Ryster på hovedet af mine udtalelser om, at jeg ikke er i stykker. Ryster på hovedet når jeg siger, at det var dét der var meningen med det hele - at jeg skulle få lov til at forsvinde.

De lappede mig sammen, med medicin og overvågning. De var deres arbejde tro, og holdt mig i live - som de skal sådan nogle steder. Men de vil nok aldrig kunne forstå, at når de lapper mig sammen... så bliver jeg nødt til at ødelægge på ny. Finde nye veje, nye metoder til at forsvinde.

Jeg beder til, at jeg en dag vil holde op med at have trang til at forsvinde. For først den dag, kan jeg være i mig selv.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Kære Silje!
Har kommenteret før her på din blog. Hold da op, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne lægge armene om dig, give dig al den omsorg, trøst, kærlighed, accept, som du måske ligesom jeg aldrig oplevede som barn. Jeg ønsker også tit, at jeg bare kunne forsvinde - i virkeligheden ønsker jeg vel ikke at dø - men bare at få ro inden i. Jeg savner bare sådan, at der er nogen, der vil tage sig af mig, vugge mig blidt, give mig alt det jeg aldrig fik, lære mig det, som jeg aldrig fik lært - fylde mig op inde fra, så jeg ikke går helt i stykker. Kære Silje - tro mig, der er en vej, men den er ufattelig hård - fornuften kan ikke bruges til ret meget, når ens indre er ved at gå i opløsning og reaktioner fra ens krop ubønhørligt minder os om en barndom, hvor man efterhånden lærte at undgå at mærke sig selv for at holde angsten og smerten borte.
Kære Silje - jeg har en datter på din alder, som jeg har forsøgt at give det jeg aldrig fik. Alligevel har jeg ofte ønsket at forlade denne verden, men har nu besluttet, at jeg aldrig må påføre hende den smerte det vil være, hvis jeg valgte livet fra. Derfor beder jeg nu om al den hjælp jeg kan få fra terapeut, læge, venner og familie - ja alle steder fra. Jeg kan ikke klare mig selv mere, jeg har brug for, at de er der for mig - brug for at lære at have tillid til denne verden. Jeg håber, at du har gode mennesker i din nærhed, som du kan betro dig til - bede om hjælp fra. Jeg har oplevet det positive - stik mod min forventning - at der faktisk er mange mennesker, der oprigtigt ønsker at hjælpe en.
Mange kærlige tanker til dig fra mig.