De gav mig intet, men gav mig alt

Nogle ville sige 'De gav dig intet'!
Jeg ville sige de gav mig alt. Alt hvad jeg føler idag, gav de mig.
Fodrede mig med selvudslettelse. Intethed.

Dét de gav mig, kan jeg ikke bygge videre på.
Mine grundstene kan jeg ikke stå på - kan jeg ikke tage afsæt i.

Jeg står, som uden rod

Jeg tror ikke at jeg kan

Har lyst til at løbe min vej.
Løb! Løb! Løb!
Lukke øjnene og glemme
Kun se vejen foran mig
Bare løbe.
Væk væk væk!

Kaste mig selv udover kanten
og mærke hvordan jeg falder til jorden
med et brag
Mærke hvordan min krop splintres
i tusinde dele.

Forstår du når jeg siger
at min krop ikke er min?
Når jeg siger
at den ikke er en del af mig
Den må smadres
Splintres & blive flået i stykker.
Først dér
er jeg fri.

Men jeg er fanget her, i en krop der gør ondt.
En krop der insisterer....
En krop der konstant fortæller mig
at den er der

Jeg skal tage den til mig
Kroppen
Leve med den
Altid.

Jeg vil så gerne være den foruden
Hvordan skal jeg leve
med den på slæb?

Forstår du hvad jeg siger?

Jeg tror ik' jeg kan.

Lad mig glemme for en stund

Bærer min historie
som var den min egen
Min, helt alene
Som var jeg den eneste brik
i erindringens puslespil.
Du må tage din historie på dig
Bære den med dig

Lad den tilhøre en anden
Bare et lille øjeblik
Lad mig glemme min historie
blot for en stund!
Lad historien svæve i luften
fri fra mine skuldre

For jeg tynges
trækkes ned af dens kampesten
For hvert skridt jeg tager
bliver den tungere
Jeg kan ikke bære den længere

Jeg går som på brændende kul
og skriger af smerte
for hvert skridt jeg tager tilbage
Tilbage i erindringens skygger
Der hvor ingen kunne nå mig
Der hvor jeg var fortabt

Lad mig ikke gå alene derind

Nattens mareridt

Nattens mareridt kaster skygger på min væg.
Selv i dagslys, når natten er forbi
følger skyggerne mig. Følger mig overalt.
Og angsten binder mig.

Jeg krymper sammen
klamrer mig fast til bordkanten
Mærker hvordan hans hænder strejfer min ryg.
Lader sin enorme håndflade køre ned langs min rygrad.
Jeg kender hans blik.
Føler hans øjne stirre gennem ryggen på mig
Mens jeg rokker frem og tilbage
Som et barn der er gået ind i sig selv.

Nattens mareridt kaster skygger på min vej
Ser hans fødder, før mine egne.
Hører hans åndedræt, før mit eget.
Ser hans blik, i alle øjne jeg møder.
Mærker hans hænder på min krop.
Hans hænder sidder som klistret fast.
Overalt.

Som i en tung sump
vandrer jeg hver dag
med hans hænder på min krop.
Med hans åndedræt i mit øre.
Med hans blik, som går gennem mig.

Nattens mareridt kaster skygger på min verden
Blænder mit udsyn
og skærmer min vej
Jeg kan ikke komme forbi
Er spærret inde
Blevet trængt op i en krog

Rastløsheden fører mig til kanten
Afgrunden af min fornuft
står lysene klart for mit øje
Han spiller med mine tanker
leger med mine følelser
Og han er her ikke

Nattens mareridt kaster skygger på min vej
Og jeg vil gerne vågne.
En dag
Vågne op til lys
Uden skygger og hænder der binder mig

Han er på min krop
og i mit synsfelt
konstant.

Nattens mareridt er min virkelighed
Jeg ved ikke hvordan jeg skal leve

Angst

Ser mig selv sidde omgivet af mennesker jeg kender, til nytårsfest igår.
Og jeg tør ikke tale.
Tør ikke, at de får blikket rettet mod mig.
For hvis de ser på mig, så stivner jeg.
Lad som ingenting Silje. Det går over.
Angsten hamrede i mit bryst. Jeg sad med vand i min mund, og kunne ikke synke.

Hvis de ser på mig, forsvinder jeg. Så stivner jeg, og de aner ikke hvordan de skal få mig tilbage.
Det er svært at være angst... og ikke turde fortælle det. Af frygt for at forsvinde, i deres blikke.

Mon du forstår?

Imorgen

Katten ligger krøllet sammen på mit skød, som en lille kugle.
Jeg ser på den, og tænker: du finder altid et sted at være.
Misunder den faktisk lidt noglegange.
Når jeg flakker rastløst rundt, og pisker en stemning op! Farer fra rum til rum, og spjætter med arme og ben for at få dårlig stemning ud af kroppen.... går den sin vej.
Væk, ud af havedøren og ud i det fri.
Så kan du ha' det godt så længe!

Imorgen er det nytår.
Det har kunnet mærkes herhjemme.
Katten har søgt det frie, det ukaotiske.
Ud på græsset, som har været belagt med et fint lag hvid frost. Og ud til fuglebadet, hvor den har sin udkigspost.
Og jeg har forgæves kaldt. Kom nu ind.

Imorgen er det nytår, og jeg har paniktanker.
Jeg kan mærke angsten trænge sig på, her ud på de sene nattetimer.
Jeg skubber væk, med arme og ben.. og ikke mindst tanker.
Orker den ikke lige nu.

Imorgen er det nytår.
Og jeg har fældet en tåre.
Har grædt mange tårer i disse dage.
Men katten er vendt hjem, og ligger roligt på mit skød.
Mon faren er drevet over, for nu?

Indhentes

Mit hoved bliver hamret ind i betonvæggen, igen og igen
Min krop falder sammen som en kludedukke.
Jeg tænker 'Jeg har brækket min krop. Den er i stykker'.
Jeg kan mærke hvordan blodet siler ned over mit ansigt, fra hullerne i hovedet.
Hvordan mit bækken smerter, som er det smadret - fra inderst til yderst.
Forsøger febrilsk at holde samling på mine lemmer. I en slags panisk angst, forsøger jeg med tankernes kraft, at se hvordan min krop skal stykkes sammen igen.
De føles som er de delt i tusinde dele, og spredt udover hele kældergulvet.
Jeg er kun en lille pige.
Jeg kan ikke stå på mine ben.
.......

Jeg ved, at jeg forsvinder.
Min verden ser det ske.
De kalder det psykose. Grænsepsykose.
Jeg kalder det at blive indhentet.
Og jeg græder i afmagt.
Græder fordi jeg er bange for at forsvinde ind i det syge.
Ind i mørket, hvor erindringerne holder mig fanget.
Derindefra kan ingen høre mine skrig.
Jeg råber men det lyder som en hvisken
Hjælp mig ud herfra.
Jeg er fanget! Kan du ikke se det?
Jeg vil hamre armene ind i den mur der har omringet mig.
Fægte med arme og ben, til jeg er ude af mørket. Vride mig fri og kaste mig mod muren.
Men min krop reagerer ikke.
Jeg kan blot sidde & se på, at min krop ikke lystrer.
Jeg prøver at fortælle dem, at de skal kalde mit navn.
Hjælp mig tilbage! Jeg skriger af mine lungers fulde kraft, men det bliver kun til en hvislen over mine læber.
Jeg er....

Jeg ved jeg er fortabt hvis de lader mig gå. Jeg ved jeg forsvinder ind i mørket. Hvor ingen kan nå ind.
Luk mig ud!
Sig mit navn igen og igen.
For jeg husker ikke
Hjælp mig!

Min stemme bliver fanget derinde.

Og alt går i stå.

Skrig i natten

Nogle gange er stilhed, som at blive kvalt langsomt.
Som at blive opslugt af en tidslomme, hvor alting går i stå........
.... ikke engang kroppen rør sig.
Som frøs hun til is.
Og det føles, som vil det aldrig høre op.

Forsøger febrilsk at overdøve stilhed.
Jeg kan høre mine egne skrig i natten.
Skrigene fra den lille pige, som skreg for at være.
Skreg for at blive ved med at eksistere.
Hun skreg sig til fornuft. For at bevare blot et lille greb om virkeligheden.
Skreg af angst for atter at blive opslugt af stilhedens jerngreb. Og forsvinde
Ud i intetheden

Jeg er sikker på, du ikke kunne høre hendes skrig.
De var fanget inde i hendes bryst
Som en stemme der var frosset til is.
Men de var der, skrigende- som en konstant og gennemtrængende lyd.
En lyd der dirrer i luften.

Og alt står stille.

Nytår

December.

Så megen ambivalens. Kan slet ikke finde ud af det oppe i mit hoved.

Jeg erindrer tydeligt hvordan, jeg som barn, satte mål for mig selv.
I et febrilsk forsøg på at skabe et spinkelt håb for mig selv. Et lille lys i det store mørke.
Jeg havde for længst opgivet tanken om, at 'nogen' ville komme mig til undsætning.
- De kom aldrig. Og jeg blev syg af at vente forgæves.
Jeg erfarede ganske tidligt, at jeg sejlede i min egen sø, og måtte lære mig selv at ro & padle på livet løs, indtil den dag hvor jeg kunne vælge at være fri.

Nytår.
Jeg stod foran skærmen, og hørte koret synge 'Vær velkommen herrens år'.
Så længe jeg kan huske, har jeg tænkt tanken netop på denne aften: 'Til næste år....næste år bliver bedre. I året der kommer, går jeg fri.
Men det år kom aldrig, og mit håb blegnede fra år til år.
Der kom et tidspunkt, hvor jeg begyndte at tælle år frem til min 18 års fødselsdag.
For mig var, på en eller anden måde, indbegrebet af frihed. 18 år. Så er jeg fri. Rebene vil ikke længere stramme om mine håndled & mine ankler. De vil løsnes, og jeg vil løbe min vej - ud i friheden.
Her stod jeg så - år efter år - omringet af mennesker & tænkte; Bare 6 år endnu. Kun 5 år endnu.....
Jeg bad til, at ingen så mit håb - det lille håb jeg havde skabt for mig selv. For hvis de så dét, var jeg sikker på at de ville tage det fra mig.
Det ville jeg ikke kunne bære.

Nytår er, fortsat, den sværeste tid på hele året for mig.
For gør vi ikke alle dét, at vi skænker det forgangne år en tanke? Ser tilbage på året der gik?
Og når jeg tænker. Når jeg erindrer... sættes jeg i dilemmaet: Er jeg så fri nu? Er det dét her, som jeg i sin tid kaldte frihed?
Jeg vikles ind i gamle mønstre, tanker og følelser og aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.
Vikles ind i trange og snævre følelser af, at stå dér igen, og tænke: En dag Silje. VENT! Der kommer en dag....

Men kan man, år efter år, blive ved med at skabe sig håb, mens man venter. Venter på noget man endnu ikke ved hvad er?
Er dét så.. at leve?

Åndedræt

Jeg kan høre stilhedens larmende ingenting.
Der er bare nogle ting, som aldrig går væk!
Som skygger der følger hver en bevægelse.

Jeg lytter til regnen udenfor mit vindue.
Jeg ved, at hvis jeg lader mit øre opfange samtlige dråber, som rammer asfalten udenfor på trappestenen... så vil lyden af regnens silen overdøve dét åndedræt, som jeg konstant hører i mit øre.
Hør dråberne Silje! Lyt til regnen!
Jeg sidder som i trance. Hører regnen, og håber den er høj nok. Forsøger af al min kraft, at forstærke lyden.

Jeg hører en slags hvisken i mit øre.
Folk må tro jeg er sinddsyg.
Det er en hvisken uden ord. Udelukkende bestående af lyde. Svage hæse lyde, som får mig til at stivne. Det er vejrtrækning. Åndedræt.
Og jeg ved det ikke er mit eget.
Hvis blot mit eget åndedræt kunne overdøve!

Jeg føler mig som en lille pige igen. Dét barn, som hver nat forsvandt ind i dét åndedræt.
For det gjorde jeg. Jeg forsvandt ind i lyden.
Den tunge & lidt hvæsende lyd, af en kæmpe, som trækker vejret gennem næsen.
Jeg kan mærke luften hvirvle om mine kinder. Den brænder sig ind i huden, og sætter sit mærke.
Jeg stivner & venter.
Altid denne venten!