December.
Så megen ambivalens. Kan slet ikke finde ud af det oppe i mit hoved.
Jeg erindrer tydeligt hvordan, jeg som barn, satte mål for mig selv.
I et febrilsk forsøg på at skabe et spinkelt håb for mig selv. Et lille lys i det store mørke.
Jeg havde for længst opgivet tanken om, at 'nogen' ville komme mig til undsætning.
- De kom aldrig. Og jeg blev syg af at vente forgæves.
Jeg erfarede ganske tidligt, at jeg sejlede i min egen sø, og måtte lære mig selv at ro & padle på livet løs, indtil den dag hvor jeg kunne vælge at være fri.
Nytår.
Jeg stod foran skærmen, og hørte koret synge 'Vær velkommen herrens år'.
Så længe jeg kan huske, har jeg tænkt tanken netop på denne aften: 'Til næste år....næste år bliver bedre. I året der kommer, går jeg fri.
Men det år kom aldrig, og mit håb blegnede fra år til år.
Der kom et tidspunkt, hvor jeg begyndte at tælle år frem til min 18 års fødselsdag.
For mig var, på en eller anden måde, indbegrebet af frihed. 18 år. Så er jeg fri. Rebene vil ikke længere stramme om mine håndled & mine ankler. De vil løsnes, og jeg vil løbe min vej - ud i friheden.
Her stod jeg så - år efter år - omringet af mennesker & tænkte; Bare 6 år endnu. Kun 5 år endnu.....
Jeg bad til, at ingen så mit håb - det lille håb jeg havde skabt for mig selv. For hvis de så dét, var jeg sikker på at de ville tage det fra mig.
Det ville jeg ikke kunne bære.
Nytår er, fortsat, den sværeste tid på hele året for mig.
For gør vi ikke alle dét, at vi skænker det forgangne år en tanke? Ser tilbage på året der gik?
Og når jeg tænker. Når jeg erindrer... sættes jeg i dilemmaet: Er jeg så fri nu? Er det dét her, som jeg i sin tid kaldte frihed?
Jeg vikles ind i gamle mønstre, tanker og følelser og aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.
Vikles ind i trange og snævre følelser af, at stå dér igen, og tænke: En dag Silje. VENT! Der kommer en dag....
Men kan man, år efter år, blive ved med at skabe sig håb, mens man venter. Venter på noget man endnu ikke ved hvad er?
Er dét så.. at leve?
søndag den 21. december 2008
fredag den 12. december 2008
Åndedræt
Jeg kan høre stilhedens larmende ingenting.
Der er bare nogle ting, som aldrig går væk!
Som skygger der følger hver en bevægelse.
Jeg lytter til regnen udenfor mit vindue.
Jeg ved, at hvis jeg lader mit øre opfange samtlige dråber, som rammer asfalten udenfor på trappestenen... så vil lyden af regnens silen overdøve dét åndedræt, som jeg konstant hører i mit øre.
Hør dråberne Silje! Lyt til regnen!
Jeg sidder som i trance. Hører regnen, og håber den er høj nok. Forsøger af al min kraft, at forstærke lyden.
Jeg hører en slags hvisken i mit øre.
Folk må tro jeg er sinddsyg.
Det er en hvisken uden ord. Udelukkende bestående af lyde. Svage hæse lyde, som får mig til at stivne. Det er vejrtrækning. Åndedræt.
Og jeg ved det ikke er mit eget.
Hvis blot mit eget åndedræt kunne overdøve!
Jeg føler mig som en lille pige igen. Dét barn, som hver nat forsvandt ind i dét åndedræt.
For det gjorde jeg. Jeg forsvandt ind i lyden.
Den tunge & lidt hvæsende lyd, af en kæmpe, som trækker vejret gennem næsen.
Jeg kan mærke luften hvirvle om mine kinder. Den brænder sig ind i huden, og sætter sit mærke.
Jeg stivner & venter.
Altid denne venten!
Der er bare nogle ting, som aldrig går væk!
Som skygger der følger hver en bevægelse.
Jeg lytter til regnen udenfor mit vindue.
Jeg ved, at hvis jeg lader mit øre opfange samtlige dråber, som rammer asfalten udenfor på trappestenen... så vil lyden af regnens silen overdøve dét åndedræt, som jeg konstant hører i mit øre.
Hør dråberne Silje! Lyt til regnen!
Jeg sidder som i trance. Hører regnen, og håber den er høj nok. Forsøger af al min kraft, at forstærke lyden.
Jeg hører en slags hvisken i mit øre.
Folk må tro jeg er sinddsyg.
Det er en hvisken uden ord. Udelukkende bestående af lyde. Svage hæse lyde, som får mig til at stivne. Det er vejrtrækning. Åndedræt.
Og jeg ved det ikke er mit eget.
Hvis blot mit eget åndedræt kunne overdøve!
Jeg føler mig som en lille pige igen. Dét barn, som hver nat forsvandt ind i dét åndedræt.
For det gjorde jeg. Jeg forsvandt ind i lyden.
Den tunge & lidt hvæsende lyd, af en kæmpe, som trækker vejret gennem næsen.
Jeg kan mærke luften hvirvle om mine kinder. Den brænder sig ind i huden, og sætter sit mærke.
Jeg stivner & venter.
Altid denne venten!
tirsdag den 2. december 2008
Mit lod
Idag:
Jeg erfarede, at min historie kan virke så makaber, at professionelle er nødt til at spørge om den er en vrangforestilling.
'Gid det var!' Skreg min træthed.' Åh, gid det var sådan, så det hele udelukkende fandt sted indeni mit hoved'.
Jeg kunne mærke at psykiateren var i tvivl.
Kunne nærmest høre hendes hjerne køre på højeste blus. Hamre derudaf. Tanke på tanke på tanke.
Kunne høre hendes tvivl, hendes bekymring og samtidig hendes famlen efter de rette ord.
'Når nu du siger, at du har en frygt for hvad der kan ske dig....... er den frygt så realistisk?'.
Jeg tøver lidt. Ja, det er den vel.... egentlig.
'Det er nogle grumme forestillinger du har dig - nogle svære tanker du tumler med. Forestillingen om hvad der kan ske dig..... bygger du dén på noget?'.
Pis! Here we go. Vakler mellem tankerne om at glatte ud - sige at det slet ikke er så slemt alligevel. Sige at det nok skal gå.
Og tanken om at kyle det hele på bordet. Råt for usødet og sige 'Værsgo', her er min verden..... hvad synes du?'
Jeg forklarer at mine forestillinger bygger på reelle hændelser. De bygger på min erfaring.
Hun er ikke rigtig med, kan jeg mærke.
'Jeg er nødt til at tænke de her tanker..... for det kunne reelt ske for mig'.
Jeg tøver - bliver usikker på om hun tror mig.
'Det er altså ikke kun inde i mit hoved, at frygten har bygget sig op! Det er ikke kun inde i mit hoved, at den her virkelighed eksisterer!'.
Det går op for mig, at jeg er bange for at hun tror jeg forestiller mig ting der ikke er der - jeg er bange for at hun tænker VRANGFORESTILLINGER.
Jeg bliver en anelse panisk. Gud. Hun tror måske det er noget jeg forestiller mig?!!!!
Parallelt kører en tanke om, at det hele føles meget større nu hvor det er sagt højt. Og jeg forsøger febrilsk at mindske. Jeg fægter med armene indvendig, og ser mig selv samle dét hele op igen. Alt det som nu ligger spredt udover gulvet.
Forsøger at berolige hende i, at det nok ikke er så slemt endda.
Hvorfor?
Åh, hvordan forklarer man et menneske, som man kun har mødt få gange, at de tanker som syge mennesker kan få.... ER min virkelighed? Hvordan forklarer man, at dét der lyder som det værste mareridt, har været mit liv? Min virkelighed ?
Det bliver så bøvlet at forklare hvordan det mest unormale kan fremstå som det normale, i en usund kontekst.
Jeg forstår egentlig godt hendes tanke. Forstår godt hvorfor hun må afdække, og forsøge at redde ud.
Jeg forstår godt, hvis man ser det udefra, at min historie - og dét jeg fortæller - kan virke som de værste skræmmebilleder på andres nethinder. Hvordan de, måske på nogle, kan virke så langt væk fra sans og samling, at man kan få tanken: ' Er det noget hun forestiller sig?'.
På trods af min forståelse, og min logik.... gør det dog ondt.
Det gør ondt at erfare, at min historie når den bliver fortalt med ord, kan virke så makaber... at omverdenen er tilbøjelig til at søge deres tryghed i tanken om, at det er en vrangforestilling.
Jeg tror hun forstod til syvende og sidst - efter meget bøvlen rundt i ord, og en samtale som gjorde mig usikker.
Ikke usikker på, at min historie er sand, og at det jeg oplever er reelt.
Måske mere en usikkerhed der handler om, at det er vigtigt at hun forstår hvad jeg siger - og ikke drager forkerte konklusioner, hvis hun skal kunne hjælpe mig.
Nogle gange er det rigtig svært at forklare udenforstående, hvordan dét som virker så sygt, unormalt, ulogisk, makabert, grænseoverskridende og sindssygt for dem, og hvor de tænker 'Hold da op, det kan man da ikke bære'.....
hvordan det har været mit lod, min historie, mit liv.
Jeg erfarede, at min historie kan virke så makaber, at professionelle er nødt til at spørge om den er en vrangforestilling.
'Gid det var!' Skreg min træthed.' Åh, gid det var sådan, så det hele udelukkende fandt sted indeni mit hoved'.
Jeg kunne mærke at psykiateren var i tvivl.
Kunne nærmest høre hendes hjerne køre på højeste blus. Hamre derudaf. Tanke på tanke på tanke.
Kunne høre hendes tvivl, hendes bekymring og samtidig hendes famlen efter de rette ord.
'Når nu du siger, at du har en frygt for hvad der kan ske dig....... er den frygt så realistisk?'.
Jeg tøver lidt. Ja, det er den vel.... egentlig.
'Det er nogle grumme forestillinger du har dig - nogle svære tanker du tumler med. Forestillingen om hvad der kan ske dig..... bygger du dén på noget?'.
Pis! Here we go. Vakler mellem tankerne om at glatte ud - sige at det slet ikke er så slemt alligevel. Sige at det nok skal gå.
Og tanken om at kyle det hele på bordet. Råt for usødet og sige 'Værsgo', her er min verden..... hvad synes du?'
Jeg forklarer at mine forestillinger bygger på reelle hændelser. De bygger på min erfaring.
Hun er ikke rigtig med, kan jeg mærke.
'Jeg er nødt til at tænke de her tanker..... for det kunne reelt ske for mig'.
Jeg tøver - bliver usikker på om hun tror mig.
'Det er altså ikke kun inde i mit hoved, at frygten har bygget sig op! Det er ikke kun inde i mit hoved, at den her virkelighed eksisterer!'.
Det går op for mig, at jeg er bange for at hun tror jeg forestiller mig ting der ikke er der - jeg er bange for at hun tænker VRANGFORESTILLINGER.
Jeg bliver en anelse panisk. Gud. Hun tror måske det er noget jeg forestiller mig?!!!!
Parallelt kører en tanke om, at det hele føles meget større nu hvor det er sagt højt. Og jeg forsøger febrilsk at mindske. Jeg fægter med armene indvendig, og ser mig selv samle dét hele op igen. Alt det som nu ligger spredt udover gulvet.
Forsøger at berolige hende i, at det nok ikke er så slemt endda.
Hvorfor?
Åh, hvordan forklarer man et menneske, som man kun har mødt få gange, at de tanker som syge mennesker kan få.... ER min virkelighed? Hvordan forklarer man, at dét der lyder som det værste mareridt, har været mit liv? Min virkelighed ?
Det bliver så bøvlet at forklare hvordan det mest unormale kan fremstå som det normale, i en usund kontekst.
Jeg forstår egentlig godt hendes tanke. Forstår godt hvorfor hun må afdække, og forsøge at redde ud.
Jeg forstår godt, hvis man ser det udefra, at min historie - og dét jeg fortæller - kan virke som de værste skræmmebilleder på andres nethinder. Hvordan de, måske på nogle, kan virke så langt væk fra sans og samling, at man kan få tanken: ' Er det noget hun forestiller sig?'.
På trods af min forståelse, og min logik.... gør det dog ondt.
Det gør ondt at erfare, at min historie når den bliver fortalt med ord, kan virke så makaber... at omverdenen er tilbøjelig til at søge deres tryghed i tanken om, at det er en vrangforestilling.
Jeg tror hun forstod til syvende og sidst - efter meget bøvlen rundt i ord, og en samtale som gjorde mig usikker.
Ikke usikker på, at min historie er sand, og at det jeg oplever er reelt.
Måske mere en usikkerhed der handler om, at det er vigtigt at hun forstår hvad jeg siger - og ikke drager forkerte konklusioner, hvis hun skal kunne hjælpe mig.
Nogle gange er det rigtig svært at forklare udenforstående, hvordan dét som virker så sygt, unormalt, ulogisk, makabert, grænseoverskridende og sindssygt for dem, og hvor de tænker 'Hold da op, det kan man da ikke bære'.....
hvordan det har været mit lod, min historie, mit liv.
torsdag den 27. november 2008
slider min kærlighed
'Jeg kan ikke være din veninde Silje, når du er luder'.
Siger hun......sådan helt koldt og ligeud. Uden omsvøb.
Ordene skærer sig ind i min mave. Skærer gennem mig, og splintrer mig i tusinde stykker.
'Jamen. ...
Det er jeg ikke mere! Hør nu på mig! Jeg gør det ikke mere!
Hun lytter ikke længere.
'Jeg ville jo bare forklare dig dét! Jeg gør det ikke mere!'
Hun ser på mig med foragt.
'Det er ligemeget. Du har været'.
Mit hjerte knuses.
Smadret.
Itu.
Flækket.
Splintres.
Jeg giver og giver.
De slider min kærlighed op.... og smider mig på gulvet, når de er færdige med at bruge mig.
Siger hun......sådan helt koldt og ligeud. Uden omsvøb.
Ordene skærer sig ind i min mave. Skærer gennem mig, og splintrer mig i tusinde stykker.
'Jamen. ...
Det er jeg ikke mere! Hør nu på mig! Jeg gør det ikke mere!
Hun lytter ikke længere.
'Jeg ville jo bare forklare dig dét! Jeg gør det ikke mere!'
Hun ser på mig med foragt.
'Det er ligemeget. Du har været'.
Mit hjerte knuses.
Smadret.
Itu.
Flækket.
Splintres.
Jeg giver og giver.
De slider min kærlighed op.... og smider mig på gulvet, når de er færdige med at bruge mig.
fredag den 14. november 2008
Øjne
Virvler rundt i tankestorm her i nat. Panik, angst, sorg - et stort åbent sår.
Her er stille i natten, men hører fortsat et åndedræt der ikke er mit eget.
Ser hendes øjne stirre på mig - med foragt. Et blik som kun jeg ved hvad betyder. Hun behøver ikke tale - hendes blik siger alt. Forstår du?
Hun skræmte mig fra vid og sans.
Trækker hætten op over hovedet, slukker alt lys og stirrer ud i natten.
Her er stille i natten, men hører fortsat et åndedræt der ikke er mit eget.
Ser hendes øjne stirre på mig - med foragt. Et blik som kun jeg ved hvad betyder. Hun behøver ikke tale - hendes blik siger alt. Forstår du?
Hun skræmte mig fra vid og sans.
Trækker hætten op over hovedet, slukker alt lys og stirrer ud i natten.
torsdag den 6. november 2008
Mit helvede
Føler mig slået itu. Flygter ind under hætten, og gemmer mig der til de værste skår er kastet henover mit hoved.
Tårene løber ned af kinderne.
Sådan føles flashback.
Ikke nemt at stå i, ude i den virkelige verden.
Med netto poser, cykel i den anden hånd og en krop der bliver revet midt over.
Smider hvad jeg har i hænderne og styrter i læ. Søger beskyttelse.
Hvor er nu min cykel? Hvor smed jeg mine indkøb, min pung og mine nøgler?
Har låsesmed på speed-dial. Med mindre mobilen også er væk.
Så må jeg liste med dukket hoved, og røde kinder af skam, ind og låne telefonen i det lokale pizzaria. De kender mig efterhånden.
Forbandet svært at opretholde den almindelige gængse hverdag.
Svært at agere ude i den virkelige verden.
Kører den samme plade i mit hoved igen og igen : "så forstå mig dog".
I håb om, at jeg en dag selv forstår.
I håb om at helvede vil slutte, og verden blive lys for mit blik. Både det indre og det ydre.
Tårene løber ned af kinderne.
Sådan føles flashback.
Ikke nemt at stå i, ude i den virkelige verden.
Med netto poser, cykel i den anden hånd og en krop der bliver revet midt over.
Smider hvad jeg har i hænderne og styrter i læ. Søger beskyttelse.
Hvor er nu min cykel? Hvor smed jeg mine indkøb, min pung og mine nøgler?
Har låsesmed på speed-dial. Med mindre mobilen også er væk.
Så må jeg liste med dukket hoved, og røde kinder af skam, ind og låne telefonen i det lokale pizzaria. De kender mig efterhånden.
Forbandet svært at opretholde den almindelige gængse hverdag.
Svært at agere ude i den virkelige verden.
Kører den samme plade i mit hoved igen og igen : "så forstå mig dog".
I håb om, at jeg en dag selv forstår.
I håb om at helvede vil slutte, og verden blive lys for mit blik. Både det indre og det ydre.
tirsdag den 21. oktober 2008
Master of puppets
Synes jeg ville dele en sang med jer, som jeg har modtaget af en kvinde der læser min blog.
Jeg kan desværre ikke lægge den udsom lydfil, men teksten i sig selv er stærk.
Satte i hvert fald tanker igang hos mig - dét der med master of puppets.
Hele tanken om at være en marionetdukke. At have en master.
"Once I travelled 24 hours a day
Not wishing to feel a thing
I was sure that if I stopped for a while
I would relive my childhood again
All the images would reappear
And the Master of puppets would be there
Foolish enough to never see
The beautifull things now surrounding me
A second chance to make a childhood right
My own misery was the only thing in sight
I´ve been trying to make him disappear
But the Master of Puppets will always be there
The Master of puppets
What a wonder full show
Master of puppets
Why will you never go…
Away to the land of dreams
And leave the puppets be
The Master of puppets creates his toys
He can make the funny or full of joy
But he can as easily take it away
Erase the hope for one more day
Think of all the good things a Master can do
Maybe just not for you
The Master of puppets
What a wonder full show
Hear me Master of puppets
Now it´s the time to go
Away to the land of dreams
And leave the child in peace"
Af Lonnie Moegelmose Christensen
Jeg kan desværre ikke lægge den udsom lydfil, men teksten i sig selv er stærk.
Satte i hvert fald tanker igang hos mig - dét der med master of puppets.
Hele tanken om at være en marionetdukke. At have en master.
"Once I travelled 24 hours a day
Not wishing to feel a thing
I was sure that if I stopped for a while
I would relive my childhood again
All the images would reappear
And the Master of puppets would be there
Foolish enough to never see
The beautifull things now surrounding me
A second chance to make a childhood right
My own misery was the only thing in sight
I´ve been trying to make him disappear
But the Master of Puppets will always be there
The Master of puppets
What a wonder full show
Master of puppets
Why will you never go…
Away to the land of dreams
And leave the puppets be
The Master of puppets creates his toys
He can make the funny or full of joy
But he can as easily take it away
Erase the hope for one more day
Think of all the good things a Master can do
Maybe just not for you
The Master of puppets
What a wonder full show
Hear me Master of puppets
Now it´s the time to go
Away to the land of dreams
And leave the child in peace"
Af Lonnie Moegelmose Christensen
torsdag den 9. oktober 2008
Brevet til min krop
Jeg HADER dig.
Du forrådte mig. Du gik med på deres ’lege’, og lod mig stå tilbage, lod mig i stikken.
Du giver mig kvalme.
Et enkelt blik på dig, og tårerne triller ned af mine kinder.
Jeg ønsker mig en ny krop. Det er det eneste jeg ikke kan få – en ny.
Hvordan skal jeg lære at leve med dig?
Du blev en del af dem, og jeg kan ikke finde ud af hvor du slutter og de starter.
Jeg HADER at skulle være sammen med dig – hader at hænge på dig. Jeg bliver aldrig fri for dig!
Du er brændt, brændemærket med ordet LUDER, og du lod det ske. Du lod hende brænde ordet ind i mig, uden så meget som at give mig tanken om smerte.
Nu mærker jeg den fysiske smerte. Men det er for sent!
Forstår du ikke det?
Du skulle have hjulpet mig – du skulle have sagt fra – sat grænsen - vredet dig af smerte – flygtet. Men i stedet stivnede du, og lod mig være alene med mine tanker.
Jeg mærker hvordan du prikker til mig hver dag nu. Og jeg bliver panisk, til tider hysterisk. Jeg kaster op af afmagt og fysiske smerter.
Jeg kan mærke alt det du ikke ville mærke, mens det stod på.
Du overgiver dig gang på gang. Og lader mig forsvinde ud i ingenting. Jeg svæver rundt udenfor dig, og forsøger febrilsk at komme tilbage så jeg kan stoppe dét der overgår mig.
Men du lader mig ikke komme tilbage, før efter det er hændt.
Så forsvinder du til gengæld, og lader mig stå tilbage med væmmelsen, fortvivlelsen, afmagten og sorgen.
Du har forrådt mig, og du bliver ved.
Jeg græder lige nu, for jeg bliver nødt til at leve med dig – altid.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne det.
Forsøger febrilsk at lappe dig sammen, men du bliver nødt til at hjælpe mig på vej nu. Ellers ender vi begge med at gå i stykker.
Jeg tror ikke du kan holde til mere ødelæggelse. Du går i stykker. Og det gør jeg også.
Du forrådte mig. Du gik med på deres ’lege’, og lod mig stå tilbage, lod mig i stikken.
Du giver mig kvalme.
Et enkelt blik på dig, og tårerne triller ned af mine kinder.
Jeg ønsker mig en ny krop. Det er det eneste jeg ikke kan få – en ny.
Hvordan skal jeg lære at leve med dig?
Du blev en del af dem, og jeg kan ikke finde ud af hvor du slutter og de starter.
Jeg HADER at skulle være sammen med dig – hader at hænge på dig. Jeg bliver aldrig fri for dig!
Du er brændt, brændemærket med ordet LUDER, og du lod det ske. Du lod hende brænde ordet ind i mig, uden så meget som at give mig tanken om smerte.
Nu mærker jeg den fysiske smerte. Men det er for sent!
Forstår du ikke det?
Du skulle have hjulpet mig – du skulle have sagt fra – sat grænsen - vredet dig af smerte – flygtet. Men i stedet stivnede du, og lod mig være alene med mine tanker.
Jeg mærker hvordan du prikker til mig hver dag nu. Og jeg bliver panisk, til tider hysterisk. Jeg kaster op af afmagt og fysiske smerter.
Jeg kan mærke alt det du ikke ville mærke, mens det stod på.
Du overgiver dig gang på gang. Og lader mig forsvinde ud i ingenting. Jeg svæver rundt udenfor dig, og forsøger febrilsk at komme tilbage så jeg kan stoppe dét der overgår mig.
Men du lader mig ikke komme tilbage, før efter det er hændt.
Så forsvinder du til gengæld, og lader mig stå tilbage med væmmelsen, fortvivlelsen, afmagten og sorgen.
Du har forrådt mig, og du bliver ved.
Jeg græder lige nu, for jeg bliver nødt til at leve med dig – altid.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne det.
Forsøger febrilsk at lappe dig sammen, men du bliver nødt til at hjælpe mig på vej nu. Ellers ender vi begge med at gå i stykker.
Jeg tror ikke du kan holde til mere ødelæggelse. Du går i stykker. Og det gør jeg også.
søndag den 5. oktober 2008
De så den anden vej
Hvorfor var der ikke nogen der valgte mig? Valgte at fjerne mig fra vanviddet?
Hvorfor så de den anden vej?
Græder som pisket idag.
Hvorfor så de den anden vej?
Græder som pisket idag.
lørdag den 4. oktober 2008
Støt børn på hjem
Køb et bogmærke, og støt børn på hjem med at få en fremtid.
Meld dig ind på gruppen 'støt børn på hjem' på http://www.facebook.com/.
På gruppens side kan du se hvordan du bestiller dit bogmærke.
Du kan også kontakte stifteren Jannie på:
bak@janniebak.dk eller telefon: 40879034.
Et bogmærke koster 50 kr, og går ubeskåret til børn på hjem.
Meld dig ind på gruppen 'støt børn på hjem' på http://www.facebook.com/.
På gruppens side kan du se hvordan du bestiller dit bogmærke.
Du kan også kontakte stifteren Jannie på:
bak@janniebak.dk eller telefon: 40879034.
Et bogmærke koster 50 kr, og går ubeskåret til børn på hjem.
Abonner på:
Opslag (Atom)