Gid fanden havde de piller

... og så var der dén, om et menneske med angst, der havde affundet sig med at takke ja til medicin. Hun skulle prøve først det ene præperat, og så det andet.
Alt imens hun opdagede, at selve angsten for at tage den medicin der skulle reducere angsten, var så stor at hun ikke turde tage dem. Hm.

Du er så stille..

' Du er så stille Silje...? '

Ja.
Altså. Jeg ved ikke. Jeg har bare ikke rigtigt noget at sige. Der er ikke rigtigt noget at sige. Eller kunne, sige.

Hver gang jeg har vovet at åbne munden de seneste uger, føles det som jeg skulle have holdt min mund. Bare tiet. Sagt intet.
Jeg får sagt alt det forkerte. Får formuleret alt som bøvlet. Og jeg sidder bare tilbage med tårer på kinderne, over ikke at forstå hvad det er der sker.
Jeg har også følt, at alt hvad jeg har sagt er der blevet stillet spørgsmålstegn ved. Sådan en følelse af, at blive stillet til regnskab konstant, og som bare er så ubehagelig for mig at mærke, at jeg har lyst til ikke at sige et kvæk.

Jeg har følt det som, at alle mine ord skal krænges udover mine læber. Nærmest helt fysisk. Og det behøver ikke engang være ord der er svære, eller som har svære følelser gemt i sig. Det er bare ... selve dét at tale, der føles som en kæmpe overvindelse. Og jeg har ikke energien.
Hvor er mine ord? Hvorfor kan jeg ikke bare tale normalt? Hvorfor bliver det så kringlet at kommunikere? Hvor er min hjerne - den der er fri af grød??

Har følt det som, at de ord der kom ud af min mund ikke er mine egne. Som var de et forsøg på, at agere normalt i en verden der bare ikke fungerer. Med mig i.
Det føles, som har jeg forsøgt at tale - for at være aktivt deltagende på normal vis - hvorefter følelsen af at være en fiasko, har frosset mine ord. Og mig.

' Du er så stille Silje...?'
Ja.
Der er ikke noget at sige.

Kender du den der fornemmelse af at vågne op en vintermorgen, og 'lyden' er helt anderledes? Den der fornemmelse man kan vågne med, og i det sekund man slår øjnene op ved man, at der er faldet sne? At vejene er dækket af et tæppe, en lyddæmper, og det er derfor der føles mærkbart 'stille'?
Hvis du kender mig godt, så ved du også hvordan jeg har det indeni, når sneen har lagt sit tæppe. Hvor panisk angst jeg er, derinde bag masken, og hvor stor en frygt der vågner i takt med at hvert et snefnug daler.

Måske er det sådan lidt jeg har det lige i øjeblikket. Jeg er fattet, udadtil, og oplever stilheden som noget mærkbart. Noget ændret. Noget... dæmper. Men indeni padler jeg som galt det mit liv! i den sø af kaos der rejser sig hver dag.

Jeg har navigeret udenom de 'farer' der lå for mine fødder, og forsøgt at undgå faldgrupperne. Jeg har faktisk brugt rigtig meget tid og energi på, ikke at styre mod et nederlag. Ikke at styre mod lige præcis her hvor jeg står.

Jeg står lige præcis der hvor jeg forsøgte med al min magt og vilje, ikke at komme til at stå
Jeg kan ikke engang grine af det tragikomiske i at bruge så meget energi på at undgå noget, og så ramme direkte med 180 ind i det alligevel.
Jeg kan heller ikke engang se det lærerige i det, eller orker ikke at se - og tage det op.
Hvem skulle jeg også tage det op med? Hvor skulle jeg også gå hen?
Jeg isolerer mig, mens jeg kommer mig. Der er ligesom lagt en dyne over mig & verden.

Det er lidt som at være tilskuer til livet. At se det hele passere forbi. Gennem en glasrude.
Som om jeg ikke er en del. Som om jeg ikke kan nå derud.
Du kunne sprænge ruden, igen & igen - til den er helt væk! Sparke den ind, slå den itu, kæmpe, hamre, smadre!

Ja.
Måske er der også en underlig form for beskyttelse i, at være her - bag glasruden? Jeg kan ikke komme ud, men måske ønsker jeg det heller ikke? Lige nu. Måske er dét, at være beskyttet bag en rude, min måde at beskytte mig selv mod at verden ser min smerte? At verden kan trænge ind, og nå mig. Måske ønsker jeg i virkeligheden ikke, lige nu, at stå op for flere ord, løfter der bliver brudt, og den faktuelle realitet, at min verden er blevet forandret på mine mest væsentlige fronter?
Og jeg kan simpelthen ikke tage det ind,og forholde mig - uden at stå med følelsen af at krakelere, hvis jeg gør.
Måske er det mit værn. Og måske er mit værn nødvendigt lige nu.
Jeg er ked af det, helt ind i knoglerne. Men jeg har ikke lyst til at lade følelsen strømme ud. Udenfor mig.

' Du er så stille Silje...? '
Ja. Jeg tror det er mit værn. Hvis jeg taler, vil tårerne strømme i ét væk, og jeg er ikke sikker på jeg har lyst til du ser min smerte.

Tavst skrig

Jeg kan mærke jeg cencurerer mine ord i alle sammenhænge, i denne periode. Men hvor er jeg træt af dét!
Er sygemeldt fra en arbejdsplads, hvor man ikke tager overgreb alvorligt. Hvor man vælger at neglicere det & lukke øjnene - simpelthen se den anden vej.
Man vælger heller ikke at tage mig, som medarbejder, alvorligt da jeg gør opmærksom (igen & igen) på hvad jeg oplever.
Det har ramt mig. På min profession, min etik & min person. Jeg har lyst til at skrige; ‘Jeg kan jo for helvede ikke være en del af et sted, hvor man ikke tager overgreb dybt alvorligt! Det er jo logik!’.
Men, udadtil skriger jeg ikke. Der er jeg tavs, som aldrig før.
Og forsøger bare at ‘gå til det’, med den afstand det er nødvendigt at have

Farvel & goddag

- skal sige farvel til noget, som jeg egentlig ikke har lyst til at miste. ♥
Kunne se det udfra alverdens positive vinkler, og hægte det op på citater om, at Når en dør lukkes åbnes en anden etc. Ja. I know. Alligvel er jeg egentlig bare ked af hele situationen. Og det skal der vel også være rum til.
Der er sikkert en mening med det hele & den vil jeg se hen af vejen. Det tror jeg på. Er på en eller anden måde blevet lidt småallergisk overfor at 'lade som om' & ikke give lov til at noget er trist. Det bli'r bare sådan lidt kunstigt, for mig. Det er jo hvad det er. Og jeg lader det være dét, mens det synker ind. ♥

Ændrer kurs

Jeg har kapituleret. Idag.
Overgivet mig, og gået på kompromis med mig selv. Mit eget syn på mit liv, mine drømme om frigørelse, og egen fortælling om at 'jeg skal nok nå så langt, at vi slet ikke behøver diskutere det her igen'.
Jeg er gået på kompromis med min egen drøm om hvordan min vej skulle trædes.

du bli'r jo nødt til at få noget hjælp. Ikk? Vi bli'r nødt til at finde noget til dig Sagde lægen, mens hun stirrede mig direkte ind i øjnene.
Det føltes næsten som hun kunne se ind i min sjæl.
Jo, nikkede jeg. Med tårerne trillende stille ned af kinderne.

Hvornår var det, at jeg ikke længere kunne lade tårene blive indeni? Hvornår skete det, at jeg ikke længere kunne holde dem tilbage?
Jeg kan ikke længere opretholde en facade. Et lille rids i lakken. Et lille blik, et lille ord, en lille sætning der rammer, og jeg krakelerer.
Det skal jeg stadig vænne mig til. Mig, der aldrig græd. Men, sådan er jeg ikke mere.

Jeg indløste recepten på apoteket med det samme.
Nu sidder jeg her, og tør ikke tage pillerne ud af æsken. Og tør da slet ikke ta' en i munden!
Jeg sidder bare og kigger på pakken. Stirrer. Undrer mig over hvordan den er endt her hos mig.
1-2 tabletter højst 3 gange dagligt, mod Angst Står der udenpå.

Du behøver ikke tage dem hver dag. Eller fast. Eller på nogen måde trappe op eller ned. Du kan bare tage dem efter behov. Se hvordan det virker for dig? sagde lægen. Hende med det intense blik.

Og jeg bliver ikke afhængig af dem? Ligesom alt det andet lort jeg har kæmpet for at slippe af med igen? Spurgte jeg. Og tog automatisk hånden op til munden & undskyldte jeg bandede.

Nej svarede hun. Fysisk bliver du ikke. Det kan jeg garantere dig!
Du har brug for at have kontrollen, og selv bestemme kan jeg fornemme? Ikke at skulle tage noget, hver dag? spurgte hun.
Jeg måtte jo bare væve øh ja, og snublede lidt over ordene i at medicin dagligt bliver tegnet for, at jeg ikke har kontrol. Hvor faen ved hun det fra?!

Men, du bliver måske afhængig af den virkning de vil give dig. Afhængig af at opleve ro. Bare lidt. Det kan man godt blive afhængig af... sagde hun og smilede et skævt smil, som jeg delte.

Hvis du f.eks. ta'r 1 hver ottende time, altså 3 gange på en dag, så er du dækket ind i hele døgnet Det er hende lægen igen. Hun hænger på. Bliver ved.
Ja. Sagde jeg bare. Og faldt ligesom ned i en dyne af vat.

Hele, døgnet. Alle timer. Hvert et minut. Tik Tak. Uden angst. Kan man det?? helt seriøst??

Den anden aften havde jeg været villig til at tage hvad som helst! Bare stik mig et eller andet der virker. NU.
Men, jeg havde jo en drøm om, ikke at skulle tage medicin. Jeg havde en intens drøm om, at sparke så meget røv på min egen proces! at medicin aldrig mere blev et issue.
Alligevel har tanken været undervejs noget tid. Jeg kunne måske også....? . Og jeg har strittet imod. Som fandenivoldskhed jeg ikke anede hvor kom fra, har jeg bandet og svovlet og råbt og skreget for mig selv, af de mennesker der bare har turde nævne ordet medicin som en mulighed.
Rend mig i røven! Jeg skal fandme ikke dopes til at kunne leve!
Men, det skal jeg så. Eller, måske ikke ligefrem dopes - men jeg skal prøve om medicin alligevel kunne være en hjælp. For mig.
Og den er faktisk sværere at sluge, end at skulle sluge de piller der ligger i æsken foran mig.
jeg har ikke taget medicin i 2 år. Droppede 'lykkepillerne' som det sidste, og har ikke haft en tanke om nogensinde at skulle tage noget igen.
Jo, jeg har fået hjælp fra kemiens verden i form af sovepiller (min pt. bedsteste ven!) og så de smertestillende, min krop synes at skulle bruge for at kunne hænge sammen i perioder.

jeg husker første gang jeg gik hjem med en pakke på et eller andet psykofarmaka. Om det var 'lykkepiller', antipsykotisk, angstdæmpende eller whatever - jeg var hunderæd for at tage dem! Ræd for hvad der ville ske, med mig, hvis jeg tog dem. Men jo også bange for hvad der ville ske med mig, hvis jeg ikke prøvede. Det er nok same same her. Igen.
Jeg husker at jeg grædende tiggede min veninde om at hun ville forsikre mig, at HVIS jeg tog den her ene lille pille - så SKULLE hun sige til, hvis jeg 'blev en anden'. jeg har simpelthen altid haft en rædsel for, at jeg skulle ændre mig - blive en anden - blive sindssyg eller sådan noget, uden at jeg vidste det.
Ræd, som ind i helvede for, at en lille bitte pille skulle ændre hele mig, og jeg ikke ville ane det! Og ikke ville have kontrol over det.
Derfor har jeg haft mennesker i mit liv de sidste år, der har lovet at forsikre mig om, at hvis de oplever jeg ændrer adfærd (til det dårlige) så vil de fortælle mig det.
Egentlig kan man tænke; er det ikke ligemeget om du gør - hvis ikke du ved det? Hvis andre er nødt til at fortælle dig, at du har ændret adfærd, så ved du det jo ikke selv, og er det så ikke ligemeget?
Er du klar over hvor angstprovokerende en tanke det er, for mig?! Det er det mest skrækkelige jeg kan komme i tanke om. Mit værste billede af et mareridt.

Så nu sidder jeg så her. Igen. Med nogle piller foran mig, som jeg tøver med at tage.
Jeg tror måske også det har en indvirkning at bo alene. At skulle komme et eller andet i min krop, som jeg ikke ved hvordan jeg reagerer på - og så være helt alene med det. Tænk hvis jeg tog den første nu, og ikke kunne reagere hvis jeg blev dårlig af dem, på den ene eller anden måde.
Nej, jeg venter med at 'teste' til imorgen aften. Der kommer min veninde nemlig. Så kan hun være i det nye, sammen med mig - og forsikre mig om, at jeg stadig er mig. Også selvom jeg har åbnet pakken og taget mit første spæde skridt på en ny vej, til et liv med mere ro.

Jeg vil ikke i skole

Føler mig squ ind imellem, som det her skolebarn der står slukøret i hoveddøren, med skoletasken i hånden, jokker sig selv over tæerne, med tårene trillende ned af kinderne, og som vover at sige næsten lydløst; ' jeg vil ikke i skole.. '
Men som ikke tør fortælle, at det er fordi de andre børn mobber hende, ikke vil tale eller lege med hende. Hun føler sig udenfor og forkert, blot ved sin tilstedeværelse. Hun har kvalme, og orker ikke at skulle færdes blandt mennesker idag. Hendes forældre har misbrugt hende natten igennem, og hun er så ufatteligt træt. Hun orker ikke at skulle bære masken igen idag. Men ved, at hun må. Ligesom alle de andre dage. Lige dér, ved hun blot ikke om hun kan. Lige dér, mens tårerne falder.
Nu er forskellen at jeg er voksen, og jeg skal ikke i skole. Mine forældre har heller ikke misbrugt mig natten igennem - i den fysiske forstand. 'Blot' i mareridtene der lige de dage her kører på fuld blus, har de fyldt det hele.
Men som jeg står der i døren med den samme følelse, og de samme former for tårer trillende ned af kinderne er jeg voksen, ansvarlig, forpligtet - og der er ingen Kære Mor. Det har der så aldrig været kan man sige, men det er en helt anden snak. Jeg er voksen, og selv ansvarlig for at skabe dagen. Gå derud. Med mig & mit. Møde det med oprejst pande, og bære en maske - skulle det blive nødvendigt for at komme igennem. Jeg er voksen, og alligevel føles nogle dage som at stå lige dér i hoveddøren, med tasken i hånden & følelsen 'Jeg vil ikke i skole'....