Ville rigtig gerne kunne beskrive, hvor svært det er lige nu.
Men jeg har ingen ord, som rækker så langt.
Ingen ord der dækker.
Jeg behøver ikke kunne beskrive dét, ville du måske sige.
Men jo, det behøver jeg.
For når jeg ikke kan beskrive, æder det mig op. Langsomt.
Så det er dét der sker. Lige nu.
Jeg bliver ædt op.
Og kan ikke forklare dig hvorfor. Kan ikke blive sat fri.
fredag den 25. december 2009
torsdag den 26. november 2009
Sidder der i tavshed
Har så meget at sige, men så få ord at gøre det med.
Snubler over hver en sætning
Og sidder dér i tavshed.
Der bliver tomt i mit hoved, hver gang jeg nærmer mig.
som om det hele forsvinder.
Det værste var ensomheden.
Nu sidder jeg der i tavshed.
Og føler mig endnu mere alene
Snubler over hver en sætning
Og sidder dér i tavshed.
Der bliver tomt i mit hoved, hver gang jeg nærmer mig.
som om det hele forsvinder.
Det værste var ensomheden.
Nu sidder jeg der i tavshed.
Og føler mig endnu mere alene
søndag den 22. november 2009
Skræmt af at mærke
Da jeg var barn, lærte jeg at selvom om noget føltes helt forkert & væmmeligt, så skulle jeg overhøre mine egne følelser, helt og aldeles.
Da jeg var barn, lærte jeg at grænser var noget andre havde - jeg havde ingen.
Da jeg var barn, lærte jeg at mine følelser ikke galt. De var overflødige, forkerte og uinteressante.
Da jeg var barn, lærte jeg at gemme min mavefornemmelse, mine følelser & mine grænser til et senere tidspunkt i mit liv.
Det tidspunkt er kommet nu.
Nu trækker jeg det hele frem; Ser på mine følelser, mærker min mavefornemmelse & stirrer på mine grænser. Uden at forstå hvad det er der foregår.
De er der allesammen - følelserne & grænserne.
Mit problem er, at jeg ikke aner hvad der er hvad!
At jeg ikke har lært at genkende mine følelser.
Dagligt tænker jeg; Er det her sådan det mærkes, at være ked af det? Eller
Er det sådan her det føles, når man har en grænse?
Jeg bliver så skræmt over at mærke. Skræmt over at 'der er liv'.
Der har jo været dødt i så mange år.
jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.
Da jeg var barn, lærte jeg at grænser var noget andre havde - jeg havde ingen.
Da jeg var barn, lærte jeg at mine følelser ikke galt. De var overflødige, forkerte og uinteressante.
Da jeg var barn, lærte jeg at gemme min mavefornemmelse, mine følelser & mine grænser til et senere tidspunkt i mit liv.
Det tidspunkt er kommet nu.
Nu trækker jeg det hele frem; Ser på mine følelser, mærker min mavefornemmelse & stirrer på mine grænser. Uden at forstå hvad det er der foregår.
De er der allesammen - følelserne & grænserne.
Mit problem er, at jeg ikke aner hvad der er hvad!
At jeg ikke har lært at genkende mine følelser.
Dagligt tænker jeg; Er det her sådan det mærkes, at være ked af det? Eller
Er det sådan her det føles, når man har en grænse?
Jeg bliver så skræmt over at mærke. Skræmt over at 'der er liv'.
Der har jo været dødt i så mange år.
jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.
torsdag den 19. november 2009
Undskyld
Jeg vrisser af mine omgivelser.
Skærer dem af, midt i en sætning. Hele tiden
Og jeg græmmes over mig selv.
Sådan er jeg ikke!!!
Undskyld.
Jeg magter ikke at tale med dig
eller nogen, for den sags skyld
Lad mig være! Skriger alting i mig
og jeg higer efter ensomheden og ro.
Undskyld.
Jeg er så frustreret
og presset til det yderste
Bliver hysterisk over din talestrøm
og fejer dig af vejen, inden du når at tale
Undskyld.
Mit hoved er fyldt!
fuldstændig til randen
og jeg orker ikke dine ord
Får lyst til at skrige; Hold nu kæft!
Undskyld.
Der er ikke plads i mit hoved
til dig også
Og det piner mig af helvedes til.
Jeg synes jeg opfører mig som et dårligt menneske.
Undskyld.
Der er sket noget med mit overskud
min indlevelse og min tålmodighed
Den er væk
Gemt bag dyb frustration
Undskyld
Jeg er så træt! af at høre mine egne tanker
Høre dem kværne rundt, dag & nat. Dér, indeni hovedet.
Træt af at høre min egen tankegang
køre i ring. Forfra. Igen og igen.
Hvis du vidste hvad jeg tænkte
Hvor mange ord der er spærret inde i mit hoved
ville din talestrøm aldrig stoppe
Og jeg magter det ikke.
Undskyld.
Skærer dem af, midt i en sætning. Hele tiden
Og jeg græmmes over mig selv.
Sådan er jeg ikke!!!
Undskyld.
Jeg magter ikke at tale med dig
eller nogen, for den sags skyld
Lad mig være! Skriger alting i mig
og jeg higer efter ensomheden og ro.
Undskyld.
Jeg er så frustreret
og presset til det yderste
Bliver hysterisk over din talestrøm
og fejer dig af vejen, inden du når at tale
Undskyld.
Mit hoved er fyldt!
fuldstændig til randen
og jeg orker ikke dine ord
Får lyst til at skrige; Hold nu kæft!
Undskyld.
Der er ikke plads i mit hoved
til dig også
Og det piner mig af helvedes til.
Jeg synes jeg opfører mig som et dårligt menneske.
Undskyld.
Der er sket noget med mit overskud
min indlevelse og min tålmodighed
Den er væk
Gemt bag dyb frustration
Undskyld
Jeg er så træt! af at høre mine egne tanker
Høre dem kværne rundt, dag & nat. Dér, indeni hovedet.
Træt af at høre min egen tankegang
køre i ring. Forfra. Igen og igen.
Hvis du vidste hvad jeg tænkte
Hvor mange ord der er spærret inde i mit hoved
ville din talestrøm aldrig stoppe
Og jeg magter det ikke.
Undskyld.
onsdag den 11. november 2009
Planter mit livstræ
Jeg er splintret i tusindvis af stykker
Ligger nu spredt udover det hele
Som en rude, der før havde sine fortids sprækker
men nu er sprængt i atomer.
De har ramt mig lige der, hvor alt kan gå itu
Lige der, hvor arrene endnu ikke havde nået at hele
De misbrugte min skrøbelighed
og sprængte mine ar på ny.
Jeg havde bygget mit stillads
Gjort klar til at heles
Plantet frøene til mit livstræ
og værnet om hver en gren
De har fældet mit træ
og hakket mine rødder til pindebrænde
Jeg står tilbage
rodløs og med knækkede grene
Jeg planter et nyt
såer frøet til mit livstræ
endnu engang
Lad dem aldrig fælde det igen!
Ligger nu spredt udover det hele
Som en rude, der før havde sine fortids sprækker
men nu er sprængt i atomer.
De har ramt mig lige der, hvor alt kan gå itu
Lige der, hvor arrene endnu ikke havde nået at hele
De misbrugte min skrøbelighed
og sprængte mine ar på ny.
Jeg havde bygget mit stillads
Gjort klar til at heles
Plantet frøene til mit livstræ
og værnet om hver en gren
De har fældet mit træ
og hakket mine rødder til pindebrænde
Jeg står tilbage
rodløs og med knækkede grene
Jeg planter et nyt
såer frøet til mit livstræ
endnu engang
Lad dem aldrig fælde det igen!
tirsdag den 27. oktober 2009
Hvis vægge kunne tale
Hvis vægge kunne tale
havde jeg vidner på mit helvede
Vidner, som kunne tale
der hvor mine egne ord slipper op.
Hvis vægge kunne tale
kunne de berette om det grusomste mareridt
som ikke blot var en ond drøm
men i sandhed, min virkelighed
Hvis vægge kunne tale
kunne de fortælle mig hvad der skete
når jeg havde forladt min krop
af bar skræk og ydmygelse
Hvis vægge kunne tale
havde jeg aldrig været alene
Jeg havde haft en allieret
En der så det samme som jeg.
Hvis vægge kunne tale
Men det kan de ikke
Derfor må jeg vælge et andet vidne
og tale, for ikke at gå til grunde.
havde jeg vidner på mit helvede
Vidner, som kunne tale
der hvor mine egne ord slipper op.
Hvis vægge kunne tale
kunne de berette om det grusomste mareridt
som ikke blot var en ond drøm
men i sandhed, min virkelighed
Hvis vægge kunne tale
kunne de fortælle mig hvad der skete
når jeg havde forladt min krop
af bar skræk og ydmygelse
Hvis vægge kunne tale
havde jeg aldrig været alene
Jeg havde haft en allieret
En der så det samme som jeg.
Hvis vægge kunne tale
Men det kan de ikke
Derfor må jeg vælge et andet vidne
og tale, for ikke at gå til grunde.
Gnist
Det handler kun om håb.
Den lille gnist, som håbet tænder.
Men når nogen svigter og slukker min gnist
står jeg håbløs og forbrændt tilbage.
Den lille gnist, som håbet tænder.
Men når nogen svigter og slukker min gnist
står jeg håbløs og forbrændt tilbage.
søndag den 18. oktober 2009
At ende som det værst tænkelige
Jeg var lige fyldt 20 år & havde egentlig droppet terapi fuldstændig
Det var squ for indviklet for mig, det der med at blive spurgt;
Hvordan går det? Hvad kunne du tænke dig at tale om?
Men så løb jeg ind i den her fyr, som var rigtig modbydelig mod mig.
Da han omsider fandt en anden at tyranisere, stod jeg tilbage med en følelse af, at have gentaget det jeg flygtede fra.
Så jeg søgte hjælpen, endnu engang.
B blev min 3. terapeut. Og hun kæmpede en brav kamp med mig.
Hun prøvede, virkelig prøvede! at forstå hvad det var jeg kæmpede med.
Men hun lod mig i stikken. Uden at vide det.
Fik mig til at føle, at mit liv var endt som det værst tænkelige.
Og det værste er, at hun ikke vidste det.
Jeg gav hende ikke en chance for at vide.
Efter et langt forløb, hvor tavshed fyldte meget i perioder, sagde hun en dag en sætning, som fortsat sidder fast i mit indre;
'Det kunne være gået meget, meget værre for dig Silje.
Du kunne være endt som prostitueret, uden respekt for din egen krop. Og uden mål i livet.
Du kunne være endt som prostitueret, og ikke stå til at redde. Det er du heldigvis ikke'.
Min verden splintredes i tusindvis af stykker, da hendes ord hakkede gennem mig som en økse.
Der stod jeg, 20 år gammel, prostitueret, og ikke til at redde......
Det var squ for indviklet for mig, det der med at blive spurgt;
Hvordan går det? Hvad kunne du tænke dig at tale om?
Men så løb jeg ind i den her fyr, som var rigtig modbydelig mod mig.
Da han omsider fandt en anden at tyranisere, stod jeg tilbage med en følelse af, at have gentaget det jeg flygtede fra.
Så jeg søgte hjælpen, endnu engang.
B blev min 3. terapeut. Og hun kæmpede en brav kamp med mig.
Hun prøvede, virkelig prøvede! at forstå hvad det var jeg kæmpede med.
Men hun lod mig i stikken. Uden at vide det.
Fik mig til at føle, at mit liv var endt som det værst tænkelige.
Og det værste er, at hun ikke vidste det.
Jeg gav hende ikke en chance for at vide.
Efter et langt forløb, hvor tavshed fyldte meget i perioder, sagde hun en dag en sætning, som fortsat sidder fast i mit indre;
'Det kunne være gået meget, meget værre for dig Silje.
Du kunne være endt som prostitueret, uden respekt for din egen krop. Og uden mål i livet.
Du kunne være endt som prostitueret, og ikke stå til at redde. Det er du heldigvis ikke'.
Min verden splintredes i tusindvis af stykker, da hendes ord hakkede gennem mig som en økse.
Der stod jeg, 20 år gammel, prostitueret, og ikke til at redde......
19 år
Jeg var 19 år gammel, og havde lige søgt hjælp. Igen.
Min verden smuldrede mellem hænderne på mig, og jeg søgte en der ville lytte. En der ville forstå. Eller om ikke andet, så bare prøve....
Jeg kunne ikke selv fikse noget som helst.
Det var for stort for mig. Hvor skulle jeg starte?
Så nu sad jeg altså dér. I stolen. Overfor psykolog nr. 2.
Hun havde sådan en halskæde, med et guldhjerte, som hun hele tiden kørte frem & tilbage i kæden.
Frem & tilbage.
Mens vi sad der.
Nogle gange fyldte lyden af det hjerte der kørte frem & tilbage i kæden, alt.
Det skar i ørerne. Overdøvende alting.
Vil du ikke nok slippe den halskæde?!! tænkte jeg. Men jeg kunne ikke sige noget.
Sad bare dér. Som forstenet. Tavs.
'Jeg kan ikke hjælpe dig Silje, hvis ikke du fortæller mig, hvad det er jeg skal hjælpe dig med'.
Hendes ord rungede i mine ører.
Alt blev fjernt.
Jeg sad dér, som et hylster uden indhold, med hænderne over min mund, nakken bøjet.
Alt blev væk, når hun bad mig fortælle.
'Du skal hjælpe mig med at tale' sagde jeg ind i mine hænder.
Jeg følte det, som om jorden åbnede sig under mig, og jeg blev opslugt af intetheden.
Som om alting gik i stå. Alt stivnede.
'Hvad siger du? Du må tale lidt højere Silje'...
Men chancen var forpasset. Muligheden var der ikke længere.
Og jeg gik min vej & kom aldrig tilbage.
Min verden smuldrede mellem hænderne på mig, og jeg søgte en der ville lytte. En der ville forstå. Eller om ikke andet, så bare prøve....
Jeg kunne ikke selv fikse noget som helst.
Det var for stort for mig. Hvor skulle jeg starte?
Så nu sad jeg altså dér. I stolen. Overfor psykolog nr. 2.
Hun havde sådan en halskæde, med et guldhjerte, som hun hele tiden kørte frem & tilbage i kæden.
Frem & tilbage.
Mens vi sad der.
Nogle gange fyldte lyden af det hjerte der kørte frem & tilbage i kæden, alt.
Det skar i ørerne. Overdøvende alting.
Vil du ikke nok slippe den halskæde?!! tænkte jeg. Men jeg kunne ikke sige noget.
Sad bare dér. Som forstenet. Tavs.
'Jeg kan ikke hjælpe dig Silje, hvis ikke du fortæller mig, hvad det er jeg skal hjælpe dig med'.
Hendes ord rungede i mine ører.
Alt blev fjernt.
Jeg sad dér, som et hylster uden indhold, med hænderne over min mund, nakken bøjet.
Alt blev væk, når hun bad mig fortælle.
'Du skal hjælpe mig med at tale' sagde jeg ind i mine hænder.
Jeg følte det, som om jorden åbnede sig under mig, og jeg blev opslugt af intetheden.
Som om alting gik i stå. Alt stivnede.
'Hvad siger du? Du må tale lidt højere Silje'...
Men chancen var forpasset. Muligheden var der ikke længere.
Og jeg gik min vej & kom aldrig tilbage.
søndag den 11. oktober 2009
Når angsten styrer
Og så sidder vi der.
Til festlig middag, i venners lag.
Bænket omkring bordet.
Jeg, klemt helt op af væggen, inde i et hjørne.
De andre tager mad på tallerknerne
Hælder vand, cola, vin -what ever, i deres glas.
Snakken går, henover bordet.
Og jeg kan ikke røre mig
Jeg kan ikke løfte mine arme.
'Vil du have noget vand?' Spørger veninden ved siden af mig
Og jeg kan ikke svare hende.
Min hals snørrer til. Bliver så stram.
Mit hjerte hamrer.
Bliver pludselig panisk for, at de andre omkring bordet vil kunne høre hvor hårdt det slår.
Deres stemmer bliver så mærkeligt fjerne.
Som om de taler i koder. Taler med stemmer, som er langt væk fra hvor jeg sidder.
Der er nogen der har hældt vand i mit glas
Jeg opdagede det ikke
Nu sidder jeg bare og stirrer på glasset
Aner ikke hvordan jeg skal få min hånd til at række ud efter det
Gråden står hæjt i min hals
Snart vil mine øjne løbe over af tårer.
Veninden ved siden af mig, rækker mig mit glas.
Planter dét i min hånd.
Jeg tager en tår af vandet
Jeg kan ikke synke det.
Det bliver ved med at blive derinde i munden.
Jeg sidder længe
Med munden fuld af vand
Jeg føler jeg bliver kvalt
som jeg sidder der...
Til festlig middag, i venners lag.
Bænket omkring bordet.
Jeg, klemt helt op af væggen, inde i et hjørne.
De andre tager mad på tallerknerne
Hælder vand, cola, vin -what ever, i deres glas.
Snakken går, henover bordet.
Og jeg kan ikke røre mig
Jeg kan ikke løfte mine arme.
'Vil du have noget vand?' Spørger veninden ved siden af mig
Og jeg kan ikke svare hende.
Min hals snørrer til. Bliver så stram.
Mit hjerte hamrer.
Bliver pludselig panisk for, at de andre omkring bordet vil kunne høre hvor hårdt det slår.
Deres stemmer bliver så mærkeligt fjerne.
Som om de taler i koder. Taler med stemmer, som er langt væk fra hvor jeg sidder.
Der er nogen der har hældt vand i mit glas
Jeg opdagede det ikke
Nu sidder jeg bare og stirrer på glasset
Aner ikke hvordan jeg skal få min hånd til at række ud efter det
Gråden står hæjt i min hals
Snart vil mine øjne løbe over af tårer.
Veninden ved siden af mig, rækker mig mit glas.
Planter dét i min hånd.
Jeg tager en tår af vandet
Jeg kan ikke synke det.
Det bliver ved med at blive derinde i munden.
Jeg sidder længe
Med munden fuld af vand
Jeg føler jeg bliver kvalt
som jeg sidder der...
søndag den 4. oktober 2009
Min mor
Min mor
Hun var afholdt af alle
Mennesker elskede hendes selskab
De søgte det gerne og ofte.
En smuk kvinde, der altid smilede
Hendes latter runger i mine ører endnu
Min mor
Hun ønskede sig to drenge
men fik kun én ... og så mig
Det tilgav hun mig aldrig
Det lod hun mig aldrig glemme
at jeg var det forkerte køn.
Min mor
Hun kunne stå så tæt på mig, at jeg kunne mærke hendes åndedræt i min nakke.
Kunne mærke hvordan hun trak vejret, ind og ud, ind og ud.
Små pust, der fik nakkehårene til at rejse sig.
Som et hvilket som helst andet levende væsen, trak hun sit vejr.
Men når hun åndede som de levende, døde jeg.
Min mor
Hun kunne være så fysisk nær, at jeg kunne række ud efter hende.
Blot en armslængde væk, sad hun
Jeg husker hvordan jeg ofte sad og regnede ud, hvor langt der var.
Men afstanden var altid for stor
Jeg kunne aldrig nå hende.
Min mor
Hun kunne se på mig med øjne der var så tomme, at jeg febrilsk forsøgte at fylde dem ud.
Fylde dem med dét hun gerne ville se. 'Smukke Silje'
Men jeg var ikke smuk.
Når jeg græd, veg hendes øjne bort.
Hun så aldrig ind i mit blik.
Min mor
Hun kunne råbe så højt, at jeg ikke kunne høre
Hun kunne skrige direkte ind i mine ører
og jeg ville ligge forstenet tilbage
med susen for ørerne
Paralyseret af hendes skrig
Min mor
Hendes kulde var så bidende
at min verden gik i stå
når hun entrérede et rum
Hendes stemme satte sig som iskrystaller i mig.
Iskrystaller der aldrig nåede at tø
Min mor
Hendes latter kunne splintre mit sind
knuse mit hjerte
Hendes hån over mine fejl
satte sig som knive i min ryg
Og hun trak dem ud og hamrede dem i, igen og igen.
Min mor
Hun kunne se på min krop
som var den en vanskabning
Stirrede med sit ondskabsfulde blik
dybt, dybt ind
Kunne se helt ind til knoglerne, og håne dem ligeså
Min mor
Min verden drejede omkring hende
Jeg kæmpede for hendes kærlighed og omsorg
Men fik den aldrig
Hendes afvisninger slog mig i tusinde stykker
lod mig tilbage med synet af hendes ryg.
Min mor
Hun hadede min gråd
min stemme og min tilstedeværelse
Så jeg forsvandt
Som hun ville have det,
trak jeg mig ind i min skal ...og ventede.
Min mor
Et menneske jeg frygtede
mere end nogen anden
Lyden af hendes åndedræt fik mit eget til at stoppe.
Hendes blik kunne lamme mig
Hendes ord kunne få mit hjerte til at gå i stå
Min mor
Hendes tilstedeværelse udelukkede min..
Hun var afholdt af alle
Mennesker elskede hendes selskab
De søgte det gerne og ofte.
En smuk kvinde, der altid smilede
Hendes latter runger i mine ører endnu
Min mor
Hun ønskede sig to drenge
men fik kun én ... og så mig
Det tilgav hun mig aldrig
Det lod hun mig aldrig glemme
at jeg var det forkerte køn.
Min mor
Hun kunne stå så tæt på mig, at jeg kunne mærke hendes åndedræt i min nakke.
Kunne mærke hvordan hun trak vejret, ind og ud, ind og ud.
Små pust, der fik nakkehårene til at rejse sig.
Som et hvilket som helst andet levende væsen, trak hun sit vejr.
Men når hun åndede som de levende, døde jeg.
Min mor
Hun kunne være så fysisk nær, at jeg kunne række ud efter hende.
Blot en armslængde væk, sad hun
Jeg husker hvordan jeg ofte sad og regnede ud, hvor langt der var.
Men afstanden var altid for stor
Jeg kunne aldrig nå hende.
Min mor
Hun kunne se på mig med øjne der var så tomme, at jeg febrilsk forsøgte at fylde dem ud.
Fylde dem med dét hun gerne ville se. 'Smukke Silje'
Men jeg var ikke smuk.
Når jeg græd, veg hendes øjne bort.
Hun så aldrig ind i mit blik.
Min mor
Hun kunne råbe så højt, at jeg ikke kunne høre
Hun kunne skrige direkte ind i mine ører
og jeg ville ligge forstenet tilbage
med susen for ørerne
Paralyseret af hendes skrig
Min mor
Hendes kulde var så bidende
at min verden gik i stå
når hun entrérede et rum
Hendes stemme satte sig som iskrystaller i mig.
Iskrystaller der aldrig nåede at tø
Min mor
Hendes latter kunne splintre mit sind
knuse mit hjerte
Hendes hån over mine fejl
satte sig som knive i min ryg
Og hun trak dem ud og hamrede dem i, igen og igen.
Min mor
Hun kunne se på min krop
som var den en vanskabning
Stirrede med sit ondskabsfulde blik
dybt, dybt ind
Kunne se helt ind til knoglerne, og håne dem ligeså
Min mor
Min verden drejede omkring hende
Jeg kæmpede for hendes kærlighed og omsorg
Men fik den aldrig
Hendes afvisninger slog mig i tusinde stykker
lod mig tilbage med synet af hendes ryg.
Min mor
Hun hadede min gråd
min stemme og min tilstedeværelse
Så jeg forsvandt
Som hun ville have det,
trak jeg mig ind i min skal ...og ventede.
Min mor
Et menneske jeg frygtede
mere end nogen anden
Lyden af hendes åndedræt fik mit eget til at stoppe.
Hendes blik kunne lamme mig
Hendes ord kunne få mit hjerte til at gå i stå
Min mor
Hendes tilstedeværelse udelukkede min..
torsdag den 1. oktober 2009
Holder vejret mens jeg venter
Jeg kan ikke holde ud
at hun er her ét eneste minut længere!
Hun flytter på lørdag
Min veninde
Hende, som har overtaget mit hjem
Min veninde
Hende, som ikke har været min veninde
lige siden den dag hun flyttede ind.
Hun lovede at flytte idag
Hun sover i rummet ved siden af mig lige nu
og jeg sidder & græder i natten
Stille
Uden lyd
Prøver at forsvinde
Ville ønske hun ikke var her
så jeg kunne trække vejret
Jeg kan ikke holde ud
at hun er her ét eneste minut længere!
Sådan har det været i månedsvis nu
Hun har ikke spurgt
bare gjort.....
Hun har ikke spurgt hvor længe
bare taget..
Hun har ikke givet mig fred
Hun har givet mig kaos.
Jeg ville faktisk ikke bo sammen med nogen
Det blev bare sådan
Jeg ville faktisk ikke have hende så tæt på
Det blev bare sådan
Jeg kan ikke sige fra
Det er mit største problem
Jeg kan ikke sige fra
og ender med at udslette mig selv
Det værste er
at jeg godt ved det
Men jeg gør det alligevel?
Jeg ville faktisk ikke have hende boende
jeg ville faktisk helst have sagt NEJ
Men jeg sagde ikke noget
og har intet sagt
i det år der er gået
jeg kan ikke sige fra
og holder hellere vejret
og mister mig selv
mens andre er lykkeligt uvidende.
Det gør ondt at se, at jeg behandler mig selv på den måde.
På lørdag
Det føles så langt væk
Tårerne triller ned af min kind
Hun har overtrådt mine grænser
hver dag
i 8 måneder
Og jeg har ladet hende gøre det
Derfor sidder jeg her i natten
og græder lydløst
mens jeg venter.....
at hun er her ét eneste minut længere!
Hun flytter på lørdag
Min veninde
Hende, som har overtaget mit hjem
Min veninde
Hende, som ikke har været min veninde
lige siden den dag hun flyttede ind.
Hun lovede at flytte idag
Hun sover i rummet ved siden af mig lige nu
og jeg sidder & græder i natten
Stille
Uden lyd
Prøver at forsvinde
Ville ønske hun ikke var her
så jeg kunne trække vejret
Jeg kan ikke holde ud
at hun er her ét eneste minut længere!
Sådan har det været i månedsvis nu
Hun har ikke spurgt
bare gjort.....
Hun har ikke spurgt hvor længe
bare taget..
Hun har ikke givet mig fred
Hun har givet mig kaos.
Jeg ville faktisk ikke bo sammen med nogen
Det blev bare sådan
Jeg ville faktisk ikke have hende så tæt på
Det blev bare sådan
Jeg kan ikke sige fra
Det er mit største problem
Jeg kan ikke sige fra
og ender med at udslette mig selv
Det værste er
at jeg godt ved det
Men jeg gør det alligevel?
Jeg ville faktisk ikke have hende boende
jeg ville faktisk helst have sagt NEJ
Men jeg sagde ikke noget
og har intet sagt
i det år der er gået
jeg kan ikke sige fra
og holder hellere vejret
og mister mig selv
mens andre er lykkeligt uvidende.
Det gør ondt at se, at jeg behandler mig selv på den måde.
På lørdag
Det føles så langt væk
Tårerne triller ned af min kind
Hun har overtrådt mine grænser
hver dag
i 8 måneder
Og jeg har ladet hende gøre det
Derfor sidder jeg her i natten
og græder lydløst
mens jeg venter.....
torsdag den 20. august 2009
Grænseland
Konsekvensen af, ikke at kunne sige fra
Ikke at kunne sige Nej
er STOR
Jeg føler, at jeg har mistet mig selv
Tabt mig selv
i et spil om grænser
der ikke længere er der.
Når éen grænse er brudt, er den forsvundet
og de næste brydes
en efter en
som perler på en snor.
Mine grænser er blevet nedbrudt
på ny
Og ligeså er jeg......
Ikke at kunne sige Nej
er STOR
Jeg føler, at jeg har mistet mig selv
Tabt mig selv
i et spil om grænser
der ikke længere er der.
Når éen grænse er brudt, er den forsvundet
og de næste brydes
en efter en
som perler på en snor.
Mine grænser er blevet nedbrudt
på ny
Og ligeså er jeg......
mandag den 17. august 2009
Vandrer i natten
Natten ligger tungt over byen
Vejene ligger nærmest øde
kun få biler kører forbi.
Sænker farten en anelse
men stopper ikke helt op.
Jeg vandrer rundt i gaderne
Alene, uden mål.
Uden noget sted at gå hen
Intet sted, at vende mig imod
Lyden af mine hæles trampen
runger i de tomme gyder
Jeg hører kun mit eget hjerte slå
Hører kun angstens slag i brystet
Jeg vandrer rundt i gaderne
til angsten har sluppet sit greb.
Til rebet om min hals er løsnet
og jeg igen kan være ingenting
Min ene støvle strammer om min ankel
Skærer sig ind i min fod
Jeg er ligeglad
Mærker ikke længere smerte
Jeg vandrer rundt i gaderne
til solen står op
Vandrer ensomt rundt
uden at kunne finde hjem
Pengene fra i nat
brænder mod min beskidte hud
Klistrer sig fast
ligesom billederne af nattens skam.
Jeg vandrer rundt i natten
Alene, uden mål.
Og håber en eller anden vil samle mig op
Gøre en ende på min vandring
..
Vejene ligger nærmest øde
kun få biler kører forbi.
Sænker farten en anelse
men stopper ikke helt op.
Jeg vandrer rundt i gaderne
Alene, uden mål.
Uden noget sted at gå hen
Intet sted, at vende mig imod
Lyden af mine hæles trampen
runger i de tomme gyder
Jeg hører kun mit eget hjerte slå
Hører kun angstens slag i brystet
Jeg vandrer rundt i gaderne
til angsten har sluppet sit greb.
Til rebet om min hals er løsnet
og jeg igen kan være ingenting
Min ene støvle strammer om min ankel
Skærer sig ind i min fod
Jeg er ligeglad
Mærker ikke længere smerte
Jeg vandrer rundt i gaderne
til solen står op
Vandrer ensomt rundt
uden at kunne finde hjem
Pengene fra i nat
brænder mod min beskidte hud
Klistrer sig fast
ligesom billederne af nattens skam.
Jeg vandrer rundt i natten
Alene, uden mål.
Og håber en eller anden vil samle mig op
Gøre en ende på min vandring
..
mandag den 3. august 2009
Slås
Jeg slås med tanken om at gå tilbage
Jeg kan ikke få luft
her hvor jeg er.
Slås & kæmper som en gal!
for ikke at gå tilbage......
'Hvor ville det være nemt' hvisker stemmen i mig
'bare gå tilbage og....... glemme'
Mit syn bliver sløret af indædt had
hadet til mig selv, og ønsket om at destruere
Jeg ser ikke mere klart
I smerten bliver jeg væk
Smerten som jeg ikke længere kunne mærke
For hver gang, blev den svagere og svagere
indtil jeg til sidst ikke var der
Jeg glemmer i mit indre skrig
mit råb på fred
at smerten åd mig op
At smerten fyldte så meget
at den til sidst ikke eksisterede
Jeg bilder mig ind, at jeg ville kunne gå tilbage
ligeså kold og følelsesløs som før
'Bare for et øjeblik?'
'Kun dér kan jeg glemme'....
Men jeg ved, at glemslen er kort
Jeg ved at vejen vil æde mig op
Indtil jeg står tilbage
Og ikke længere kan se frem
Fordi mit syn er sløret
af virkelighed
og trangen til at glemme
Blot for et enkelt sekund
Jeg kan ikke få luft
her hvor jeg er.
Slås & kæmper som en gal!
for ikke at gå tilbage......
'Hvor ville det være nemt' hvisker stemmen i mig
'bare gå tilbage og....... glemme'
Mit syn bliver sløret af indædt had
hadet til mig selv, og ønsket om at destruere
Jeg ser ikke mere klart
I smerten bliver jeg væk
Smerten som jeg ikke længere kunne mærke
For hver gang, blev den svagere og svagere
indtil jeg til sidst ikke var der
Jeg glemmer i mit indre skrig
mit råb på fred
at smerten åd mig op
At smerten fyldte så meget
at den til sidst ikke eksisterede
Jeg bilder mig ind, at jeg ville kunne gå tilbage
ligeså kold og følelsesløs som før
'Bare for et øjeblik?'
'Kun dér kan jeg glemme'....
Men jeg ved, at glemslen er kort
Jeg ved at vejen vil æde mig op
Indtil jeg står tilbage
Og ikke længere kan se frem
Fordi mit syn er sløret
af virkelighed
og trangen til at glemme
Blot for et enkelt sekund
tirsdag den 21. juli 2009
Jeg forsvinder når du ser på mig
Jeg føler mig ensom
når du sidder ved min side.
Mærker den kvælende fornemmelse af angst,
som strammer om min hals
låser mine tanker fast
og får mig til at stivne.
Når du ser på mig forsvinder jeg
Som om jeg aldrig havde eksisteret
Og jeg bløder indeni, af afmagt
ambivalens
For jeg søger dét
Søger at forsvinde
Det giver mig fred!
Men det er så farligt for mig
- dét med at forsvinde
Jeg vil at du skal se den anden vej
Ikke ænse mig
Lade mig være ingenting
Men jeg er bange
I intetheden ved jeg ikke hvor jeg ender
Det er kun gennem dit blik
at jeg ved jeg er til.
Men når du ser på mig
forsvinder jeg.
Holder vejret
og glider væk i ingenting
når du sidder ved min side.
Mærker den kvælende fornemmelse af angst,
som strammer om min hals
låser mine tanker fast
og får mig til at stivne.
Når du ser på mig forsvinder jeg
Som om jeg aldrig havde eksisteret
Og jeg bløder indeni, af afmagt
ambivalens
For jeg søger dét
Søger at forsvinde
Det giver mig fred!
Men det er så farligt for mig
- dét med at forsvinde
Jeg vil at du skal se den anden vej
Ikke ænse mig
Lade mig være ingenting
Men jeg er bange
I intetheden ved jeg ikke hvor jeg ender
Det er kun gennem dit blik
at jeg ved jeg er til.
Men når du ser på mig
forsvinder jeg.
Holder vejret
og glider væk i ingenting
torsdag den 2. juli 2009
kvalt i tomhed
Katten ligger for mine fødder.
Den smyger sig op af mine ben, hver gang en tårer forlader mit øje.
Jeg føler mig ufatteligt tom
Helt ubeskriveligt knugende tom.
Som om mit hjerte vrider sig i smerte. Smerte af intethed
Gråden sidder helt oppe i halsen
Hvis jeg talte nu, ville der ikke komme ord. Kun gråd.
Jeg holder vejret.
Kan ikke græde.
Her er ikke plads
Jeg er trængt op i en krog, og det minder.....
Minder mig om at udslette mig selv.
Tilintetgøre mig selv
Ikke føle
Ikke mærke
Ikke være.
Jeg bliver kvalt i min tomhed
Få mig væk herfra
Den smyger sig op af mine ben, hver gang en tårer forlader mit øje.
Jeg føler mig ufatteligt tom
Helt ubeskriveligt knugende tom.
Som om mit hjerte vrider sig i smerte. Smerte af intethed
Gråden sidder helt oppe i halsen
Hvis jeg talte nu, ville der ikke komme ord. Kun gråd.
Jeg holder vejret.
Kan ikke græde.
Her er ikke plads
Jeg er trængt op i en krog, og det minder.....
Minder mig om at udslette mig selv.
Tilintetgøre mig selv
Ikke føle
Ikke mærke
Ikke være.
Jeg bliver kvalt i min tomhed
Få mig væk herfra
tirsdag den 26. maj 2009
Spejlbilleder
Da jeg var en lille pige, var jeg bange for spejle.
Det er jeg faktisk endnu..
Jeg husker hvordan jeg troede, at spejle var fotografier af mig - at mit spejlbillede var en illusion, som omverdenen havde skabt, for at narre mig til at tro, at jeg så ud ligesom alle andre.
Narre mig, fordi jeg jo inderst inde godt vidste, at det gjorde jeg ikke.
Jeg lignede ikke andre mennesker.
Når jeg gik forbi et spejl, eller en rude hvori jeg kunne se spejlbilledet, troede jeg disse fotografier var hængt op, overalt hvor jeg færdedes.. for at dække over sandheden.
Jeg var overbevist om, at dét jeg så i spejlet ikke var virkelighed.
Og jeg var skræmt over det.
Rædselsslagen for spejle.
Jeg husker hvordan jeg kunne forestille mig, at jeg pludselig en dag ville se mit rigtige spejlbillede - det sande - dét som alle andre kunne se blot ved at kigge på mig... og jeg turde ikke se. Turde ikke stå for længe foran et spejl
Tænk nu hvis jeg ser dét de andre ser!
Tænk hvis jeg opdager at jeg slet ikke ser ud, som på fotografierne - tænk hvis jeg opdager at jeg vitterligt ser mærkværdig ud!
Jeg var hysterisk hos frisøren.
Ikke nok med, at en fremmed skulle gå frem og tilbage bag min ryg, røre ved mit hår - komme til at snitte min nakke.... jeg var også tvunget til at sidde foran et spejl, under hele forløbet.
Jeg hadede det. I guder hvor jeg hadede det!
Der sad jeg, og blev fastlåst i mit eget spejlbillede... og blev panisk af angst.
Jeg gik engang hos en psykolog, som tvang mig til at se i et spejl.
Hun havde sådan et lille lommespejl, som hun tvang mig til at holde op foran mit ansigt, og så skulle jeg fortælle hvad jeg så.
Jeg kunne ikke se.
Hun tvang mig mange gange, over en lang periode - og til sidst lod jeg som om jeg så ind i dét spejl. Jeg gjorde hvad hun ville have.
Makkede ret, og gættede mig frem til svarene.
Hver gang jeg gik derfra, havde jeg fornemmelsen af, at det lille spejl var plantet direkte i mit ansigt og skyggede for mit udsyn.
Idag er jeg 26 år, og jeg tør ikke se for længe i et spejl.
Jeg kæmper med at overbevise mig selv om, at dét jeg ser... derinde.... ER virkelighed. At det ER sådan JEG ser ud.
Men det er svært.
Sværere end man måske skulle tro.
Når man er vokset op med forestillingen om, at man er så ækel, afskyvækkende, forkert og mærkelig, at ens forældre, familie, venner af familien mm. har lov til at behandle én, som de vil... og at det måske ligefrem var forståeligt, at de gjorde som de gjorde....
fordi jeg er mig, født forkert.....
Så er det svært at overbevise sig selv om, at noget andet kan være sandheden.
Det er jeg faktisk endnu..
Jeg husker hvordan jeg troede, at spejle var fotografier af mig - at mit spejlbillede var en illusion, som omverdenen havde skabt, for at narre mig til at tro, at jeg så ud ligesom alle andre.
Narre mig, fordi jeg jo inderst inde godt vidste, at det gjorde jeg ikke.
Jeg lignede ikke andre mennesker.
Når jeg gik forbi et spejl, eller en rude hvori jeg kunne se spejlbilledet, troede jeg disse fotografier var hængt op, overalt hvor jeg færdedes.. for at dække over sandheden.
Jeg var overbevist om, at dét jeg så i spejlet ikke var virkelighed.
Og jeg var skræmt over det.
Rædselsslagen for spejle.
Jeg husker hvordan jeg kunne forestille mig, at jeg pludselig en dag ville se mit rigtige spejlbillede - det sande - dét som alle andre kunne se blot ved at kigge på mig... og jeg turde ikke se. Turde ikke stå for længe foran et spejl
Tænk nu hvis jeg ser dét de andre ser!
Tænk hvis jeg opdager at jeg slet ikke ser ud, som på fotografierne - tænk hvis jeg opdager at jeg vitterligt ser mærkværdig ud!
Jeg var hysterisk hos frisøren.
Ikke nok med, at en fremmed skulle gå frem og tilbage bag min ryg, røre ved mit hår - komme til at snitte min nakke.... jeg var også tvunget til at sidde foran et spejl, under hele forløbet.
Jeg hadede det. I guder hvor jeg hadede det!
Der sad jeg, og blev fastlåst i mit eget spejlbillede... og blev panisk af angst.
Jeg gik engang hos en psykolog, som tvang mig til at se i et spejl.
Hun havde sådan et lille lommespejl, som hun tvang mig til at holde op foran mit ansigt, og så skulle jeg fortælle hvad jeg så.
Jeg kunne ikke se.
Hun tvang mig mange gange, over en lang periode - og til sidst lod jeg som om jeg så ind i dét spejl. Jeg gjorde hvad hun ville have.
Makkede ret, og gættede mig frem til svarene.
Hver gang jeg gik derfra, havde jeg fornemmelsen af, at det lille spejl var plantet direkte i mit ansigt og skyggede for mit udsyn.
Idag er jeg 26 år, og jeg tør ikke se for længe i et spejl.
Jeg kæmper med at overbevise mig selv om, at dét jeg ser... derinde.... ER virkelighed. At det ER sådan JEG ser ud.
Men det er svært.
Sværere end man måske skulle tro.
Når man er vokset op med forestillingen om, at man er så ækel, afskyvækkende, forkert og mærkelig, at ens forældre, familie, venner af familien mm. har lov til at behandle én, som de vil... og at det måske ligefrem var forståeligt, at de gjorde som de gjorde....
fordi jeg er mig, født forkert.....
Så er det svært at overbevise sig selv om, at noget andet kan være sandheden.
Er du bange?
Jeg bliver taget med den ene ben ude af døren, nærmest.
Tankerne & følelserne er allerede pakket ned - jeg skal ud i det virkelige liv, lige om lidt.
Væk væk væk med alt hvad der rør sig.
'Er du bange?'...
Jeg ved det ikke...faktisk.
Jeg gætter mig frem. Er det sådan det føles, når man er bange?
Smiler skævt og svarer:
'Neii... ik' så meget'
'Det er jo sådan det er, ik?'
Går ligesom i stå dér.
Sætningen kværner i mit hoved igen og igen
Er du bange, er du bange, er du bange, er du bange....
Det er der aldrig nogen der har spurgt mig om før.
Er jeg bange ?....
Tankerne & følelserne er allerede pakket ned - jeg skal ud i det virkelige liv, lige om lidt.
Væk væk væk med alt hvad der rør sig.
'Er du bange?'...
Jeg ved det ikke...faktisk.
Jeg gætter mig frem. Er det sådan det føles, når man er bange?
Smiler skævt og svarer:
'Neii... ik' så meget'
'Det er jo sådan det er, ik?'
Går ligesom i stå dér.
Sætningen kværner i mit hoved igen og igen
Er du bange, er du bange, er du bange, er du bange....
Det er der aldrig nogen der har spurgt mig om før.
Er jeg bange ?....
fredag den 15. maj 2009
Prostitution - det mest ufrie valg jeg kender (skrevet år 2008)
Tanker, 2008.
.....................................................
Jeg blev som barn tvunget af min mor til at tage med fremmede mænd.
Jeg fik gaver af disse mænd, óg ligeledes min far, når han & de havde fået dét de ville have: Seksuelt 'samværd' med mig.
Jeg lærte som lille pige, at tilbyde sex - at servicere mænd, og give dem dét de bad om.
Bad de om sex, jamen så fik de det.
Jeg havde lært ganske tidligt, at det var dét eneste jeg kunne.
Som min mor sagde: "Du blev født til luder, Silje, og du vil dø som luder".
Der kom mange mænd i mit "hjem", og jeg blev ført væk af mange af dem.
Vi kørte til diverse p-pladser hvor jeg servicerede dem det bedste jeg havde lært. Når jeg kom hjem, misbrugt - beskidt - med en krop der var ødelagt, ville min mor ikke være i nærheden af mig. Hun afviste mig, og sagde at jeg var ulækker, beskidt, en skidt tøs. Min far 'tog mig derimod til sig' .
Jeg overtog min mors plads i sengen.
Hans berøring var ligeså frygtelig.... men på en måde var det værre at møde min mors afvisning, end min fars overgreb.
Min mor fik mig til at væmmes ved mig selv, og fik mig til at skamme mig enormt.
Nogle gange stod hun så tæt på mig, at jeg ville kunne røre hende - men jeg kunne aldrig nå hende.
Vejen blev lagt for mig for MANGE år siden. Mine forældre lagde stenene på den sti jeg skulle betræde.En dag fik jeg nok. Jeg kunne ikke mere - så brød ud af misbruget.
Men selvom jeg ændrede kurs, så fulgte misbruget og salget af min krop med mig.
De mænd jeg var blevet solgt til, fulgte med. Og der kom nye til.
Hurtigt blev det sådan, at jeg endte i situationer hvor jeg skulle passe på mig selv - og undgå kontakt med mænd. Men jeg anede ikke hvordan.
Hvordan undgår man at sætte sig selv i farlige situationer? Jeg havde udelukkende levet i farlige situationer hele mit liv. Det blev 'nemmere' at gøre som altid: Finde mig i det, og vente til det var overstået. ('hvis jeg ikke er her, så sker det ikke')
På den måde fortsatte mit liv med seksuelt misbrug, prostitution og voldtægter.
Forskellen var måske, at nu var jeg myndig. Jeg fik penge for at servicere mænd, og det hedder at være prostituteret. Jeg var luder, præcis som min mor sagde.
Jeg havde opsøgt diverse terapeuter, psykologer osv. for at få bearbejdet min fortid med incest, vold og tortur. Men jeg nåede aldrig til at sige sætningen: 'Jeg tjener penge på at sælge min krop'.
Jeg var SÅ bange for at de skulle opdage det. Skulle opdage hvor ussel, beskidt og naiv jeg var.
I virkeligheden endte jeg med også at tilfredsstille dem -altså terapeuterne. Sagde dét jeg troede de ville høre.
Det tragi-komiske i dét var, at jeg lagde mig på lagnet for at tjene penge til at kunne betale min terapi..... jeg tjente penge ved at lade andre misbruge mig, som jeg så brugte på at komme videre i tankerne om, at jeg skulle være MIG - at jeg skulle finde mig selv.
Det var simpethen SÅ rodet!
Jeg havde gang i så mange forskellige masker, at jeg ikke selv kunne holde styr på det.
Jeg anede hverken ud og ind.
Indtil den dag i april måned, hvor jeg opdagede at jeg var gravid. Igen.
Den dag jeg fik tid til aborten besluttede jeg at jeg ville give mig selv en sidste chance!
Jeg ville finde én der kunne forstå hvad det var jeg sagde. En som ikke ville dømme mig som en dum, naiv og beskidt kvinde på 26 år, som skulle tage sig sammen og se at få styr på sit liv.
Men hvor i alverden går man hen, og beder om hjælp til at komme ud af prostitution? Hvor tænker du, at man kan gå hen, når alt er kaos og verden ikke forstår? Når samfundet dømmer dig fordi du 'selv har valgt at være prostitueret, og derfor selv har ansvaret for dit liv'.
Jeg synes det er skræmmende at det den gænse holdning: At det er dit eget valg. Mit indtryk er, at man selv skal have viljen, modet og overskudet til at opsøge hjælp. Jeg havde overskudet, til at søge hjælpen. Jeg søgte på nettet, og fandt en psykoterapeut, som jeg opsøgte. En terapeut, som viste sig at kunne hjælpe mig.
Hvis jeg ikke selv havde magtet at lede efter den rette hjælp, hvad så?
Ja, jeg kan godt se billedet for mig. kan godt se hvor mine veje havde ført mig hen - og det var ikke noget kønt sted.
Jeg kæmper idag fortsat en kamp for at slippe fri. Jeg er 26 år, og sælger fortsat min krop for penge.
I virkeligheden handler det slet ikke om penge eller sex. Det handler om at være fanget i et mønster som er så svært at bryde, og være så indædt led og ked af sig selv, at jeg tænker: Det er lige meget - tag min krop hvis du vil, jeg vil alligevel ikke have den!
Man skulle måske tro, at prostitution er noget man selv vælger. Fordi man selv har ansvaret for sit liv. I så fald ville jeg ønske at jeg havde valgt anderledes.
Men er det realistisk at dunke mig selv oveni hovedet med tanken om, at jeg skulle have valgt en anden vej? Er det realistisk at tænke at jeg kunne gå direkte fra 18 års misbrug, vold, voldtægter og salg af min krop... og direkte ud i friheden?
Hvad ER frihed?
Det har jeg intet begreb om - det er der nogle andre mennesker, som er nødt til at vise mig.
Men jeg ved én ting, og det er at prostitution: Det er da nok det mindst frie valg jeg overhovedet kender!
Kh Silje
.....................................................
Jeg blev som barn tvunget af min mor til at tage med fremmede mænd.
Jeg fik gaver af disse mænd, óg ligeledes min far, når han & de havde fået dét de ville have: Seksuelt 'samværd' med mig.
Jeg lærte som lille pige, at tilbyde sex - at servicere mænd, og give dem dét de bad om.
Bad de om sex, jamen så fik de det.
Jeg havde lært ganske tidligt, at det var dét eneste jeg kunne.
Som min mor sagde: "Du blev født til luder, Silje, og du vil dø som luder".
Der kom mange mænd i mit "hjem", og jeg blev ført væk af mange af dem.
Vi kørte til diverse p-pladser hvor jeg servicerede dem det bedste jeg havde lært. Når jeg kom hjem, misbrugt - beskidt - med en krop der var ødelagt, ville min mor ikke være i nærheden af mig. Hun afviste mig, og sagde at jeg var ulækker, beskidt, en skidt tøs. Min far 'tog mig derimod til sig' .
Jeg overtog min mors plads i sengen.
Hans berøring var ligeså frygtelig.... men på en måde var det værre at møde min mors afvisning, end min fars overgreb.
Min mor fik mig til at væmmes ved mig selv, og fik mig til at skamme mig enormt.
Nogle gange stod hun så tæt på mig, at jeg ville kunne røre hende - men jeg kunne aldrig nå hende.
Vejen blev lagt for mig for MANGE år siden. Mine forældre lagde stenene på den sti jeg skulle betræde.En dag fik jeg nok. Jeg kunne ikke mere - så brød ud af misbruget.
Men selvom jeg ændrede kurs, så fulgte misbruget og salget af min krop med mig.
De mænd jeg var blevet solgt til, fulgte med. Og der kom nye til.
Hurtigt blev det sådan, at jeg endte i situationer hvor jeg skulle passe på mig selv - og undgå kontakt med mænd. Men jeg anede ikke hvordan.
Hvordan undgår man at sætte sig selv i farlige situationer? Jeg havde udelukkende levet i farlige situationer hele mit liv. Det blev 'nemmere' at gøre som altid: Finde mig i det, og vente til det var overstået. ('hvis jeg ikke er her, så sker det ikke')
På den måde fortsatte mit liv med seksuelt misbrug, prostitution og voldtægter.
Forskellen var måske, at nu var jeg myndig. Jeg fik penge for at servicere mænd, og det hedder at være prostituteret. Jeg var luder, præcis som min mor sagde.
Jeg havde opsøgt diverse terapeuter, psykologer osv. for at få bearbejdet min fortid med incest, vold og tortur. Men jeg nåede aldrig til at sige sætningen: 'Jeg tjener penge på at sælge min krop'.
Jeg var SÅ bange for at de skulle opdage det. Skulle opdage hvor ussel, beskidt og naiv jeg var.
I virkeligheden endte jeg med også at tilfredsstille dem -altså terapeuterne. Sagde dét jeg troede de ville høre.
Det tragi-komiske i dét var, at jeg lagde mig på lagnet for at tjene penge til at kunne betale min terapi..... jeg tjente penge ved at lade andre misbruge mig, som jeg så brugte på at komme videre i tankerne om, at jeg skulle være MIG - at jeg skulle finde mig selv.
Det var simpethen SÅ rodet!
Jeg havde gang i så mange forskellige masker, at jeg ikke selv kunne holde styr på det.
Jeg anede hverken ud og ind.
Indtil den dag i april måned, hvor jeg opdagede at jeg var gravid. Igen.
Den dag jeg fik tid til aborten besluttede jeg at jeg ville give mig selv en sidste chance!
Jeg ville finde én der kunne forstå hvad det var jeg sagde. En som ikke ville dømme mig som en dum, naiv og beskidt kvinde på 26 år, som skulle tage sig sammen og se at få styr på sit liv.
Men hvor i alverden går man hen, og beder om hjælp til at komme ud af prostitution? Hvor tænker du, at man kan gå hen, når alt er kaos og verden ikke forstår? Når samfundet dømmer dig fordi du 'selv har valgt at være prostitueret, og derfor selv har ansvaret for dit liv'.
Jeg synes det er skræmmende at det den gænse holdning: At det er dit eget valg. Mit indtryk er, at man selv skal have viljen, modet og overskudet til at opsøge hjælp. Jeg havde overskudet, til at søge hjælpen. Jeg søgte på nettet, og fandt en psykoterapeut, som jeg opsøgte. En terapeut, som viste sig at kunne hjælpe mig.
Hvis jeg ikke selv havde magtet at lede efter den rette hjælp, hvad så?
Ja, jeg kan godt se billedet for mig. kan godt se hvor mine veje havde ført mig hen - og det var ikke noget kønt sted.
Jeg kæmper idag fortsat en kamp for at slippe fri. Jeg er 26 år, og sælger fortsat min krop for penge.
I virkeligheden handler det slet ikke om penge eller sex. Det handler om at være fanget i et mønster som er så svært at bryde, og være så indædt led og ked af sig selv, at jeg tænker: Det er lige meget - tag min krop hvis du vil, jeg vil alligevel ikke have den!
Man skulle måske tro, at prostitution er noget man selv vælger. Fordi man selv har ansvaret for sit liv. I så fald ville jeg ønske at jeg havde valgt anderledes.
Men er det realistisk at dunke mig selv oveni hovedet med tanken om, at jeg skulle have valgt en anden vej? Er det realistisk at tænke at jeg kunne gå direkte fra 18 års misbrug, vold, voldtægter og salg af min krop... og direkte ud i friheden?
Hvad ER frihed?
Det har jeg intet begreb om - det er der nogle andre mennesker, som er nødt til at vise mig.
Men jeg ved én ting, og det er at prostitution: Det er da nok det mindst frie valg jeg overhovedet kender!
Kh Silje
tirsdag den 12. maj 2009
første - og andenrangs mennesker
Jeg er harm over at opleve, at der findes mennesker indenfor det offentlige hjælpe-system, som deler mennesker op i 1. og 2. rangsmennesker.
Og at prostituerede, eller tidl. prostituerede helt klar er 2.rangs, måske endda tredje.rangs!
At man som tidligere prostitueret selv har skabt sine fjender - og at trusler bare er en risiko man må tage med ?!!
'Trusler, er noget der bare følger med... når man har haft et erhverv som dit, Silje'
What?!!!!
En tidligere prostitueret, eller en kvinde i prostitution er ikke krisecentrenes målgruppe - åbenbart.
At blive truet af familiemedlemmer, tidligere kunder mm. er ikke reelle trusler på lige fod med .... øhm... andre trusler..?!
Hvordan kan man som krisecenter definere hvilke trusler der er rigtige og forkerte?
Og klart give udtryk for, at de trusler jeg oplever er en 'erhvervsrisiko'?!
Vil det sige jeg selv har valgt dem? Skabt dem? bedt om dem?
Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste at der var forskel på at blive truet, og.... blive truet..
Er jeg, og andre tidligere prostituerede & kvinder som fortsat er i prostitution ikke ligeså meget værd, rent menneskeligt, som kvinder der IKKE har været i prostitution?
Jeg bliver harm over at opleve at offentlige hjælpeforanstaltninger deler mennesker op i rang!
Og at offentlige instanser, som dealer med voldsramte og truede kvinder HVER DAG, dømmer prostituerede til at være udenfor deres målgruppe.
Og at prostituerede, eller tidl. prostituerede helt klar er 2.rangs, måske endda tredje.rangs!
At man som tidligere prostitueret selv har skabt sine fjender - og at trusler bare er en risiko man må tage med ?!!
'Trusler, er noget der bare følger med... når man har haft et erhverv som dit, Silje'
What?!!!!
En tidligere prostitueret, eller en kvinde i prostitution er ikke krisecentrenes målgruppe - åbenbart.
At blive truet af familiemedlemmer, tidligere kunder mm. er ikke reelle trusler på lige fod med .... øhm... andre trusler..?!
Hvordan kan man som krisecenter definere hvilke trusler der er rigtige og forkerte?
Og klart give udtryk for, at de trusler jeg oplever er en 'erhvervsrisiko'?!
Vil det sige jeg selv har valgt dem? Skabt dem? bedt om dem?
Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste at der var forskel på at blive truet, og.... blive truet..
Er jeg, og andre tidligere prostituerede & kvinder som fortsat er i prostitution ikke ligeså meget værd, rent menneskeligt, som kvinder der IKKE har været i prostitution?
Jeg bliver harm over at opleve at offentlige hjælpeforanstaltninger deler mennesker op i rang!
Og at offentlige instanser, som dealer med voldsramte og truede kvinder HVER DAG, dømmer prostituerede til at være udenfor deres målgruppe.
mandag den 11. maj 2009
skubber dig væk
Jeg skubber dig væk, hvis du nærmer dig!
Råber 'Rend mig!' 'Lad mig være!' og langer ud efter dig. Hamrer hånden i bordet og skriger
'Fuck dig!' ... mellem tårerne..
Selvom jeg egentlig helst ville trække dig nærmere
Det er noget mærkeligt noget
Jeg vil at du skal blive, lige her.
For jeg er så alene og ulykkelig
Jeg vil at du skal holde min hånd, og sige det nok skal gå.
Jeg vil at du skal være her
Men jeg tør ikke din nærhed
- med den kan du flå min sjæl
Råber 'Rend mig!' 'Lad mig være!' og langer ud efter dig. Hamrer hånden i bordet og skriger
'Fuck dig!' ... mellem tårerne..
Selvom jeg egentlig helst ville trække dig nærmere
Det er noget mærkeligt noget
Jeg vil at du skal blive, lige her.
For jeg er så alene og ulykkelig
Jeg vil at du skal holde min hånd, og sige det nok skal gå.
Jeg vil at du skal være her
Men jeg tør ikke din nærhed
- med den kan du flå min sjæl
onsdag den 29. april 2009
Unknown
Sorgen er sort.
Gråden er stum.
Du behøver ikk' skyde med skarpt for at ramme idag - jeg bærer det hele udenpå tøjet.
Et enkelt puf & jeg er slået gulvet.
Tårerne bare triller...
Gråden er stum.
Du behøver ikk' skyde med skarpt for at ramme idag - jeg bærer det hele udenpå tøjet.
Et enkelt puf & jeg er slået gulvet.
Tårerne bare triller...
fredag den 17. april 2009
Hold mit liv
Går ind i mørket - for at se.
Frygten trækker skygger på min vej.
Jeg går - for jeg vil fremad!
Hold mit liv, et øjeblik.
Mens jeg bliver klar.
Frygten trækker skygger på min vej.
Jeg går - for jeg vil fremad!
Hold mit liv, et øjeblik.
Mens jeg bliver klar.
onsdag den 15. april 2009
Mit skjold
Går som i en klokke, af mat glas.
Som et slør, ligger rædslen over mine øjne
'Har du set hvor ræd jeg er?'
Ser du hvordan jeg langsomt drænes.
og dør?
Øjnene flakker
I søen af tårer
'Lad dem ikke se ind!'
Bærer mit skjold helt tæt ind til kroppen.
'Lad dem ikke komme nær, Silje!'.
Og jeg falder.
Bliver bagbundet og smidt i havnen.
Kæmper for luft.
Imorgen er der endnu en dag.
Pudser mit skjold - og lader dem tro.
Tør ikke andet...
Som et slør, ligger rædslen over mine øjne
'Har du set hvor ræd jeg er?'
Ser du hvordan jeg langsomt drænes.
og dør?
Øjnene flakker
I søen af tårer
'Lad dem ikke se ind!'
Bærer mit skjold helt tæt ind til kroppen.
'Lad dem ikke komme nær, Silje!'.
Og jeg falder.
Bliver bagbundet og smidt i havnen.
Kæmper for luft.
Imorgen er der endnu en dag.
Pudser mit skjold - og lader dem tro.
Tør ikke andet...
torsdag den 9. april 2009
Sorte skygger
Vågnede op med angsten, der hænger som en sort skygge henover mit hoved. I hver en krog. Hver en sprække.
Jeg dirrer.
Kvalmen skyder gennem min krop . Hindrer mig i at trække vejret.
Kan ikke gå udenfor en dør idag - der er mennesker allevegne. Mennesker som hilser solen velkommen, og bevæger sig ud på gader og stræder.
Imens jeg venter - på dét holder op.
Venter på at kunne trække vejret, en smule frit
fredag den 3. april 2009
Giften
Barndommens rædsler
har ædt sig ind i min krop.
Som en tyk masse, af klæbrig gift
flyder det nu i mit blod.
Jeg prikker forsigtigt hul i min hud
blot for at se, om det vil flyde. Giften
Flyde ud af mig
Sive, som var dét rent.
Men det klæber
og svier
og snart har jeg prikket hul alle vegne
Overalt.
Rebene skærer om mine håndled
Mine ankler gør ondt
Han har bundet dem for stramt
Rebene.
Når jeg forsigtigt bevæger mine ben
slider rebene huller i min hud
Mine håndled er flossede
Jeg har ligget her meget længe
Min hals er så tør
at det gør ondt at synke
Jeg kan heller ikke
Når jeg synker, siver giften med ned
Jeg har ligget her længe
Måske i timer?
Helt alene tilbage
Med mig selv som gidsel
"Hvad gjorde de ved dig, Silje?" Spørger terapeuten
Men jeg er der ikke længere. Har forladt rummet.
har ædt sig ind i min krop.
Som en tyk masse, af klæbrig gift
flyder det nu i mit blod.
Jeg prikker forsigtigt hul i min hud
blot for at se, om det vil flyde. Giften
Flyde ud af mig
Sive, som var dét rent.
Men det klæber
og svier
og snart har jeg prikket hul alle vegne
Overalt.
Rebene skærer om mine håndled
Mine ankler gør ondt
Han har bundet dem for stramt
Rebene.
Når jeg forsigtigt bevæger mine ben
slider rebene huller i min hud
Mine håndled er flossede
Jeg har ligget her meget længe
Min hals er så tør
at det gør ondt at synke
Jeg kan heller ikke
Når jeg synker, siver giften med ned
Jeg har ligget her længe
Måske i timer?
Helt alene tilbage
Med mig selv som gidsel
"Hvad gjorde de ved dig, Silje?" Spørger terapeuten
Men jeg er der ikke længere. Har forladt rummet.
mandag den 16. marts 2009
Hudløs
Jeg kan ikke tale om det!
Kan ikke engang tænke tanken...
Hver gang jeg lader mine tanker vandre, til dén dag - bliver der tomt
som om en klap går ned, og jeg ikke engang kan huske mit eget navn.
Jeg er hudløs af tårer
Græder mere end nogensinde
Jeg kan ikke tale
Jeg føler mig fortabt
Mit liv er gået i stå
Og jeg svæver mellem tanker om at fortsætte kampen....
og at give op.
Sige: Det var dét! Slut! Færdig! Jeg kan ikke mere
Jeg står her igen
og ser på afgrunden
Den lokker
samtidig med at den skræmmer mig af helvedes til
Jeg er kastet tilbage i angstens klør
Smidt i gulvet
Jeg kan ikke rejse mig
Kan ikke engang tænke tanken...
Hver gang jeg lader mine tanker vandre, til dén dag - bliver der tomt
som om en klap går ned, og jeg ikke engang kan huske mit eget navn.
Jeg er hudløs af tårer
Græder mere end nogensinde
Jeg kan ikke tale
Jeg føler mig fortabt
Mit liv er gået i stå
Og jeg svæver mellem tanker om at fortsætte kampen....
og at give op.
Sige: Det var dét! Slut! Færdig! Jeg kan ikke mere
Jeg står her igen
og ser på afgrunden
Den lokker
samtidig med at den skræmmer mig af helvedes til
Jeg er kastet tilbage i angstens klør
Smidt i gulvet
Jeg kan ikke rejse mig
tirsdag den 3. marts 2009
Fordi det er IN
Jeg har en del bekendte, som gerne vil være solidariske. De vil gerne støtte op om kvindekamp & kvinders rettigheder, og galper op om hvor uretfærdigt det er, at kvinder undertrykkes.
Hvorfor?
Fordi 'det gør man da'!
Man tilmelder sig diverse grupper på Facebook, under titlerne: 'Stop kvindehandel NU!'. 'Nej, til prostitution' osv.
I en periode sidste år, gik mange af mine bekendte med armbåndet fra Slave i Danmark. Et statement, som man da selvfølgelig bakkede op om. Det er da klart!
Armbåndet er for længst skiftet ud med andre af samme kaliber. 'Støt brysterne' , 'Females in Front' & så videre i samme boldgade.
Hvorfor?
...Fordi det er IN.
Det er tjekket at vise omverdenen, at man støtter diverse formål. Har overskud til at se de mere eller mindre nødlidende omkring sig.
Jeg prøver mig forsigtigt frem. Forsigtigt, fordi der er ingen grund til at takle mig selv på forhånd.
Jeg prøver mig frem hos de, som galper aller højest, og giver udtryk for at have taget stilling, og spørger:
Hvis du kendte en kvinde der var prostituteret, hvordan ville du så hjælpe hende?
Hvad ville du tro der skulle til, for at hjælpe denne kvinde? ....Udover at du går med et armbånd?
"Jamen, hun skulle jo selv ville det. Altså, have hjælp".
Ja, hvordan skulle hun få det?
"Det ved jeg ikke, men der må jo være nogle steder der tager sig af sådan noget....."
Ja, men hvis du nu KENDTE en. En kvinde der var i prostitution.. hvor ville du så sige hun skulle gå hen?
"Jeg kender ikke nogen der er prostituerede. Jeg omgåes slet ikke sådan nogle typer".
!!!
Jeg vidste ikke, at kvinder der er i prostitution eller har været, er 'sådan nogle typer'.
Nogle gange overrasker det mig fortsat, at verden kan være så blind, uvidende og dømmende.
Selv de, som giver udtryk for at være FOR kvinders rettigheder, sætter kvinder som mig (og mange andre) i bås.
Hvorfor så overhovedet ytre sig ved armbånd, støttegrupper & statements?
Fordi det er In.....
Hvorfor?
Fordi 'det gør man da'!
Man tilmelder sig diverse grupper på Facebook, under titlerne: 'Stop kvindehandel NU!'. 'Nej, til prostitution' osv.
I en periode sidste år, gik mange af mine bekendte med armbåndet fra Slave i Danmark. Et statement, som man da selvfølgelig bakkede op om. Det er da klart!
Armbåndet er for længst skiftet ud med andre af samme kaliber. 'Støt brysterne' , 'Females in Front' & så videre i samme boldgade.
Hvorfor?
...Fordi det er IN.
Det er tjekket at vise omverdenen, at man støtter diverse formål. Har overskud til at se de mere eller mindre nødlidende omkring sig.
Jeg prøver mig forsigtigt frem. Forsigtigt, fordi der er ingen grund til at takle mig selv på forhånd.
Jeg prøver mig frem hos de, som galper aller højest, og giver udtryk for at have taget stilling, og spørger:
Hvis du kendte en kvinde der var prostituteret, hvordan ville du så hjælpe hende?
Hvad ville du tro der skulle til, for at hjælpe denne kvinde? ....Udover at du går med et armbånd?
"Jamen, hun skulle jo selv ville det. Altså, have hjælp".
Ja, hvordan skulle hun få det?
"Det ved jeg ikke, men der må jo være nogle steder der tager sig af sådan noget....."
Ja, men hvis du nu KENDTE en. En kvinde der var i prostitution.. hvor ville du så sige hun skulle gå hen?
"Jeg kender ikke nogen der er prostituerede. Jeg omgåes slet ikke sådan nogle typer".
!!!
Jeg vidste ikke, at kvinder der er i prostitution eller har været, er 'sådan nogle typer'.
Nogle gange overrasker det mig fortsat, at verden kan være så blind, uvidende og dømmende.
Selv de, som giver udtryk for at være FOR kvinders rettigheder, sætter kvinder som mig (og mange andre) i bås.
Hvorfor så overhovedet ytre sig ved armbånd, støttegrupper & statements?
Fordi det er In.....
lørdag den 21. februar 2009
Sæt mig fri
Står med hænderne i vand. Skylder smertens bevis ud i afløbet.
Tårerne triller.
Stille og lydløse.
Angsten sidder stadig i kroppen.
Frygten.
Erindringen.
Lammer hver en muskel. Hver en bevægelse.
Fryser.
Ryster.
Åndenød.
Troede det var forbi.
Du legede med mig som en marionetdukke.
Jeg klipper strengene igen og igen. Hvordan kan du så stadig styre mig?
Ser ud gennem øjnenes sø. Slørret. Forvrænget.
Der er så stille.
Skåret ligger ved min fod.
Vidner om mit indre kaos.
Hvor går man hen når ingen forstår?
Befri mig fra erindringens fængsel.
Luk mig ud og sæt mig fri!
Tag min byrde, bær min sten et øjeblik.
Lad mig slippe, blot for nu.
Imorgen venter atter en dag.
Jeg beder til, at jeg vil vågne op uden erindringen om dig.
Tårerne triller.
Stille og lydløse.
Angsten sidder stadig i kroppen.
Frygten.
Erindringen.
Lammer hver en muskel. Hver en bevægelse.
Fryser.
Ryster.
Åndenød.
Troede det var forbi.
Du legede med mig som en marionetdukke.
Jeg klipper strengene igen og igen. Hvordan kan du så stadig styre mig?
Ser ud gennem øjnenes sø. Slørret. Forvrænget.
Der er så stille.
Skåret ligger ved min fod.
Vidner om mit indre kaos.
Hvor går man hen når ingen forstår?
Befri mig fra erindringens fængsel.
Luk mig ud og sæt mig fri!
Tag min byrde, bær min sten et øjeblik.
Lad mig slippe, blot for nu.
Imorgen venter atter en dag.
Jeg beder til, at jeg vil vågne op uden erindringen om dig.
fredag den 13. februar 2009
Indlæg i magasinet 'Kvinden & samfundet'
Hej alle.
Jeg har skrevet et indlæg til magasinet, om min vej ud af prostitution. Og dét at skrive sig vej gennem mørket.
Læs gerne indlæg på:
Der er uddrag fra min blog på side 8. Og mit indlæg findes på side 11.
http://www.kvindenogsamfundet.dk/feb_09/kvinden_og_samfundet_nr1_2009.pdf
17/1 -10;
Er blevet gjort opmærksom på at link ikke virker længere. Det er muligt at læse artikel på hjemmeside; http://danskkvindesamfund.dk/kvindensamfundet/arkiv.html - udgaven februar 2009
Kh Silje
Jeg har skrevet et indlæg til magasinet, om min vej ud af prostitution. Og dét at skrive sig vej gennem mørket.
Læs gerne indlæg på:
Der er uddrag fra min blog på side 8. Og mit indlæg findes på side 11.
http://www.kvindenogsamfundet.dk/feb_09/kvinden_og_samfundet_nr1_2009.pdf
17/1 -10;
Er blevet gjort opmærksom på at link ikke virker længere. Det er muligt at læse artikel på hjemmeside; http://danskkvindesamfund.dk/kvindensamfundet/arkiv.html - udgaven februar 2009
Kh Silje
mandag den 26. januar 2009
De gav mig intet, men gav mig alt
Nogle ville sige 'De gav dig intet'!
Jeg ville sige de gav mig alt. Alt hvad jeg føler idag, gav de mig.
Fodrede mig med selvudslettelse. Intethed.
Dét de gav mig, kan jeg ikke bygge videre på.
Mine grundstene kan jeg ikke stå på - kan jeg ikke tage afsæt i.
Jeg står, som uden rod
Jeg ville sige de gav mig alt. Alt hvad jeg føler idag, gav de mig.
Fodrede mig med selvudslettelse. Intethed.
Dét de gav mig, kan jeg ikke bygge videre på.
Mine grundstene kan jeg ikke stå på - kan jeg ikke tage afsæt i.
Jeg står, som uden rod
søndag den 18. januar 2009
Jeg tror ikke at jeg kan
Har lyst til at løbe min vej.
Løb! Løb! Løb!
Lukke øjnene og glemme
Kun se vejen foran mig
Bare løbe.
Væk væk væk!
Kaste mig selv udover kanten
og mærke hvordan jeg falder til jorden
med et brag
Mærke hvordan min krop splintres
i tusinde dele.
Forstår du når jeg siger
at min krop ikke er min?
Når jeg siger
at den ikke er en del af mig
Den må smadres
Splintres & blive flået i stykker.
Først dér
er jeg fri.
Men jeg er fanget her, i en krop der gør ondt.
En krop der insisterer....
En krop der konstant fortæller mig
at den er der
Jeg skal tage den til mig
Kroppen
Leve med den
Altid.
Jeg vil så gerne være den foruden
Hvordan skal jeg leve
med den på slæb?
Forstår du hvad jeg siger?
Jeg tror ik' jeg kan.
tirsdag den 13. januar 2009
Lad mig glemme for en stund
Bærer min historie
som var den min egen
Min, helt alene
Som var jeg den eneste brik
i erindringens puslespil.
Du må tage din historie på dig
Bære den med dig
Lad den tilhøre en anden
Bare et lille øjeblik
Lad mig glemme min historie
blot for en stund!
Lad historien svæve i luften
fri fra mine skuldre
For jeg tynges
trækkes ned af dens kampesten
For hvert skridt jeg tager
bliver den tungere
Jeg kan ikke bære den længere
Jeg går som på brændende kul
og skriger af smerte
for hvert skridt jeg tager tilbage
Tilbage i erindringens skygger
Der hvor ingen kunne nå mig
Der hvor jeg var fortabt
Lad mig ikke gå alene derind
søndag den 4. januar 2009
Nattens mareridt
Nattens mareridt kaster skygger på min væg.
Selv i dagslys, når natten er forbi
følger skyggerne mig. Følger mig overalt.
Og angsten binder mig.
Jeg krymper sammen
klamrer mig fast til bordkanten
Mærker hvordan hans hænder strejfer min ryg.
Lader sin enorme håndflade køre ned langs min rygrad.
Jeg kender hans blik.
Føler hans øjne stirre gennem ryggen på mig
Mens jeg rokker frem og tilbage
Som et barn der er gået ind i sig selv.
Nattens mareridt kaster skygger på min vej
Ser hans fødder, før mine egne.
Hører hans åndedræt, før mit eget.
Ser hans blik, i alle øjne jeg møder.
Mærker hans hænder på min krop.
Hans hænder sidder som klistret fast.
Overalt.
Som i en tung sump
vandrer jeg hver dag
med hans hænder på min krop.
Med hans åndedræt i mit øre.
Med hans blik, som går gennem mig.
Nattens mareridt kaster skygger på min verden
Blænder mit udsyn
og skærmer min vej
Jeg kan ikke komme forbi
Er spærret inde
Blevet trængt op i en krog
Rastløsheden fører mig til kanten
Afgrunden af min fornuft
står lysene klart for mit øje
Han spiller med mine tanker
leger med mine følelser
Og han er her ikke
Nattens mareridt kaster skygger på min vej
Og jeg vil gerne vågne.
En dag
Vågne op til lys
Uden skygger og hænder der binder mig
Han er på min krop
og i mit synsfelt
konstant.
Nattens mareridt er min virkelighed
Jeg ved ikke hvordan jeg skal leve
Selv i dagslys, når natten er forbi
følger skyggerne mig. Følger mig overalt.
Og angsten binder mig.
Jeg krymper sammen
klamrer mig fast til bordkanten
Mærker hvordan hans hænder strejfer min ryg.
Lader sin enorme håndflade køre ned langs min rygrad.
Jeg kender hans blik.
Føler hans øjne stirre gennem ryggen på mig
Mens jeg rokker frem og tilbage
Som et barn der er gået ind i sig selv.
Nattens mareridt kaster skygger på min vej
Ser hans fødder, før mine egne.
Hører hans åndedræt, før mit eget.
Ser hans blik, i alle øjne jeg møder.
Mærker hans hænder på min krop.
Hans hænder sidder som klistret fast.
Overalt.
Som i en tung sump
vandrer jeg hver dag
med hans hænder på min krop.
Med hans åndedræt i mit øre.
Med hans blik, som går gennem mig.
Nattens mareridt kaster skygger på min verden
Blænder mit udsyn
og skærmer min vej
Jeg kan ikke komme forbi
Er spærret inde
Blevet trængt op i en krog
Rastløsheden fører mig til kanten
Afgrunden af min fornuft
står lysene klart for mit øje
Han spiller med mine tanker
leger med mine følelser
Og han er her ikke
Nattens mareridt kaster skygger på min vej
Og jeg vil gerne vågne.
En dag
Vågne op til lys
Uden skygger og hænder der binder mig
Han er på min krop
og i mit synsfelt
konstant.
Nattens mareridt er min virkelighed
Jeg ved ikke hvordan jeg skal leve
torsdag den 1. januar 2009
Angst
Ser mig selv sidde omgivet af mennesker jeg kender, til nytårsfest igår.
Og jeg tør ikke tale.
Tør ikke, at de får blikket rettet mod mig.
For hvis de ser på mig, så stivner jeg.
Lad som ingenting Silje. Det går over.
Angsten hamrede i mit bryst. Jeg sad med vand i min mund, og kunne ikke synke.
Hvis de ser på mig, forsvinder jeg. Så stivner jeg, og de aner ikke hvordan de skal få mig tilbage.
Det er svært at være angst... og ikke turde fortælle det. Af frygt for at forsvinde, i deres blikke.
Mon du forstår?
Og jeg tør ikke tale.
Tør ikke, at de får blikket rettet mod mig.
For hvis de ser på mig, så stivner jeg.
Lad som ingenting Silje. Det går over.
Angsten hamrede i mit bryst. Jeg sad med vand i min mund, og kunne ikke synke.
Hvis de ser på mig, forsvinder jeg. Så stivner jeg, og de aner ikke hvordan de skal få mig tilbage.
Det er svært at være angst... og ikke turde fortælle det. Af frygt for at forsvinde, i deres blikke.
Mon du forstår?
Abonner på:
Opslag (Atom)