Skræmt af at mærke

Da jeg var barn, lærte jeg at selvom om noget føltes helt forkert & væmmeligt, så skulle jeg overhøre mine egne følelser, helt og aldeles.
Da jeg var barn, lærte jeg at grænser var noget andre havde - jeg havde ingen.
Da jeg var barn, lærte jeg at mine følelser ikke galt. De var overflødige, forkerte og uinteressante.
Da jeg var barn, lærte jeg at gemme min mavefornemmelse, mine følelser & mine grænser til et senere tidspunkt i mit liv.

Det tidspunkt er kommet nu.
Nu trækker jeg det hele frem; Ser på mine følelser, mærker min mavefornemmelse & stirrer på mine grænser. Uden at forstå hvad det er der foregår.
De er der allesammen - følelserne & grænserne.
Mit problem er, at jeg ikke aner hvad der er hvad!
At jeg ikke har lært at genkende mine følelser.
Dagligt tænker jeg; Er det her sådan det mærkes, at være ked af det? Eller
Er det sådan her det føles, når man har en grænse?

Jeg bliver så skræmt over at mærke. Skræmt over at 'der er liv'.
Der har jo været dødt i så mange år.
jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.