Imorgen

Katten ligger krøllet sammen på mit skød, som en lille kugle.
Jeg ser på den, og tænker: du finder altid et sted at være.
Misunder den faktisk lidt noglegange.
Når jeg flakker rastløst rundt, og pisker en stemning op! Farer fra rum til rum, og spjætter med arme og ben for at få dårlig stemning ud af kroppen.... går den sin vej.
Væk, ud af havedøren og ud i det fri.
Så kan du ha' det godt så længe!

Imorgen er det nytår.
Det har kunnet mærkes herhjemme.
Katten har søgt det frie, det ukaotiske.
Ud på græsset, som har været belagt med et fint lag hvid frost. Og ud til fuglebadet, hvor den har sin udkigspost.
Og jeg har forgæves kaldt. Kom nu ind.

Imorgen er det nytår, og jeg har paniktanker.
Jeg kan mærke angsten trænge sig på, her ud på de sene nattetimer.
Jeg skubber væk, med arme og ben.. og ikke mindst tanker.
Orker den ikke lige nu.

Imorgen er det nytår.
Og jeg har fældet en tåre.
Har grædt mange tårer i disse dage.
Men katten er vendt hjem, og ligger roligt på mit skød.
Mon faren er drevet over, for nu?

Indhentes

Mit hoved bliver hamret ind i betonvæggen, igen og igen
Min krop falder sammen som en kludedukke.
Jeg tænker 'Jeg har brækket min krop. Den er i stykker'.
Jeg kan mærke hvordan blodet siler ned over mit ansigt, fra hullerne i hovedet.
Hvordan mit bækken smerter, som er det smadret - fra inderst til yderst.
Forsøger febrilsk at holde samling på mine lemmer. I en slags panisk angst, forsøger jeg med tankernes kraft, at se hvordan min krop skal stykkes sammen igen.
De føles som er de delt i tusinde dele, og spredt udover hele kældergulvet.
Jeg er kun en lille pige.
Jeg kan ikke stå på mine ben.
.......

Jeg ved, at jeg forsvinder.
Min verden ser det ske.
De kalder det psykose. Grænsepsykose.
Jeg kalder det at blive indhentet.
Og jeg græder i afmagt.
Græder fordi jeg er bange for at forsvinde ind i det syge.
Ind i mørket, hvor erindringerne holder mig fanget.
Derindefra kan ingen høre mine skrig.
Jeg råber men det lyder som en hvisken
Hjælp mig ud herfra.
Jeg er fanget! Kan du ikke se det?
Jeg vil hamre armene ind i den mur der har omringet mig.
Fægte med arme og ben, til jeg er ude af mørket. Vride mig fri og kaste mig mod muren.
Men min krop reagerer ikke.
Jeg kan blot sidde & se på, at min krop ikke lystrer.
Jeg prøver at fortælle dem, at de skal kalde mit navn.
Hjælp mig tilbage! Jeg skriger af mine lungers fulde kraft, men det bliver kun til en hvislen over mine læber.
Jeg er....

Jeg ved jeg er fortabt hvis de lader mig gå. Jeg ved jeg forsvinder ind i mørket. Hvor ingen kan nå ind.
Luk mig ud!
Sig mit navn igen og igen.
For jeg husker ikke
Hjælp mig!

Min stemme bliver fanget derinde.

Og alt går i stå.

Skrig i natten

Nogle gange er stilhed, som at blive kvalt langsomt.
Som at blive opslugt af en tidslomme, hvor alting går i stå........
.... ikke engang kroppen rør sig.
Som frøs hun til is.
Og det føles, som vil det aldrig høre op.

Forsøger febrilsk at overdøve stilhed.
Jeg kan høre mine egne skrig i natten.
Skrigene fra den lille pige, som skreg for at være.
Skreg for at blive ved med at eksistere.
Hun skreg sig til fornuft. For at bevare blot et lille greb om virkeligheden.
Skreg af angst for atter at blive opslugt af stilhedens jerngreb. Og forsvinde
Ud i intetheden

Jeg er sikker på, du ikke kunne høre hendes skrig.
De var fanget inde i hendes bryst
Som en stemme der var frosset til is.
Men de var der, skrigende- som en konstant og gennemtrængende lyd.
En lyd der dirrer i luften.

Og alt står stille.

Nytår

December.

Så megen ambivalens. Kan slet ikke finde ud af det oppe i mit hoved.

Jeg erindrer tydeligt hvordan, jeg som barn, satte mål for mig selv.
I et febrilsk forsøg på at skabe et spinkelt håb for mig selv. Et lille lys i det store mørke.
Jeg havde for længst opgivet tanken om, at 'nogen' ville komme mig til undsætning.
- De kom aldrig. Og jeg blev syg af at vente forgæves.
Jeg erfarede ganske tidligt, at jeg sejlede i min egen sø, og måtte lære mig selv at ro & padle på livet løs, indtil den dag hvor jeg kunne vælge at være fri.

Nytår.
Jeg stod foran skærmen, og hørte koret synge 'Vær velkommen herrens år'.
Så længe jeg kan huske, har jeg tænkt tanken netop på denne aften: 'Til næste år....næste år bliver bedre. I året der kommer, går jeg fri.
Men det år kom aldrig, og mit håb blegnede fra år til år.
Der kom et tidspunkt, hvor jeg begyndte at tælle år frem til min 18 års fødselsdag.
For mig var, på en eller anden måde, indbegrebet af frihed. 18 år. Så er jeg fri. Rebene vil ikke længere stramme om mine håndled & mine ankler. De vil løsnes, og jeg vil løbe min vej - ud i friheden.
Her stod jeg så - år efter år - omringet af mennesker & tænkte; Bare 6 år endnu. Kun 5 år endnu.....
Jeg bad til, at ingen så mit håb - det lille håb jeg havde skabt for mig selv. For hvis de så dét, var jeg sikker på at de ville tage det fra mig.
Det ville jeg ikke kunne bære.

Nytår er, fortsat, den sværeste tid på hele året for mig.
For gør vi ikke alle dét, at vi skænker det forgangne år en tanke? Ser tilbage på året der gik?
Og når jeg tænker. Når jeg erindrer... sættes jeg i dilemmaet: Er jeg så fri nu? Er det dét her, som jeg i sin tid kaldte frihed?
Jeg vikles ind i gamle mønstre, tanker og følelser og aner ikke hvad jeg skal stille op med mig selv.
Vikles ind i trange og snævre følelser af, at stå dér igen, og tænke: En dag Silje. VENT! Der kommer en dag....

Men kan man, år efter år, blive ved med at skabe sig håb, mens man venter. Venter på noget man endnu ikke ved hvad er?
Er dét så.. at leve?

Åndedræt

Jeg kan høre stilhedens larmende ingenting.
Der er bare nogle ting, som aldrig går væk!
Som skygger der følger hver en bevægelse.

Jeg lytter til regnen udenfor mit vindue.
Jeg ved, at hvis jeg lader mit øre opfange samtlige dråber, som rammer asfalten udenfor på trappestenen... så vil lyden af regnens silen overdøve dét åndedræt, som jeg konstant hører i mit øre.
Hør dråberne Silje! Lyt til regnen!
Jeg sidder som i trance. Hører regnen, og håber den er høj nok. Forsøger af al min kraft, at forstærke lyden.

Jeg hører en slags hvisken i mit øre.
Folk må tro jeg er sinddsyg.
Det er en hvisken uden ord. Udelukkende bestående af lyde. Svage hæse lyde, som får mig til at stivne. Det er vejrtrækning. Åndedræt.
Og jeg ved det ikke er mit eget.
Hvis blot mit eget åndedræt kunne overdøve!

Jeg føler mig som en lille pige igen. Dét barn, som hver nat forsvandt ind i dét åndedræt.
For det gjorde jeg. Jeg forsvandt ind i lyden.
Den tunge & lidt hvæsende lyd, af en kæmpe, som trækker vejret gennem næsen.
Jeg kan mærke luften hvirvle om mine kinder. Den brænder sig ind i huden, og sætter sit mærke.
Jeg stivner & venter.
Altid denne venten!

Mit lod

Idag:

Jeg erfarede, at min historie kan virke så makaber, at professionelle er nødt til at spørge om den er en vrangforestilling.
'Gid det var!' Skreg min træthed.' Åh, gid det var sådan, så det hele udelukkende fandt sted indeni mit hoved'.

Jeg kunne mærke at psykiateren var i tvivl.
Kunne nærmest høre hendes hjerne køre på højeste blus. Hamre derudaf. Tanke på tanke på tanke.
Kunne høre hendes tvivl, hendes bekymring og samtidig hendes famlen efter de rette ord.

'Når nu du siger, at du har en frygt for hvad der kan ske dig....... er den frygt så realistisk?'.
Jeg tøver lidt. Ja, det er den vel.... egentlig.
'Det er nogle grumme forestillinger du har dig - nogle svære tanker du tumler med. Forestillingen om hvad der kan ske dig..... bygger du dén på noget?'.
Pis! Here we go. Vakler mellem tankerne om at glatte ud - sige at det slet ikke er så slemt alligevel. Sige at det nok skal gå.
Og tanken om at kyle det hele på bordet. Råt for usødet og sige 'Værsgo', her er min verden..... hvad synes du?'
Jeg forklarer at mine forestillinger bygger på reelle hændelser. De bygger på min erfaring.
Hun er ikke rigtig med, kan jeg mærke.
'Jeg er nødt til at tænke de her tanker..... for det kunne reelt ske for mig'.
Jeg tøver - bliver usikker på om hun tror mig.
'Det er altså ikke kun inde i mit hoved, at frygten har bygget sig op! Det er ikke kun inde i mit hoved, at den her virkelighed eksisterer!'.
Det går op for mig, at jeg er bange for at hun tror jeg forestiller mig ting der ikke er der - jeg er bange for at hun tænker VRANGFORESTILLINGER.
Jeg bliver en anelse panisk. Gud. Hun tror måske det er noget jeg forestiller mig?!!!!

Parallelt kører en tanke om, at det hele føles meget større nu hvor det er sagt højt. Og jeg forsøger febrilsk at mindske. Jeg fægter med armene indvendig, og ser mig selv samle dét hele op igen. Alt det som nu ligger spredt udover gulvet.
Forsøger at berolige hende i, at det nok ikke er så slemt endda.
Hvorfor?

Åh, hvordan forklarer man et menneske, som man kun har mødt få gange, at de tanker som syge mennesker kan få.... ER min virkelighed? Hvordan forklarer man, at dét der lyder som det værste mareridt, har været mit liv? Min virkelighed ?
Det bliver så bøvlet at forklare hvordan det mest unormale kan fremstå som det normale, i en usund kontekst.

Jeg forstår egentlig godt hendes tanke. Forstår godt hvorfor hun må afdække, og forsøge at redde ud.
Jeg forstår godt, hvis man ser det udefra, at min historie - og dét jeg fortæller - kan virke som de værste skræmmebilleder på andres nethinder. Hvordan de, måske på nogle, kan virke så langt væk fra sans og samling, at man kan få tanken: ' Er det noget hun forestiller sig?'.
På trods af min forståelse, og min logik.... gør det dog ondt.
Det gør ondt at erfare, at min historie når den bliver fortalt med ord, kan virke så makaber... at omverdenen er tilbøjelig til at søge deres tryghed i tanken om, at det er en vrangforestilling.

Jeg tror hun forstod til syvende og sidst - efter meget bøvlen rundt i ord, og en samtale som gjorde mig usikker.
Ikke usikker på, at min historie er sand, og at det jeg oplever er reelt.
Måske mere en usikkerhed der handler om, at det er vigtigt at hun forstår hvad jeg siger - og ikke drager forkerte konklusioner, hvis hun skal kunne hjælpe mig.

Nogle gange er det rigtig svært at forklare udenforstående, hvordan dét som virker så sygt, unormalt, ulogisk, makabert, grænseoverskridende og sindssygt for dem, og hvor de tænker 'Hold da op, det kan man da ikke bære'.....
hvordan det har været mit lod, min historie, mit liv.