Alt kører for stærkt. Alt står stille.

Det er som om, at jeg er blevet væk. Og jeg leder og leder. I alle leder og kanter. Og jeg går, og prøver at fange min egen skygge. Men det er som om jeg er blevet væk. Hvor blev jeg af? 

Jeg har fået en mail. Og jeg kan ikke læse hvad der står. Nu har jeg læst den 3 gange. Og jeg forstår den ikke. 

Måske var det bare lidt for meget af det gode. Til min hjerne. Eller hvad. 

Jeg ved det ikke. Og hvor er det egentlig et underligt udtryk. 'For meget af det gode'. Betyder det mon så at det gode, var godt, eller var det det skidt fordi det var godt eller hvad? Eller var der bare for meget af det mon? Selvom det også var godt? Min hjerne er en motorvej. Og jeg kører i flere spor. Samtidig med, at jeg står helt, helt stille... 

Brug livet fonden - Stem på Spor

Jeg har lyst til at skrive en masse om, hvilke spor det sætter i een, at være vokset op med seksuelle overgreb. Og alligevel har jeg ikke ord, til det. 
Der findes ligesom ikke rigtigt nogen 'ramme' hvori jeg kan sætte navn og ord på alt det der er fulgt. I kølvandet.
Og bliver det ikke også så generaliserende, har jeg tænkt - kan man sige, at det gælder for alle? Alle os, der er overlevere af overgreb &/ incest?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er ene. At det ikke kun er MIG der har de besværligheder jeg har.
Det har jeg fundet ud af, ved at møde andre enten i fysisk real life, eller via nettet, Andre - der har den samme oplevelse som jeg. At høre om andre, der har samklingende bagage - ved du hvad? Det er faktisk overordentlig afgørende. Hvor tit har jeg ikke tænkt gennem årene; Det er sikkert bare mig. Det er mig der er noget galt med. Oplysning kan være virkelig afgørende. Og så har jeg fundet ud af det, gennem terapi. Terapi er en del af min hverdag (når jeg har råd). Terapi, som jeg selv betaler. Her på 13. år. Sådan ca.

Hvad er så det værste? Hvad er senfølger?
Er det skammen over at det skete? Eller skammen over, at jeg blev som jeg blev? At jeg bærer følgerne, og må arbejde dem af mig? Jeg er skadet. Har taget skade. Den tanke er så svær at forlige sig med.
Landsforeningen Spor, arbejder for rigtig mange ting. Og jeg synes de fortjener at få tilført nogle midler. Derfor har jeg givet dem en stemme i Brug Livet kampagnen. Der er ingen tvivl om, at dette arbejde og økonomien burde ligge helt implicit i vores samfund idag, hvis du spørger mig! Men det gør det ikke. Derfor må der kæmpes.
Spor arbejder for rigtig mange ting, i forhold til mennesker der har senfølger.
En af dem er bl.a. at sikre hjælp, til sådan een som mig. Og dig?

Du kan give Spor din stemme ved at gå ind på følgende link, scrolle lidt ned å siden, og klikke på hjertet. 

http://bruglivetfonden.dk/hjertesag/spor-landsforeningen-for-voksne-med-senfolger-af-seksuelle-overgreb/

Ambivalensens dans

Ind imellem, så får jeg den her trang til at skride fra det hele. 
Smække døren, eller måske bare give den et puf & være ligeglad om den lukker sig eller ej. 'Skide være med døren. Jeg skal bare væk'. 


Så kan jeg f.eks. få den tanke, at jeg nok skal flytte. Geografisk. JA! Kanon ide! Så sidder jeg og tjekker boligannoncer, i andre områder end her hvor jeg bor. 
Jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke må beslutte mig for at flytte, før jeg har sovet på det (& talt med nogen om ideen). Men så er der de der perioder, hvor det at sove på det ikke rigtig ændrer noget. Hvor stemningen af ' det hele' synes uændret. Også 'dagen derpå'. Og dagene efter, igen.
Hvad gør man så lige der, hva?
Jo, måske man ser sig om efter årsagen til at en flytning kan virke rigtig logisk.
Hvad er det mon lige jeg gerne vil væk fra? 
Og så opdager jeg, at jeg jo ikke kan flytte fra mig selv. Og at det slet ikke handler om at flytte. Sådan på konkret & praktisk vis.

Tankerne kan være så abstrakte.
Og tilbage er bare at lade tårerne strømme. Græde. Over det jeg mærker at have mistet. På vejen.
Og smile gennem tårerne, over alt det jeg har fået 

at spise en elefant

Hvis vi nu skal være helt ærlige, ikk.... så er det der hverdag, ret meget en prøvelse i denne tid.
Hvor der hverken er overskud, eller overblik. Jeg prøver blot alt hvad jeg kan, for at hænge på.
Nogle dage lykkes det. Hurra! Andre dage slet ikke.
De sidste uger, har der været flest af de sidste.
Det er (desværre), de dage mine tanker kværner om. Og det er de dage, der på en eller anden måde, bliver mit billede på mig selv. Som en forstærkelse, af det jeg har mest tro på.
Nemlig, at jeg kan squ nok ikke. Alligevel.
Den tanke og følelse, er meget nem at kalde frem.

En følelse af fiasko, kan lappe over i næste dag. Og den næste. Og næste med.
Et spin af tanker der kører rundt. Og jeg forsøger blot, at hænge på. Blive ved.

Nogle dage er jeg helt i alarm, allerede dagen inden jeg skal afsted ud af min dør igen.
Sådan en dag er det idag. 'Ikk tænk på imorgen, ikk tænk på imorgen, ikk tænk på imorgen!' forsøger jeg at vifte tankerne væk. Tænker jeg på i morgen, taber jeg mit vejr. Ruller ud over kanten i panik.
Og jeg sidder nok der og forstår ikke helt hvor følelsen af afmagt kommer fra. Mærker bare den er der.

Jeg ved godt, sådan all round, hvad det handler om. Alt det her med alarm, og manglende overskud og det. Men det at vide det, synes ikke at ændre på hvordan det er.

Jeg kæmper samtidig kampe med mig selv om, ikke at være God nok. Ikke at gøre det godt nok.
Fordi jeg 'bare gerne vil kunne'. Helst hele tiden.
Og det må jeg erkende, at det kan jeg ikke.
En kæmpe elefant, der skal spises i små stykker. De sidste dage har jeg spist lidt mere.
Og det frustrerer mig, at skulle æde den. Frustrerer, gør mig ked af det, irriterer mig grænseløst! Og jeg bliver arrig. Over at det er sådan det er. At det er sådan det blev. For mig.

Men ingen siger, at det vil være sådan ALTID. 
Og nej, det er der ingen der siger. Overhovedet.
Men det er sådan det er. Nu.
Og det er svært nok i sig selv, at acceptere. Synes jeg.

Jo mere jeg stritter imod, jo større bliver elefanten. Jo mere synes jeg at skulle æde.
I get the picture.

Jeg æder en bid, spiser accepten ligeså stille, om man vil.

at leve med angst

Senfølger kan være mange ting.
Angst er en af mine.

Hvordan er det egentlig, at leve med angst?
Jo, nu skal du høre, hvordan det er - for mig.

Det er måske lidt som at leve med en ekstra følgesvend, hele tiden.
En følgesvend der kan vise sit ansigt når som helst, og nogle gange slet ikke.
En følgesvend der kan dukke op på de mest underlige tidspunkter, og i de mest underlige sammenhænge.
De der tidspunkter hvor jeg kan tænke; Øh what?!! Hvor fanden kom du fra??
En følgesvend der på den anden side også kan dukke op, i sammenhænge hvor det er ventet. Dette skriver jeg mere om, længere nede.
Det er også en følgesvend, som kan være med til at forhindre mig i at gøre ting, deltage i sammenhænge, få mig til at lukke mig inde bag min dør, få mig til at tænke over at flytte, sige op, afslutte et venskab eller sådan noget andet i den kaliber.
Ligesom det er en følgesvend, der gennem tiden har hindret mig i at deltage i mange forskellige arrangementer. Angst er en følgesvend, der har fået mig til at lyve. Jeg har løjet mig syg rigtig mange gange gennem årene. Både på mit arbejde, og i private sammenhænge.
Angst er ligesom en ekstra dimension i forskellige sammenhænge. Noget der skal tages højde for, når den viser sit ansigt, og som kræver lidt ekstra end hvad der ellers måske lige var planen.

Angst er, at skulle gennem flere niveauer, før jeg kan dét der egentlig er hele planen.
Angst er f.eks., at vågne op til en dag, hvor det at transportere mig hen til mit arbejde, er ligeså krævende som selve det at skulle være der. Når jeg når frem.
Angst er, at have opbrugt al sin energi, inden dagens program egentlig er startet. Angst er, at have flere delmål, og nogle af dem så miniature små, at andre måske ikke kan se dem med det blotte øje.

Angst er, at skulle deltage i en fødselsdagsfest. Og allerede inden festen er startet, er delmålene en realitet.
Min følgesvend viser sit ansigt allerede aftenen forinden, hvor jeg mærker at jeg bliver usikker på at deltage.
Angst er, når det ikke 'bare' handler om har jeg nu husket gaven, og hvad skal jeg have på?
Nej, angst er en hel masse flere dimensioner, hvoraf nogle af dem kan have et tankespind af;
Hvordan kommer jeg derhen?
Hvor lang tid tager det?
Er der mange mennesker?
Hvem er der?
Kender jeg nogen, når jeg når frem?
Hvor skal jeg sidde?
Hvad skal der foregå?
Skal vi spise, også? Jeg kan ikke spise, med mange mennesker. 
Hvad skal jeg tale om?
Skal man gå rundt og mingle og sådan?
Hvordan kommer jeg hjem?
Kan jeg følges med nogen?
Kan jeg bare gå, når jeg vil?

Man kunne måske godt tænke; Så sæt dog en kæp i det tankespinshjul!
Og ja - det er virkelig også dét min øvelse går ud på.
Nogle dage kan jeg slet, slet ikke styre det.
Og nogle dage er det bare sådan, at jeg er nødt til at gøre mig nogle tanker, og forberede mig selv, inden hele det her arrangement spænder af. Jeg er nødt til at lave nogle platforme i mit hovede, som mine tanker kan lande på. Det er så her, at mine delmål kommer ind.
Laver jeg ikke sådan nogle, så kommer jeg slet ikke afsted. Og så vinder min følgesvend. Og bestemmer, at jeg ikke skal deltage.
Og ærlig talt, så er jeg træt af at angsten skal bestemme hvad jeg skal.

Det er værd at fejre, at jeg rent faktisk bliver...

Fejre
Jamen hva fejrer vi? Der er altid noget at fejre!
Vi fejrer, at jeg har trukket stregen op. Kridtet banen af, som min veninde ville sige. At jeg har sagt fra.
Ja?
JA!
Der er altid noget at fejre.

Egentlig er regel nr. 1. at jeg ikke skal skrive, når jeg har overload. Når min hjerne kører for stærkt, og der er for meget 'deroppe' der mudrer rundt. I øst og vest. Det kan blive noget frygteligt sludder, og tåkrummende til efterfølgende syn, for mig selv, at læse. Når stormen har lagt sig. (for DET gør den. Det VED jeg. Selvom jeg HVER GANG tror; Aj..... det gør den ikke.......)
Nå, men det her med ikke at skrive, samtidig med jeg sidder her og skriver og skriver. Det holder ikke helt.
Så hvorfor så skrive, ikke at skulle skrive? Hvorfor skrive i det hele taget? Hvorfor ikke lukke skærmen (den elektroniske altså) ned, og gøre 'noget andet?'.
Joh....
Måske fordi det her skrift kan noget. Noget som intet andet kan. I min verden. Et sprog, der folder sig ud. Trods følelsen af at jeg har mistet mine ord.
Jeg har ikke noget at sige. Sådan føler jeg ofte. Og det har jeg så alligevel. Noget at sige. Rammen for det, er bare en anden.

Overblikket. Det hele synes at være hvirvlet op, gennem den senere tid. Og jeg mister pusten. Kører i overload så stort, at jeg bare hyler bag lukkede døre. Holder på! Hænger i! Og gør. Agerer. Jo, det gør jeg.
Jeg skrider ikke længere fra det. Jeg bliver. Og tager den. Selvom det er fuckinghamrendesvært. Og føles såååååååå uvant og argghhhhhh.
Og det er værd at fejre! At jeg rent faktisk bliver.
Det er også værd at fejre, at selvom jeg synes det er mega hårdt, og til tider så hårdt at jeg må sidde her en fredag aften, og tudbrøle af udmattethed , lidt frustration og overload af det hele, så...... Gør jeg det! Jeg bliver ved! Jeg melder mig ikke ud. Siger ikke op, eller hvad jeg nu ellers kunne finde på af løjer.
Næh. Jeg GØR det. Squ.
Og så må jeg tude lidt, bagefter.
Have nogle venner, der har bredde skuldre, som kan lytte til når det hersens 'Skabe en hverdag, med hvad jeg nu har med mig, og hvad det nu har gjort for mig og mit liv, og alt det' bliver alt alt for meget! Og alt alt for svært.
Det er også værd at fejre. At kunne finde nogen der vil lytte. Og kunne finde nogen der spørger.

Det er ikke fordi jeg ikke er glad for mit arbejdsliv. Det ER jeg. Det er også bare der, jeg møder mig selv. Mine egne sider. Også dem jeg ikke bryder mig om. Ligesom det er der, jeg bliver konfronteret med min egen bagage gang på gang, og der jeg møder episoder eller mennesker, der sætter flashback-knappen direkte på on.
Er det fedt? Nej. Er det sådan det er? Ja.
Og jeg gør det. jeg går derud hver dag. Bygger og bygger og bygger mit fundament.
Og det er værd at fejre

• 
  

I samme ombæring vil jeg henvise til en netop udklækket hjemmeside om senfølger (bla.) - der er meget godt læsestof. Kig forbi; www.usynligear.dk

No longer Me

I ran into a young man today. A man from the past.
I know he saw me, and that I saw him. 
I looked the other way. Turned around, and walked away. My heart was beating so fast. 
His eyes stilll feels like they are on my neck. Staring on my back. Like his eyes won't slip, and now the are stucked. Stucked in min neck. His eyes.
His eyes that leads me down memory lane. It ain't pretty. It just is... 
His eyes on my neck, down memorylane, and my mind startet twisting, flipflop, and running around. 
Thinking; I'm not the girl you used to know. You look at me, as nothing has changed. 
And the only thing I know is true. Is that everything you see. Is no longer, Me

En meget mærkelig stemning

Det har været en meget mærkelig dag. Fordi jeg har en meget mærkelig stemning. 
En angst stemning, der synes at spille alle toner an. Slår på ALLE sine strenge. I mig.
En mærkelig stemning, af angst og roderi. Blandet miskmask. Hvad er op og ned? og hvad er før og nu?
Angst stemning, der gør det svært at åbne døre. Også... de helt fysiske. 
'Tag dog i håndtaget'. Well. 

Jeg skulle ellers ikke noget. Med NOGENSOMHELST. 
Min hjerne kan ikke. Det er et miskmask 'derinde'. Hyleri, hvergang jeg prøver på noget. Angst der bare vokser. 
Men. Det blev så. Og vi skulle ud og handle til noget spiseligt. Min veninde og jeg. 
Min hjerne ryger udover kanten. Jeg bliver i bilen. Den ryger (vist) ingen steder.

Det er sårbarhed der siger spar to. Lige for øjeblikket. Og nogle kan rumme det. Og ligeså dele det. 
Og ingen dør af det. Heller ikke jeg. 

Panik før afgang

Jeg ved squ da godt, at det her med at gå i pas og panikke udover rampen - over telt, vejret og alt muligt åndssvagt, i virkeligheden bare er et skalkeskjul for den VIRKELIGE usikkerhed & angst. 
Råt for usødet, så handler det vel basicly om, at jeg på 2.5 dag skal være mere på end jeg normalt er på en hel uge. På, som i HELT PÅ. 
Og ja, det er jeg squ da usikker på om jeg overhovedet kan.

At tale på skrift & kløfter

Men du er så glimrende til at sætte ord på...

Jah. Joh. ?
Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige, når jeg læser ordene.

For noget tid siden, jeg tror det var sidste sommer.....der opdagede jeg bare en anden vinkel på mig selv.
På 'det hele'. Jeg faldt i et hul. Lå dernede og rodede rundt. Og ordene. De var som pist forsvundet!
Alt sad fast i min hals. Intet synes at kunne formes.
Faktisk blev jeg på det tidspunkt betænkelig ved, om der nu VAR noget galt med min hals. Sådan fysisk. Siden at min tale, mine ord, dét jeg synes at kunne - ikke kunne komme UD.
Selvfølgelig var der ikke noget fysisk galt. Heller ikke med mit hovede. Selvom min hjerne føltes som skiftevis en våd karklud, og grød. Det var ligesom tilstanden. Der.
Men jeg troede det faktisk. I en periode. At der var noget fysisk gået i stykker.

Det at have ord, har haft en stor betydning, og nogle gange ALTAFGØRENDE betydning, for mig.
De har været min redningskrans, mit helle, min ventil, min adgang til at kunne række ud. Uden dem - var kun dødvande. Kaos. Uforståenhed. Afmagt.

Og jeg lærte mig dem. Et for et. Gennem mange år. Gennem mange år i terapi. Helt fra scratsh.
'At sætte ord på'. Det gør man ikke bare når man aldrig har talt højt. Om noget som helst. Når man mere eller mindre har været tavs. Og alle omkring een var ligeså tavse. Tavshed kan støje som ind i helvede ikke?
Så jeg skulle lære, at sætte ord på. Med ord jeg ikke kendte, eller ejede.
Det lærte jeg gennem langvarrig guidning af min terapeut. Det var næsten som at skulle lære at tale.
En svær proces der volte mig mange kvaler. I guder hvor jeg kæmpede med at finde de ord der!
Og hvor blev jeg ked af det og frustreret, når jeg ikke kunne finde dem! Ikke kunne få dem ud på en måde, så mennesker omkring mig kunne forstå hvad det var jeg ville sige.
Det gav mig mange KAPOOOW møder med virkelighedens verden. Mange sår, og tårer der skulle tørres af kinderne.

Jeg brugte dét at skrive, som en vej, for mig. At skrive om det, eller skrive det jeg mente, tænkte, følte, troede - det gjorde en kæmpe forskel for mig. I skriften fandt jeg et sprog jeg kunne tale. Et sprog der kunne noget andet, end hvad jeg ellers havde set.
Jeg brugte også skriften i terapisammenhænge. Helt konkret skrev jeg til hver session i lang periode, 'hvad der rørte sig, hvad jeg gik med, følte, tænkte, hvad der var dukket op' osv. Det var en enorm gave for mig, at opleve at jeg her kunne tale mine ord. Gennem skriften. Og en gave at opleve, at ordene blev læst og forstået, af et andet menneske. Jeg var ikke en weirdo uden sprog! Der var faktisk noget af det jeg tænkte og følte der gav mening. Også for mig selv! Når det kom ud der gennem tastaturet.

Skriften var min vej.

Indtil skriften ikke længere kunne det den kunne engang. Eller måske var det indtil jeg ikke længere kunne det jeg kunne engang?
Jeg blev tavs. Stoppede med at skrive også.
Kunne ikke få kontakt til 'noget', når jeg skrev.
Det blev mere frustrerende, end bare at lade være at ytre noget. Gav jeg op der? På mine ord?
Ja, idag synes jeg at jeg gjorde.

Jeg mistede på en eller anden måde grebet om det. Grebet om hvordan jeg kunne tale. Og hvordan jeg kunne skrive. Tavsheden voksede sig større og større. Jeg delte ikke noget, med nogen whatsoever.

Der skete nok det, at jeg opdagede det skel der var - mellem på den ene side at kunne. Og på den anden side slet ikke at kunne.
Det slog mig så hårdt. Jeg blev vildt forskrækket da det gik op for mig. Og når jeg bliver forskrækket, eller bange, eller usikker - så klapper jeg i. Alt i mit system går ned. Så det gjorde mine ord også her.
Og så opdagede jeg, at jeg var der hvor jeg godt kunne SKRIVE om noget der rørte sig i mig. Men ude i den virkelige verden, der oplevede jeg at skriften ikke fulgte med. Jeg oplevede at det jeg troede jeg var god til - nemlig at sætte ord på - smuldrede mellem hænderne på mig.
Jeg stod der med min; JA jeg kan sagtens SKRIVE om det. Men jeg kan ikke TALE om det.
Det skel og at mærke det, gjorde bare indtryk på mig.

Jeg begyndte at tænke, at det var ligemeget med at kunne skrive om noget. Hvis ikke jeg evnede at kunne tale om det. Hvis ikke jeg kunne tale, åbent, fra mit hjerte, til de mennesker der betyder noget - så var skriften lige pludselig ikke en hjælp. Snarere en klods om benet. Og en endeløs kilde til frustrationer, uvenskab, konflikt.
Mennesker skulle virkelig kende mig godt, for at jeg oplevede at kunne dele noget af det jeg havde i mig. Jeg talte ikke automatisk om hvordan jeg havde det f.eks.
Jeg ville gerne kunne tale, som jeg kunne på skrift. Men, det kunne jeg ikke.
Og det var også her, jeg besluttede at lukke min blog.
Blokere mig selv for muligheden for, at springe på min redningsplanke, og skrive mig ud af det. Fremfor at vedstå, at jeg egentlig slet ikke - derude i virkeligheden, evnede at ytre noget af det.
Jeg følte mig falsk. Som et menneske der strøg til computerskærmen, når der var noget jeg havde på hjerte, men ikke evnede, turde eller ville, sige. Eller tale om.
Det blev så dobbelt. Ligepludseligt.

Ude i virkelighedens verden, der er jeg ikke ret god til at sætte ord på. Jeg er ikke ret god til at tale om hvad jeg har med mig af bagage. Jeg er ikke ret god til at tale om følelser. I hvert fald ikke mine egne.
Jeg er god til at lytte. Det er jeg. Og jeg er god til at forstå. Forstå hvad andre kommer med.
Men at dele af mig selv, og hvad jeg har indeni. Det er jeg ikke ret god til.
Jeg er heller ikke ret god til at tale om når noget er svært. Når man har en konflikt f.eks.
Jeg er heller ikke ret god til at tale om noget positivt - give et kompliment f.eks. Det falder mig svært, stadigvæk.

Jeg er ikke ret god til at tale fra mit hjerte. Være åben og bruge mine ord.
Og jeg føler ind imellem, at jeg har store huller i mit sprog. Huller, der hvor nogle begreber skulle være.
Skellet mellem hvad jeg kan nedfælde på skrift, og hvad jeg kan ude i virkeligheden er stor.
Og det skel har opslugt mig, for en rum tid.

Jeg arbejder meget målrettet på, at bygge en bro henover skellet.
Men det tager sin tid. Og det er ikke knips-bum-færdig. Eller nemt. Heller.
Men jeg har et ønske om, at jeg vil lære at bruge mine ord fra skriftens sprog, ude i den virkelige verden også. I flere sammenhænge.

Alt imens, så er bloggen her lagt i bero.
Den er ikke længere skjult, som den har været over en periode på mange måneder (nærmede sig vist 9). Men, den fungerer på en anden måde end før.