søndag den 26. februar 2012

Lige her, lige nu

Lige her, lige nu
Der tænker jeg, at alting nok skal falde på plads. Somehow.

Måske er det rødvinen? Varmen fra brændeovnen? Måske er det hyggen ved at være lidt hjemmefra, eller stilheden her på gæsteværelset? Måske er det ekkoet fra veninders glade latter, der stadig kan høres, her en time efter her blev stille?
Eller måske er det bare. . . sådan det er.
Lige her. Lige nu.

Gid jeg må huske præcis denne følelse. Gemme den godt. Og længe.

fredag den 24. februar 2012

At trække ord tilbage

Okay.

Alle de her ord bliver noget ævl.
Til fortrydelse. Tvivl hele tiden.
Det er som vandfald der vælter ud af mig, hvor der i virkeligheden burde være fuldstændigt stille.
Hver gang jeg siger et ord, fortryder jeg det. Hver gang jeg skriver et ord, fortryder jeg det. Får lyst til at trække dem alle tilbage.

Eller... måske er det mere, at jeg vender & drejer hvert et eneste ord. Bagefter. Drejer dem alle & nærmest så enkeltvis, at de til sidst mister deres betydning.
De kan ikke stå alene, for så føles de så mærkeligt ene. Nøgne.
Og de kan heller ikke flettes ind i sammenhængen igen. Når først de er skilt ud.
Hvorfor kan du ikke bare lade dem være hvad de er? Lade dem stå. Hænge.
I luften. Eller på skrift.
Det ved jeg ikke.
Hvorfor ikke bare lade dem blive? Forblive? Også af respekt for det de er, og var?
Det ved jeg ikke.




Fortsættelse

Har tænkt hele natten. Tænkt videre.
Truth er også...... at jeg skal lade være at tænke 'det, at jeg ikke ved hvad der kan skabes frem', som tomt.
Ekkoet af det tomme kan jeg ikke være i.

Der er ikke tomt. Der er muligheder. Jeg skal nok finde dem. 
Bli'r den jeg lander mine tanker på.

Tomrum

Okay. Truth is. .  jeg har squ faktisk overhovedet ingen ide om, hvad der ligesom er meningen, der skal være her. Og herfra. Jeg står bare et sted, hvor jeg ikke aner en vej.
Jo, jeg har stået der før. Altså, ikke lige præcis HER, men dér - hvor jeg ikke anede.
Og gik det ikke alligevel? Viste der sig ikke en vej? Blev der ikke skabt en vej? Eller flere? Jo.
Viste tingene sig ikke hen af vejen? Jo.

Hvorfor fanden føles det så, som var der sprunget et hul i jorden. Og dér, helt dernede opholder jeg mig. Uden udsyn til hvad der foregår 'deroppe', hvor vejene krydser hinanden.

Jeg aner intet. Og skimter intet - retning, 'mål', derude, et sted i fremtiden.
Som et ekko af rungende tomhed, der bare fyldes ud med dyb angst.
Hvorfor er det så væsentligt, at det jeg troede jeg skulle, skal jeg ikke? Hvorfor betyder det så meget, at indse, at det kan jeg ikke. Hvorfor er det ikke bare, at lave en anden plan så? Gøre noget andet? Finde ud af hvad det andet kunne være?
Det kan umuligt, 'kun' være fordi, at jeg håbede. Troede. Det kan ikke bare være det. Det føles større. Mere. . . grundlæggende. Grundlæggende, uden at ane en grund. Wierd.
Det er ikke en skuffelse. Det er mere en . . . . følelse af - kan jeg overhovedet noget?
Hvad skal der blive af mig? mærkeligt tomrum.
Som havde hullet i jorden, sprængt et ligeså stort tomrum, i mig.

torsdag den 23. februar 2012

Art




The road




Driving up the coast
Eyes on the road
Nowhere in particular to go
Eyes on the road

You ask me what's my philosophy
And I say, well there is one thing I know about being happy
It's not about taming your pain and your fear and your enemy
You gotta let them all lose and surrender to live uncertainly

Eyes on the road
The road, the road, the road,
Eyes on the road

She quoted one of my saddest songs
The day she broke your sacred heart
She said I don't know witch I prefer to stay or go
But I've decided on the road

You ask me what is my advice
And it's true I've been down this road once or twice
And there are things you can't change and defeats you can't deny
And you waste your time and your life and your love if you try

Eyes on the road, the road, the road, the road
The road, the road, the road, the road
Eyes on the road


© Tina Dickow

At tilgive sig selv, for de valg man traf


Livet er bare.... et spørgsmål om valg der træffes. Ja, eller det modsatte. Ikke at træffe et valg, er også et valg.
Nogle perioder føles det som der er flere valg at træffe, end andre. Perioder, hvor valgene måske får mere fylde?

Nogle valg er sværere at træffe end andre.
Nogle kan næsten føles bittersweet.
Andre igen, kan føles som en lettelse. At have truffet.
Og nogle valg, må man tilgive sig selv, at man traf. I mangel af bedre eller større (?) indsigt.
Jeg tænker i øjeblikket rigtig meget over nogle af de valg jeg traf, som jeg må tilgive mig selv, at jeg gjorde.♥
Det synes jeg er svært. Det trækker tænder ud. Helt, enormt.
At se tilbage - se mig selv stå der, så ufatteligt uvidende. Og alligevel kan jeg huske følelsen af, at jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig. Jeg vidste bare ikke bedre. Og idag gør det ondt, at jeg ikke gjorde.
Jeg får lyst til at sige undskyld, til mig selv.
Jeg ser med klump i halsen, og tårer i øjnene, et billede af en yngre mig. Jeg ser hvordan jeg står der, forvirret & alene. Jeg ser mig selv udefra.  Jeg får lyst til at tage den yngre udgave af mig i hånden idag & sige; Det er okay. Du gjorde alt hvad du kunne.

Alt imens, træffer jeg andre valg idag. Og hver dag. Hver dag, er et valg.
Jeg træffer både de svære, de der kan føles bittersweet, men forhåbentlig også nogle af dem, som kan gøre godt.. ♥

onsdag den 22. februar 2012

Lægen har (fået?) holdninger

Der er rigtig mange meninger, og holdninger ikke mindst - til sovemedicin. Kemi, piller, drugs whatever.
Pas på, du risikerer at blive afhængig af dem!. Ja, det gør man sjovt nok også af søvn. Eller bare en smule hvile.
Det er bedre at 'lære' hvordan du kan sove uden. Eller det er bedre at lære hvordan du bliver træt til at kunne sove. 
Ja, bevares, det er det da. Bestemt. Men, indtil den dag indfinder sig, så ... hvad?
Stod det til mig lige nu, så tog jeg en sovepille hver aften. Så gav jeg mig gerne den mulighed, at få lidt ro på hjernen. Bare ind imellem. Den slår mig ikke ud - knockouter (selvom man ind imellem kunne drømme om det !). Men, uden - og med  3-4 timer om at falde i søvn. For så at vågne hver hele eller måske halve time, krydret med de styggeste mareridt i den her periode. Jo, det tog jeg gerne en pille på at springe lidt mindre krævende henover.
Men, nu har lægen med receptblokken også (fået?) en holdning. En mening. I hvert fald en anden end for bare en måned siden. Og æsken er tom. Receptblokken blank.

Såeh.....
Sleepless er mit mellemnavn. Men, jeg kan finde en ro ved at vide, at jeg i øjeblikket ikke skal stresse over, ikke at have fået 'nok' søvn. Har ikke et vækkeur der ringer og råber om arbejdspræstationer!!! småt 1½ - 2 timer efter det lykkedes mig at falde i søvn. Dét er jeg virkelig glad for.
Det pres, var ikke godt for noget. Og imens, så tager jeg lidt natten som den kommer. Forsøger ikke at hidse mig op over, at være søvnløs, præget af mareridt når søvnen endelig indfinder sig. (det går så nogle dage bedre end andre)
Forsøger egentlig bare, at lade de timer jeg ikke kan sove, være stille. Hyggelige. Læse. Skrive. Se ligegyldigt TV. Vaske op!
Og på et eller andet tidspunkt, får jeg vel sammenhængende søvn igen. Om det så skal blive på recept (fra en anden ) eller, ikke....

mandag den 20. februar 2012

har lagt mine våben

.... Det er bare fordi jeg tænker, at Hvad nu hvis  jeg bare ikke har villet lytte, til den vifte der blev præsenteret? Hvis nu hvis alt dét, som jeg afviser at gå ind i, gå med til, forsøge....i virkeligheden, er at modarbejde?
Hvad nu hvis, det i virkeligheden er sådan, at det er at padle mod strømmen. Istedet for at ro med? At det er derfor jeg ikke kan se mulighederne? Her. & frustrationen bare vokser. Når jeg ikke vil flyde med. Bare, lade mig flyde. Men istedet stritter imod. Med al kraft.
Måske er det fordi det er skræmmende. Billedet, at flyde med?

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor jeg er så frustreret over at stå lige præcis her hvor jeg gør? Så frustreret at jeg mister al fornuft. Hvorfor jeg ser det som en fiasko, et nederlag, en mur. Fremfor at se, at det er herfra mulighederne er.
Hvorfor jeg tror de bare er ude på at snørre mig. Tage røven på mig. Proppe mig i nogle kasser jeg aldrig kan slippe ud af! Binde mig med bånd, der ikke kan klippes igen.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor det er så farligt at Gå med? Så farligt, at jeg må løbe den anden vej. Løbe som ind i helvede. Og bevare hvad bevares kan. Af mig. Dét jeg ved, er mig.
Hvorfor kasserne altid ses som en stigmatisering. Et brændemærke. Et reb der snørrer sig om hele mig. Og ikke en hjælpende hånd?

Det er bare fordi jeg tænker, om det i virkeligheden er så fandens vigtigt, hvilke kasser der end måtte komme? Man kan kalde det psykisk sygdom, stress, pres, angst, at bærret for hurtigt flyder over, for mig. Man kan kalde det skader, fejl & mangler, eller at have områder i sig selv, der bare er særligt følsomme. Man kan kalde det whatever det end måtte hedde. Og måske er det ikke vigtigt. I det store billede. Overhovedet. Måske, er det bare vigtigt at vide, at sådan er det. Nu. Og at et eller andet må ske.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor frustrationen har sat sig som en snerren i min stemme? En vrissen, hvis ordene skulle komme ud. Hvorfor jeg ikke på nogen som helst måde har overskuddet til at gå ind i noget. Eller ud, for den sags skyld. Alt føles som en magtkamp. Og jeg orker den ikke, mere. For at være helt ærlig.

Det er bare fordi jeg tænker, hvem det er jeg kæmper imod? Hvad det er der føles SÅ vigtigt, at jeg må beskytte det, som galt det mit liv? Hvad det er der føles så vigtigt, at min hjerne ikke levner plads til eftertænksomhed, men blot slynger svarene ud. Plaffer ethvert ord ned, som var de et angreb mod min kerne.
Jeg føler mig som presset op i et ringhjørne, og kan ikke andet end forsøge at lange ud. Sådan føles min hjerne. Presset lige til bristepunktet. Som var der ikke plads til en enkelt lille sætning mere. Jeg er konstant i forsvar. Og forstår ikke hvorfor.

Det er bare fordi jeg tænker, at det føles, som jeg har paraderne oppe! I alt hvad der omgiver mig. Og undrer mig over, hvorfor. Hvorfor alting føles som et angreb. Hvert et lille ord. Hver en lille ting. Hvorfor det føles som jeg må forsvare mig selv. Hele tiden. Non-stop?
Det er som om min zone for hvor grænsen må være mellem mig & andre mennesker, er rykket så langt ud, og er der een som træder bare et skridt nærmere end jeg bryder mig om, så er det som har de overtrådt hele mig. Vadet henover.

Her den anden dag, kom jeg gående over et fodgængerfelt. Så godt, at der stod een af de der unicef/greenpeace eller hvad de nu må stå med, ovre på den anden side af vejen. Så godt, at den unge kvinde fangede mig i sin kikkert, og nu gik målrettet efter at henvende sig til mig.
Hej, må jeg stille dig nogle spørgsmål? Spurgte hun frisk. Nej! Svarede jeg, lettere irriteret, mens jeg fortsatte med at gå. Hun starter en smørre af ord mens hun går ved min side, forsøger at trænge ind med sine ord. Blablabla & min irritation vokser sig kæmpe. Jeg skal ikke ha' noget. OKAY?! Flyver ordene ud af min mund. Som havde hun bevidst jokket henover min zone. Og jeg havde ikke engang overskuddet til bare at svare pænt.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg krummer tæer over mig selv. Og snart ikke orker at gøre det mere. Krummer tæer over hvordan mit skjold & paraderne spolerer det hele. Jeg efterlader mig kaos af ordkævlerier i kølvandet på mine forsvar. Og jeg orker ikke engang at tage dem op.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg oplever en vrede, som jeg aldrig har oplevet at føle så stærkt før. En frustration, som nærmest bliver helt fysisk. Og som skræmmer mig af helvedes til, ugenkendelig som den er.
Hvem er jeg, at forsøge at give frustrationen navne? Hvem er jeg, at forsvare mig selv.....når ingen er gået til angreb?

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er bange for det ikke stopper. Tænker, at jeg vil gøre hvad som helst, for at det gør. Så udskriv mig den medicin. Noget mere, eller andet. Jeg er holdt op med at bekymre mig om det. Send mig i psykiatrien hvis det er dér jeg kan stille noget op. Jeg kunne tage i praktik, arbejdsprøvning, kursus eller noget helt fjerde. Bare jeg finder noget nyt at gå efter.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er ligeglad. Ligeglad hvad der engang var vigtigt. Og føltes rigtigt. Ligeglad hvad kassen så end hedder. Ligeglad, hvad jeg troede jeg skulle. Ligeglad, at mine værdier må smuldre. Eller tages til eftertanke. Jeg er ligeglad hvad end der måtte komme som muligheder. Bare der kommer nogle. Her. For lige her, kan jeg ikke ånde.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg føler mig som en løve i et bur. Et bur, der kun indeholder det-der-ikke-er-muligt. Alle nederlagene, fiaskoerne og der hvor jeg ikke følte jeg duede. Jeg trænger til, at kunne inspireres til Det Mulige. At se jeg kan noget, fremfor at se hvad jeg ikke kan. Jeg trænger til at åbne øjnene & se hvad der ellers er derude. Se, muligheder fremfor begrænsninger.

Vis mig viften, igen. Please.
Jeg tier stille. Har lagt mine våben, og er klar til at lytte.

torsdag den 16. februar 2012

-

Der skal nogle gange så lidt til.
Nogle gange, kan følelsen af at have været i selskab der 'lander' for mig.- bare et øjeblik, blot nogle timer, betyde det hele. Efterlade en ro, der emmer mange mange timer frem.
En følelse af, at høre med. På en måde, der ikke har nogen ord.
Jeg er så taknemmelig!
Går i seng med en ro i mig. En Taknemmelighed. En følelse af; Det skal squ nok gå. Det skal nok blive godt.
Stille & roligt. Step by step.
Tak <3