Som om vi er dumme, naive, udelukkende symptombehandler og hvad der ellers kan smides af ord i den retning.
Og jeg har da heller ikke selv været voldsomt begejstret for medicin. Faktisk har jeg haft så meget modstand på det, at jeg blankt afviste det. Blev helt stejl, og følte mig ramt - skulle emnet bare blive bragt på bane.
'Hvad fanden tror du jeg skal med mit liv? Medicinere mig til at kunne være her eller hvad?'. Jeg var stejl. Og gal. Og frustreret. Ja.
(Usamarbejdsvillig, på nogle planer også? Oh ja ;) )
Så var det, at jeg ramte muren. Oplevede en tid, hvor bare det at gå ud af min dør var et mareridt. (det var det egentlig også at være bag døren, men..)
Hvad fanden sker der? Jeg følte jeg havde gjort, og gjorde ALT! Gennem flere år, faktisk. Hvad skal der til? Hvorfor ændrer det sig ikke? Hvorfor står jeg her (I -fucking-gen?) ?
Ja forud var en lortetid, med en uddannelse jeg skulle ud og bruge, og et arbejde der var et rent helvede, og en sygemelding. Og vi kan sagtens blive enige om, at omstændighederne havde en indvirkning. At der var nok at tage fat på, mht. HVORFOR jeg stod som jeg gjorde. Og at handle, fremadrettet for at gøre noget ved det.
Der var bare ligesom slet ikke rum eller plads for handling - når jeg var i knæ på det hele.
Det eneste jeg mærkede var angst. Stigende, knugende, invaliderende, altoverskyggende, Angst.
Og ved du hvad? Man kommer bare ikke ret meget ud i livet og tager del i bare en miniature del af lige netop dét, som kan føre til bedring, hvis ikke man kan gå ud af sin dør, vel??
Så jeg åd min (måske misforståede?) stolthed i mig. Slugte den sammen med pillerne.
'Giv tid', sagde de alle sammen. Og det gjorde jeg. Mens det ligeså stille begyndte at have en virkning.
Idag ved jeg ikke om det var medicinen der på det tidspunkt gjorde, at jeg 'kom ud af døren', sådan i helt bogstavlig forstand, eller om det var noget andet. Men jeg ved nok bare, at den blev startskuddet, til overhovedet at KUNNE gå ud (igen). Og jo mere jeg kom ud, jo mere jeg kunne tage del, jo mere har det spredt sig som ringe i vandet. Og gør.
Det er ikke gjort med medicin alene. Tværtom! Der er meget andet arbejde, end dét at sluge en pille og vente på at det virker. Jeg tror ikke på, at der sker noget ved at sidde passivt ovre i hjørnet. Men jeg tror på, at det kan være uovervindelig svært at sætte stikket i kontakten, hvis ikke der er nogen kontakt at sætte det i.
For et år siden skammede jeg mig over, at måtte tage medicin mod angst. Følte på en eller anden måde også, at jeg snød? (Snød hvem? Ja, måske var det i virkeligheden mig selv, jeg var mest bange for at snyde).
Idag skammer jeg mig ikke mere. Medicin var, og er fortsat, med til at jeg overhovedet kunne tage del i det som fører mig videre. Det som lægger vejen til noget andet.
Det er f.eks. svært at tage del i et arbejdsliv, hvis ikke man kan møde op, ikk? I perioder gør medicin, at jeg formår at møde op, og at jeg på den måde får mig en givtig dag - en dag hvor jeg er en del af et arbejdsfællesskab, trods det at jeg måske kører på halvt blus. Men jeg er der! Og jeg evner det. Og det giver mig så meget på alle andre kontoer, end lige dét, at tænke medicin og angst.
Enhver skal gøre det, som føles rigtigt for hver enkelt.
Jeg bliver bare træt af at vi alle skal skæres over een kam, i alle tænkelige sammenhænge. Og proppes i kasser. Der er alt for trange.
Der synes ikke at være ret mange nuancer. Trods det, at livet ikke er fuld af stort set andet. Og det er netop nuancerne der gør hele forskellen.
Og de, som jeg ikke kunne se. Dengang.
For et år siden skrev jeg følgende; http://siljeliv.blogspot.dk/2012/02/okay-drugs-do-work.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar