tirsdag den 5. juli 2011

Håb?

De siger, at håbet bærer os igennem.
De siger, at håbet løfter os op.
De siger, at håbet kan vi hvile på
Og guide os på vej.

Det har taget mig mange år at turde håbe.
Utallige år, at mærke.
Jeg har ikke turde lade mig løfte af håbet.
Har ikke turdet hvile på det.

Jeg håber i det små.
Små bitte holdepladser, som mine tanker kan hvile på.
'Jeg tør godt håbe på, at imorgen bliver som jeg tror'
'Jeg tør godt håbe på, at det jeg mærker jeg har brug for - ER der imorgen & ikke igen er væk'
Jeg giver lov til at mærke det løfter.
Indtil jeg falder. og tankerne styrter med.

Jeg spørger mig selv, om mine håb er for spinkle, til at kunne stå?
Om det er håbet jeg brænder mig på, når omverdenen svigter, og jeg føler mig så forbrændt?

Måske bygger jeg mine håb for spinkle?
Måske kan de ikke bære?
De føles så skrøbelige, de små tankepusterum, at jeg kvæles når de knuses.

Jeg troede, at jeg gjorde mig selv en tjeneste, at håbe. At tro. At give lov.
Men, jeg brænder mig når omverdenen ændrer min verden.
Et enkelt Knips, og mit værn går op.

Ingen kommentarer: