onsdag den 1. juni 2011

Jeg kan ikke se det

Solen stod op, mens jeg sad søvnløs her.
Solen skinner. Det bliver en smuk dag! Sagde ekspedienten da jeg var nede og købe mælk.
Jeg kan ikke se den. Solen. Jeg kan se strålerne. Farveforskellen mellem sten & skær.
Jeg stod der, helt stille & forsøgte at lade den trænge ind.
Jeg er måske bare lidt træt. Det er nok blot derfor.

Men solen - lyset - jeg kan ikke se det.
Jeg kender godt det mørke her. Og det skræmmer mig mest når kontrasten er så stor.
Som nu. Hvor solen siges at skinne. Og jeg kan ikke se det.

Jeg har glemt hvad jeg skulle bruge mælken til.
Jeg tror, jeg må finde en hånd til at kunne se lyset igen.

1 kommentar:

rose water sagde ...

Et meget meget rørende skriv, som altid Silje Liv. Tak fordi du deler det og jeg håber, at mange hænder med tiden vil hjælpe dig til at se lyset igen.