Jeg er blevet givet friheden til at vælge.
Min hals snørrer sig sammen. Gråden står tyk og kvælende.
Jamen jeg ved bare ikke rigtigt hvad jeg skal vælge, altså! Hvad det er meningen der skal være, lige her?
Panikken ligger sig som en tung dyne over mig. Mit hjerte hamrer, som vil det hoppe ud af brystkassen hvert sekund det skal være.
Jeg hyperventilerer febrilsk ud i intetheden, mens jeg forsøger at holde mit blik fast på noget håndgribeligt.
Det her er et bord. Det er virkeligt. Det er til at se.
Jeg har ingen steder, at sige højt hvor meget jeg vakler. Hvor nemt det er, for min hjerne, mine tanker, at vandre ned af kendte stier, som var det dét mest naturlige i hele verden, at jeg netop skulle tænke den vej.
Jeg er alene med dem. Tankerne. Kan ikke dele dem med nogen.
De fleste ved ikke, at jeg overhovedet får dem. Og de der ved, tror at jeg er way pass, overhovedet at overveje. Du er jo fri til at vælge, nu..
Jeg har forsøgt. Taget spæde skridt. Med gråden stående helt op i øjnene har jeg forsøgt at væve mine ord ud gennem halsen.
Men jeg tøver. Og bliver tavs. Tvivlen, risikoen for at blive mødt med den største foragt, står som en bremseklods mellem mig og verden.
Jeg tør ikke engang sige højt, at jeg har haft tanken. Jeg vil fremstå som en fiasko....
Jeg møder det ind imellem. Det her sted hvor mine veje krydser hinanden.
De her veje der fletter ind. Hvor jeg mister grebet! Mister overblikket & ser mig selv med et gammelt indgroet syn.
Jeg bliver lige overrasket hver gang. Overrasket, og ufattelig tung og trist.
Det her sted, hvor jeg står i mit nu & stirrer direkte ind i plexus af dét jeg har forladt.
Hvor jeg oplever at være nået et langt stykke på min vej - men så alligevel støde ind i de samme tanker. Tanker om hvem jeg er. Hvad der er 'Ment to be', for mig.
Du er kommet SÅ langt. Tænk, at du nu står her & selv kan vælge hvad vej du vil gå, siger hun, og smiler til mig.
Og min hjerne slår flik flak! Hendes ord skærer i mine ører. Jeg får lyst til at skrige højt, råbe al min frustration ud! Rejse mig op og løbe hen mod muren. Kaste min krop mod betonnen! Smadre det hele. Eller, mig selv er det vel basicly.
Kan du ikke forstå, at når du siger jeg nu kan vælge, så hører jeg du siger jeg selv valgte alt det shit? har jeg lyst til at skrige hende ind i hovedet.
Kan du ikke forstå, at du smadrer mit hjerte ved ikke at give mig muligheden for, at sige; jeg får stadig tanken? At fiaskoen viser sit grimme fjæs hver gang jeg bliver fortalt hvor langt jeg er.
Men der er tavst. Udenom mig. Ikke en lyd slipper ud. Jeg sidder bare og siger Intet.
Stirrer lidt på mine fingernegle.
De er begyndt at flosse igen. . .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar