I snelandskabet forandres overblikkets pejlemærker.
Verden ser ud, som er jeg vågnet til en anden.
Mit blik falder ud på alt det hvide. Og mit hjerte synker. Igen og igen.
Vi er spærret inde! Runger tankerne i mit hoved.
Et ekko der står tilbage i det ensformede landskab, hvor intet er til at skille fra hinanden.
'Det er bare sne. Det er ikke farligt'. Siger du til mig, fra et sted langt borte.
Jeg kan ikke høre. Kun se.
Sne.
Jeg vakler i forandringen. Bange for ikke at kunne genkende vejen hjem.
Bange for indespærringen, det ufrie.
Ville jeg kunne flygte uden at efterlade mig spor?
'Jeg forstår ikke hvad du mener, Silje?'
Det behøver du heller ikke.
Min frygt er vågnet, men mindskes når jeg giver den ord ♥
Ingen kommentarer:
Send en kommentar