Der var engang hvor min krop endnu var uberørt
Engang hvor ingen havde sat deres aftryk
Hvor ingen havde ladet deres hænder vandre på forbudte steder.
For til sidst, skridt for skridt, at trænge helt ind.
Der var engang hvor mine øjne kunne lukkes uden erindringen om dem
Engang hvor billederne på min nethinde endnu ikke var en gyser
Hvor mine øjne kunne se noget andet
Og trygt kunne lukkes
Der var engang hvor mine håndled og ankler ikke havde været bundet
Engang hvor de føltes frie. Ja måske bare som det de er. Led.
Hvor lemmerne endnu ikke kendte til at blive holdt fanget
og ikke anede, at følelsen af reb kan blive siddende i huden, i årevis.
Der var engang hvor jeg var hel
Engang, hvor mine grænser ikke var overskredet
hvor jeg ikke oplevede at flyde ud - i et rod af dem og mig.
Afgrænsningen af mig var helt naturlig.
Jeg husker ikke dengang.
Husker ikke hvordan det var.
Måske var det så kort?
For kort?
Jeg husker ikke at det har været anderledes.
I min verden har det altid været sådan.
Jeg bliver tit spurgt; Hvordan kunne du leve i dét? Hvordan kan et liv være sådan?
Ligeså uforståeligt det måske er for dig, at forestille dig at leve sådan,
ligeså uforståeligt er det for mig, hvordan det må være, at have levet uden.
De siger jeg stadig har min kerne. Jeg ved ikke om jeg skal tro dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar