Jeg stod bare der

I fredags gik jeg for langt.
Jeg vågnede tidligt om morgenen, og mærkede fra start alarmklokkerne ringe.
Jeg havde det ligesom hvis min hjerne, mit sind, min krop ikke havde noget filter. Alting gik bare direkte ind. Og jo mere der gik ind, jo mere angst blev jeg. Jeg kunne dårligt holde på kaffekoppen.
Mine tindinger dunkede af smerte og overload. Mine hænder & knæ rystede, og jeg var fysisk dårlig. Jeg kastede op 2 gange på vej til job.
Pyt, videre!! Kom nu!

Jeg kunne ikke rigtig trække vejret. Som om der sad noget fast i min hals. Jeg kunne ikke synke. Sad der til frokost med den ene bid, der bare voksede og voksede i munden.
Please - Ikke kaste op!

Jeg agerede robot fra første minut jeg trådte ind af døren. Efter et par timer, kunne jeg ikke engang være robot længere. Stod bare der. Som fanget i lyskeglen. Kunne hverken tale eller bevæge mig. Jeg stod bare der - så angst at jeg kunne have brækket mig, lige dér, midt på gulvet.

'Er du okay', spurgte mine kollegaer flere gange.
Jeg kunne ikke se dem i øjnene.
Lad være med at se på mig. lad mig synke i et stort hul. Lige her.
Se væk!
Var så bange for at bryde grædende sammen. Bange for at komme til at sige noget højt, som jeg ville fortryde.

Vil du ikke godt lade være med at spørge? Jeg siger bare noget jeg fortryder.
STOP!

Jeg kunne have sagt; Nej jeg er ikke okay. Jeg er nødt til at gå.
Men jeg turde ikke lade ordene forlade mine læber. Jeg var så bange for at komme til at sige; jeg kan ikke rumme det her! Jeg skal ikke være pædagog. Farvel!

Så jeg lod den gå. Alt, alt for længe. Så længe at angsten har ædt mig op lige siden.
Idag er det søndag aften - og jeg sidder stadig fast i angsten. Den har ikke sluppet sit tag endnu.
Imorgen skal jeg derud igen, og jeg er ved at brække mig af angst.