Skrig i natten

Nogle gange er stilhed, som at blive kvalt langsomt.
Som at blive opslugt af en tidslomme, hvor alting går i stå........
.... ikke engang kroppen rør sig.
Som frøs hun til is.
Og det føles, som vil det aldrig høre op.

Forsøger febrilsk at overdøve stilhed.
Jeg kan høre mine egne skrig i natten.
Skrigene fra den lille pige, som skreg for at være.
Skreg for at blive ved med at eksistere.
Hun skreg sig til fornuft. For at bevare blot et lille greb om virkeligheden.
Skreg af angst for atter at blive opslugt af stilhedens jerngreb. Og forsvinde
Ud i intetheden

Jeg er sikker på, du ikke kunne høre hendes skrig.
De var fanget inde i hendes bryst
Som en stemme der var frosset til is.
Men de var der, skrigende- som en konstant og gennemtrængende lyd.
En lyd der dirrer i luften.

Og alt står stille.