Mit lod

Idag:

Jeg erfarede, at min historie kan virke så makaber, at professionelle er nødt til at spørge om den er en vrangforestilling.
'Gid det var!' Skreg min træthed.' Åh, gid det var sådan, så det hele udelukkende fandt sted indeni mit hoved'.

Jeg kunne mærke at psykiateren var i tvivl.
Kunne nærmest høre hendes hjerne køre på højeste blus. Hamre derudaf. Tanke på tanke på tanke.
Kunne høre hendes tvivl, hendes bekymring og samtidig hendes famlen efter de rette ord.

'Når nu du siger, at du har en frygt for hvad der kan ske dig....... er den frygt så realistisk?'.
Jeg tøver lidt. Ja, det er den vel.... egentlig.
'Det er nogle grumme forestillinger du har dig - nogle svære tanker du tumler med. Forestillingen om hvad der kan ske dig..... bygger du dén på noget?'.
Pis! Here we go. Vakler mellem tankerne om at glatte ud - sige at det slet ikke er så slemt alligevel. Sige at det nok skal gå.
Og tanken om at kyle det hele på bordet. Råt for usødet og sige 'Værsgo', her er min verden..... hvad synes du?'
Jeg forklarer at mine forestillinger bygger på reelle hændelser. De bygger på min erfaring.
Hun er ikke rigtig med, kan jeg mærke.
'Jeg er nødt til at tænke de her tanker..... for det kunne reelt ske for mig'.
Jeg tøver - bliver usikker på om hun tror mig.
'Det er altså ikke kun inde i mit hoved, at frygten har bygget sig op! Det er ikke kun inde i mit hoved, at den her virkelighed eksisterer!'.
Det går op for mig, at jeg er bange for at hun tror jeg forestiller mig ting der ikke er der - jeg er bange for at hun tænker VRANGFORESTILLINGER.
Jeg bliver en anelse panisk. Gud. Hun tror måske det er noget jeg forestiller mig?!!!!

Parallelt kører en tanke om, at det hele føles meget større nu hvor det er sagt højt. Og jeg forsøger febrilsk at mindske. Jeg fægter med armene indvendig, og ser mig selv samle dét hele op igen. Alt det som nu ligger spredt udover gulvet.
Forsøger at berolige hende i, at det nok ikke er så slemt endda.
Hvorfor?

Åh, hvordan forklarer man et menneske, som man kun har mødt få gange, at de tanker som syge mennesker kan få.... ER min virkelighed? Hvordan forklarer man, at dét der lyder som det værste mareridt, har været mit liv? Min virkelighed ?
Det bliver så bøvlet at forklare hvordan det mest unormale kan fremstå som det normale, i en usund kontekst.

Jeg forstår egentlig godt hendes tanke. Forstår godt hvorfor hun må afdække, og forsøge at redde ud.
Jeg forstår godt, hvis man ser det udefra, at min historie - og dét jeg fortæller - kan virke som de værste skræmmebilleder på andres nethinder. Hvordan de, måske på nogle, kan virke så langt væk fra sans og samling, at man kan få tanken: ' Er det noget hun forestiller sig?'.
På trods af min forståelse, og min logik.... gør det dog ondt.
Det gør ondt at erfare, at min historie når den bliver fortalt med ord, kan virke så makaber... at omverdenen er tilbøjelig til at søge deres tryghed i tanken om, at det er en vrangforestilling.

Jeg tror hun forstod til syvende og sidst - efter meget bøvlen rundt i ord, og en samtale som gjorde mig usikker.
Ikke usikker på, at min historie er sand, og at det jeg oplever er reelt.
Måske mere en usikkerhed der handler om, at det er vigtigt at hun forstår hvad jeg siger - og ikke drager forkerte konklusioner, hvis hun skal kunne hjælpe mig.

Nogle gange er det rigtig svært at forklare udenforstående, hvordan dét som virker så sygt, unormalt, ulogisk, makabert, grænseoverskridende og sindssygt for dem, og hvor de tænker 'Hold da op, det kan man da ikke bære'.....
hvordan det har været mit lod, min historie, mit liv.