slider min kærlighed

'Jeg kan ikke være din veninde Silje, når du er luder'.
Siger hun......sådan helt koldt og ligeud. Uden omsvøb.
Ordene skærer sig ind i min mave. Skærer gennem mig, og splintrer mig i tusinde stykker.

'Jamen. ...
Det er jeg ikke mere! Hør nu på mig! Jeg gør det ikke mere!

Hun lytter ikke længere.
'Jeg ville jo bare forklare dig dét! Jeg gør det ikke mere!'
Hun ser på mig med foragt.
'Det er ligemeget. Du har været'.

Mit hjerte knuses.
Smadret.
Itu.
Flækket.
Splintres.

Jeg giver og giver.
De slider min kærlighed op.... og smider mig på gulvet, når de er færdige med at bruge mig.

Øjne

Virvler rundt i tankestorm her i nat. Panik, angst, sorg - et stort åbent sår.
Her er stille i natten, men hører fortsat et åndedræt der ikke er mit eget.
Ser hendes øjne stirre på mig - med foragt. Et blik som kun jeg ved hvad betyder. Hun behøver ikke tale - hendes blik siger alt. Forstår du?

Hun skræmte mig fra vid og sans.

Trækker hætten op over hovedet, slukker alt lys og stirrer ud i natten.

Mit helvede

Føler mig slået itu. Flygter ind under hætten, og gemmer mig der til de værste skår er kastet henover mit hoved.

Tårene løber ned af kinderne.

Sådan føles flashback.
Ikke nemt at stå i, ude i den virkelige verden.
Med netto poser, cykel i den anden hånd og en krop der bliver revet midt over.

Smider hvad jeg har i hænderne og styrter i læ. Søger beskyttelse.

Hvor er nu min cykel? Hvor smed jeg mine indkøb, min pung og mine nøgler?
Har låsesmed på speed-dial. Med mindre mobilen også er væk.
Så må jeg liste med dukket hoved, og røde kinder af skam, ind og låne telefonen i det lokale pizzaria. De kender mig efterhånden.

Forbandet svært at opretholde den almindelige gængse hverdag.
Svært at agere ude i den virkelige verden.

Kører den samme plade i mit hoved igen og igen : "så forstå mig dog".
I håb om, at jeg en dag selv forstår.
I håb om at helvede vil slutte, og verden blive lys for mit blik. Både det indre og det ydre.

Master of puppets

Synes jeg ville dele en sang med jer, som jeg har modtaget af en kvinde der læser min blog.
Jeg kan desværre ikke lægge den udsom lydfil, men teksten i sig selv er stærk.
Satte i hvert fald tanker igang hos mig - dét der med master of puppets.
Hele tanken om at være en marionetdukke. At have en master.

"Once I travelled 24 hours a day
Not wishing to feel a thing
I was sure that if I stopped for a while
I would relive my childhood again
All the images would reappear
And the Master of puppets would be there

Foolish enough to never see
The beautifull things now surrounding me
A second chance to make a childhood right
My own misery was the only thing in sight
I´ve been trying to make him disappear
But the Master of Puppets will always be there

The Master of puppets
What a wonder full show
Master of puppets
Why will you never go…
Away to the land of dreams
And leave the puppets be

The Master of puppets creates his toys
He can make the funny or full of joy
But he can as easily take it away
Erase the hope for one more day
Think of all the good things a Master can do
Maybe just not for you

The Master of puppets
What a wonder full show
Hear me Master of puppets
Now it´s the time to go
Away to the land of dreams
And leave the child in peace"

Af Lonnie Moegelmose Christensen

Brevet til min krop

Jeg HADER dig.

Du forrådte mig. Du gik med på deres ’lege’, og lod mig stå tilbage, lod mig i stikken.
Du giver mig kvalme.
Et enkelt blik på dig, og tårerne triller ned af mine kinder.
Jeg ønsker mig en ny krop. Det er det eneste jeg ikke kan få – en ny.
Hvordan skal jeg lære at leve med dig?
Du blev en del af dem, og jeg kan ikke finde ud af hvor du slutter og de starter.

Jeg HADER at skulle være sammen med dig – hader at hænge på dig. Jeg bliver aldrig fri for dig!
Du er brændt, brændemærket med ordet LUDER, og du lod det ske. Du lod hende brænde ordet ind i mig, uden så meget som at give mig tanken om smerte.
Nu mærker jeg den fysiske smerte. Men det er for sent!
Forstår du ikke det?
Du skulle have hjulpet mig – du skulle have sagt fra – sat grænsen - vredet dig af smerte – flygtet. Men i stedet stivnede du, og lod mig være alene med mine tanker.

Jeg mærker hvordan du prikker til mig hver dag nu. Og jeg bliver panisk, til tider hysterisk. Jeg kaster op af afmagt og fysiske smerter.
Jeg kan mærke alt det du ikke ville mærke, mens det stod på.

Du overgiver dig gang på gang. Og lader mig forsvinde ud i ingenting. Jeg svæver rundt udenfor dig, og forsøger febrilsk at komme tilbage så jeg kan stoppe dét der overgår mig.
Men du lader mig ikke komme tilbage, før efter det er hændt.
Så forsvinder du til gengæld, og lader mig stå tilbage med væmmelsen, fortvivlelsen, afmagten og sorgen.
Du har forrådt mig, og du bliver ved.
Jeg græder lige nu, for jeg bliver nødt til at leve med dig – altid.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne det.

Forsøger febrilsk at lappe dig sammen, men du bliver nødt til at hjælpe mig på vej nu. Ellers ender vi begge med at gå i stykker.
Jeg tror ikke du kan holde til mere ødelæggelse. Du går i stykker. Og det gør jeg også.

De så den anden vej

Hvorfor var der ikke nogen der valgte mig? Valgte at fjerne mig fra vanviddet?
Hvorfor så de den anden vej?
Græder som pisket idag.

Støt børn på hjem

Køb et bogmærke, og støt børn på hjem med at få en fremtid.

Meld dig ind på gruppen 'støt børn på hjem' på http://www.facebook.com/.
På gruppens side kan du se hvordan du bestiller dit bogmærke.
Du kan også kontakte stifteren Jannie på:
bak@janniebak.dk eller telefon: 40879034.

Et bogmærke koster 50 kr, og går ubeskåret til børn på hjem.

Håbløs

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte og slutte.
Hvor jeg skal lægge min energi.
Jeg har ikke mere energi.

Jeg har bare lyst til at skride fra det hele.

De løber skrigende bort, når de ser min verden

"Jeg har brug for en pause fra dig, Silje".
Sidder og ser endnu en veninde give op, give fortabt, lukke mig ude af sin hverdag, fordi hun ikke kan rumme min virkelighed.

"Hvorfor?" spørger jeg, sådan lidt usikkert.
Jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at høre svaret.
"Fordi du er rigtig svær at være sammen med, i øjeblikket. Du er svær at komme i kontakt med Silje, og du virker så tabt fra det hele".

Tårerne løber ned af min kind. Jeg vender mig om, og går min vej.
Jeg føler mig ramt på mit svageste punkt. Skudt ned, banket i gulvet.

Det gør ondt. Det gør rigtig ondt,
Jeg har jo også brug for en pause fra mig, altså!

Det er som om, at jo mere jeg viser den virkelige Silje, og fortæller om min historie.... jo mere trækker omverdenen sig. De bliver bange, skræmt og ved ikke hvad de skal stille op.

Men ved de hvor alene jeg føler, at jeg står?
En efter en melder de fra, på stribe. Kan kun se mig når jeg har det godt.
De ved ikke, at det er bedrag når jeg viser, at jeg har det godt - de ser dét de gerne vil se. Og jeg lader dem se dét. For hvorfor ikke?
Når de ser min virkelige verden, så løber de skrigende bort.

Jeg føler mig meget alene.
Idag føler jeg mig helt alene i verden.
Jeg har ingen.

Det gør ondt.
Jeg sidder i nattens mørke og græder.
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.

I think you're crazy

Skriverier fra lukket afdeling.
____________________
"Nu er det langt om længe sket. Jeg er blevet sindssyg. Crazy. Har knald i låget. Hurra!
Så må man gerne give op, ikke?
Så må man gerne smide håndklædet i ringen, og sige: Det var dét. Tak for kampen. I vandt, jeg tabte. Bad luck. Farveller".

Nej?

Det er faens til system det her. Man kan ikke engang få lov til at gå til grunde... få lov til at blive sindssyg, uden at nogle står og ser på. Og trækker i én, for at hive en tilbage til verden.
"Jeg vil bare være alene med mine syrede tanker. Jeg vil bare have lov til at forsvinde. Have lov til at slå mig selv ihjel".
"HØR NU HVAD JEG SIGER"!!! Men de hører det ikke.
De har en anden plan for mig. For mit liv. Lige nu går deres plan ud på at holde mig i live.
Jeg kæmper med tanken om at de ikke skal "fikse mig"... for jeg er ikke i stykker!
Jeg er nået dertil hvor der er fred, hvor jeg forsvinder og har lov til at give op.
Men de er ikke enige. Ryster på hovedet af mine udtalelser om, at jeg ikke er i stykker. Ryster på hovedet når jeg siger, at det var dét der var meningen med det hele - at jeg skulle få lov til at forsvinde.

De lappede mig sammen, med medicin og overvågning. De var deres arbejde tro, og holdt mig i live - som de skal sådan nogle steder. Men de vil nok aldrig kunne forstå, at når de lapper mig sammen... så bliver jeg nødt til at ødelægge på ny. Finde nye veje, nye metoder til at forsvinde.

Jeg beder til, at jeg en dag vil holde op med at have trang til at forsvinde. For først den dag, kan jeg være i mig selv.